Baggrund
Læsetid: 3 min.

Større, blankere, bredere

Sådan er fjernsynet, og sådan er verden, men midt i den brede, blanke tomhed lyser psykedeliske oaser op
Moderne Tider
27. februar 2009

Jeg var på hotel og havde egentlig tænkt mig at se Foyle en gang til, for i min generation har vi alle sammen fløjet Hurricane og Spitfire, og for os betyder RAF mindst lige så meget Royal Air Force, som det betyder Rote Armee Fraktion.

Men der var knas med signalerne, DR 1 funkede ikke, så jeg måtte sidde længe og zappe rundt mellem sære film med norske undertekster, skæve rundbordssamtaler på svensk, belgiske tv-aviser og italienske talkshows, før jeg endelig havnede på noget genkendeligt, i hvert fald var det et talende billede af tre personer, jeg genkendte som Georg Metz, Ralf Pittelkow og Adam Holm.

Hotellet havde siden sidst installeret en gigantisk gavflab af en sortblank bredskærm. Det var den blankeste og bredeste Deadline , jeg nogen sinde har set.

Men der var noget i vejen med billedet. Det virkede, som om flimmeret fra kanalens foregående Oscar-reportage var blevet hængende i en rød flammestribe tværs ned over skærmens højre side, lige ned over Ralf Pittelkow. Han var rasende, og han stod ikonisk på den blanke, brede skærm som et fluktuerende negativ i flammende rødt, som om selv den døde teknik ville fastholde, at denne sorte prædikant engang havde været knaldrød, rødere end Blekingegadebanden, rødere end Rote Armee Fraktion.

Psykedelisk flimmer

Han råbte et eller andet hen over plastikbordet mod Georg Metz, der åbenbart havde drillet ham. Tilsyneladende havde Pittelkow, i modsætning til Metz, mange års erfaring fra storpolitiske indercirkler, hvorfra kilder utvetydigt havde ladet ham vide, at såfremt Fogh ville have jobbet, var det hans.

De snakkede åbenbart om den siddende statsminister og hans mulige planer om måske at ville være generalsekretær for NATO.

Hvordan ville muslimerne (dem igen) se på det? De ville, mente Pittelkow, være fuldstændig ligeglade, mens Metz mente, at i hvert fald nogle af dem nok ville tænke på statsministerens krigeriske fremfærd på baggrund af massiv løgn i Vietnam, øh Irak, altså alt det der med weapons of mass destruction og al Qaeda, og vi standser dem på stranden, vi standser dem på landevejen, vi standser dem på badeværelset.

Uanset hvad De Forenede Nationers blegfisede våbeninspektører så måtte mene, de havde fundet eller ej.

Og Pittelkow flimrede vedholdende så psykedelisk, at man skulle tro, han var kommet til at tage syre dengang på venstrefløjen, og det kan jo få det til at flimre for øjnene af enhver.

White heat

Der var hedt i studiet, men der skulle blive hedere endnu, for nu tog Adam Holm fat på et endnu mere sprængfarligt emne.

I Tanzania myrder man albinoer. Det er der ikke noget nyt i, symbolhistorisk eller antropologisk set, for det har man altid gjort, men det er alligevel sært, at århundreders nærkontakt med den højerestående europæiske civilisation ikke har udryddet den ældgamge overtro, der ligger bag den slags mord.

Specielt i et land, hvor indbyggerne er sorte, ser man naturligvis albinoer som noget særligt, og det er ikke mærkeligt, at man i Tanzania traditionelt har betragtet dem som magiske væsener, der står i forbund med magiske kræfter, de måske mere formidler end behersker.

Adam Holm interviewede en kvindelig afrikansk forsker, der mente, at der i Tanzania er mindst 170.000 albinoer, og at en politistyrke på kun 25.000 mand skal forsøge at beskytte dem.

Det er svært, for deres knogler og blod rummer kræfter, der kan gøre rig og give magt, og forskeren forklarede, hvordan især forretningsmænd, men ifølge heksedoktorerne også politikere, gerne betalte 2.000 dollar for et albinoben.

Det er knogler og blod, der er mest eftertragtet. Især arme og ben. Livets saft og livets kraft.

Et par af de 170.000 albinoer gav udtryk for deres angst, og hele vejen igennem også dette indslag, ned over den brede, blanke skærm, hvor den før havde sitret spøgelsesagtigt gennem Ralf Pittelkow, flimrede den nu som et psykedelisk bånd af magisk albinoblod ned over alt, hvad der med eller mod sin vilje befandt sig i skærmens højre side.

Som om den røde flænge var et hul, man kunne se igennem, se fremtid eller fortid, visdom eller dumhed. Som om den slags heksejagt på anderledes tænkende og udseende måske alligevel ikke en gang for alvor var blevet udryddet af Hurricanes og Spitfires på Foyle's tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her