Læsetid: 4 min.

Hvor penge er... penge

Penge er jo tid, mens arbejde er meget, meget mere. Det har inderne bare ikke forstået endnu. Den britiske dokumentar 'Kontoret i Indien' følger et amerikansk call center i en sydindisk by og de mennesker, der skal til at forstå den sammenhæng
God tid. Det er der masser af i et samfund, hvor penge ikke måles i tid.

God tid. Det er der masser af i et samfund, hvor penge ikke måles i tid.

Deshakalyan CHOWDHURY

20. februar 2009

"Toget til Fredrikshavn er forsinket ca. 32 timer."

Da jeg engang på en banegård i Indien indså, at mit tog ikke ville afgå den dag, fik kedsomheden mig til at fantasere om, hvad der ville ske, hvis samme melding faldt på Odense Banegård. Hvordan den mekaniske kvindestemme ville afføde en ilter fællesskabsfølelse, der ville få udløsning i bersærkergang mod DSB symboler; hvordan dem-mod-os ville vende sig til alle-mod-alle i takt med, at mødetiden på kontoret nærmede sig; hvordan taxaholdepladsen ville eksplodere i dødsvold, når pendlerne skulle kæmpe om de få vogne, mens den mindre stærke del af arbejdsstyrken ville kopulere i baneterrænet, fordi det hele nu alligevel kunne være lige meget.

Så festligt ville det nok næppe gå for sig. Men for en god protestant fra Nord var den manglende reaktion blandt mine indiske medpassagerer slående. Mine forsøg på at finde et ansigt, der ville genspejle min retfærdige harme var ørkesløse. Nogle vendte sig om på den anden side, pruttede for at fejre det, og sov videre. Andre vinkede dovent til te-drengen, der spruttede af glæde og brunt, sødt vand over de ekstra rupier. "When waiting you can either frustrate or meditate," sagde min nabo på bænken, og jeg havde lyst til at slå ham.

Motivation? - Penge!

Men han havde jo fuldstændig ret. Jeg var freelancejournalist i et verdens billigste land. Min tid var ikke mange penge værd. Der ventede ikke en frisk nyre på mig i Delhi. Men min tid var min, og jeg sad midt i et overgreb begået af dem, der havde lovet at passe på den. Jeg blev mindet om episoden, da jeg så den britiske doku-soup Kontoret i Indien på DR2. Her følger vi to New York-bankfolks forsøg på, at drive et call center i Chennai med moderne managementprincipper. Det er ikke helt nemt. For det første skal det slås fast, at helt almindelig sprøjtedirarre altså ikke giver grundlag for en sygedag. Der skal være tale om dysenteri. Tid er penge - også den på lokummet. "Tid har længe været penge i USA, men er først ved at blive det i Indien," fortæller den friskfyragtige underviser - der dog kan berolige de unge frontkæmpere på det globale marked med, at de stadig ikke fatter en bjælde af det med tid i Afrika.

En anden vigtig ting for en god medarbejder er, at blive bevidst om sin motivation. Der er nemlig mange forskellige ting, der driver folk til at arbejde, fastslår underviseren. 'Hvad driver dig!?' spørger han og peger på en af de klatøjede indiske medarbejdere, der har kæmpet sig gennem morgentrafikken for at være til tiden. "Penge...", "Og dig!?", "Hm, penge...", "Hvad med dig!?", "øh... penge."

Ingen hopper på den, og ingen føler sig tilsyneladende ilde berørt over, ikke at kunne komme op med mere opfindsomme drivkræfter såsom 'personlig udvikling' eller 'lysten til at gøre en forskel'.

Der er nemlig ikke så meget pis med penge i Indien. At spørge en fremmed, hvad de tjener er en yndet indgangsreplik. En af de mest populære ikoner er af gudinden for penge, Laxmi. Gaverne til et bryllup er penge. Man holder styr på sine penge med en parpirklamme. Men tager hele månedslønnen op af lommen, hver gang man skal købe en samosa. Årsagerne til denne letsindige omgang med de syndige lapper er sikkert mange. En forklaring har jeg fået af en ung call center-ansat på en iskold Starbucks: Når man lever i et land, hvor så mange ingenting har, ville det være krukket at kokettere med at have.

Indblik

Kontoret i Indien er elementært underholdende - som da en af de ansatte ryster den jødiske underviser ved at svarer 'Hitler', da han bliver bedt om at nævne en stor innovator, Den ansatte er forvirret: Han blev jo ikke bedt om at nævne en forbillede udi virksomhedernes sociale ansvarlighed. Men det er også et tankevækkende indblik i den process, hvorved arbejdet transformerer sig fra det sted, man tjener sine penge, til et sted, man udvikler sig som menneske. Fra middel til mål i sig selv. Indien er i fuld gang med denne overgang.

Spørgsmålet er, om det er den eneste vej. Som den indiske globaliseringskritiker Vandana Shivas' favoritanekdote lyder: Dagens fangst er i hus, og et par sydindiske fiskere snupper en lur i skyggen. "Skal I ikke på havet!?" spørger udviklingsarbejderen. "Hvorfor?" spørger fiskerne. "Så I kan sælge fiskene, købe en større båd og tjene endnu flere penge," svarer den velmenende gæst. "Hvad skulle vi så med dem?" vil de to have at vide. "Få råd til at sove under et palmetræ,!" lyder det hovedrystende svar fra udviklingsarbejderen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu