Læsetid: 3 min.

På tommelfingerentil jazzfestival i Liege

20. februar 2009

Forude lå en lang sommerferie, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den. Kammeraterne fra gymnasiet skulle på rejser til udlandet, eller de skulle i sommerhus, men vi havde ikke ret mange penge, min enlige mor og mig. Altså besluttede jeg at tage sagen i egen hånd og kaste mig ud i det uvisse. Ellers var det ikke til at holde ud.

Min søster, der var sygeplejerske, havde blaffet ned gennem Europa med en kollega. Deres mål var at leve i kibbutz i Israel, og de nåede sikkert frem og talte om turens oplevelser med begejstring. Jeg besluttede mig for at forsøge, og efter en generalprøve, en tur til Skjern, stillede jeg mig op i vejkanten uden for Århus og stak tommelfingeren frem.

Efter kort tid holdt en bil ind til siden, og det var som at vinde i lotteriet. Der var en indbygget spænding i det at stå og vente, idet de fleste bilister jo kørte forbi. Som Kim Larsen synger med Gasolin: "Kære bilist, tag mig med!"

Sådan stod man og bad - vist ikke direkte til Gud, men en bøn var det.

FØRSTE USÆDVANLIGE oplevelse fik jeg i Slesvig, hvor to montører gjorde plads mellem sig på forsiden af et folkevognsrugbrød. Det viste sig, at de havde færdiggjort en arbejdsopgave på min onkels maskinfabrik i Århus, og hvor var verden dog lille!

I Hamburg overnattede jeg på vandrerhjem, og dagen efter tilbragte jeg på en standplads ved Elben i udkanten af millionbyen, hvor der - oh, skræk - stod adskillige andre blaffere, som havde haft uforrettet sag i timevis. De stod med små destinationsskilte, lange i hovederne.

Til sidst blev man jo samlet op. Jeg kørte med en katolsk pater i sort kjole med foden hårdt på speederen i en smart bil. Alene det. Bagefter kom jeg med et ungt, hollandsk ægtepar. De syntes, det var synd, at jeg skulle sættes af i aftenmørket, regnede gjorde det også, så de inviterede mig til at overnatte i deres meget propre hjem. Gratis aftenmåltid og morgenmad; det talte.

DAGEN EFTER besøgte jeg min søsters penneven i Amersfoort i et par dage. Det kostede heller ingenting. I Amsterdam traf jeg en dansk pige fra Århus, husker navnet endnu, Karen Lyster Poulsen, som var kørt derned på sin scooter og tog mig med på bagsædet til forskellige seværdigheder. Man følte sig som triumfator. Godt man ikke var blevet hjemme i lejligheden på Stadion Alle.

Målet var den årlige jazzfestival i den belgiske by Liege. Jeg var dedikeret jazzfan og abonnerede på det amerikansk tidsskrift Down Beat, hvor festivalen var omtalt. På vandrerhjemmet fik jeg to nye venner, et par friske mulatknægte, den ene hed Jean-Luc, den andens navn har jeg glemt. Jeg har stadig et foto af os tre sammen på festivalpladsen, for derhen agtede de sig også. Med skam at melde husker jeg intet om den seriøse jazz, men at sexbomben, skuespillerinden Diana Dors blev præsenteret på scenen, og at guitarsten Sacha Distel, kendt som en af Brigitte Bardots mænd, spillede.

Det var heller ikke så meget det, men alt det ukendte, landskabernes skiften, som man kom længere sydpå. Anskuelsesundervisning i geografi og befolkningskundskab. Man lærte mere end i alverdens skoletimer eller i hvert fald noget andet. Jeg oplevede for første gang bjerge, Ardennernes hvide skråninger, og stiftede bekendtskab med pommes friter, som man købte i kræmmerhus ved små boder.

En rejse på tommelfingeren kan stærkt anbefales, ikke mindst i disse krisetider.

Fokus: Ferie i en krisetid, side 8-17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu