Tsetse-fluer, malaria-myg, slanger i teltet, aggressive næsehorn og løver på taget. En fyldig liste over bekymringer og en lige så stor førstehjælpskasse har hobet sig op, allerede inden vi tager på safari med vores to børn, Joanna og Hugo, på fem og to på bagsædet.
På trods af at vi bor i Afrika i forvejen og burde være nogenlunde hårdføre, så basker der en ekstra sommerfugl i maven, da vi kører hjemmefra en tidlig morgen med kurs mod Tanzanias store, legendariske safariparker, Ngorongoro og Serengeti.
Allerede ved indgangen bliver vi overvældende modtaget af en flok bavianer, der hopper rundt på parkeringspladsen. De er på jagt efter madpakker og godter fra de mange turister, som passerer her. Vi når lige akkurat at få bilruden op, før en stor bavian kravler ind og stjæler kiks fra den yngste, som er faldet i søvn i autostolen på bagsædet. I protest stiller bavianen sig i stedet op på kølerhjelmen, vender sin aberøv til og tisser op på forruden. Så godt som direkte i synet på chaufføren. Vi kigger på hinanden. Nu er det alvor. Vi er på vej ind på dyrenes territorium. Her er det altså dem, der bestemmer, som vi forklarer vores datter. Hun nikker indforstået. Helt med på konceptet. Vi skal ud og finde Simba og Nyala fra Løvernes Konge på den store Kongeslette.
På Swahili betyder Simba løve, og safari betyder at rejse. Så det er jo simpelt nok.
Børn på bagsædet
Børnene har på forhånd pakket en taske med legetøj, bøger og farveblyanter. Og de har hver en drikkedunk med vand, så de kan drikke, selv om bilen humper afsted. Bag i har vi også to kraftige telte, soveposer, primus, proviant, lommelygter og en hel masse vand. Planen er at campere første nat i det sydøstligste hjørne af Serengeti-parken, et mindre besøgt område med små søer og sumpe.
Stedet er normalt reserveret til eksklusive safariselskaber, som selv medbringer både kokke, brusebad og møblement til gæsterne. Så der er ingen faciliteter, overhovedet, får vi at vide. Og vi skal love at melde os hos park-vagterne og i øvigt slette alle spor af, at vi nogensinde har været der. Men det er også o.k. Vi har forberedt os, og så har vi jo mormor og morfar med på turen, hvilket er garanti for, at vi får sat teltene op hurtigere, end man kan nå at sige 'turoperatør'.
Det første vilde dyr, vi ser, er en lille jaguar, som lister i krattet nogle meter fra vejen. Den er sky og er væk igen, før børnene får set noget. Til gengæld vækker det stor jubel, da vi lidt senere spotter en flok zebraer. Alle peger begejstret i samme retning. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog at være køer. Men skidt. Nu er stemningen og forventningerne i hvert fald kørt helt op under taget.
Landskabet skifter. Vejen skråner. Foran os åbner Serengeti-plateauet sig som en vidtrakt slette på størrelse med Sjælland. Og pludselig er de her. Dyrene. Tusindvis af brune og sorte gnuer med lange manker og tynde ben. De vandrer brummende og græssende sydpå. Vi er havnet midt i migrationen - i den store flok af gnuer og zebraer, som bevæger sig rundt efter årstidernes skiften til der, hvor græsset er grønnest. Børnene er opslugt af de søde zebraføl og af unge gnu-hanner, der slås, presser hinanden i knæ og svanser triumferende bort, når de har vundet.
Vi hepper på små gazeller, der spurter langs med vejen. Og alle hænger efterhånden ud ad de åbne vinduer. "Der, der" råber den mindste og peger begejstret i alle retninger. Flere gange kan vi slet ikke komme frem, fordi vejen er spærret af dyr. Luften brummer og summer af dyrene og af og til sejler en ram lugt af gnu forbi næseborene.
Vi kører videre på et utydeligt hjulspor midt i det grønne, sumpede græs. Løverne har vi ikke set endnu, men vi ved, de er her. Sikkert på diskret afstand af de andre dyr. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi finder dem. Eller de finder os.
Nat på savannen
Vi slår teltene op i en lille lysning med udsigt over søen. Det er næsten mørkt, før vi er færdige med at spise. Vi vasker op i koldt vand, smider vandet langt væk og pakker omhyggeligt alt, der lugter det mindste af mad ind i bilen igen. Børnene falder i søvn i vores arme, mens vi drikker the og kigger på den mest fantastiske stjernehimmel. Sådan lidt tilfældigt lader vi af og til lommelygterne oplyse buskene bag teltene og bilen. Forberedt på at møde et par skinnende øjne i mørket.
Det er kun et par dage siden, vi hørte historien om en femårig dreng, der var på safari med sine forældre. Han blev taget af en leopard, som kom listende i mørket og slæbte det skrigende barn med ned ad en stejl skrænt. Hverken forældrene eller parkens rangers formåede at få fat på drengen. De kunne bare stå der og høre hans skrækslagne skrig runge ud over sletterne. Den historie har vi ikke nået at fortælle mormor og morfar endnu. Det var jo trods alt i en anden nationalpark. Og rangeren har forvisset os om, at løverne meget hellere ville have gnu-unger end menneskeunger til middag.
Løver på lur
Børnene bliver nu alligevel puttet i midten af teltet, med en voksen på hver side. Der er lyde overalt. Puslen, knirken, grene der knækker, brøl fra elefanter, uhuhu-hyl fra hyæner. Midt på natten lyder en taktfast, hvæsende lyd lige uden for teltdugen. Præcis som en leopard. Ellers også er det bare snorken fra seniorteltet ved siden af. Panikken afløses af latter, og vi får alligevel et par timers søvn.
Luften synger af fugle, da vi står ud af teltene næste morgen. Ved søen er gnuer og zebraer ved at drikke. Og vi kører tæt forbi en kæmpe elefant, der forsøger at vælte et træ. I skyggen under et træ ligger 10-20 spættede hyæner. De har gravet huler i jorden og skuler efter os med deres tottede pels og karakteristiske duknakkede udtryk. "Vov, vov," siger Hugo opmuntrende til dem.
Længere inde i Serengeti opdager vi noget lysebrunt, som bevæger sig i græsset. Vi standser, og efter nogle minutter dukker en hel række af små runde løveører op gennem græsset. Fem løveunger er tilsyneladende ved at liste sig ind på os. De maver sig frem og stikker så pludselig hovedet op igen, meget tættere på. Længere væk nærmer to voksne løvinder sig. En på hver side af løveungerne. Der er musestille i bilen nu. Alle følger opmærksomt med. Næste gang løveungerne kigger op gennem græsset, har de dannet halvcirkel i et par meters afstand fra bilen. Vi ruller vinduerne op.
På vej væk derfra kan vi se ud af bagruden, at løveungerne har dristet sig helt ud på stien efter bilen.
"Nej, hvor er de søde. Kan vi ikke tage en med hjem," lyder det fra bagsædet.
I løbet af dagen ser vi flodheste, elefanter, antiloper, giraffer, bøfler og mange flere løver. Zebraerne er vi forlængst holdt op med at tælle. Kun de små brunstribede føl får et "åh" med, når de forfjamsket hopper over vejen.
Natten tilbringer vi på en af de officielle campingpladser i Seronera midt i Serengeti. Her er turister, toiletter og parkvagter, der patruljerer rundt langs pladsen. Vi griller pølser, og børnene fortæller begejstret hinanden og alle andre, de møder, om alle de dyr, vi har set. Næste morgen spørger en turist fra teltet ved siden af, om vi også hørte løven, der prustede rundt mellem teltene midt om natten. Men vi har intet hørt, vi har bare sovet ude på savannen. Helt trygt.
Måske er børnene ikke gamle nok til at kunne huske det hele, når de bliver store. Men de har i det mindste fået begejstringen i blodet.
