Læsetid: 6 min.

Vi har fået licens til at dræbe

I vores hyperindividualistiske kultur har man 'licence to kill' - i hvert fald sig selv, siger den tidligere biskop Jan Lindhardt. Og vi forklarer selvmord med biologiske eller psykologiske brister - at se det som et produkt af en samfundsstruktur, tør vi ikke, mener sociologen Rasmus Willig
I vores hyperindividualistiske kultur har man 'licence to kill' - i hvert fald sig selv, siger den tidligere biskop Jan Lindhardt. Og vi forklarer selvmord med biologiske eller psykologiske brister - at se det som et produkt af en samfundsstruktur, tør vi ikke, mener sociologen Rasmus Willig
27. februar 2009

Som samfund accepterer vi, at der hver dag er to mennesker, der tager deres eget liv. Og det, selv om der dør 30 procent flere danskere af selvmord end i trafikken.

I og med, at vi kan bestemme starten på livet via kunstig befrugtning og udsætte døden med moderne behandlingsmetoder og forebyggelse, kan man spørge: hvorfor så ikke selv bestemme, hvornår livet skal være slut?

Nogle vil svare, at selvmordet er en egoistisk handling. Andre, som den norske forfatter Erland Loe, der har skrevet om selvmordet i sine bøger, mener, at selvmordet er en helt legitim handling, "simpelthen fordi ingen af os har bedt om at komme hertil."

Loe har intet etisk problem med selvmordet; mange mennesker lider, og derfor er det en mulighed for alle, har han sagt i et interview.

"Det er en hyperindividualistisk tilgang. Vi er tilbøjelige til at se selvmordet som et individuelt valg. Og som forklaring har biologien vundet. Det er inde i hjernen, der er noget galt," siger sociolog Ramus Willig.

Med udgangspunkt i den franske sociolog Emilié Durkheims selvmordsstudie fra 1897, mener Willig, at årsager til selvmord ikke kun skal findes i usunde familiemønstre og psykiske sygdomme.

"Det individualiserede selvmord sker altid i en konkret kontekst, familien f.eks., eller i forbindelse med psykisk sygdom. Men den psykisk syge og de andre selvmordskandidater befinder sig i en større samfundsmæssig kontekst, hvor de lever under særlige moralske fordringer eller krav. Der er en sammenhæng mellem vores moralske fordringer i den kapitalistiske økonomi - om at du skal være fleksibel, mobil, og kreativ - og så det ikke at kunne følge med de moralske fordringer. Det afspejler sig i selvmordsraterne. Den sammenhæng diskuterer vi ikke særlig meget," siger Rasmus Willig, der har beskæftiget sig med syge og selvmords-truede i sin bog Til forsvar for kritikken.

Willig forklarer omstillingsparathed som en forandring fra noget, hvor mennesket tidligere havde klare, entydige forventningshorisonter til noget, hvor de ikke kender forventningerne, og hvor de ikke ved, om de er belønningsværdige.

"Man beder mennesker om at give slip på sig selv. Det betyder, at du skal kaste alt det, du er, bort, og bliv en ny hele tiden. På et socialpsykologisk niveau kan det ikke lade sig gøre for den enkelte. Man skal kunne lave sammenhængende livsfortællinger med sammenhængende forventningshorisonter. Det er det, der er så svært nu," siger Rasmus Willig.

Ikke fald i selvmord

At antallet af selvmord i Danmark rent faktisk er faldet fra 1980 til 2001 betyder ikke, at vi har lært at håndtere de moderne udfordringer, mener Rasmus Willig. Tværtimod.

Han mener, at tallene fra det såkaldte Dødsårsagsregister er usikre: "Det hedder, at man kan dø af selvmord. Men hvis man er mentalt syg og kaster sig ud af vinduet, så bliver det ikke registreret som selvmord. Hvis man derimod læser stigningen herhjemme i indtagelsen af antidepressive stoffer som et potentielt forstadium til selvmord, kan man se at der et voldsomt opsving. Derfor vil jeg sige, at selvmordstallet lige så vel kan være stigende. Faldet i antallet af selvmord er ganske lille, mens stigningen i udskrivningen af antidepressive midler er eksploderet, " siger Willig.

Selvmordsforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, Karen Helweg-Larsen, deler ikke Rasmus Willigs betragtning.

"Der ér sket et fald i det samlede antal selvmord herhjemme, og det har mange nuancerede forklaringer. Men faldet er reelt," siger hun.

Én af forklaringerne på faldet er dog indførelsen af nye antidepressive stoffer i starten af 1990'erne, men kurven i selvmordsstatistikken knækkede tidligere.

Sociologen underbygger imidlertid sin pointe med henvisning til finanskrisen, som han kolber til Durkheims klassiske studie. Her viste det sig, at økonomisk stabilitet og mental sundhed ikke hænger sammen. I opgangstider stiger selvmordsraten parallelt.

"I starten af en krise vil selvmordsraten formentlig stige; Folk har gamblet og må gå fra hus og hjem eller mister deres arbejde. Men eftersom vores forventningshorisont bliver formindsket, når vi heller ikke at få stillet noget rigtig positivt i udsigt, og så bliver vi mindre skuffede. Under en finanskrise kan det godt være, at vi ikke kan forvente os særlig meget, men det, vi kan forvente os, det er vi til gengæld sikre på at få: minimum dagpengesats."

Vi har en ide om, at når vi har fået en uddannelse, kan vi det hele, pointerer Willig. Men i princippet er den type tilværelse langt mere skuffende end den er glædelig. I fattige lande er befolkningernes forventningshorisont til gengæld afstemt med det liv, de kommer til at leve.

"I de vestlige samfund har vi en forventning om, at alle lykkes, og det gør de altså ikke. Derfor er der mange skuffede, hvis man kan sige det på den måde," siger Willig.

Protestantiske selvmord

Præst Niels Eric Grunnet, der er rådgiver hos Psykiatrifonden, er på mange måder enig i Willigs samfundsdiagnose:

"Jeg oplever en ond trend, der ikke mindst rammer de unge. Det gælder om, at du skal stå distancen i andres øjne: uddannelsesmæssigt, på arbejdsmarkedet og i parforholdet. Det vil sige, at dit værd som menneske afgøres af andre. Det er en uhyggelig tanke, som naturligvis presser mange i stykker. Dit selvværd er ikke længere dit eget, men noget, du skal hente hjem fra andres dom over dig," siger Niels Eric Grunnet.

Men heller ikke præsterne og den protestantiske kirke er fri for ansvar i Rasmus Willigs optik: I samfund med protestantisk arbejdsetik er der højere selvmordsrate, påpeger sociologen. Hvorimod de katolske samfund har en lavere selvmordsrate.

"Når du ikke har levet op til forventningerne, kan du bekende dine synder i den katolske skriftestol og få aflad. Den protestantiske etik er en individualiseret kritik. Vi er selv skyld i det, hvis vi jokker i spinaten. Og kritikken bruges som et selvtugtelsesmiddel. Paradokset er, at i de samfund, hvor vi tilsyneladende er frie, stiger selvmordsraten. I totalitære regimer stiger selvmordsraten ikke nødvendigvis. Der har befolkningen andre, noget uden for dem selv, at skyde skylden på."

Det mener tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, imidlertid er en tilsnigelse. Han peger på, at en væsentlig forskel mellem de nordeuropæiske protestantiske lande og de katolske mod syd, er, at vi i Nordeuropa har bedre statistikker.

"I de katolske lande er man interesseret i at undertrykke viden om selvmord, derfor bliver det skriftligt diagnosticeret på anden vis. Så det kan man ikke bruge til så meget," siger Jan Lindhardt, der peger på andre faktorer. Eksempelvis at der i familier, hvor et medlem har begået selvmord, er en overfrekvens af selvmord.

"Det hænger lidt sammen med, at det er en acceptabel måde at skille sig af med problemerne på. Desuden kan man sammenligne USA og Danmark. Hvis du virkelig har problemer i Danmark, har du ingen steder at gå hen. Du kan ikke flytte til en anden stat. Hvis du flytter til en egn i Jylland, så vil folk spørge, hvor kommer du fra og hvorfor, og det vil man hurtigt finde ud af. Dvs. der kan være noget udsigtsløst over problemer i dansk sammenhæng, du kan ikke flygte fra dem."

Endelig ser Jan Lindhardt befolkningens accept af aktiv dødshjælp som en sidste og endelig legitimering af selvmordet, der i kristen kultur ellers har været fordømt og sågar forbudt.

"Den kristne kulturs fordømmelse af selvmord er ved at gå i opløsning. Der er flertal i befolkningen for eutanasi, 'den gode død'. Folk vil vælge alt selv, herunder om de vil fortsætte med livet, og i Holland og Schweiz er der flere og flere, der begår assisteret selvmord. Der er sket et mentalitetsskred og din 'licence to kill' - i hvert fald dig selv - er blevet mere legitim," siger Jan Lindhardt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

formodning: ( vist også mange freudianeres og biologister's formodning )

menneskers naturhistoriske udvikling, har vel næppe frembragt mennesker med nævnværdige selvmordstilbøjeligheder
-----------------------

fravær af gener som modvirker evt. selvmordstilbøjeligheder, eller tilstedeværelser af gener som fremmer selvmordstilbøjeligheder;

sådanne biologiske brister må nu være meget sjældne.

---

som oftest er evt. selvmord, mere / mindre ubevidst, og mere eller mindre ligfremt, "beordrede"
til personen.