Læsetid: 3 min.

Når krudtslammet har lagt sig

Hvis man skal invadere et land eller to er det nyttigt med et par gode undskyldninger. Så lad os lige få homo'erne og kvinderne på banen
Dødsstraf. 19. juli 2005 blev to drenge på 16 og 18 år hængt i Iran, dømt for at have voldtaget en tredje dreng. Mange mener, at drengene reelt blev henrettet for at være homoseksualle.

Dødsstraf. 19. juli 2005 blev to drenge på 16 og 18 år hængt i Iran, dømt for at have voldtaget en tredje dreng. Mange mener, at drengene reelt blev henrettet for at være homoseksualle.

13. februar 2009

I oktober 2000 var det pakistanske mandlige fodboldlandshold inviteret til at spille venskabskamp mod Afghanistan. Men da de to hold skulle til at starte kampen på Kabuls stadion, greb de afghanske myndigheder ind. De pakistanske spillere var usømmeligt påklædt i korte shorts og nogen havde langt hår. Spillerne blev anholdt, barberet skaldet, udsat for piskning og alle tilskuerne tvunget til at recitere vers fra Koranen. Dette er mit yndlingseksempel på, hvor gakkelak og afsporet Taleban-styret var. Ikke plads til mange vuggende (og æggende?) fodboldlår i fri dressur.

Præcis et år efter var styret under angreb, da de første amerikanske tropper indledte krigen i Afghanistan. Nu skulle det være slut med den slags mørkemænd. Ikke mindst kvinderne skulle befries fra Talebans åg, kunne krigshøgene slå fast og en række vestlige feminister stemte i.

Irakiske dødspatruljer

I dag, otte år senere, er situationen for kvinder så kaotisk og deprimerende, at afghanske feminister ikke engang rigtig længere ved, om det ville være bedst om tropperne smuttede eller ej. Men et ironisk "tak fordi I brugte os som undskyldning", er der udbredt enighed om. Den 20. marts 2003 fløj de første jagerfly ind over Irak. En ny krig var i gang. Også her kom kvinder - og nu også homoseksuelle - til at spille en rolle i krigsretorikken.

Den irakiske feminist Nadje Al-Ali viser i sin nyeste bog What Kind of Liberation? Women and the Occupation of Iraq, hvordan de irakiske kvinders ve og vel allerede et godt stykke tid før invasionen blev kørt i stilling som et krigsargument. Og hun viser gennem interviews med over hundrede irakiske kvinder, hvordan virkeligheden er i Irak i dag efter Sadam-styrets fald. Der er tale om et hyperpatriakat, befæstet af de vestlige styrker, de irakiske ledere, ekstreme militser og støttet - igen - af visse vestlige feminister. Og konsekvenserne er til at tage og føle på. Alene i 2008 blev 133 kvinder i Basra dræbt udelukkende fordi de ikke opførte sig 'passende' som kvinder. Omfanget af kidnapninger, voldtægter og trafficking af kvinder er også steget voldsomt.

Er pointen så, at det var bedre før? Næppe, men igen: det er heller ikke blevet bedre. Det måtte den kun 27 årige homoseksuelle Bashar erfare, da han blev skudt ned ved højlys dag. Gennem de seneste tre år har dødpatruljer slået over 500 homoseksuelle ihjel. De irakiske myndigheder kan eller vil intet stille op, det samme gælder de amerikanske tropper. Før han blev dræbt, fortalte Bashar til et australsk homomagasin, at de amerikanske soldater, som han arbejdede for som tolk, ofte svinede ham til: "Du er en bunke lort. Vi har rigeligt med bøssekarle, der knepper hinanden i San Francisco." Da han siden blev voldtaget af militsfolk var amerikanernes svar, at det skulle han da bare være glad for.

"Jeg var et fjols dengang i 2003. Jeg stod på gaden og jublede, da de amerikanske tropper rykkede ind i Bagdad. Helt sikkert, vi (homoseksuelle, red.) er frie - frie til at leve i det skjulte, frie til at løbe for vores liv og frie til at dø for den forbrydelse, det er at være homoseksuel."

Next step

Den 19. juli 2005 blev 16-årige Mahmoud Asgari og 18-årige Ayaz Marhoni hængt i Iran. De var dømt for at have voldtaget en tredje dreng, men mange mener at drengene reelt blev henrettet for at være homoseksuelle. Siden har billedet af de to drenge cirkuleret verden rundt i nyhedsmedier og i de homoseksuelle miljøer. Og da Irans præsident besøgte New York forrige år, var et af de første spørgsmål da også, hvordan homoseksuelle bliver behandlet i Iran (hvortil han svarede, at der slet ikke findes homoseksuelle i landet). Det er et godt og vigtigt spørgsmål - og et sigende svar. Det afgørende er imidlertid, hvad den pludselige interesse for kvinde- og homoforhold skal bruges til. Og for resten: mon ikke de også har både kvinder og homoer i Pyongyang?

Sune Prahl Knudsen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu