Kommentar
Læsetid: 4 min.

Løgnen om den lille mand

Skattereformen. De store attentater mod velfærdsstaten lanceres altid under paroler om at redde velfærdsstaten
Velfærd. Det er nu klart for enhver, at regeringen Fogh ikke taler den lille mands sag. Arkiv

Velfærd. Det er nu klart for enhver, at regeringen Fogh ikke taler den lille mands sag. Arkiv

Simon Knudsen

Moderne Tider
28. februar 2009

Man kan vinde på en måde, så sejren bliver et nederlag. Da Francis Fukuyama udgav sin store bog Historiens afslutning, blev han misforstået af de rigtige læsere og forstået rigtigt af de forkerte læsere. Bogen var en hyldest til det borgerlige samfund og det liberale demokrati. Men det fortælles, at Fukuyama til stor frustration oplevede, at venstreintellektuelle læsere forstod bogens præmisser og pointer, fordi de gennem Karl Marx var fortrolige med historiefilosofien, hvorimod flere borgerlige læsere havde svært ved at se, hvordan historien kunne slutte, når den fortsatte ude i virkeligheden.

Man kan sige noget tilsvarende om Anders Fogh Rasmussens periode som statsminister. Unge liberalister, engagerede Venstrefolk og konservative er efterhånden blandt dem, der er mest utilfredse med regeringen Fogh. De har ikke fået opgøret med velfærdsstaten, de oplever i stedet det ultimative knæfald for velfærdsstaten. De har ikke fået opgøret med lighedsideologien. De har derimod fået en statsminister, som benægter ulighedens dynamiske kvaliteter. De har ikke fået en kamp mod velfærdsstatens totale pædagogik. De har i stedet fået den gamle venstresocialist Karen Jespersen som velfærdsminister. Den generation af borgerlige, der voksede op med Reagan og Thatcher som forbilleder, har ikke fået frihed fra formynderi og opgør med et kvalmende, omklamrende værdifællesskab. De har fået sangen om sammenhængskraften og Pia Kjærsgaards forsvar for fællesskabet som guldaldermyte. De borgerlige, som meldte sig ind i Venstre, dengang Uffe Ellemann kaldte Pia Kjærsgaard for 'en led kælling', har fået en statsminister, som fører kulturkamp mod dem, der ser ned på Pia Kjærsgaard.

Det sjove er, at veteraner på venstrefløjen som Ralf Pittelkow, Erik Meier Carlsen og Karen Jespersen er begejstrede over Foghs projekt. Her er en statsminister, som taler folkets sag mod eliten. Her er en statsminister, som hævder at tale for den lille mand mod et mægtigt herredømme. Andre som Søren Krarup og Jesper Langballe har identificeret sig med Foghs kamp mod den kulturelle overklasse. Atter andre er, som Bertel Haarder, vokset op med netop den kamp og ved godt, at Venstre oprindeligt ikke var et liberalistisk parti med velfærdsstaten som modstander.

Opgør med stop

Fogh har givet det borgerlige Danmark tre valgsejre i træk. Men indtil denne uge har han stadig ikke overbevist sine egne om sit politiske projekt. Men med den skattereform, som regeringen præsenterede tirsdag, imødekommer han kravene fra fodfolk i sit eget parti og Det Konservative Folkeparti. Der er markante skattelettelser til de rigeste, og regeringen kunne erklære, at afstanden mellem overførselsindkomster og arbejdsindtægter var blevet øget. Den for borgerlige legitime ulighed var blevet større. Og det er nu klart for enhver, at regeringen Fogh ikke taler den lille mands sag. Det har regeringen aldrig gjort for dem med anden etnisk baggrund end dansk på starthjælp eller alle dem på overførselsindkomst. Deres rettigheder er blevet reduceret, og kravene til dem er skærpet. På denne strækning ligger regeringen Fogh i forlængelse af regeringen Nyrup. Allerede i 2004 konkluderede magtudredningen, at uligheden imellem dem på arbejdsmarkedet og dem uden for arbejdsmarkedet var blevet en demokratisk udfordring for velfærdssamfundet.

Det er et langsomt, men radikalt brud i hele velfærdsstatens rationale: Ledighed ses ikke længere som en strukturel udfordring, men som et individuelt problem. Det er længe siden, at kriminalitet, ledighed og personlige deroute blev set som 'samfundets skyld' og ansvar. Velfærdsstaten skal nu ikke modvirke markedets destruktive effekter og sikre alle et værdigt minimum af rettigheder og indtægt. Den skal træne de ledige, så de kan klare sig på arbejdsmarkedet. Velfærdsstaten faciliterer i denne optik markedet, og dem, der ikke kan klare sig på markedet, får det også svært i velfærdsstaten. Demokratiske rettigheder er blevet afhængige af position på arbejdsmarkedet, hvilket betegner et grundlæggende opgør med den universelle velfærdsstat. Sænkelsen af topskatten markerer et opgør med en anden bærende velfærdstanke; nemlig ideen om at de stærkeste skuldre skal bære mest, og de sidst tjente penge, som ikke går til livsfornødenheder, skal beskattes mest. Allerede regeringen Nyrup sænkede topskatten og formueskatten markant. Også her er opgøret en fortsættelse af en linje i dansk politik.

Det er igen bemærkelsesværdigt, at regeringen Fogh imod skattekommissionens anbefalinger fastholdt, at private sygeforsikringer skal være fradragsberettigede. Den statsfinansierede udvikling af ulighed på sundhedsområdet fortsættes som et politisk projekt. Det er i den forbindelse symptomatisk, at sundhed er blevet et felt for det, man kunne kalde legitim social foragt; Man ser moralsk ned på de overvægtige, rygerne og dem, der ikke dyrker motion. Her agerer Foghs velfærdsstat som opdrager: Skatterne på tobak og sukker bliver sat op. Det skal være dyrere at leve usundt. Den rigtige livsstil præmieres, og den forkerte straffes. Og vi ved godt, hvilke sociale klasser, det især rammer. Det er både statsautoriseret moralisme og omfordeling fra de svageste til de stærkeste.

Reformen er et eksempel på, at Fogh aldrig formåede at omsætte sin systemkritik til et positivt politisk projekt. Den lille mand blev en statist i den økonomiske overklasses selviscenesættelse som garanten for velfærdsstaten. Det står nu helt klart, at den afgørende kamp ikke står for eller imod velfærdsstaten. Attentater mod den universelle velfærdsstat lanceres altid som reformer for at redde velfærdsstaten. Men undervejs har velfærdens rationale ændret afgørende karakter: Den er gået fra at sikre borgerne mod markedets negative effekter til at præmiere markedets vindere politisk. Det er derfor, at velfærdsstatens retoriske sejr er et nederlag for den retfærdige og solidariske velfærdstanke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her