Nyhed
Læsetid: 3 min.

Jeg er ikke noget modigt menneske

Charlotte Jørgensen har sammen med Karsten Nielsen netop startet det nye forlag C&K Forlag
Moderne Tider
20. februar 2009
Læsning. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke læser, skriver Charlotte Jørgensen.

Læsning. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke læser, skriver Charlotte Jørgensen.

Thomas A.

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

En insisteren på virkelighed. Det gælder i forholdet til andre mennesker, det gælder professionelle sammenhænge, hvad der tit gør livet besværligt for mig selv og sikkert også kan virke helvedes irriterende på andre.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At læse. Jeg tror ikke, vi har et familiefoto, hvor jeg ikke har en bog i hånden. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke læser. I de sidste hektiske måneder, hvor vi har forberedt lanceringen af det nye forlag, har jeg ikke haft ro til at læse en bog til ende. En veninde forærede mig så Lars Noréns fantastiske dagbogsoptegnelser, og de har reddet mig i denne periode, for så har jeg kunnet tage en optegnelse eller tre hver aften.

- Hvad er din seneste anskaffelse?

En digital book reader, som jeg købte på nettet, fordi jeg syntes, at jeg allerede nu har for mange svenske skove på samvittigheden. Men - og jeg hader at sige det - jeg kan ikke få den til at virke - den er under opladning på 14. døgn, og det er næppe meningen.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

'Mine' forfattere. Jeg har en dyb ærefrygt for kunstnerisk talent, og jeg har en meget stor respekt for mennesker, der lægger deres liv an på at realisere et sådant talent. Det har omkostninger, og det kræver mod. Jeg beundrer mennesker, der 'kaster sig selv ind i puljen'.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

At sige mit job på L&R op i efteråret. Jeg er, sagt helt uden koketteri, ikke noget modigt menneske, og det tager lang tid for mig at træffe afgørende valg - de skal ligesom vokse frem indefra og blive til en fysisk og psykisk nødvendighed.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Jeg føler mig generelt ganske godt forstået. Jeg kan godt lide mennesker, der er tydelige, og jeg forsøger selv at være det.

- Hvad er din største bedrift?

At jeg sammen med Karsten Nielsen har startet et nyt forlag. Jeg har stadigvæk ikke helt fattet, at vi faktisk har gjort det.

- Dine største fejl?

Det at jeg flere gange i mit liv er forblevet i sammenhænge som jeg for længst burde være brudt op fra.

- Din drøm om lykken?

Bogmessen i Frankfurt. Jeg elsker den. Det er sjældent, at man oplever, at man er der, hvor hele verden er, men det gør jeg hvert år i oktober.

- Din sindsstemning netop nu?

En stor glæde og taknemlighed over den gode modtagelse af vores nye forlag. Og en lyst til at komme rigtig i gang med arbejdet.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Présence d'ésprit!

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Generelt er det Karen Blixens forfatterskab, som jeg genlæser med jævne mellemrum. Der er en fortrolighed med virkeligheden i hendes værk, som gør godt, hendes ubønhørligt konsekvente beskrivelser af de vildveje, mennesker kan færdes på i deres liv, og hendes sofistikerede måde at beskrive liv, der går i stykker på, uden at indehaverne - eller læserne - bemærker det. Men den sidste store kunstoplevelse havde jeg i sommer i Hamburg, hvor der var en udstilling af den amerikanske minimalist Mark Rothko's billeder. Det fuldstændigt forbløffende og store var, at der fra disse reducerede værker udgik en emotionel kraft, som jeg aldrig før eller siden har oplevet i modernistisk kunst. Det var magi.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Det holder jeg for mig selv.

- Dit motto?

Fail again, fail better.

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her