Læsetid: 4 min.

Fredens mænd

Tidligere blev de, der ikke ville bære våben mod artsfæller, anset for sindssyge og farlige. Nu er fredens sag blevet en kedelig sag, folk har andet at tage sig til
21. februar 2009

Nå, Bennemand, din gamle provo, sagde Datter Næstyngst, nu lukker Militærnægterforeningen, er du ked af det? Hm, den slags bemærkninger fra ungdommens side af opfordrer jo til en solid gang gammelmandsmimmer, så vi tænker tilbage. For at opnå status som militærnægter skulle man igennem en ret omstændelig procedure. Man skulle først skrive en erklæring, hvori man redegjorde for, hvorfor man dog ikke ville lære at slå andre mennesker ihjel. En politisk begrundelse blev ikke accepteret. Man skulle angive religiøse eller samvittighedsmæssige grunde. Og erklæringen skulle underskrives af to personer, der bevidnede at man virkelig var en fredelig fyr.

På sessionen blev man udtaget til det værn, man skønnedes egnet til. Det var ikke ligegyldigt, om det var marinen, fodfolket, artilleriet eller flyvevåbnet, man nægtede at gøre tjeneste i, selv om konsekvensen var nøjagtig den samme, nemlig 16 måneders værnepligt i stedet for de 12, som de våbenvillige kunne nøjes med. Ved en forlænget værnepligtstid ville man sikre sig, at belastningen og ulempen for den civile værnepligtige blev lige så stor som for den militære.

Noget af et skrog

Selve sessionen var en spøjs affære. Først blev den del af værnepligtsmaterialet, der havde mindst betydning, undersøgt, nemlig intelligensen. Vi fik udleveret nogle opgaver, vi skulle løse. Der var en del, der prøvede at gøre sig dummere, end de var, i håb at slippe for videre tiltale, men det regnede jeg ikke med, at jeg ville få noget ud af. Derefter fulgte den rigtige session, syn og skøn af og over materialets fysiske egnethed. Vi blev set an, først i meget let påklædning, til sidst med nedtrukne underbenklæder, så de granvoksne skønsmænd, som formodedes at have forstand på den slags, for alvor kunne konstatere vores evt. duelighed, for såvel som bag.

Der var lidt tvivl om mig, må jeg beskæmmet indrømme. Jeg var måske nok høj og bredskuldret, men også noget af et skrog. Og så havde jeg en mistanke om, at et par af skønsmændene gerne ville være fri for at pynte på statistikken over antallet af militærnægtere, og derfor mest var til sinds at smide mig ud med det samme. Men de andre syntes, det skulle gå ordentligt til. Så skroget var jeg heller ikke, må de have ment. Så jeg slap ikke. Jeg blev udtaget til flyvevåbnet, det letteste værn, det der kræver mindst fysisk styrke. Det værn, der kræver mest fysik, er fodfolket - sådan er det altid.

Sygeligt fredsommelig

Først nu, efter således at være blevet skønnet egnet til at forsvare kongeriget fra luften, eller måske snarere i en forblæst hangar eller et åndssvagt materialekontor, trådte min erklæring om sygelig fredsommelighed i kraft. Jeg blev anerkendt som militærnægter - når det nu engang var lovligt og altså ikke kunne være anderledes. Sessionen fandt sted i Nørresundby, på en skole så vidt jeg husker, men da jeg skulle aftjene værnepligten, var jeg i mellemtiden flyttet til København. Igen for at den civile værnepligt skulle ligne den militære så meget som muligt, blev vi sendt på en slags rekrutskole. En højskole der lå i Antvorskov ved Slagelse - lige i nærheden af den kaserne, hvor rigtige mandfolk bliver uddannet som elitesoldater.

Naragtighederne fortsatte: Vi fik skam også udleveret mundering. En frakke med påsyet kappe og en mørkeblå sømandssweater, med stram rullekrave og af 100 pct. kunststof så den i høje temperaturer formentlig har været direkte livsfarlig at have på. Undertøj fik vi også, bl.a. en brynjeagtig netundertrøje som ens kone eller kæreste fnisende kunne stikke en finger ind i, hive i og fuldkommen ødelægge. Det kan godt være, det ikke var alle koner og kærester, der kunne finde på sådan noget, men min gjorde det. Vi fik træsko, store og skibsagtige. Jeg, der har hypermobile led og er uofficiel mester i forstuvninger, reddede mig mange sygedage ved hjælp af dem. Endelig fik vi udleveret et hygiejneregulativ, garanteret mage til det, soldater fik udleveret. Om værnepligtsmaterialets røgt og pleje, med andre ord. Regulativet var forfattet i den allersmukkeste mandeblufærdige og kejtede prosa, fuld af statsautoriserede råd om almindelige håndhygiejne - med videre, ikke mindst - til store knægte, der sikkert ikke havde lært renlighed hjemmefra. Jeg kan især huske forskriften for, hvordan en rigtig mand bør klippe sine tånegle. I et lige, militært snit, nemlig. Ikke noget med feminint at lade tåneglen følge selve tåens runding, uha, hvad den slags kan betyde, blues man jo over at sige højt.

Gas dem

Poul Vad, der hørte til det første kuld militærnægtere, fortalte mig engang, at i hans tid kunne man komme ud for, at mødre beskyttende flåede deres børn til sig, hvis de tilfældigt passerede en flok militærnægtere. Disse fredens mænd, der ikke ville bære våben mod artsfæller, blev anset for sindssyge og farlige. Så slemt var det ikke i min tid, men i offentligheden fremkom der da jævnligt smagfulde forslag om at gasse os i dertil indrettede lejre eller internere os på en øde ø.

Men skide være med det, nu er Militærnægterforeningen altså opløst, der var kun 80 medlemmer tilbage. Fredens sag er blevet en kedelig sag, folk har andet at tage sig til. De passer deres arbejde. Nogle er kemiingeniører, andre eksterne lektorer på Aarhus Universitet, nogle er blikkenslagere, andre snedkere og skolelærere. Enhver passer sit. Enkelte er professionelle soldater.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu