Baggrund
Læsetid: 5 min.

Ørkenmoteller og billig mikromad

Fra Bonnie & Clyde til Thelma & Louise. USA er kendt for sine famøse roadtrips, og mulighederne er mange. Og selv om Guds eget land er et dyrt rejsemål, er det muligt at planlægge et roadtrip på et temmelig stramt budget
Der er et motel at finde i stort set alle små byer på vej gennem Sierra Nevada-bjergkæden, og priserne falder i takt med den økonomiske nedtur. De fleste moteller har både mikroovn og køleskab, så man kan spare endnu flere penge ved at købe små økologiske mikroovnsretter i supermarkederne.

Der er et motel at finde i stort set alle små byer på vej gennem Sierra Nevada-bjergkæden, og priserne falder i takt med den økonomiske nedtur. De fleste moteller har både mikroovn og køleskab, så man kan spare endnu flere penge ved at købe små økologiske mikroovnsretter i supermarkederne.

Extra Medium

Moderne Tider
20. februar 2009

Sæbebyer, plastikbyer, minibyer med 18 beboere og byer, der gennemtygger og spytter deres indbyggere rådvilde ud i rendestenen. De findes alle i Californien, og vejene mellem dem er fyldt med overraskelser fra en anden verden.

Denne tur starter i San Diego, der bliver kaldt for USA's fineste by - af dens egne indbyggere. Byen sender én direkte ind i Californiens ørken til pillefarvede Palm Springs. Den lille ørkenby er bleggul, lyserød og cremehvid, og reklamerne i tv er hovedsageligt for medikamenter som Viagra og Botox; begge hits i pensionistparadiset. Palm Springs dufter, som om byens palmer er skåret ud af sæbe. Gaderne er opkaldt efter Bob Hope og Frank Sinatra. Hovedgaden byder på en kabaret med en særlig twist: Scenens showgirls er alle mellem 55 og 85 år. Kører man lidt væk fra centrum, kan man ligge i en opvarmet leverformet pool og kigge op på de omkransende bjerge, når solen går ned. Og overnatningen er billigere end på et hostel i en af statens storbyer.

Tæt på Palm Springs ligger Joshua Tree, en af Californiens mange nationalparker. Den er kendt for sit surrealistiske landskab og det meget specielle Joshua Tree, der blandt andet lægger navn til et album, som det irske rockband U2 udgav i 1987. Træerne starter som små toppe på ørkenbunden, de bliver store, flotte og levende med arme og ben, men bukker langsomt sammen og bliver gamle, hvorefter de ender som lange hvide skeletter hen ad jorden.

Den bedste måde at bo billigt i USA er ved at campere. I nationalparkerne koster det typisk 60 kroner pr. bil pr. nat, og store sennepsfarvede supermarkeder i hele staten gør det nemt at medbringe forsyninger som paprødvin og brænde til bålpladserne. Prærieulve snuser rundt om campingpladserne i Joshua Tree, og det er her, man møder amerikanere, der gavmildt deler tæpper og historier fra andre dele af landet.

Mælk på is

På USA's gamle hovedvej, Route 66, nord for Joshua Tree, ligger Needles, en af de små byer, man ikke ville komme igennem uden bil. På et halvtomt motel hænger der et skilt, som informerer om, at den gratis morgenmad er afskaffet på grund af den dårlige økonomi. Recessionen får dog ikke alle til at resignere: Foran supermarkedet holder der en rustenrød pickup-truck med nummerpladen 'No Fear'.

Fra Needles kan man et øjeblik forlade Californien for at køre ind i Arizona, hvor der kommer endnu en nationalpark, det er værd at køre langt for, Grand Canyon. Her er langt flere turister end i Joshua Tree, men der er stadig langt færre om vinteren end om sommeren. Årstiden betyder dog, at man skal have udstyr med til at campere i et køligt klima, hvis man ikke vil ofre penge på et dyrt motel. Palmerne og den varme sol er efterladt sydpå og er erstattet af is og sneklædte klipper. Men det er stadig muligt at hike ned i kløften, hvor sneen langsomt forsvinder på skråningerne.

På vej tilbage til Californien er Las Vegas et oplagt stop på vejen. Sin City tilbyder alt. Også ekstremt gode vintertilbud på værelser i nogle af de større hoteller, som pyramideformede Luxor, hvis man vil vågne op midt i et kæmpe kasino, hvor det altid er aften, også klokken 10 om formiddagen. Her serveres der ingen morgenmad, men gratis drinks dagen lang til alle, der spiller - også ved de enarmede 5-cent-maskiner. Champagnekøleren på værelset kan bruges til at holde letmælken kold til næste omgang amerikanske fuldkorns-flakes. Bliver man gift i hotellets kapel, får man gratis jordbær dyppet i chokolade.

Mange af motellerne på de amerikanske landeveje har, i modsætning til pyramiden, mikroovn og køleskab, og da det er muligt at købe mange små økologiske mikroovnsretter i supermarkederne, har man hurtigt et nemt og billigt måltid.

Coyote Country

Vejen tilbage til den gyldne stat går igennem Nevada-ørkenen, der blandt andet er kendt for den tophemmelige militærbase, Area 51, hvor nogle mener, at den amerikanske stat skjuler UFO'er og diverse hemmelige eksperimenter. Omgivelserne i sig selv leder tankerne over på fjerne planeter.

Et sidste stop inden næste nationalpark, Death Valley, er den lille by Beattie, som med sine dunkle træmoteller, mørklagte gader og evigt patruljerende landsbysherif får David Lynchs Twin Peaks til at virke ... ja, nærmest hyggelig. Nationalparken byder på flækket saltørken, så langt øjet rækker, hiketure mellem gyldne klipper og en tur ud til Djævlens Golfbane, hvor jorden på spektakulær vis ligner et sted, hvor et Area 51-eksperiment er gået galt. USA's laveste punkt 86 meter under havets overflade findes i bunden af Death Valley, og landets varmerekord på 56 grader holder mange væk fra nationalparken om sommeren.

Tilbage på landevejen kan det anbefales at tune ind på 104,3 Coyote Country for en fuldendt roadtrip-stemning og sange med omkvæd som: "I'm a country boy, I got a four-wheel drive ..."

At krydse Sierra Nevada-bjergkæden om vinteren kan være noget af en udfordring. I ørkenen forestiller man sig ikke, at man pludselig står over for lukkede bjergpas og snestorm. Skiudstyr og snekæder er en fordel. De små bjergbyer har alle moteller, og priserne er faldende. Ejeren af Sierra Motel i Gardnerville har været tvunget til at lukke sin restaurant og fortæller:

"Vi kan især mærke recessionen ved, at her ikke længere kommer så mange ældre mennesker. De er de første til at holde på pengene."

På den anden side af bjergkæden går det mere ned af bakke. På ruten mod San Francisco ligger små byer som Harmony med et indbyggertal på 18. I vejsiden er der kæmpe skilte med billeder af Jesus og teksten, "He died for you". I radioen bruger 'Ret Til Liv'-organisationer økonomiske argumenter i deres kampagner mod abort. På Highway 1 mod Los Angeles, turens sidste stop, kan det anbefales, at man tager sig tid til at stoppe og kigge ud over Stillehavet. For eksempel i Morro Bay, hvor sæler soler sig, hvor der dufter af eukalyptustræer, og hvor det er muligt at spotte en hval fra stranden.

Længere nede af kysten i Soap-byen Santa Barbara går en far og en søn rundt på stranden med en metaldetektor i håb om at få del i Guldkystens tabte skatte. Modsat findes der andre, som har mistet troen på mulighedernes land. Mange bor på fortovet langs Hollywood Boulevard i L.A. Her overlever de i selskab med Spiderman og nysgerrige turister, opslugte af Californiens besynderlige univers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her