Læsetid: 11 min.

Vi vil så gerne være ét folk, men det er vi ikke

Før premieren. Selv her på Nørrebro, hvor berøringsfladen mellem de forskellige kulturer er størst, er samfundet skilt helt ad, siger musiker og debuterende skuespiller Isam Bachiri. Sådan bliver det formentligt også her i salen, siger han op til premieren på forestillingen '2200 Carmen' på Nørrebro Teater
En øjenåbner. Det gjorde et stort indtryk på mig at min far uden videre kom så godt ud af det med naboen, da vi flyttede til Brøndby Strand. Jeg var ikke vant til, at man sådan kom i hinandens hjem. Men det gav mig en forståelse af, at det slet ikke handler om etnicitet eller religion - det handler helt banalt om mennesket, siger Isam Bachiri om drengeårene i Brøndby Strand.

En øjenåbner. Det gjorde et stort indtryk på mig at min far uden videre kom så godt ud af det med naboen, da vi flyttede til Brøndby Strand. Jeg var ikke vant til, at man sådan kom i hinandens hjem. Men det gav mig en forståelse af, at det slet ikke handler om etnicitet eller religion - det handler helt banalt om mennesket, siger Isam Bachiri om drengeårene i Brøndby Strand.

Sigrid Nygaard

20. februar 2009

Der er tomt i salen på Nørrebro Teater. Det er onsdag formiddag, og et par sceneteknikere er i færd med at omdanne scenerummet til Nørrebros virkelige gader.

Derude - på gaderne - blev en 41-årig makedoner i nat skudt gennem halsen. Politiet mener, mordet er forbundet til det bandeopgør, aviserne har skrevet om det seneste halve år, og i teaterets kantine debatteres nattens episode intenst.

Prøverne til musikforestillingen 2200 Carmen har været i gang i nogle uger, og mens skuespillere, sangere, dansere og manuskriptforfattere forsøger at tematisere Nørrebros kriminelle underverden, har den del af bydelen helt af sig selv sendt spotlyset i den retning. Ser man en lille smule nyheder i tv eller kigger i en avis en gang imellem, er man ikke i tvivl. Det brænder på Nørrebro.

Går man til gengæld op ad Nørrebrogade og driver rundt i gaderne omkring Sankt Hans Torv og Assistens Kirkegård, kan det være svært at forstå, hvad det er medierne skriver om. Nørrebro skulle være Danmarks smeltedigel af eksotiske kultur og dansk velfærdsfedme, men der er ikke meget, der er smeltet sammen i bydelen.

I cafévinduerne skimtes kun blege ansigter og ekspedienterne i Elmegades designbutikker har alle sammen langt lyst hår. Grønthandlerne derimod har kun gylden hud, og de ældre mænd på bænkene ved Blågårds Plads taler sjældent dansk, det behøver de nu heller ikke, for her er ikke ret mange, der taler dansk.

"Danmark er et lille land og vi vil så gerne være ét folk. Men det er vi bare ikke," siger Isam Bachiri. Han viser rundt i Nørrebro Teaters labyrintiske gange, og nu er vi endt på scenen. Foran os ligger salen øde. Den 31-årige popstjerne fra bandet Outlandish, som forrige år udsendte et soloalbum under navnet Isam B, står lige foran endnu en debut som skuespiller i 2200 Carmen, og i øjeblikket går han og afprøver sine nye sange til stykket sammen med sit band.

"Der er alle mulige miljøer i Danmark, og vi er slet ikke indstillet på at gå på tværs af dem. Selv her på Nørrebro, hvor berøringsfladen mellem forskellige kulturer er størst, er samfundet helt adskilt. Der er cafeer, hvor der kun sidder lyserøde mennesker, og andre, hvor der kun sidder brune. Og hvis du går ned i Panum Instituttets kantine ved frokosttid, er det som at træde ind i en fængselsfilm fra Hollywood. Her sidder de sorte med de sorte, de hvide med de hvide, latinoerne med latinoerne og pakistanerne med pakistanerne."

Isam Bachiri slår ud med armen i den tomme sal.

"Sådan bliver det formentlig også her i salen, når vi får premiere. Selv om stykket drejer sig om Nørrebros kulturer, bliver det sikkert kun blege ansigter, der sidder og kigger på. Jeg håber det naturligvis ikke, men jeg er bange for det. Det er parallelle verdener."

Alfons Åberg og hiphop

"I Danmark er jeg født, her har jeg hjemme," sang Isam Bachiri på sin dansksprogede soloplade Institution fra 2007. Efter tre succesalbums som frontmand i det engelsk/ spansk-sprogede Outlandish vendte han blikket ind mod sig selv og Danmark. På det anmelderroste album giver han blandt andet sit bud på hvordan C.V. Jørgensens gamle 'Entertainer' kan lyde, hvordan det er at skulle flytte til Malmø for sin kærlighed, om danskernes forhold til hinanden, lykkepiller, tomme kirker og fyldte moskeer. Og så lavede han så også sin egen version af H.C. Andersens 'I Danmark er jeg født.' For selv om begge hans forældre er marokkanske indvandrere, er det sådan landet ligger. Født på Rigshospitalet, opvokset på Islands Brygge i København, og da Isam var 12 år, flyttede familien ud af byen. Ud til Brøndby Strands store lejligheder, grønne fællesarealer og grå beton.

"'Pas på drengene', sagde min klasselærer til min far, da vi flyttede, 'lov mig det'. Der var et ret kriminelt miljø i Brønby på det tidspunkt," siger han og griner lidt ved mindet om den opfordring, for selv om kriminaliteten var ret massiv i området, var det slet ikke det miljø, der fik fat i ham. Det var musikken.

Inden Isam Bachiri kom til Brøndby Strand, spillede musikken ingen rolle i hans liv.

Hans forældre havde godt nok sendt ham i musikskole, men det bed ikke rigtig på, og det eneste kultur, der blev plads til, var Anna og Lotte, Alfons Åberg og fodbold. Så da Isam begyndte i skolen i Brøndby, var han stadig et barn. Hans mor klippede ham, redte hans hår og købte hans tøj, og han havde nærmest aldrig set sig selv i spejlet. Men så kom chokket.

"Lige pludselig en dag kiggede jeg rundt i klassen og så, at jeg var den eneste, der ikke havde jeans på. Jeg havde heller ingen Ball-trøje eller Marco Polo T-shirt, og fra den dag begyndte jeg at se på mig selv på en helt ny måde," siger Isam Bachiri.

"Det var også på det tidspunkt jeg mødte drengene (Lenny Martinez og Waqas Qadri fra Outlandish, red.), og så rykkede hele hip hoppen ind i mig. Rapmusikken, ghettostyle, breakdance, tøjet, guldkæderne; det hele begyndte at smelte sammen. I Brøndby handlede det om, at nogen turde gøre op med politiet og sige tingene, som vi oplevede dem. Så i stedet for at lytte til Bruce Springsteen, som vi også kunne have gjort, var her noget andet, der var mere rebelsk og mere direkte udtrykte det, vi følte i Brøndby Strand."

Men hiphop-scenen i Brøndby Strand var stadig en lidt underlig kopi af et amerikanskmiljø, der ikke helt matchede hverdagen i Brøndby. I virkeligheden var Brøndby Strand en helt igennem dansk middelklasse, hvor småborgerligheden stortrivedes. Men for Isam Bachiri var stedet en øjenåbner overfor nye verdner. Ikke bare musisk.

"Det lærte mig en hel masse om det at være dansk. Da vi flyttede ind, fik vi en fantastisk flink nabo, som vi holdte meget af. En helt almindelig dansk middelklassefamilie, og min far blev virkelig gode venner med manden i familien. Jeg kan huske, at det gjorde stort indtryk på mig, at min far bare uden videre kunne med ham. Jeg var ikke vant til, at man sådan kom i hinandens hjem. Men det gav mig en forståelse af, at det slet ikke handler om etnicitet eller religion - det handler helt banalt om mennesket. Men hvis man ikke oplever den slags hjemmefra, så kan det være svært at få den forståelse. Det er en ret banal erkendelse, men det er noget, jeg har tænkt en del over, efter jeg selv er blevet far," siger Isam Bachiri, der for et halv år siden fik en søn.

"Derfor var det på alle niveauer banebrydende for mig at komme til Brøndby - selv om vi, kort efter vi flyttede ind, havde indbrud."

At parkere solidariteten

Få mennesker i Danmark har sådan et forhold til naboen, og ifølge Isam Bachiri hænger det blandt andet sammen med den blinde tillid, vi har til det offentlige system. Vi ved, at velfærdsstaten sørger for vores nabo, hvis der sker ham noget, og vi har betalt for solidariteten over skatten.

"Vi skal naturligvis være stolte og glade for vores velfærdssystem, men det har en bagside, tror jeg. Vi sætter virkelig vores lid til systemet, men systemet er jo netop bare et system. Lyt til ordet. Det lyder jo som en maskine. Og det siger sig selv, at der skal mere til end det. Kærligheden til dine børn og familieomsorg for ældre mennesker kan du ikke betale dig til gennem skatten," siger Isam Bachiri og sætter fingeren på et af de ømmeste punkter for sin egen generation af nydanskere.

"Når vores forældre bliver så gamle, at de skal på plejehjem er der virkelig nogen, der får sig et kulturchok. De fleste af os ville sikkert gerne tage sig af dem, og jeg er også nervøs for, at vores forældre ligefrem regner med det. Man ser sådan på det, at familien er et ansvar. Din far tog sig af dig, da du var en baby, og derfor skal du naturligvis også tage dig af ham, når han ikke længere kan klare sig selv. Derfor bliver der også set ned på dem, der sender deres forældre på plejehjem i dag, men det kommer vi til i denne her generation. Vi er jo i samme båd som resten af Danmark. Vi er kulturelt set dybt forankret i det danske samfund, og her bygger man ikke bare en etage til sit hus, så forældrene kan rykke ind."

Det bliver tydeligst for Isam Bachiri, at han lever et helt andet liv end sine forældre gjorde det, når han er tilbage i Marokko. Som for nyligt, da han var i landet til sin kusines begravelse. Hun blev kun 27 og efterlod sig tre børn og en mand.

"Men så giftede manden sig med lillesøsteren."

- Nå!?

"Ja, det var også min reaktion. Men i den verden giver det god mening. Det er ansvar, og det er respektfuldt. Men det er dybt mærkeligt at stå til begravelsen og tænke, 'vil du nogensinde gøre det - nej, det ville jeg fandeme ikke'. Herhjemme handler ægteskabet jo kun om kærlighed. Hvis gnisten ikke er der, siger vi, hvis vi ikke føler det ved første blik og alt det der - så er det helt forkert. Det er det, der er normalt her. I Marokko er kærlighedsbegrebet også et spørgsmål om ansvar. Og et spørgsmål om at forsørge."

- Hvor stor en del af den kultur er stadig med dig?

"Det er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv, og det finder jeg først ud af, når jeg rejser til Marokko. Som for eksempel, når jeg er til min kusines begravelse og hører, at hendes mand gifter sig med hendes søster, og alle omkring dig opfører sig som om, der er helt normalt. Så må man bare sige, 'ok - lad som ingenting,' og så går det op for en, at man overhovedet ikke passer ind der. At man bare er på ferie i en anden kultur, også selv man meget nemmere glider ind i gadebilledet." Isam Bachiri holder en lang pause.

"Jeg tror, alle, der har rødder i et andet land, har det sådan. Min grænse går ved tre uger ret præcist. Så vil jeg gerne hjem igen."

$SUBT_ON$Brandes og Blixen

Det er ikke bare på det personlige niveau, Isam Bachiris grundlæggende verden er dansk. I sin kunst har han både som solist og i Outlandish kastet sig ud i fortolkninger af de største danske kulturkoryfæer som Poul Henningsen og H.C. Andernsen og på coveret til Institution takker han blandt andre Karen Blixen og Georg Brandes.

"For mig handler det om at være ydmyg over for sine rødder," siger han.

"Disse personligheder er helt urokkelige i den danske kulturarv, og samtidig er de personer, der har turde stille sig frem og give verden noget tidløst, der ikke bare var det, folk ville have. Det er også målet med det, jeg selv laver, og hele grunden til, at jeg er i den her branche."

Han præciserer sine pointer, med de enkelte koryfæer:

"Jeg kan godt lide, at Karen Blixen levede i Kenya i flere år og skrev om det med et helt åbent sind. Hele den tankegang om bare at rejse til et andet land og bosætte sig for at falde ind. Det er vildt inspirerende. Og da jeg gav mig til at læse Brandes gik det op for mig, at han virkelig var en, der turde at skille sig ud fra flokken. Han var jøde i en tid, hvor det virkelig ikke var særligt populært at være jøde. Det samme mod kendetegner P.H.'s 'Man binder os på mund og hånd', som vi også har opført. Det er en fuldkommen tidløs tekst, og så er det et fantastisk eksempel på de smukke ting man kan sige med kunsten - jeg har ikke noget imod, at kunst bliver politisk, så længe det er gjort smagfuldt."

Religion en privatsag

Isam Bachiri er rettroende muslim, hvilket ofte har været hovedvinklen i de interview han har givet til medierne gennem årene. Ofte har han og Outlandish (Waqas Qadri er ligeledes muslim) fundet sig selv midt i en ophedet debat om kvindeundertrykkelse og islamisk fundamentalisme, og Isam Bachiri har ikke altid været helt uden skyld i den krig. Som da han ved Kronprinseparrets forlovelseskoncert i Parken advarede Mary Donaldson mod Pia Kjærsgaard, men de senere år har både han og bandet holdt lav profil. For Isam Bachiri kan religion kun være en privat sag.

"Jeg ved godt, nogen har et billede af islam som en eller anden massebevægelse, hvor vi alle sammen vandrer til Mekka, men religion er en privatsag - det vil det altid være og hvis det ikke er det, har man et problem. Og så opnår man heller ikke det en religion skal gøre for ens spirituelle krop," siger han.

"Det er et ensomt projekt - that's it. Det er dit projekt, det er din test. Du er her og nu, sørg for at være godt menneske, for når du står over for din skaber, så er det din røv, der er på spil. Det er kun dig, og derfor kan man heller ikke lægge en skid i, at danskerne ikke gider komme i kirker om søndagen, eller at moskeerne er helt fyldte om fredagen. Man står der alene."

Men selv om Bachiri anser sin religion for et soloprojekt, har det ikke forhindret debattører i igen og igen at hive Isam Bachiri og Outlandish ind i islamdebatten senest i 2008, hvor debattører i Jyllands-Posten har anklaget bandet for at være "gift for integrationen", "støtte de mørkeste og mest uoplyste reaktionære kræfter" ved en islamisk konference i Canada som gruppen deltog i, ved ikke at ville optræde sammen med en sangerinde med bare arme og "arbejde seriøst og bevidst" med et had mod vesten. Både pladeselskab og islamforskere har dog afvist anklagerne som det rene nonsens, og det samme gør Isam Bachiri selv. Men han undrer sig over, hvor det had stammer fra.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg forstår ikke, hvor alt det had kommer fra. Jeg og drengene er naturligvis trætte af, at vi altid skal tale om religion og terror, men på den anden side handler det vel også om at folk er nysgerrige," siger han formildende.

"Og så mærker man, at der er krig i verden. Det er virkelig en varm kartoffel at være muslim i dag." Han griner.

"Virkelig en varm kartoffel."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu