Læsetid: 9 min.

Ringere uddannelse, flere depressioner og flere skilsmisser

Opbrud. For 40 år siden eksploderede skilsmissestatistikken. Nu er skilsmissebørnene blevet voksne, og arrene fra bruddet bærer de med sig. En børnepsykolog håber, at de nye forældre er bedre til at blive skilt
I en skal. Selv om jeg kun var 10 år gammel, forsøgte jeg alligevel at kitte det hele sammen. Jeg påtog mig et ansvar og var nødt til at vokse op og tage del i de praktiske ting i huset. Udadtil var jeg foretagsom og det gik godt, men indadtil var min verden brudt sammen, fortæller den i dag 46-årige Jens Skou Olsen om sine forældres skilsmisse.

I en skal. Selv om jeg kun var 10 år gammel, forsøgte jeg alligevel at kitte det hele sammen. Jeg påtog mig et ansvar og var nødt til at vokse op og tage del i de praktiske ting i huset. Udadtil var jeg foretagsom og det gik godt, men indadtil var min verden brudt sammen, fortæller den i dag 46-årige Jens Skou Olsen om sine forældres skilsmisse.

Sigrid Nygaard

20. februar 2009

Han var 10 år, da hans mor forsvandt uden at sige farvel. Sådan så det ud for ham. En dag, han kom hjem fra skole, fortalte hans far, at mor var rejst og ikke kom tilbage.

"Mit verdensbillede brød sammen. Min far talte selvfølgelig med mig om det, men det var svært, for jeg klappede i som en østers og ville slet ikke ind på det. Jeg var nødt til at lægge en jernring om mig selv for at holde fast på mig selv," fortæller 46-årige Jens Skou Olsen om sine forældres skilsmisse i 1972.

Hans far var selv så ramt af skilsmissen, så som 10-årig tog Jens Skou Olsen det på sig at hjælpe med at genopbygge den trygge base og få humøret tilbage i familien. Men når han skulle sove om aftenen, lagde han sig på maven med arme og hænder inde under kroppen. Puden lå over hovedet og ovenover dækkede dynen det hele.

"Det var en slags hule og et forsøg på at skabe noget trygt og tæt. Udadtil var jeg glad og optimistisk, men det var en tynd skal rundt om det kaos, jeg gik med indeni," fortæller Jens Skou Olsen. Han er ikke bitter og bærer ikke nag, men skilsmissen har haft stor betydning for de mellemliggende 36 år.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Nørlem Sørensen

Jeg håber det er journalisten, der ikke helt har formået at formidle forskningsresultaterne - og ikke forskerne, der laver så grundlæggende fejl.

Man kan ikke betragte "skilsmisse" som eet fænomen. En skilsmisse der skyldes psykisk eller fysisk vold i hjemmet kan ikke sammenlignes med en skilsmisse, hvor to velfungerende forældre går fra hinanden.

At lave statistik på skilsmissebørn er det samme som at lave statistik på rødhårede eller børn af indvandrere. Det siger intet om årsager og baserer sig på en grov reduktionisme.

Det er en metodisk og videnskabsteoretisk katastrofe, hvis der er forskere, der arbejder på den måde, der skitseret i artiklen.

Reinout Havinga

Det er fornuftig nok, det du skriver, Rasmus. At finde statistisk sammenhaeng tyder ikke aarsagen. Videnskabsteoretisk er skilsmissen stadig bare en black box hvor ovennaevnte problemer er kommet ud af. Men det vil sige at der aabenbart sker noget i den der black box, som er grunden til problemerne. Det naeste skridt nu er at rode rund i den.

Marie Sanne Caroline Malmros

Det er altid svært at lave statisik på skilsmisse fordi resultatet lige så godt som det nævnes i artiklen kan være udtryk for at forholdet var dårligt før skilsmissen og at det er det er opvæksten i det dårlige forhold som giver resultaterne.

På den anden side så tror jeg ikke man skal underkende at en dårlig skilsmisse kan give traumer. Ligeledes så tror jeg at enhver skilsmisse i en eller anden grad traumatisere. Uanset hvor velfungerende man er så vil de uenighed som føre til forholdets opløsning føre til en bitterhed som vil påvirke barnet i en eller anden grad.

Teresia Ängarne-Lindberg, Judith Wallerstein og Margrethe Brun Hansen m.f. har jo fuldkommen ret, og jeg er lodret uenig med Rasmus Nørlem Sørensen og Reinout Havinga.

Efter at det blev moderne at visse forældre skulle realisere sig selv,og efter statistikerne først og fremmest 70'ernes feminister, hvilket både har haft god og dårlig indflydelse på familiesammenholdet, dog nok mest dårlig, er det siden gået ud over børnene i urimelig grad.

Skilsmisse procenten har toppet med halvfjers procent i visse landsdele, og ligger på et landsgennemsnit på ca. halvtreds procent i de første syv år for ægtepar.

Det er symtomatisk at forældre der selv har taget skridt til at blive skilt, forsøger at benægte denne uheldige og egoistiske tendens, der har bredt sig til mange andre områder i samfundet, og kalder det underlødig forskning.

På trods af at en del nyfeminister ikke bliver skilt, ser vi nu bagsiden af den kønsfiksering der har forlængest har udtjent sin værnepligt på de fleste områder, og begynder at rydde op i de værdier, der om noget andet, er den vigtigste faktor der holder sammen på dette land, nemlig familien.

Tåbeligt når mænd forsøger at være kvinder, og kvinder at være mænd, men det medfører jo ikke nødvendigvis chauvinisme.