Baggrund
Læsetid: 11 min.

Den røde eminence

Mens partiformand Villy Søvndal sælger billetter, holder gruppeformand Ole Sohn styr på partiets indre linjer. Metoderne er kontante, moderne eller målbevidste - afhængig af, hvem man spørger
Good cop, bad cop. Villy Søvndal er den populære frontfigur, og Ole Sohn gennemfører de hårde afklapsninger, hvis det er nødvendigt.

Good cop, bad cop. Villy Søvndal er den populære frontfigur, og Ole Sohn gennemfører de hårde afklapsninger, hvis det er nødvendigt.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Moderne Tider
28. februar 2009

I virkeligheden fortæller det, Ole Sohn og Villy Søvndal siger, det hele. Næppe tidligere har en SF-gruppeformand og en SF-formand givet så karakteristisk velkoordinerede svar, når man spørger til deres syn på styringen af det folkesocialistiske parti:

"I et svagt øjeblik vil jeg godt erkende, at vi forsøger at lede partiet," siger Ole Sohn.

"Hårdt presset vil jeg gerne anerkende, at vi forsøger at lede det her parti," siger Villy Søvndal.

Igennem de sidste små fire år har makkerparret vendt op og ned på hele ledelsen, kommunikationen og selvopfattelsen i SF i en grad, som ingen formentlig havde troet var muligt, dengang Ole Sohn som nyvalgt folketingsmedlem overtog Tommy Dinesens ledige stol lige ved siden af Søvndal i SF's gruppelokale.

I top-SF'ernes egen fortælling om sig selv er rationalet klart: Partiet har forvandlet fra et "holdningsparti" til et "indflydelsesparti", der "ikke længere står på sidelinjen med rene hænder", er resultatorienteret og klar til ministerkontorer og regeringssamarbejde.

Villy Søvndal har som karismatisk partiformand været den udfarende frontfigur i den proces. Det er ham, der har spredt den bølge af begejstring og ukuelighedsfølelse, som de fleste SF'ere i dag erklærer sig fulde af - godt bakket op af en varm rygvind af opadstigende meningsmålinger.

Men et halvt skridt bag ham har hele tiden stået en Ole Sohn i mørk jakke og Hugo Boss-jeans, der især på de indre linjer i partiet har presset hårdt på for at skabe fodslag og effektiv ledelse i et parti, der ellers aldrig har haft det nemt med centralisme, ensretning og topstyring.

Uden Sohn ville Søvndal aldrig have haft succes, sige alle SF'ere, Information har talt med. Rigtig mange af dem erklærer sig glade for den behagelige stemning og professionelle arbejdsform, de oplever især i Folketingsgruppen, efter Sohn er kommet til. Andre udtrykker en vis bekymring for en stigende topstyring og en gruppeformand, der ikke går af vejen for at "banke opponenter på plads", som en kilde udtrykker det.

Men langt de fleste afviser, at dén stil på nogen måder kommer fra Sohns velkendte fortid som den sidste formand for det centralistiske DKP.

"Ole er en meget dygtig leder, der ville være en gave til rigtig mange direktionsgange i det her land. Men han har også svagheder - og dem tror jeg, man kan finde ved rigtig mange topledere," siger hovedbestyrelsesmedlem Trine Pertou Mach.

Men med sin særlige baggrund har Sohn alligevel tilført partiet noget nyt. Og historien om hans ledelse i SF handler ikke om den gamle DKP-centralists kup af det erklæret ærkedemokratiske venstrefløjsparti. Men snarere om samme venstrefløjspartis finden sig til rette med en generel ledelsestænkning, der ellers har ligget partiet fjernt.

Velvillig seminarielektor

Når især politiske modstandere skal gøre sig muntre over SF's magtfulde gruppeformand, opmaler de gerne billeder af Ole Sohn som den kommunistiske fagforeningsformand, der blev formand for et Moskva-finansieret kommunistparti, trykkede hånd med DDR's Erich Honecker - og så blev folkesocialist, da Muren faldt. Men det er i virkeligheden langt hårdere tegnet op, end Ole Sohn blev beskrevet, da han rent faktisk var kommunist.

En af hans første tv-optrædener som nybagt DKP-formand i 1987 gav ifølge herværende dagblad ikke mindelser om en sammenbidt leninist, men snarere "en velvillig seminarielektor fra Gjedved", som avisen skrev - med en vis munter skuffelse.

10 år forinden - som 23-årig - blev Sohn som den første kommunist nogensinde formand for en SiD-afdeling - i Horsens. Han var leder af en organisation med 3.500 medlemmer, fire afdelinger og en a-kasse. Og spørger man ham selv, er det i langt højere grad de erfaringer, der har formet hans måde at tænke ledelse på.

"At vokse op i en LO-fagforening og være kommunist er meget sammenligneligt med at vokse op i en LO-fagforening og være socialdemokrat, for man har den samme organisatoriske tilgang til livet. Og den tilgang er noget anderledes end den historiske baggrund, der er i SF," siger han.

Dét synspunkt bakkes op af flere iagttagere.

I den arbejderbevægelse, som Ole Sohn er rundet af, så man sig som samfundsopbygger og klassekæmper. Det var en kultur, hvor forholdet mellem snak og handling var nøje afmålt.

"Her kan Ole Sohn være kommet med noget, SF har haft brug for," siger forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, der har været fagligt aktiv i årtier, var kommunist i en årrække og siden har været partiløs.

Det SF, Sohn trådte ind i, har - som den bredere venstrefløj fra 1960'erne generelt - historisk haft et noget løsere forhold til organisation og målrettethed. I SF har man altid været skeptisk indstillet over for ledelse - og det skyldes, at man fra starten definerede sig som et folkeparti og ikke et klasseparti.

"Derfor udviklede partiet ikke en kultur eller tradition, der kunne matche DKP's eller socialdemokraternes," siger historiker dr. phil Morten Thing.

For de første generationer af SF'ere var parolen, at der skal være "højt til loftet og langt til udgangen" - og dén parole var en klar afstandsmarkering til det DKP, de selv forlod. Fra starten var det et bærende princip, at politikken skal udvikles fra neden. Og til sin nylige død fastholdt den sidste af de oprindelige SF'ere, "den store rorgænger" Gert Petersen, at partiet skulle kunne selv - nedefra.

Men svagheden ved den kultur er, at den tager tid og er bøvlet. Både SF's landsmøde og den 39 mand store hovedbestyrelse har altid haft langt større indflydelse på partiets politik, end baglandet har i de andre partier. Og det fælles fodslag kan være sværere at finde.

Så mens kommunisterne på en række områder havde langt større gennemslagskraft, end deres tilslutning berettigede til, var problemet i perioder det omvendte for folkesocialisterne.

Det problem blev endnu tydeligere op igennem 1990'erne. Her fik SF som fast støtteparti for de skiftende SR-regeringer aldrig de resultater ud af det, som størrelsen og de vigtige mandater burde have leveret.

Efter et kampvalg om formandsskabet i 1991 mellem Holger K. Nielsen og Steen Gade, var partiet jævnligt lammet af en konstant stillingskrig mellem den "røde", mere traditionelt venstreorienterede fløj og den "grønne", mere europavenlige og miljøorienterede.

"Vi holdt nærmest hinanden i skak. Der var så mange, der havde noget på hinanden, og selv i 1990e'rne, hvor vi egentlig stod ret godt i meningsmålingerne, poppede de der magtkampe op," sagde formand Holger K. Nielsen til portrætbogen Villys Verden, der udkom sidste år - på Ole Sohns forlag i øvrigt.

Resultatet var et parti, som alle SF'ere, Information har talt med - ældre såvel som yngre, begejstrede såvel som skeptikere - beskriver som lammet og uden mål. Et "ledelsestomrum", kalder tidligere næstformand Trine Bendix situationen.

Og den yngre MF'er, miljøordfører Ida Auken, der desuden har fulgt partiet som datter af den fremtrædende SF'er Margrete Auken, betegner situationen i den ældre generation som "ensomme ulve, der løb rundt i hver sin retning."

Videre i samlet flok

Holdninger, idealisme og drømme var der måske stadig hos folkesocialisterne. Men blandt flere var der en oplevelse af, at man skød med spredehagl uden rigtig at ramme plet. Og energien blev tappet på interne diskussioner.

Hvor Villy Søvndal i de mange fløjkampe blev set som en klar repræsentant for "de røde", så holdt Ole Sohn lav profil, da han i 1998 blev valgt ind i Folketingsgruppen.

Han havde allerede fået mere end rigeligt af fløjkampe i sine fire år som DKP-formand og leder af 'fornyerfløjen' i kommunistpartiet.

"Jeg bliver aldrig nogen sinde en del af sådanne interne diskussioner igen. Det har jeg besluttet," siger han - og tilføjer det, der har været hans faste overbevisning fra dag ét, men som også ført til sammenstød mellem ham og partiorganisationen:

"Selvfølgelig skal man rejse diskussioner, hvis man er uenig - men det afgørende er, at når man først har taget beslutningen, så er det den vej, vi samlet går videre," siger han.

Efter valget i 2005 stod begge lederposter i partiet ledige. Tidligere gruppeformand Aage Frandsen var ikke stillet op igen. Og efter endnu et surt valg, hvor en vælgerfremgang i meningsmålingerne endnu en gang blev vekslet til en lille tilbagegang, trådte Holger K. Nielsen tilbage som partiformand.

Partiet var klar til noget nyt. Ole Sohn blev valgt som gruppeformand, fordi han var vellidt og ikke var med i nogen fløj. Og Villy Søvndal vandt som repræsentant for de "røde" over de "grønnes" Pia Olsen Dyhr.

Søvndals erklærede mål var fra starten at gøre op med fløjkampene. Det konstant gentagede mottoet var, at "der er mere, der samler, end der skiller os". Og selv hans tidligere modstandere udtrykker i dag glæde over, at han meget tidligt trak modstanderfløjen til sig i stedet for at støde dem fra sig. Samtidig indledte lederduoen en langsommelig proces med at få hovedbestyrelse og hele partiorganisationen med på, at partiet skulle være mere kampagnedueligt.

For første gang begyndte man at undersøge vælgernes syn på partiet ved hjælp af fokusgrupper. Og et andet afgørende skridt blev taget på SF's landsmøde i Vejle i 2007, da landsmødedeltagerne godkendte, at SF skal gå efter regeringsmagten - uden ultimative krav.

Dén beslutning peger Sohn og resten af SF-ledelsen igen og igen tilbage på, når nødvendigheden af at indgå kompromisser skal retfærdiggøres - "i helt irriterende grad," som en SF-kilde sagde i forbindelse med partiets 50-års jubilæum i februar. Historiker Morten Thing peger på Ole Sohns organisationsbaggrund og Villy Sønvdals som tidligere kommunalpolitiker som et perfekt match til at træffe beslutninger, der holder.

"Som folketingspolitiker har SF'erens rolle altid været at være oppositionel og kritiker. Villy Søvndal er med sin baggrund også vant til, at der skal indgås kompromisser og nås resultater - og dér er de et godt mix".

Tidligere næstformand Trine Bendix - der ikke støttede Villy Søvndals formandskandidatur - beskriver snarere rollefordelingen som 'good cop - bad cop': Søvndal er den populære frontfigur, og Sohn gennemfører de hårde afklapsninger, hvis det er nødvendigt.

"Det gør Ole rigtig godt. Det har jeg også selv været udsat for," siger hun.

De fleste andre SF'ere, Information har talt med, oplever dog ikke Ole Sohn sådan. Den generelle beskrivelse går på en meget rolig og behagelig leder - og selv de, der har oplevet at "træde ved siden af", beskriver ham som langt mere afdæmpet i sin reaktion.

Men at Sohns ledelsesform lige fra starten var langt mere synlig end SF-normen tidligere, var der ingen tvivl om. Og på de indre oplevede man også en gruppeformand, der til tider var tydeligt irriteret over den langsommelige beslutningsproces i partiet.

"Dygtige ledere i al almindelighed bliver let irriterede, hvis 'for mange' gerne vil blande sig. Sådan har Ole det også," siger Trine Pertou Mach.

Vil I hellere have Saddam tilbage?

De enkelte sammenstød til trods lykkedes det at få hele partiorganisationen med på en SF-valgkamp i 2007, der var mildest talt historisk i sin professionelle målrettethed - kogt ned til tre hovedtemaer: Ældre, uddannelse og velfærd - som alle kandidater skulle tale om ude på valgmøderne.

Selv erfarne folketingsmedlemmer udtrykker i dag begejstring over, hvor stor en gennemslagskraft denne målrettede kommunikation havde. Og strategien blev kronet med uhørt stort held: Folketingsgruppen blev mere end fordoblet til 23 mandater.

Den succes indledte den næste fase i Ole Sohns ledertilværelse.

I dag sidder gruppemedlemmerne og deres medarbejdere spredt tre forskellige steder på Christiansborg - og slut er det med at mødes hver dag om spisebordet over morgenkaffen. Ledelsesopgaverne er blevet vigtigere, og her har Ole Sohn for alvor manifesteret sig meget markant.

For flere af de unge MF'ere virker den ledelsesforskrækkelse, der prægede deres forgængere, som noget fjernt fra fortiden. Og mere erfarne gruppemedlemmer glæder sig over en fornyet beslutningskraft og de forskellige ledelsestiltag, som Ole Sohn har indført f.eks. i form af strammere mødedisciplin og teambuildingseminarer.

Men nogle af dem udtrykker også en smule bekymring over, hvordan ledelsesformen er strammet til efter valget.

"Ole er blevet mere dominerende. Der er mere topledelse, end der har været før. Og det kan også godt være, at det er nødvendigt med den store gruppe, men man skal hele tiden have en balance," siger fødevareordfører Kristen Touborg.

Anne Grete Holmsgaard roser Ole Sohn for hans ligefremhed og åbne ledelsesstil - men gør samtidig opmærksom på, at "et politisk parti ikke er en virksomhed."

Især efter valget har ledelsens kompromisvillighed konstant presset SF-medlemmernes grænser for, hvad man kan tillade sig at mene som SF'er. Det erklærede mål er at samle oppositionen og fasttømre et stærkt alternativ til VK-regeringen. Det har betydet, at partiet har slugt en lang række af kameler - hvad enten, der har handlet om integration, topskattegrænse, kriminalitet eller et ja til finansloven.

Men fremgangen i meningsmålingerne er fortsat. Og det er formentlig også grunden til, at den interne ballade er udeblevet.

"Ethvert spørgsmålstegn bliver set som 'vil I virkelig hellere have Saddam tilbage'. Og det vil vi jo ikke," siger en kilde.

Historieprofessor Kurt Jacobsen, der har fulgt hele Ole So hns politiske karriere og skrevet en biografi om SF's stifter, Aksel Larsen, mener ikke længere, at man kan betegne SF som et venstreorienteret parti.

"De er blevet socialliberale som alle andre. For det er der, magten ligger. Den bevægelse har Ole Sohn gjort med hele vejen. Han kan det liv, og det virker, som om han har det som en fisk i vandet - eller en ål i mudder."

Selv oplever Ole Sohn det ikke, som at partiet har skiftet holdninger - men "positioner". I stedet for at fokusere på, at man ikke nåede hele vejen med det, man ville, så skal SF fokusere på det, der lykkes:

"Vi vil indflydelse. Vi vil magt. For det er den måde, hvorpå vi bedst kan realisere vores ideer og drømme," iger Sohn

Nu står ét afgørende fornyelsesslagsmål tilbage for Ole Sohn og resten af SF's ledelse: At få slanket den 39 personers store hovedbestyrelse, der fra de gamle venstrefløjstider har været set som garanten for, at beslutningerne blev taget nedefra og op. Argumentet er, at en mere effektiv og mindre 'landsledelse' er afgørende for SF's regeringsduelighed og manøvredygtighed. Beslutningen skal tages på landsmødet til april - og lykkes det, vil Sohns og Søvndals omkalfatring af SF endegyldigt være fuldbragt.

Det var en tidligere DKP-formand, der for 50 år siden grundlagde SF for bl.a. at skabe et regeringsdueligt parti til venstre for Socialdemokratiet. Så hvad skal man lægge i, at projektet nu ser ud til at kunne komme inden for rækkevidde - blandt andet i kraft af den eneste senere DKP-formand, der ikke døde på posten?

"Ikke noget," siger historikeren Morten Thing, "det er bare en morsomhed fra historiens side."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rød og rød, er politik blevet et spørgsmål om ledelse, topledelse?

Bo S. Nielsen

"Historieprofessor Kurt Jacobsen, der har fulgt hele Ole Sohns politiske karriere og skrevet en biografi om SF's stifter, Aksel Larsen, mener ikke længere, at man kan betegne SF som et venstreorienteret parti.

"De er blevet socialliberale som alle andre. For det er der, magten ligger. ""

Kurt Jacobsen har jo helt ret. Det er dét at tage magten, der er interessant for Sohn og Søvndal, ikke de grundlæggende magt- og ejerskabsforhold i samfundet. De tider hvor man mente noget med sit partinavn synes definitivt ovre.

Bo S. Nielsen

Rettelse:

De tider hvor man mente noget med sit partinavn -og program synes definitivt ovre.

"I et svagt øjeblik vil jeg godt erkende, at vi forsøger at lede partiet," siger Ole Sohn."

Mon ikke der er tale om det fænomen, man i Ole Sohns ungdom betegnede som centralisme?

Annegrethe Rasmussen

tungekyssede ligefrem ???

Henning Ristinge

Fremragende artikel. Det er så åbenbart Kurt Jacobsens noget bisare opfattelse at man ikker er et venstrefløjsparti hvis ikke man er et protestparti som pænt holder sig uden for enhver mulighed for indflydelse. Det er ikke en definition på venstreorientering som salig Axel Larsen ville have skrevet under på. Der er ingen tvivl om at Axel glæder sig over sit gamle parti i sin lille himmel i disse år.

Christian Olesen

Jeg må slutte mig til koret. Glimrende artikel!

Er SF et venstrefløjsparti? Ja det er der for mig ingen tvivl om. Hvis man kalder alle partier for midterpartier, så giver højre venstre debatten ingen mening. Tilgengæld er jeg i tvivl om SF stadig er et socialistisk parti. Grundlæggende handler socialisme vel om at være imod retten til privat ejendomsret, yde efter evne og nyde efter behov, det pengeløse samfund osv osv

På en lang række områder er der ikke tvivl om at SF har flyttet sig langt væk fra Marx. Den private ejndomsret anfægtes f.eks. ikke længere, så det er næppe rigtigt at kalde SF for et socialistisk parti.

Jeg er i øvrigt (gud bedre det) så gammel at jeg kan huske formandsvalgt i DKP, hvor Sohn var oppe imod den bedste taler Danmark har set i de sidste 40 år: Jan Andersen. Sohn vandt og DKP tog dermed et stort skridt mod midten - og sin egen afvikling.

Henning Ristinge

socialisme, Christian, handler ikke om ejendomsret eller ej, det handler om social lighed - ikke mindst og ligelig adgang til uddannelse og muligheder, uden hensyn til stand og klasse.

Kommunisme derimod, i Marx definition, er et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Men den sidste diskussion ligger langt ude - hvis den overhovedet bliver aktuel igen - omend der givet skal tages nogle opgør med den private råderet hvis vi skal redde os selv ud af klimakrise og andre miljøproblemer.

Men når det gælder samfundsændringer så må spørgsmålet være hvad man opnår for de socialt dårligst stille - på globalt plan (det nationale er ligegyldigt, der kan man i bedste fald opnår en temporær sejr, men hvis ikke de globale problemer løses vil denne være truet).

Spørgsmålet er derfor ikke om man lever op til nogle dogmatiske normer og forestillinger fra en svunden tid. Spørgsmålet er hvad man kan opnår af lokale sejre der kan være fødselshjælper for globale ændringer.

Intet samfund på kloden har hidtil opnået et niveau hvor man kan/kunne tale om socialisme - trods hedengangne DKP og KAP's påstande om det modsatte - og slet inegn har nået noget der bare tilnærmelsesvist ligner kommunisme,

Bjarne Thyregod

Ristinge - Socialisme handler absolut om ejerforholdet til produktionsmidlerne.

Det kan være statseje, kooperativer eller arbejderejede virksomheder men ejerforholdet er det væsentlige.

Henning Ristinge

nej klasser og de dårligst stiledes levevilkår er det væsentligste

Du begår den klassiske fejl, Tyregod, at forveksle målet med midlerne.

Men til din undskyldmning skal det siges at du ikke er ene om at begå den brøler. Man har vadet rundt i dette med midler i årevis på dele af venstrefløjen og det i et sådant omfang at man ganske glemte hvad der var det egentlige mål, menneskets frigørelse fra armod og undertrykkelse.

Man stirrede sig blind på de midler men mente ville skabe det gode samfundet og overså ganske at adskillige påståede socialistiklse lande, måske nok havde gjort alt til statsejendom, men ikke havde hverken frigørelse elle frihed fra armod og undertrykkelse.

Henning Ristinge

Et nyt venstre bør krænge al det leninistiske vås af og gå tilbage til det der var det egentlige formål, nemlig som jeg formulerer det - lighed og menneskets frigørelse fra armod og undertrykkelse. Vi bør tilføje et rent og bærdedygtigt miljø, og vi bør forholde os pragmatisk - ikke dogmatisk - til midlerne.

Ikke mindst bør vi lære af den fejltagelse at tro at statslig ejendomsret er vejen frem

Henning Ristinge

din og Christians definition er først og fremmest den dogmatiske leninistiske definition, og her fik midlerne som bekendt overvægten, fordi man ikke kunne levere vareg. Men Lenin ligger i historiens papirkurv, han var en fejltagelse - så enkelt er det

Mon ikke det var på tide at man blot udvider de gamle socialistiske begreber lidt?

Jeg kalder mig socialist, men mener ikke dermed at jeg stræber efter hverken revolution eller massenationaliseringer.

Men jeg tror på folkets ejendomsret til -ikke bare produktionsmidlerne, ikke bare jord og ejendomme, men alt!

Det skal imidlertid ikke hindre at private kan have brugsret til disse, af to simple grunde: uddelegering begrænser administrationen og personligt engagement i materielle ting, fremmer ansvarligheden.

Men folkets ejendomsret ligger der stadig i baggrunden, og hvis en bruger eller brugergruppe ikke forvalter deres brugsret tilfredsstillende, så har folket ret til at gribe ind.

Og folkets ejendomsret giver også folket ret til at forvalte og omfordele samfundets goder.

Eller sagt lidt mere moderne: Det er ligesom med en bil, - den kan have en ejer og en anden bruger ... det er kun ejeren der kan belåne eller sælge bilen, og det er ejeren der bestemmer hvem der kan stå som bruger, på registreringsattesten. Men det er brugeren der har det juridiske ansvar for, at bilen er i lovlig stand.

Aksel Larsen, socialisme og venstrefløj... og deltagelse i en angrebs- og besættelseskrig!
Hvis topstyrïng er tilfældet, er ledelsen vel på vej til domstolen i Haag. Kollektivt ansvar?

Henning Ristinge

'va faen fabler du om Per Diepgen? Hva for en krig? SF har sgu alle dage været temmelig fredeligt

Christian Olesen

Jeg vidste godt at jeg strøg en tændstik, men regnede ikke med at der stadig var så meget benzin på det bål....hehe

Efter min opfattelse skelnede Marx faktisk ikke mellem kommunisme og socialisme. Et socialistisk parti arbejder pr definition hen mod fælles ejendomsret og pengeløst samfund.

Jeg er enig med Ristinge i, at ordene efterhånden i daglig brug, har fået forskellig betydning, hvor kommunisme er den ultimative utopi om fælles ejendomsret, pengeløst samfund mv. Socialisme bruges ganske rigtigt oftest i sammenhæng med fordelingspolitik.

Mange gør sig skyldige i fejlagtigt at kalde Sovjetunionen og resten af østblokken for kommunistisk. Sovjet og resten af østblokken var bestemt ikke kommunistisk, hverken i den ene eller anden betydning af kommunisme. Jeg mener i øvrigt heller ikke at socialistisk er et dækkende udtryk for den tidligere østblok. Statskapitalistisk planøkonomi dækker nok bedre.....

Henning Ristinge

Marx opfandt ikke begrebet socialisme Christian det var i live længe før han kom på banen, så der er ret stor bredde når det gælder definitioner.

Jo pokke om Marx skelnede mellem socialisme og Kommunisme, socialisme var vejen, kommunismen målet. Men ingen af delene var i hans version foreneligt med diktatur forstand af et mindretal over et flertal, socialsime og kommunisme var drømmen om et radikalt demokrati, et hvor både politikken og økonomien blev demokratisk.

Bjarne F. Nielsen

Aksel Larsen, ilter formand for DKP, kom på andre tanker i 1956, da CCCP-imperiet invaderede Ungarn. Han forlod DKP som formand og stiftede
SF i 1958.

Ole Sohn, formand for DKP 1987-91, kom på andre
tanker, da den Tyske "Demokratiske" Republik,
alias det betongrå og virkeliggjorte overvågnings-samfund, faldt i 1989 og endegyldigt da SNG-konferationen med Gorbatjov kollapsede.

Sohn skiftede til SF i 1992 og er i dag den pæne
og røde demokrat, ganske som Margrete Auken er den pæne og røde præst, og det er også "bare en
morsomhed fra historiens side".

Begge indså at folkestyret med accept af et privat ejede og ledede erhversliv var vejen til den velstand, der kunne løfte de sociale opgaver i et omfang, som aldrig lykkedes i lande, der kaldte
sig socialistiske. Historiske begivenheder bristede
illusionerne.

Begge slog ind på den pragmatiske, indflydelsesrige og socialliberale linje, som S har ført siden mellemkrigstiden. En linje, der er mere end mindre accepteret af samtlige partiformænd med sædvanlig undtagelse og som indebærer en erhvervsvenlig holdning til ejere, ledere og medarbejdere. Altså, til det privatdrevne fælleskab, som er alles kilde til indkomst og betaling for velfærden. Pensionskasser er også ejere. Ledere og andre medarbejdere er også naboen, der passer sit job.

SF var efter Aksel Larsen internt kævl om kommunisme og socialisme, mens andre partier regerede ude i virkeligheden og førte Danmark frem til sociale- og økonomiske statistikker, som vi oftest kan være bekendt ved sammenligning med ethvert andet land på vor klode.

Adspurgt, som det hedder, om lykken som dansker, så topper vi gang på gang listen over de mest lykkelige folk. Det er også sandheden, men selvfølgelig ikke den fulde sandhed, sagde Jeppe på bjerget.

Aksel Larsen forestillede sig et snævert SF-S-
samarbejde.

.....

Henning Ristinge, min kyndig partipolitiske eminence, får de sidste og velgørende ord:

"Der er ingen tvivl om at Axel glæder sig over sit gamle parti i sin lille himmel i disse år."

Henning Ristinge;

"Et nyt venstre bør krænge al det leninistiske vås af og gå tilbage til det der var det egentlige formål, nemlig som jeg formulerer det - lighed og menneskets frigørelse fra armod og undertrykkelse."

Hvorfor al det besvær og møje med at etablere "et nyt venstre" og gøre op med socilismen, Lenin og hvad ved jeg.

Ville det ikke være meget nemmere at melde sig ind i det gamle Venstre, Ny Alliance, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Simon-i-Centrum, Det Radikale Venstre,eller genoplive Centrumdemokraterne,Kristendemokraterne, eller Retsforbundet?

Det er da fuldstændigt hul i hovedet, at bøvle med at gøre SF til et borgerligt liberalt parti, når der nu findes så mange af dem i forvejen, at man kan fodre svin med dem.

Det er da en ærlig sag at man ikke bryder sig om Marx, Engels, Lenin og alle de andre venstreorienterede tænkere, men hvorfor hulen tager man så ikke konsekvensen og indser, at man simpelthen ikke er ventrorienteret, og at man ikke hører hjemme i et folkeparti der kalder sig socialistisk...

Henning Ristinge

Jeg har ingen problemer med Marx Thomsen, han skal bare bruges kritisk, og der er sket meget siden han døde i 1883

Henning Ristinge

"Jeg har ingen problemer med Marx Thomsen, han skal bare bruges kritisk, og der er sket meget siden han døde i 1883"

Hvornår springer du ud af skabet og vedgår at du er Centrum Demokrat, Ristinge? Jeg er overbevist om at det vil være en stor lettelse for dig, den dag du vedkender dig din sande identitet, og ikke længere behøver at føle dig kaldet til at bruge al din energi på at gøre SF til et social liberalt parti. Jeg ved at du godt kan.

Dit nuværende projekt er i bund og grund lige så fjollet, som hvis man ville forsøge at gøre Venstre og Konservative til socialistiske partier eller Dansk Folkeparti til humanister...

PS
Tak for øgenavnet "Marx Thomsen"! Jeg er blevet kaldt for mange ting melem år og dag, men det er dog helt sikkert mit favorit øgenavn. Og så lever jeg i øvrigt i bedste velgående...

"Højt til loftet og langt til udgangen?" I 90erne fandt flere fremtrædende medlemmer hurtigt frem til udgangen. Christine Antorini fandt udgangen, Jes Lunde gjorde det, John Iversen gik, og det samme gjorde Steen Gade. Alle kom på den ene eller anden måde på kant med Holger-linjen: den røde fremfor den grønne. Bemærkelsesværdigt er det så, at I disse tider, hvor man beskylder SF for at have sænket loftet, ser man slet ikke samme tilløb til udskilning, som i 90erne. Der er nok blevet længere til udgangen igen, og det er værd at notere sig i disse tider, når snakken falder på SF, og hvad der sker med partiet. Måske er topstyring ikke så galt et middel til at holde sammen på skidtet.

David Wedege Petersen:

"Måske er topstyring ikke så galt et middel til at holde sammen på skidtet."

Mon ikke snarere det er de gode opinionsmålinger der "holder sammen på skidtet"?

Marianne Jelved og Naser Khader kunne også gå på vandet, da de havde pressen og vælgerne med sig, men det gik som bekendt stejlt ned ad bakke for dem begge.

Villy Søvndal og Ole Sohn er på samme måde færdige som gårdsangere, den dag SF begynder at skrumpe ind til naturlig størrelse…