Baggrund
Læsetid: 4 min.

Tre sider af Istanbul

Osmannerne trak det lange strå, da de erobrede Konstantinopel og gjorde den til Istanbul. Byen har en gudbenådet beliggenhed, som skaber magi både i højden og i drøjden
Moderne Tider
20. februar 2009
Udsigt over byen og Bosporus-strædet fra Pierre Loti cafe.

Udsigt over byen og Bosporus-strædet fra Pierre Loti cafe.

Eni Turkeshi

Når jeg om aftenen kigger ud over Istanbul, dér, hvor olietankere, krydstogtsskibe og små færger mødes i skæringen mellem Bosporus-strædet, Marmarahavet og Det Gyldne Horn; når hele byen glimter, mens bassen pumper fra diskotekernes terrasser, muezzinerne kalder til bøn fra de gyldne minareter, og mågerne svæver elegant oven over det hele, så føles det bestemt, som om hele verden mødes i dette magnetiske punkt.

Det er ikke sært, at Istanbul kalder sig 'porten mellem øst og vest'. Teheran, Damaskus, Beirut og Budapest kalder sig godt nok det samme. Nogle af byerne hævder endda at være 'civilisationens vugge'. Der er potentiale for en større debat, som Athen nok også kunne finde på at blande sig i.

Nu er Østen og Vesten jo nogle omfattende arealer, så det er nok o.k. at sige, at der findes flere porte, og at den spæde civilisation, hvor end den lå og vuggede, nok havde en halvkusine et andet sted i regionen. Jeg ved ikke, om man kan beslutte noget i den sag, men jeg ved, at den mageløse aftenudsigt over Istanbuls skyline af oplyste moskeer og paladser, højdedragene, vandet, og hængebroerne, der binder det hele sammen, snildt kan nydes, mens man nipper til en cosmopolitan på taget af en tjekket cocktailbar. Hvis det er dét, der menes med porten mellem øst og vest, er det fint med mig.

Byens tre træk

Fra toppen af denne cocktailbar får man overblik over de tre for turisten vigtigste dele af Istanbul, forbundet af broer eller færgeruter over vandet. De repræsenterer samtidig tre træk ved Istanbul, tre måder at være istanbullit på.

Syd for Det Gyldne Horn ligger den gamle by, præget først og fremmest af storartet byzantinsk, romersk og osmannisk arkitektur og derfor naturligvis også af turister med følgesvende i form af anmassende sælgere. Basaren er ikke just for skrøbelige købere. Til gengæld er attraktionerne det hele værd. F.eks. kan man gå måbende rundt under den enorme kuppel i Det Byzantinske Riges hovedkirke, Aya Sofya, som blev omdannet til moske, da tyrkerne erobrede byen i 1453. Mosaikkerne, minareterne og de kristne og islamiske symboler side om side er betagende. Det er et respekt-indgydende bygningsværk i en sådan grad, at et par forfjamskede vikinger fik behov for at forevige deres tilstedeværelse, da de var på besøg for omtrent 1.300 år siden. Med en dolk ridsede de deres navne i gelænderet over kirkerummet. Noget i retning af "Halfdan was here" lyder museets oversættelse af de slidte runer. Hvor var det godt, de ikke plyndrede noget, de lømler.

Den lige så famøse Blå Moske er efter min mening druknet lidt i sin egen berømmelse. Der er utrolig mange besøgende hver dag, og alle sammen skal vi stå og fumle med låne-hijab'erne og skoene, som må blive udenfor. Der er en del spektakel, og der lugter faktisk fælt af sure tæer. Det tager toppen af den overjordiske stemning.

I stedet kan det anbefales at besøge en af de mange andre moskeer, Süleymaniye f.eks. er mere uberørt, pragtfuld. Den er bygget i symmetrisk, rationel stil. I regnvejr glinser de strenge grå mure, søjler og flisegulve i den store gård, og indenfor, under de enorme hvælvinger, kan man høre de bedende hviske deres bønner, inden de lægger panden på de røde tæpper.

Kunst og cosmopolitans

Nord for Det Gyldne Horn, på den europæiske side af Bosporus, ligger det moderne centrum, og det var her, man kunne nippe til de dér cosmopolitans. Her, i Beyoglu, Cihangir og Ortaköy ligger mange af gallerierne, pladebutikkerne og de smarte caféer, og her er centrum for mange hippe internationale kunst- og musikevents. Her lever Istanbul sit eget liv, mere uafhængigt af turisterne. Maden er udsøgt, man kan næsten ikke gå galt i byen - selv på de billige og beskedne kebab-steder smager det tyrkiske køkken bare godt. På sommeraftner må man kante sig gennem udendørsserveringerne i det tætte gader, der rumler af stemning.

Atmosfæren er kosmopolitisk, men patriotisk. De tyrkiske flag vajer hvor som helst, og tyrkisk musik dominerer altid lydbilledet. For det meste virker denne nationale stolthed positiv, der er en umiddelbar glæde over nationen. Andre gange bliver den påtaget: Til venstre for vejen til Ortaköy kan man følge med på den kilometerlange væg med billeder af den skattede landsfader Kemal Atatürk: Atatürk, der går, Atatürk, der svømmer, Atatürk, der hilser på europæisk statsleder, Atatürk, der vinker med hat, Atatürk, der vinker uden hat. Alle de mindeværdige øjeblikke er gengivet. Det hører med til Tyrkiet.

Det gør også den tredje side af Istanbul, den, der ligger øst for Bosporus. Den kan let nås med en færge. Her ender det eksklusive, stilrene Istanbul og afløses af en fattigere, mere konservativ del af byen. Her begynder det asiatiske kontinent og hele resten af Tyrkiet. Her omkring er den vist, en af de porte mellem øst og vest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her