Læsetid: 6 min.

'Kommunismen er en helt ny idé i Europa'

Alternativ eller regression? At det parlamentariske demokrati er den mindst ringe samfundsindretning har længe været en selvfølgelighed. Men nu undsiges det af filosoffer som Alain Badiou og Slavoj Zizek, der håber på en genfødsel af et gammelt revolutionært projekt - kommunismens comeback
Nykommunisme. -At genopfinde Lenins arv i dag er at finde tilbage til sandhedens politik,- skrev den slovenske filosof Slavoj Zizek i 2002, og i 2009 siger den franske filosof Alain Badiou: -Den revolutionære kommunismes kriterier var at opfinde og udfolde en kollektiv realitet, som ikke hviler på den private ejendomsret-. En strømning af nykommunistiske tænkere vejrer morgenluft i kølvandet på finanskrisen. På fotoet en Sovjet-plakat af Ilya Simakov med påskriften -Længe leve femåret for Den Store Proletariske Revolution-. Arkiv

Nykommunisme. -At genopfinde Lenins arv i dag er at finde tilbage til sandhedens politik,- skrev den slovenske filosof Slavoj Zizek i 2002, og i 2009 siger den franske filosof Alain Badiou: -Den revolutionære kommunismes kriterier var at opfinde og udfolde en kollektiv realitet, som ikke hviler på den private ejendomsret-. En strømning af nykommunistiske tænkere vejrer morgenluft i kølvandet på finanskrisen. På fotoet en Sovjet-plakat af Ilya Simakov med påskriften -Længe leve femåret for Den Store Proletariske Revolution-. Arkiv

Lebrecht Music

21. februar 2009

Et spøgelse går gennem Europa. Det parlamentariske demokratis status som optimal samfundsindretning er kommet under angreb. Den demokratiske desillusion får mæle hos fremtrædende venstreorienterede filosoffer, som higer efter et opbrud i tænkning og politik, der igen kan få historiens hjul til at dreje. Higer efter revolution kort sagt - og har man sagt revolution, må man også sige Frankrig.

De franske tænkere Alain Badiou, Marcel Gauchet og Pierre Rosanvallon er intellektuelle frontfigurer i den demokratikritiske, nykommunistiske vending, der også tæller den filosofiske standupkomiker Slavoj Zizek. Han erklærer, at en venstreorienteret 'modstandstænkning', der vil være sig selv bekendt, fremover må opgive at påkalde sig 'demokratiet', eftersom begrebet er uopretteligt skamredet. Også 'menneskerettigheder' er en parole, man bør undgå. I stedet skal der appelleres til 'den kollektive offervilje'.

Hvad dækker denne strømning over? Er den virkelig på sporet af nye socialt mobiliserende utopier? Er det muligt, at en tro på kommunismens projekt kan genfødes som et svar på den krise i kapitalismen, som i dag er uafviselig? Og hvad vil følgerne af at genoptage det kommunistiske projekt blive i praksis? En genopvækkelse af gamle dæmoner, et gensyn med Gulag og etpartistatens korrumperende totalmagt? Har vi at gøre med en krisediagnostisk forudanelse af et forestående sammenbrud for den liberaldemokratiske konsensus? Debatten, som for tiden verserer i fransk åndsliv, er livlig.

Vi er i det åndelige klima hos tidens 'nykommunistiske' tænkere helt borte fra den triumferende optimisme, som udløstes af Murens Fald, og fik en Francis Fukuyama til at profetere historiens afslutning i skikkelse af det liberale, parlamentariske demokratis universelle sejrsgang. Lige så langt er vi fra postmodernismens omfavnelse af den tabte tro på 'De Store Fortællinger'.

Allerede i 2002 plæderede vaneprovokatøren Zizek for 'leninistisk intolerance', da han i Critical Inquiry skrev:

"At genopfinde Lenins arv i dag er at finde tilbage til sandhedens politik. I den universelle sandheds sted har vi fået en mangfoldighed af perspektiver, eller som det hedder i dag: fortællinger, litteratur, politik, religion, videnskab osv., og de fortællinger, vi fortæller os selv om os selv. Det ultimative mål er herefter blot at sikre et neutralt rum, hvor mangfoldigheden af fortællinger kan sameksistere i fred."

Leninistisk intolerance

Man kunne mene, at det parlamentariske demokrati og dets medborgerskabsbegreb netop er det optimale rum til målet - men Zizek foretrækker 'Lenins intolerance', som han udlægger som en konsekvent fastholdelse af kommunismens revolutionære projekt.

Hvor alvorligt man skal tage den slovenske kultfilosof ved man aldrig rigtig helt.

Men at plædere for 'leninistisk intolerance', at begejstres for Robespierre (Zizek har skrevet forord til en genudgivelse af skrifterne af Den Franske Revolutions værste ideologiske terrorist), at bifalde Lenins, Stalins og Maos 'konsekvens', som Zizek gør i bogen In Defense of Lost Causes, samt at opfordre til at udskifte 'etnisk had' med 'politisk had' har ført til anklager om voldsromantik:

Zizek er en 'dødbringende hofnar' konkluderer redaktøren for det amerikanske tidsskrift The New Republic, Adam Kirsch:

"Under dække af humor og overdrivelser, mellem associationer til Hollywoodfilm og videospil, har Zizek sat sig for at rehabilitere flere af det forrige århundreds mest modbydelige ideer. Han vil omstøde, hvad efterkrigstidens tænkere lærte os, nemlig at afvise totalitarisme, revolutionær terror, utopisk vold og antisemitisme som acceptable i seriøs politisk diskurs. Har Zizeks publikum for travlt med at le til at høre efter? Det håber jeg, for ellers er perspektivet skræmmende."

Tilbage til Frankrig, hvor strømningens centrale skikkelse er Alain Badiou, der i en alder af 72 år har fået stor opmærksomhed for sin nådesløse polemik mod Sarkozy-styret, som han ser som et 'restaurations'-regime, der vil annullere resultaterne fra maj '68.

I et interview i Libération skitserer Badiou sine positioner, idet han pointerer, at de i grunden er de samme som i 70'erne. Det er kun, fordi demokratiets hulhed og kapitalismens krise i dag er gennemskuelig for alle, at man nu vil lytte, mener han.

Badiou grundlagde for 30 år siden den maoistiske gruppe Den Politiske Organisation og har siden været fortaler for 'revolutionær universalisme'. Og Badiou praktiserer, hvad han prædiker:

Han har ikke stemt ved noget fransk valg siden 1968.

Opgør med egennytte og rovgriskhed

Den historiske kommunisme var en katastrofe, hvad angår såvel politiske friheder som økonomiske resultater, indvender Libérations interviewer.

Hertil svarer Badiou, at det slet ikke er relevant at dømme efter disse 'vestlige kriterier'.

"Den revolutionære kommunismes kriterier var nogle helt andre, nemlig at opfinde og udfolde en kollektiv realitet, som ikke hviler på den private ejendomsret. Det er indlysende, at de metoder, man tog i brug, var katastrofale. Man kan ikke styre landbrug og industri med militære metoder. Man kan ikke pacificere et kollektivistisk samfund med statsvold. Men skal vi af den grund give afkald på selve projektet? Au contraire! Det er en bydende nødvendighed at fastholde perspektivet om, at et andet samfund er muligt, hvis dynamo ikke er den private ejendomsret, egennytten og rovgriskheden. Man lader som om, man først i dag har opdaget, at bankchefer og deres største kunder er fuldstændigt besatte af profit. Men det er netop profitten som motor for det sociale liv, som det kommunistiske projekt vil befri menneskeheden for."

Hvordan partidiktaturets vildveje så kan undgås, har Badiou desværre ikke noget klart svar på:

"Jeg håber på, at netværksmodeller, internet og kommunikationsteknologi kan gøre det muligt at handle politisk uden et partiapparat. Men disse organisationsformer har hidtil vist sig ineffektive. Sagen er, at de, som er uden midler - kapital, våben, massemedier - kun har deres egen disciplin og enhed at falde tilbage på. At udvikle en politisk disciplin, som ikke er kalkeret af efter den militære, er et åbent og eksperimentelt problem."

Demokrati eksporterer vold

Da Libérations interviewer fremhæver, at demokratiet har elimineret vold i de sociale relationer, præciserer Badiou:

"Jeg er for retsstatsprincipper og menneskerettigheder, men jeg tager afstand fra dem i det omfang, de tjener som ideologisk dække for militære operationer og for retfærdiggørelse af uacceptable uligheder. For øvrigt har demokratiet kun formået at reducere den indre vold i de vestlige samfund ved at flytte volden udad. De demokratiske procedurer kan ikke i sig selv håndtere de klassekonflikter, som udspringer af sociale uligheder. For at hindre disse i at degenerere til vold, må man altså have en velstand, der præsenteres som ikke eksisterende andre steder. De socialistiske stater internaliserede volden, demokratierne eksporterer den."

Om sovjetkommunismens skræmmefigur Stalin har Badiou denne bemærkning:

"Alene fordi han gjorde kapitalisterne bange, må jeg tage hatten af for Stalin".

Og det var ifølge Badiou selv samme frygt, som banede vejen for de indrømmelser til arbejderbevægelsen, der skabte efterkrigstidens velfærds- og socialstater. Badiou insisterer på et nyt rødt daggry:

"Demokratiet i dag og det gælder både til højre og til venstre består i en konsensus om, at der ikke gives andre normer end vækst og profit. Man kan eksistere under et sådant system, og man kan mene, at det er det eneste mulige, men kan man - filosofisk - ville eller ønske dette system?", spørger Badiou, der i denne efterlevelse af princippet, om at 'det ikke er nok at noget fungerer i praksis, det må også fungere i teorien', viser sig som sand franskmand.

Fremtiden tilhører ifølge Badiou kommunismen:

"Kapitalismen er 400 år gammel og mere forældet end de radikale bevægelser, der har bekæmpet den. Vi må høre op med at tro på, at den liberalisme, der kom frem i 1840'erne er inkarnationen af fremskridt og modernitet. Kommunismen derimod er en helt ny idé i Europa."

Se Adam Kirschs Zizek-læsning på http://tinyurl.com/d94tps og interviewet med Alain Badiou på http://www.liberation.fr/politiques/120186-dialoguez-avec-alain-badiou

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Når en journalist forfalder til at kalde et andet menneske for "den filosofiske standupkomiker" og "vaneprovokatøren" til fornavn, er det vigtigt at journalisten forklarer sig. Ellers fremstår han som polemiker.

"Hvor alvorligt man skal tage den slovenske kultfilosof ved man aldrig rigtig helt." Hvem er "man"?

Jeg interesserer mig for, hvordan ideologierne udvikler og forandrer sig, men det bliver jeg ikke klogere på ved at læse dette polemiske læserbrev, forklædt som journalistisk artikel.

Det betyder ikke at franskmændene siger noget klogt. Det betyder heller ikke det modsatte. Men hvordan skal jeg kunne gennemskue, hvad der er op og ned, når sagerne bliver fremlagt i denne platte tone...?

Bjarne F. Nielsen

Aux armes, citoyens
Formez vos bataillons
Marchons, marchons
Qu'un sang impur
Abreuve nos sillons

Vers fra den franske nationalsang og her i
forsøg på oversættelse:

Grib til våben borgere
Opstil jeres bataljoner
Marcher, marcher
Så det onde blod...
Kan gennemvæde vores marker

God melodi tilsat overkogt nationalisme.

Og så kan det vist ikke blive mere gennemskueligt
og mindre jordnært.

Skræmt og nervøst, så foretrækkes Jylland mellem
tvende have fremfor gotens hjælm og hjerne, der brast.

.....

Artiklen udstiller polemisk politik og verbale ånd-fuldheder, der vel knapt nok bemærkres af Vestens demokrater og vælgere.

Zizek er popupsmart og morer uden at forskrække.

En god og indsigtfuld artikel af en af de mange
journalistiske kræfter, der har klart valg mellem det virkeligjorte demokrati og det skræmmende totalitære samfund.

Vibeke Nielsen

?

Niels Ivar Larsens forklaringsproblem er bare at han er (også) er popupsmart. En artikel, hvor journalisten blot mimer den form for populistisk retorik, som den foregiver at kritisere hos andre, er ikke videre troværdig. Den fimser mere af demagogi end af god oplysnings- og forståelsesbaseret journalistik. Er det nødvendigt for det virkeliggjorte demokrati at betjene sig af populistisk retorik?

Den ideologiske debat i artiklen kan betragtes som en fortsættelse af den klassiske marxisme (frihed for kapitalmagt), f.eks, den diskussion, som foregik i 20' og 30'erne mellem trotskister og leninister (her bl.a. Arne Munch-Petersen) om liberalismens dilemma: frihed-ret, men under indtryk af spatakisternes endeligt udviklede uforsonligheden til Socialdemokratiet og under indflydelse af første verdenskrig og truslen om den næste i stedet for debat og dialektik endte benhårdt med stalinisternes diktatur. Dermed synes den da uafsluttede debat højaktuel med den forenede kapitalisme-liberalismes vækstteori, minimalstatens og privatiseringens forsøg på at virkeliggøre især ejendomsretten. Med kritiske blikke på Vestens overflodssamfund forekommer den herskende parlamentarisme grådig og umenneskelig og kan måske ligesom miljø- og klima-politikken kun løses ved en solidarisk minimalisme, som ikke synes inden for rækkevidde - altså for vestlig tankegang kun en ideologi. Men udgangspunktet for kommunisterne i dag forekommer at være demokratisk i den socialistiske forstand.

En anelse ensidig og jo Vibeke Nielsen har fat i en pointe! Skal vi ikke sige at Information skylder os en redelig artikel om Zizeks tænker og skriblerier!

"Vi er i det åndelige klima hos tidens 'nykommunistiske' tænkere helt borte fra den triumferende optimisme, som udløstes af Murens Fald, og fik en Francis Fukuyama til at profetere historiens afslutning i skikkelse af det liberale, parlamentariske demokratis universelle sejrsgang. "
--------

Vil ikke spå om hvad vejen frem bliver ( Den vej kan vel kun komme fra neden - og næppe fra teoretikeres italesættelsesforsøg ) - men det
nuværende:

"Historiens afslutning i skikkelse af det liberale, parlamentariske demokratis universelle sejrsgang" -

i en situation hvor der (de facto) endnu består klasseskel

- det er blot "et pænere ord" for:

Kollektiv hjernelammelse.

Henning Ristinge

I øvrigt var drømmen om kommunisme altoid en drøm om radikalt demokrati - ikke en drøm om noget andet eller et alternativ til demokrati.

Kommunisme ER en Europæisk ide og langt fra ny.
1 Maj 1776 oprettede Adam Weishaupt den revolutionære bevægelse, "Illuminati", som blev kimen til kommunisme ,nazisme, zionisme, etc.
Rusland var bare det første Offer for kommunisme.

Kommunismens symbolik er, som zionismen/nazismen, taget direkte fra okkulte lærebøger.
Pentagrammet, hammeren (Zeus), Seglet (saturn).
Prometheus der stjal gudernes ild er en af de største helte for både kommunister og fascister (Og hvad er forskellen egentlig?)
Derfor indførte Hitler den olympiske fakkel i 1938.

@Bo Larsen

Forskellen er vel den direkte nævnte - at ganske vist er symboler mangetydige - men hammeren og seglet symboliserer først og fremmest de arbejdere og bønder der kæmper for at fravriste denne verdens mere barske sider: Menneskenes daglige brød. ( Noget der let kan glemmes i Informations mere luftige kredse )

Hvad er debatørernes egne idéer om kommunismen som et alternativ til vores livsstil?

Et det utopia at afskaffe den private egendomsret? HVilke fordele kan det medføre? Og hvilke ulemper?

Personligt mener jeg at vi generelt mangler nogle værdier der kan få os væk fra materialisme som et mål med livet.
Desværre er jeg ikke troende, men jeg ville somme tider ønske at jeg var det, da mit "hvorfor" bliver erstatet af planen om en fremtid med et endnu større forbrug; dermed overfladiske værdier. Kan det ikke tænkes at et fællesskab baseret på fællesskabet kan få et "hvorfor" tilbage i manges liv?

Jeg har ikke selv svaret på en masse af disse spørgsmål, men jeg har gjort mig en masse tanker omkring det.

Kan der findes et alternativ der er bedre end vores måde at leve på? Måske kommunisme?

Bo Larsen: Man kan gå endnu længere tilbage
Thomas More's 'Utopia' er vel den første beskrivelse af et kommunistisk idealstat hvor alle 'yder efter evne og nyder efter behov'. Den udkom i begyndelsen af 1500'tallet

@Martin Rose

Svært at sige: Hvis/når folket gør oprør er det nok mere fordi det gamle system begynder at give for mange ulemper - mere det, end at folket ønsker det nye.

Altså en negativ grund, i stedet for en positiv grund.

Kim Gram : At erstatte den gamle orden med en ny orden kommer sjældent folket tilgode.
Aldrig er så mange civile blevet slagtet som under kommunismen/nazismen/zionismen,etc.

Ole Falstof : korrekt, men man kan også gå længere tilbage endnu - før at magten gik i arv.
Da kongen var en slags ombudsmand, og det at være konge/magthaver ikke var en livstidsbeskæftigelse.

Claus Oreskov:

"En anelse ensidig og jo Vibeke Nielsen har fat i en pointe! Skal vi ikke sige at Information skylder os en redelig artikel om Zizeks tænker og skriblerier!"

Helt enig med Oreskov og Nielsen. Emnet fortjener virkelig en mere seriøs og sober behandling, end Niels Ivar Larsens sædvanlige letbende og overfladiske journalistik.

@Martin Rose

Det går mest ud på af afskaffe det som nu splitter og adskiller folket fra sig selv - i det omfang det måtte lykkes, vil fremmedgørelsen aftage - og som følge af at fremmedgørelsen aftager, kan folket selv bedre og bedre se hvad der skal sættes i stedet for det gamle.

Hvis det billede der illustrerer denne artikel er sovjetisk socialrealisme, må de i øvrigt ha' haft det ret kedeligt derovre ( prøv at tælle antallet af kvinder på billdet ), sporene peger i en meget anden retning!

Ja Kommunisme har altid været en ret uerotisk affære. Den ender altid i puritanisme. Måske fordi den rummer en angst for kaos og frie kræfter? Alt det ukontrollerbare som kan bringe revolutionen ud af kurs? Med mindre den opfinder sig selv i en mere 'sexet' version har den ikke en chance hos nutidens unge. Og så forstår jeg ikke denne sværmen for 'revolutionen' kan nogen nævne en kommunistisk revolution der gik godt? Jeg tror at mange kommunister er fortabte romantikere - de tilhører mere hjemme i det 19-århunderede end vores

@Ole Falstoft

"Ja Kommunisme har altid været en ret uerotisk affære. Den ender altid i puritanisme."

---------

Det var nu nærmere det stik modsatte jeg antydede - og derfor påpegede at artikleillustrationen mildest talt ikke er særligt
SovjetsocialREALISTISK.

Med store anstrengelser af liberalister og kapitalister er kommunisme/ster blevet en negation til modernitet, forbrug og vækst, og det må ligefrem gøre kommunister til noget nær indbegrebet af demokrater, hvilket liberalister og kapitalister netop ikke altid var og er, tværtimod. Kommunisme er både en ideologi og en bevægelse (fremfor et parti eller en organisation) og kan nok ikke i dag behandles uden at redegøre for forholdet til den vidtudbredte socialisme.

Kommunismen er vel egentlig overflødig ?

For som bla.a. Jehova's vidner jo siger: Hvis vi bare opfører os pænt, passer vort arbejde og lader være med at lave oprør - så vil gud en gang lade os genopstå i Paradiset.

Et spøgelse går gennem Europa:
Metafysikkens spøgelse -
og alle hellige magter klapper begejstrede.
----------
Altså:
Metafysik i stedet for materialisme:
F.eks. ovennævnte Jehova's Vidner, som i deres omdelte brochurer ganske vist forklarer: At det er de
økonomiske forhold ( Og ikkke Jehova ) der nu råder for kloden, men de (J.V.) benægter: At det aldrig kan blive anderledes.

Vel var det et metafysisk under, at primsolderen fyldt med Jehovas Vidner fra en kz-lejr overhovedet landede på Møn og netop d.5.maj 45 - Og læs den lærerige historie hos Günter Grass (Løget der skrældes) om kammeraten, der altid nægtede at bære våben med ordene "Sådan noget gør vi ikke hos os". En dag var han "blevet" forsvundet fra kompagniet.. Metafysik eller Materialisme? Sagen handler om kommunisme på godt og ondt.

@Per Diepgen

Snakken om Jehova's vidner skyldes at deres lære i høj grad minder om en "omvendt" dvs, metafysisk udgave af netop kommunismen.

Samme Paradisforventninger - men påfaldende nok tilføjet en ordre om ikke selv at gøre oprør, men
blot afvente Jehova's indgriben.

Godot dukker nok op før det sker.

@Adam van de Kamp

Bare for perspektiveringen:

Hver sjette teenagepige, her i landet, skærer i sig selv !

Det kan jo næppe være noget drevet af deres indre biologi, da den jo i sagens natur mere går ud på at opretholde organismen, fremfor at være selvskadende.

Det er også et meget sært valg hvis det skulle skyldes fri vilje, så der bliver ikke meget andet tilbage end at
formode at det selvskadende skæreri er forårsaget af ( bestemt af ) vore samfundsforhold.

Det er hårdt at indse at det står SÅ galt til, når vi ellers plejer at få at vide at vi lever i et at klodens mindst ringe samfund - og hvor mennesker's problemer derfor påstås oftest at være rent individuelle og privat forårsaget.

Mig bekendt har der "sært nok" heller ikke været mange psykiatere eller psykologer der har haft særlig travlt med at gøre opmærksom på lige disse problemer ( og den sandsynlige forklaring ): For den brede offentlighed. Er psykiaterne og psykologerne bange ?