Baggrund
Læsetid: 8 min.

I kølvandet på Darwin

Jordomrejse. Rederiet Cunard tilbyder et tre måneder langt krydstogt i samme sejlrute som HMS Beagle - skibet, der førte den unge naturforsker kloden rundt, deriblandt til de berømte Galápagos-øer, hvor han gjorde sine banebrydende iagttagelser
Moderne Tider
20. februar 2009
Darwins måltid. Der er en smuk ironi i, at Charles Darwin Research Station på Santa Cruz nu er et fristed for eksemplarer af de 11 overlevende underarter af Galapagos-skildpadden, som Darwin selv og de øvrige søfolk på hans ekspedition åd i rigt mål.

Darwins måltid. Der er en smuk ironi i, at Charles Darwin Research Station på Santa Cruz nu er et fristed for eksemplarer af de 11 overlevende underarter af Galapagos-skildpadden, som Darwin selv og de øvrige søfolk på hans ekspedition åd i rigt mål.

"Den 6. januar nærmede vi os Tenerife, men fik ikke lov til at gå i land". Sådan skrev Charles Darwin i vinteren 1831-32, 10 dage efter at HMS Beagle var afsejlet fra Plymouth. Hans første landgang blev forpurret, fordi de lokale myndigheder frygtede for, at besætningen skulle smitte øboerne med kolera.

Darwin blev født for 200 år siden. Han var 22 år, da han drog ud på sin berømte femårs rejse som ledsager for kaptajn Robert Fitzroy.

Det er et velkendt faktum, at de ekstraordinære Galápagos-øer blev stedet, hvor Darwin fik den aha-oplevelse, der inspirerede ham til sin revolutionerende lære. Men, som kortet for hans togt viser, passerede den unge naturforsker andre lokaliteter, som siden blev eftertragtede turistmål: Fra overrendte charterferielokationer som Kanarie-øerne og Cape Verde til frankofone tropeøer Tahiti og Mauritius via stadig afsidesliggende juveler som Sankt Helena og Azorerne.

Darwin kunne ikke udstå de endeløse dage om bord på sit maritime hjem. "Hvad er det uendelige oceans højt priste majestæt andet end et kedsommeligt øde, en ørken af vand?" Kronisk søsyg var han også.

Koster kassen

Men med sin rejse, som han skildrer den i The Voyage of the Beagle, satte evolutionslærens fader også nogle parametre for rejselivets evolution. Hvordan får vi får mest ud af Darwins naturlige udvælgelse af rejsemål? Det kan vi gøre ved at tage på krydstogt i hans kølvand med Cunard-rederiets luksusliner Queen Mary 2. Men det koster kassen: Prisen er 12.790 pund for tre og en halv måneds sejlads.

Darwin var prisbevidst. Han var imponeret over, hvor langt hans pund rakte i Uruguay: "Jeg betalte kun otte shilling om dagen for to rejseførere med heste". Hans rejsebog rummer også gode tips: "I Chile får man nattelogi i næsten hvert et hus - blot skal man lægge en mindre sum om morgenen. Selv en rig mand modtager gerne en 2-3 shillings". Missionen var "at afslutte undersøgelsen af Patagonien og Ildlandet (...) at undersøge Chiles og Perus kyster foruden et antal i Stillehavet samt at foretage en række kronometriske målinger rundt omkring i verden."

Darwin havde endvidere mulighed for at gå i land for at foretage geologiske, zoologiske og botaniske studier.

Efter fem års rejse vendte Darwin tilbage til Falmouth og berømmelse. Hans rejsebog slutter med en formaning til den fremtidige rejsende om at opleve "de mange virkelig hjertevarme mennesker, som findes i verden, til hvem han aldrig tidligere har haft og ej heller igen vil stå i nogen forbindelse, men som ikke desto mindre vil tilbyde ham deres mest uegennyttige bistand."

"Næste morgen så vi solen stige bag De Kanariske Øers forrevne omrids og pludselig oplyse Tenerifes tinde". Darwin synes at antyde, at Tenerife og Gran Canaria er en og samme, men hans beskrivelse af Pico del Teide, Tenerifes og Spaniens højeste bjerg er umiskendelig for enhver, der har set det: "Dets nedre dele var indhyllet i et slør af skyer".

Kap Verde er en øgruppe på 10 vulkanske øer et pænt stykke ude i Atlanterhavet, små 500 km ud for Senegals kyst. Som mange andre af de steder, Darwin besøgte, var de ubeboede indtil sent i historien. Portugiserne kom i 1456. Under apartheid var den internationale lufthavn optankningssted for South African Airways, hvis fly til Europa blev nægtet landingstilladelse i det sorte Afrika. Først i det 21. århundred har øboerne fundet en ny indkomstkilde i skikkelse af nordeuropæiske feriegæster.

Mangfoldighed

Står man på toppen af Pão de Açúcar, tinden, der troner over Brasiliens spektakulære tidligere hovedstad kan man se, hvorfor Rio bærer tilnavnet cidade maravilhosa, den mageløse by. Det skyldes ikke mindst, at de med tropisk skov bevoksede bjergsider skråner stejlt mod stranden og komprimerer byen til en lang, smal stribe.

Darwin skrev med entusiasme om stedets mangfoldige flora: "I England nyder enhver naturforsker store fordele ved på sin spadseretur bestandig at støde på fænomener, som tiltrækker hans opmærksomhed, men i dette frodige klima, hvor det vrimler med livsformer, er attraktionerne så talrige, at han er næppe i stand til at gå."

Endnu i dag har Rio regnskov inden for sine bygrænser, og at passere fra storbyjungle og direkte til virkelig jungle er ikke sværere end at tage toget til toppen af Corcovado, der nu er udpeget som et af verden 'syv vidundere'. Det er her, vi finder den imposante Kristus-statue, der er byens vartegn. Hop af toget halvvejs, og du kan komme så tæt på Moder Natur i al hendes slimede herlighed, som du bryder dig om. Darwin brugte dobbelt så lang tid på Falklandsøerne som på Galápagos, hans ophold i 1833 og 1834 blev af måneders varighed. Men Darwins indtryk var ugunstigt: Efter at have pointeret, at disse øer (allerede dengang) var genstand for langvarig strid mellem Buenos Aires og London beskrev han et "kuperet landskab, som gør indtryk af forladthed og elendighed, hvor alt er enten tørveholdig jord eller strittende græs."

Falklandskrigen i 1982 stadfæstede britisk overhøjhed, men i dag er de besøgende mere fredelige. Øerne er berømte for deres imponerende rigdom af havfugle, søelefanter, søløver og kolonier af pingviner.

Fransk Polynesien omfatter 110 øer spredt over et stort udsnit af det sydlige Stillehav, men Beagle satte kursen mod Tahiti - "en ø, der for altid må stå som Sydhavets klassiske destination," skrev Darwin. Skibet lagde til i Papeete, den daværende kongeby. Det var ikke en høflighedsvisit - kaptajn Fitzroy skulle inddrive forfalden gæld for den britiske krone - straffen for at plyndre et britisk skib. En deputation kom i audiens hos dronning Pomarre, som Darwin beskrev som "en stor akavet kvinde, uden skønhed, ynde eller værdighed". Om gælden blev betalt, vides ikke.

Sidst i det 19. århundrede var Tahiti tabueret som drømmerejsemål for europæere. Paul Gauguin tilbragte de sidste 12 år af sit liv her. Hans hus står ikke længere, men barnebarnet Marcel har et galleri i Papeete.

Darwins evolutionslære er som bekendt sammenflettet med historien om Galapagos-øerne, ja dette sted er selve den geografiske legemliggørelse af hans idé om 'naturlige udvælgelse'. Øgruppen ligger på Ækvator 1.000 km vest for Ecuador og består af et dusin større øer, hvoraf kun de fem (Baltra, Floreana, Isabela, San Cristobal og Santa Cruz) er beboede.

De sjældne giganter

Meget har ændret sig siden Fitzroy og Darwin ankom i 1835, ikke mindst siden UNESCO i 1978 tildelte regionen World Heritage-status. Men det første glimt af disse isolerede pletter, fortabt langt ude i Stillehavet, er stadig fængslende. "Øgruppens naturhistorie er yderst bemærkelsesværdig," skrev Darwin. "Størstedelen af dens arter findes ingen andre steder."

Omgangen med de naturhistoriske skatte har ændret sig til det bedre siden Darwins tid. Øernes kæmpeskildpadder blev spist af naturforskeren og hans skibkammerater. Darwin bemærker, at "et enkelt skib medtog så mange som 700 af disse dyr."

Der er en smuk ironi i det faktum, at Charles Darwin Research Station på Santa Cruz nu er et fristed for eksemplarer af de 11 overlevende underarter af Galapagos-skildpadden, herunder Lonesome George, den eneste overlevende fra øen La Pinta, som ofte beskrives som "verdens sjældneste dyr"

"Jeg tror, vi alle var glade for at forlade New Zealand," skrev Darwin. "Det er ikke noget rart sted."

Han bygger synspunktet på den tid, han tilbragte i Bay of Islands, nord for North Island. Det er New Zealand, når det er mest tropisk, og for mange rygsækturister tillige smukkest, med en øgruppe på 150 øer spredt ud over et hjørne af det blå Stillehav.

Darwin ankom til den første europæiske bosættelse på New Zealand, der i dag kendes som Russell, men som på det tidspunkt var en hvalfangerhavn med masser af lowlife: "Størstedelen af englænderne der tilhører samfundets absolutte bærme."

Fem år efter blev Waitangi-traktaten underskrevet, en bemærkelsesværdig aftale, der sikrede to århundreders rimelig fredelig sameksistens mellem Maori-folket og nytilflytterne. Og i dag tiltrækker Bay of Islands mange dykkere, ikke mindst på grund af vraget af Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, der blev bombet i sænk af franske agenter i 1985.

"Sent om aftenen lagde vi til ud for hovedstaden i Tasmanien, som Van Diemen's Land hedder i dag ... Om morgenen gik jeg i land. Gaderne er fine og brede, men husene ligger temmelig spredt. Hobart ligger for foden af Mount Wellington, et 3.100 fod højt bjerg ... den tæller ifølge folketællingen fra 1835 13.826 indbyggere og hele Tasmanien 36.505," skrev Darwin.

Beagle lå for anker i 10 dage, hvor Darwin gjorde "flere behagelige udflugter". I sin skildring beskæftiger han sig dog mest med den dengang netop gennemførte udryddelse af hele den oprindelige befolkning, "et yderst grusomt skridt", som udsprang "af skammelig opførsel blandt nogle af vore landsmænd". Han noterer dog også, at folkemordet synes at "have været eneste middel til at standse en frygtelig bølge af røverier, ildspåsættelser og mord, begået af de sorte."

Kultikultur

"I morges passerede vi den nordlige del af Mauritius". Darwins sejlads havde på dette tidspunkt forlængst passeret hvedebrødsdagene - den gik ind i sit fjerde år - men det var på denne ø, at han fik øje på de samme attraktioner, som i dag gør øen til et yndet rejsemål for nygifte: "Hele øen, med dens skrånende bredder og centrale bjerge er prydet med et udtryk af perfekt elegance," skrev han.

Mauritius voksede frem af Det Indiske Ocean for mindre end 10 millioner år siden, og blomstrede snart op som et land med urskov og unikt dyreliv. Efter at mennesker kom hertil for blot fem århundreder siden, er den blevet en af verdens mest multikulturelle steder. Arabere, portugisere og hollændere var blandt de første. Siden faldt øen under fransk herredømme, der strakte sig frem til napoleonstiden, hvor briterne rykkede ind. Indbyggerne i dag er af blandet indisk, arabisk, afrikansk og kinesisk afstamning, men alle taler de fransk.

"20 september 1836: I morges var vi ud for den østlige del af øen Terceira, og lidt efter middag nåede vi byen Angra." Azorerne havde længe været et praktisk pit-stop for eventyrere og handlende, og med Angra fik de det optimale ud af stedet. Velsignet med rigdom og visioner skabte bosætterne en by for en ny tidsalder, anlagt så regulært som et gittermønster, i det omfang topografien tillod det.

Gode butikker

Korset på toppen af Monte Brasil står som en skildvagt over byen, og er det ideelle sted at begynde en darwinistisk udflugt med det stålgrå Atlanterhav i forgrunden, og de rullende bjerge som baggrund. Klemt inde herimellem ligger øgruppens hovedby, med røde tage over et terræn, der skråner nedad mod havet.

Arkitektonisk har byen et ben i både Europa og Amerika. Trafikknudepunktet er Praça Velha, på hvis østlige side man finder rådhuset og det bedårende Angra Garden Hotel. Byens historie er afmærket på Rua da Se, hovedgaden, hvis jernbalkoner er så fintmaskede som et broderi, og hvis indkøbsmuligheder i den grad modsiger Darwins "gode butikker findes her ingen af".

I 1980 ødelagde et jordskælv flere bygninger og beskadigede andre, men en omhyggelig genopbygning hjalp til at opnå UNESCO World Heritage-status tre år senere.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her