Læsetid: 5 min.

Ingen dybere mening med Oscar

Umiddelbart efter offentliggørelsen af nomineringerne til den 81. Oscaruddeling begyndte den sædvanlige gætteleg om hvilke film, der vinder - og det endnu mere nyttesløse foretagende: at udlede en dybere mening af nomineringslisten
Hovedbrud. At forsøge at analysere Oscarnomineringerne er som oftest et naragtigt ærinde, som fører til det ene paradoks efter det andet. Hvad vil f.eks. det betyde i år, når den sidste kuvert bliver åbnet den 22. februar, og vi hører: -And the Oscar goes to -- den film, som alle tipper til at vinde, -Slumdog Millionaire-?

Hovedbrud. At forsøge at analysere Oscarnomineringerne er som oftest et naragtigt ærinde, som fører til det ene paradoks efter det andet. Hvad vil f.eks. det betyde i år, når den sidste kuvert bliver åbnet den 22. februar, og vi hører: -And the Oscar goes to -- den film, som alle tipper til at vinde, -Slumdog Millionaire-?

SF Film

13. februar 2009

At forsøge at analysere Oscar-nomineringerne for at sige noget generelt om filmene eller om vores tidsalder, er som oftest et naragtigt ærinde, som fører til det ene paradoks efter det andet. Vi har således allerede hørt følgende om filmkunsten og nomineringerne i 2008:

Oscar-akademiet har et nyt og mere globalt udsyn, hvilket de 10 nomineringer til Danny Boyles Slumdog Millionaire viser. På den anden side har akademiet pludselig en ny og indadvendt amerikansk indstilling, hvilket fremgår af den kendsgerning, at 17 ud af 20 nominerede skuespillere er fra USA - det højeste antal siden først i 90'erne.

Akademiets 'bøssemafia', som føler sig krænket over vedtagelsen af forbuddet mod ægteskaber mellem homoseksuelle i Californien, skaffede dramaet Milk om homoseksuelles rettigheder otte nomineringer. Men den vinder ingenting, for akademiet er håbløst homofobisk, hvilket alle burde have lært, da Brokeback Mountain tabte til Crash.

I en tid med stor økonomisk usikkerhed for de store studier har Hollywood gjort sin autoritet gældende med 13 nomineringer til et dyrt og indbringende produkt fra to store selskaber, The Curious Case of Benjamin Button. Men akademiet undlod samtidig at støtte de store selskaber og den folkelige smag ved at ekskludere Chris Nolans publikumssucces The Dark Knight fra kategorierne bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript.

Hvad var 2008?

Problemet med disse formuleringer og grunden til, at de snubler over hinanden, så snart de forlader Oscar-analytikerens hjernebark, har sin oprindelse i ordet "akademiet" og den implicitte antagelse, at nomineringerne repræsenterer en kollektiv vilje, som afspejler en bestemt sandhed. Akademiet er - ligesom sit hjemland - en forskelligartet samling af valgkredse, som ofte er i konflikt med hinanden, og nogle år afspejler dets afgørelser frygtsomhed, forsigtighed eller kompromisser mellem fortid og fremtid, mens der andre år er en overraskende grad af tænksomhed, god smag og høje ambitioner.

Hvilken slags år var 2008 i den kontekst? Det eneste om filmene og tiden, som akademiets stemmeberettigede medlemmer tydeligt afspejlede i deres nomineringer, er usikkerhed. Hvis man skal udpege et samlende tema i nomineringen, må det være en appetit på fantasi, om end den form for fantasi, der udvikles i (eller udvikler sig til) en barsk virkelighed. Slumdog Millionaire vækker formodning om, at ghettoen i Mumbai er en rugekasse for fremtidens dristige og kløgtige millionærer, hvilket bestemt må være en lettelse for alle, som er bekymret for, at beboerne i slummen ikke har nogen lys fremtid. Peter Morgans Frost/Nixon skriver ikke ligefrem ny historie, men den antyder, at en vedholdende journalist og et stort tv-publikum kan få en upopulær præsident til at erkende sin skyld - og hvis ikke dét repræsenterer en ønskedrøm for mange stemmeberettigede i akademiet (og i USA) i år, så er der ingenting, der gør. Med sin ærlighed, nøjagtighed og levende forståelse for lokalpolitik gav Milk bevægelsen for homoseksuelles rettigheder en sejr på et tidspunkt, hvor den vaklede efter et nederlag. Og Benjamin Button gav os alle lov til at forestille os, om end kun kort, at vi en dag vil blive gamle nok til at blive forvandlet til den unge Brad Pitt.

Forsinkelse og tigerspring

Man får ondt af den filmforsker, der om 10, 30 eller 50 år skal udlede noget om vor tid ved at se på listen over de nominerede i bedste film-kategorien. Indholdet i populære film stemmer som regel aldrig overens med begivenhederne på avisernes forsider, og det ville være en stor fejltagelse at forsøge at klumpe disse film sammen i et argument om, at de på en eller anden måde skulle repræsentere Obama-æraens paradigmeskift. For det første beviser den femte og mest overraskende nominering til bedste film, The Reader, at dramaer om holocaust appellerer til en stor del af akademiets medlemmer på en måde, som transcenderer tid, sted, politik og mode. For det andet er det ikke filmens natur at afspejle tidsånden så hurtigt: Det tog 15 års arbejde med manuskriptet og udvikling af ny teknologi at gøre Benjamin Button mulig, og selvom det lykkedes producenterne Bruce Cohen og Dan Jinks at lave Milk overraskende hurtigt, har idéen om en film om Harvey Milk, som blev dræbt i 1978, cirkuleret så længe, at Dustin Hoffman, som nu er 71 år, på et tidspunkt blev tilbudt hovedrollen, som i sidste time gik til den 48-årige Sean Penn.

Men man kan måske alligevel lære noget om amerikansk historie (og i hvert fald om filmhistorien) ved at opregne de tidspunkter, hvor Oscar-uddelingen henholdsvis har afspejlet eller forsøgt at undgå verden. I min bog Scenes from a Revolution fokuserer jeg på en bestemt periode sidst i 60'erne med store sociale og kulturelle omvæltninger, hvor filmcensuren viste åbenhed, hvor amerikanske instruktører begyndte at lade sig inspirere af deres europæiske kolleger, og hvor banebrydende film som Bonnie and Clyde og The Graduate et år konkurrerede med en fortidslevning som Doctor Doolittle og to film, Guess Who's Coming to Dinner og In the Heat of the Night, der, om end forsigtigt, behandlede racespørgsmålet. Det år var Oscar-uddelingen utvivlsomt en afspejling af tiden, og for at forstå den jordskælvsagtige udvikling i amerikansk kultur behøver man blot at iagttage det forbløffende spring fra 1965, hvor den sødladne The Sound of Music fik en Oscar som årets bedste film, til 1969, hvor prisen gik til den barske Midnight Cowboy om en mandlig prostitueret i New York.

Smag og modeluner

Der har været andre år, hvor de store vindere ved Oscar-uddelingen har holdt et spejl op foran nationens psyke: I 1946 gik prisen for bedste film til William Wylers The Best Years of Our Lives om hjemvendte soldater fra Anden Verdenskrig, og i 1974 kunne man ikke have markeret Nixons tilbagetræden på bedre vis end ved at give prisen til Godfather 2, en film om ildelugtende, gennemtrængende og afstumpet korruption. Men hvad stiller man f.eks. op med 80'erne? Hvem vil hævde, at film som Milos Formans Amadeus, Bernardo Bertoluccis The Last Emperor eller Oliver Stones Platoon er udtryk for Reagan-æraen? For det meste afspejler akademiets valg ikke andet end den smag og de modeluner, som gjorde sig gældende netop det år. Da amerikanerne stod ved en korsvej og var på vej til at vælge John F. Kennedy til ny præsident og dermed række faklen videre til en ny generation, valgte akademiet - Ben Hur. Hvorfor? Ikke på grund af noget med tidsånden. Men den kom på et tidspunkt, hvor filmindustrien betragtede fjernsynet som en fjende, og den populære storfilm i bredformat forkyndte til et kræsent publikum, at det var noget, man kun kunne se i biografen.

Så hvad vil det betyde, når den sidste kuvert bliver åbnet den 22. februar, og vi hører: 'And the Oscar goes to -' den film, som alle tipper til at vinde, Slumdog Millionaire? Vil det afspejle en ny bevidsthed om udviklingslandene? Eller blot en erkendelse af, at nogle fantasier - i eller uden for biografen - aldrig går af mode? Det er den film, som de stemmeberettigede bedst kan lide. Nogle gange er det ikke mere indviklet end det. Men måske ikke i år.

© Mark HarrisOversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu