Kommentar
Læsetid: 5 min.

Hans Mesters Stemme

Måske er den såkaldte kommentator-strid en kollektiv erkendelse af, at Fogh har haft det alt for nemt og er sluppet alt for billigt
Moderne Tider
21. februar 2009
Måske er den såkaldte kommentator-strid en kollektiv erkendelse af, at Fogh har haft det alt for nemt og er sluppet alt for billigt

Konen er kommet ind i varmen, og manden skulle være på vej ud. Det vides, at Anne-Mette Rasmussen er blevet en dansende stjerne i offentligheden, og det siges, at Anders Fogh Rasmussen skal ud i den store verden. Det siges, men det vides ikke positivt. For dem, der ved det, må ikke sige det, så det kan kun være dem, der ikke ved det, der taler om det. Den type spekulation har kendetegnet politisk journalistik siden 2001. Det første spørgsmål i radio og tv har som regel været: "Hvorfor gør han det?" Og det næste spørgsmål: "Hvad vil han gøre nu?". Her har en hær af politiske kommentatorer stået klar til at oversætte det, statsministeren siger, til det, statsministeren mener. Analyse har været en slags tankelæsning: Man skulle afdække de hemmelige motiver. Det tages således for givet, at der findes en hemmelig plan, og at det er statsministeren, som har lagt planen. Alle udsagn og initiativer kan føres tilbage til den hemmelig plan. Og denne plan handler om at bevare magten, om at 'lukke flanker af' eller om at udstille modstanderne som 'uansvarlige'.

Politik bliver et spil om magten, og statsministeren bliver til spillets instruktør. Derfor er opgaven at gætte, hvad statsministeren tænker. En politisk kommentator skal ifølge Jyllands-Postens Ralf Pittelkow kunne "give et selvstændigt indblik i de mønstre, der ligger bag politikernes handlinger og taktiske meninger. Det indebærer også at udfordre politikerne". Der er og har været meget mere indblik i taktik end udfordring af politik. Og hvis det gælder om at afdække taktikken, er inhabilitet ikke diskvalificerende, men derimod en kvalifikation. Personlig fortrolighed med statsministeren bliver ikke til et journalistisk problem, men et journalistisk privilegium.

De politiske kommentatorer tæller forhenværende spindoktorer for både den tidligere og den nuværende statsminister. Yderligere én har selv været partiformand, og endnu én har både været gift med en minister fra den socialdemokratiske og den borgerlige regering uden at skifte kone. Man skal være tæt på, hvis man skal vide, hvad politikerne tænker. Man skal ikke være langt fra.

His Master Voice

Det gode ved denne journalistik er, at den er underholdende og inkluderende. Det kan minde om en blanding af ugeblad og sport: Man skal bag om den pæne facade til de barske realiteter, og meningsmålinger læses som foreløbige afgørelser af, hvem der er vinder. Genren taler ikke hen over hovederne på den majoritet af borgere, der ikke behersker finanspolitisk terminologi eller styringstekniske diskussioner. Alle kan være med, og det er en kvalitet i et demokrati. Men det er ikke en kvalitet, at denne form for journalistisk gør statsministerens hemmelige plan til facitliste. Magtens stemme får altid ret. Det væsentlige bliver ikke at konfrontere politikernes løfter om løsninger med problemerne i den sociale virkelighed. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, lovede han et opgør med 'stopurstyranniet' i den offentlige sektor. Det var velkendt, at markedsstyringen af den offentlige sektor belastede ydelserne i den offentlige sektor. Det er også velkendt, at krav om dokumentation og evaluering i den offentlige sektor er eksploderet under de omfattende reformer, som regeringen Fogh har gennemført. De problemer, han lovede at løse i 2001, er kun blevet større. Den offentlige sektor er blevet mere og mere politisk populær siden 2001, men de ansatte er blevet mere og mere pressede og stressede i samme periode, så det er svært at finde nye sygeplejersker, pædagoger og skolelærere. Der har været alarmerende beretninger om socialrådgivere, der brugte tre fjerdedele af deres arbejdstid på at registrere det, de lavede i den sidste fjerdedel af deres arbejdstid. Der har været massive demonstrationer imod forringelser af den offentlige sektor, og kvalitetsreformen blev lovet som løsning på problemerne. Men denne reform blev aldrig til den store redning.

Et andet spektakulært eksempel handler om national selvbestemmelse. Fogh lovede i 2001 borgerne, at danskerne selv skulle bestemme i Danmark. De skulle ikke finde sig i overnationale instanser og eksperters diktater. Det gjaldt især udlændingepolitikken. Men i efteråret 2008 afdækkede Ugebrevet Mandag Morgen, at regeringen Fogh i samme periode havde været med til at udarbejde det opholdsdirektiv, som underminerede den samme regerings politik. Det blev til en symbolsk offentlig strid om EF-Domstolen i stedet for en afdækning af en regering, der talte med to tunger. Det endte denne vinter som en parodi, da regeringen Fogh i København lovede, at man ville kæmpe for at få ændret direktivet og derefter tog til Bruxelles og advarede mod misbrug af direktivet.

Opgøret

Blandt Foghs fiaskoer kunne man også nævne strukturreformen som et brud på kontraktpolitikken, Lomborg-doktrinen og naturligvis vores engagement i Irak. Men det er igen karakteristisk, at Foghs troværdighed i offentligheden overhovedet ikke synes anfægtet af en krig baseret på løgne, der har kostet de fleste andre regeringsledere deres embede. Men de seneste uger har en såkaldt kommentatorkrig verseret: Berlingske Tidendes Thomas Larsen er blevet kritiseret for at være "his master voice" og "en uhyre loyal referent". Den redelige Larsen, der var blandt de første kritikere af regeringen Foghs brug af spindoktorer, og som nægtede at deltage i et lukket arrangement hos statsministeren for særligt udvalgte journalister, oplevede naturligt nok anklagen som uretfærdig. Han har langt hen ad vejen levet op til forventningerne og svaret på de spørgsmål, der stilles til den politiske kommentator: hvorfor gør Fogh, som han gør, og hvad vil han gøre fremover? Det er sådan set ikke ham personligt, der har været uredelig, men spillets regler som har favoriseret statsministeren stemme som sandheden selv. Men sagen er jo, at man godt kan blive en vinder i målinger uden at løse problemerne i samfundet. Man kan vinde kampen om magten uden at forvalte magten fornuftigt og hensigtsmæssigt. Og måske skal kommentatorstriden læses som et kollektivt selvopgør, inden Anders Fogh Rasmussen formentligt overlader magten til den tredje djøf'er i træk ved navn Rasmussen. Lige inden han forventes at forsvinde, kommer erkendelsen: Han har haft det for nemt, og han er sluppet for billigt. Hvis han alligevel bliver som statsminister, bliver det fra nu af i hvert fald sværere at erstatte kritik med beundring og udlægge politik som den store mesters teater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kære rune,

mærker man antydningen af berøringsangst. en smule atypisk!

vh

balsby

Lars Peter Simonsen

Når man gerne vil være kalif i stedet for kaliffen kan man jo godt miste overblikket og glemme at gå til substansen af det der rent faktisk foregår, That iznogood! Tegneseriejournalistik...

Jens Carstensen

Mon ikke Rune bare overlader bedømmelsen til læseren, lader os responderer på indholdet. Der er sku da ikke noget, at hidse sig op over. Vi ved det jo godt og hvad kan han lige gøre andet, den kære Rune, end at følge god skik og brug indenfor journalistikken. Det er jo trods alt ikke Ekstra bladet men en lødig avis.....nuvel.... men med masser af klumpspil foran målet, det er spændende ik ?

Jeg har aldrig nogen sinde oplevet, at nogen regeringsleder uden for diktaturstater har haft så begejstrede kommentatorer og journalister i sin fanskare. Kan den være den "psykiske onani", Hunter S. Thompson diagnosticerer i sin analyse af borgerskabets fascination af Hell's Angels (HA)?

Jens Carstensen

Ja, det kan det vel være ! Jeg tvivler nu på, at det er en fanskare vi har med at gøre.....bare almindelig forundring blandt læsere over, at spillet er blevet spillet så godt og så længe før kort huset begyndte at falde sammen. Det kan jo ikke udelukkende være udefrakommende faktorer som har været med til at skabe det morads; som bliver tydeligere og tydeligere omkring den politiske iscenesættelse. Selvom magten tydeligvis stadig fastholdes dygtigt ! Ellers var det vel blevet mere klart noget tidligere ik ?