Mørke skyer hænger truende over USA's magtposition. Sidste efterårs krak på Wall Street, den efterfølgende kreditklemme og en dyb og måske langvarig økonomisk recession de næste par år har udstillet grundlæggende svagheder i den amerikanske samfundsmodel.
Den naturlige konklusion er, at det amerikanske imperium går på hæld. Udadtil indtraf vendepunktet måske tidligere end 2008 med terroranslaget i 2001 eller med den katastrofale invasion af Irak to år senere.
Det ved vi mere om, når historikere om nogle årtier skuer tilbage.
Et er imidlertid sikkert: Imperier er ikke uforanderlige. De opstår og forgår.
I historien har nogen levet længere end andre, men fælles for dem alle er, at de forsvandt på et eller andet tidspunkt. Er vi nået til det punkt i det amerikanske imperiums relativt korte tilværelse, hvor den bratte nedstigning begynder?
Spørgsmålet stilles til Nicholas Burns, der indtil sidste år var den højest rangerende karrierediplomat i det amerikanske udenrigsministerium. Burns var viceudenrigsminister fra 2005 til 2008, svarende til den tredje mægtigste stilling i Udenrigsministeriet.
"Jeg er overbevist om, at USA vil forblive den dominerende magt i de næste 30-40 år. Vi står ikke umiddelbart overfor at blive degraderet til en andenrangsmagt," siger Burns i et interview på Harvard University, hvor han nu er professor i diplomati.
Den nyslåede professor - efter 25 år i udenrigstjenesten - ser dog en forandring i internationale magtrelationer undervejs.
"Der er ingen tvivl om, at vi relativt set har mistet styrke på den globale scene, og at stormagter som Kina, Indien, Europa, Brasilien og Sydafrika har vundet indflydelse på vores bekostning. På den anden side kan man sige, at den unipolære periode mellem afslutningen af den Kolde Krig og begyndelsen på Irak-krigen egentligt var en anormal tilstand. Det er nok ikke ønskværdigt for en stormagt at besidde en så uovertruffen magtposition. Det er mere normalt at være det mægtigste land, som deler magten med andre."
Under Condoleezza Rice og præsident George W. Bush og deltog Burns ofte i hede diskussioner om udformningen af USA's udenrigspolitik. Før det var han USA's NATO-ambassadør i Bruxelles (2003-05), hvor han sad med ved bordet i alle diskussioner og beslutninger om Afghanistan-krigen. I dag er han en entusiastisk tilhænger af præsident Barack Obama, skønt han gerne forsvarer mange af præsident Bushs beslutninger (undtagen invasionen af Irak), især i den Republikanske præsidents anden embedsperiode. Burns er en svoren tilhænger af multilateralisme; han forudser et nært samarbejde mellem USA og Kina i de næste årtier (ingen supermagtsrivalisering) og frygter for NATO's fremtid som transatlantisk bindeled mellem USA og Europa, dersom de allierede taber krigen i Afghanistan.
Som mange andre førende amerikanske udenrigspolitiske tænkere er han dybt foruroliget over, hvilke konsekvenser finanssystemets sammenbrud og den økonomiske recession vil få for USA's militære og politiske lederskab på verdensplan.
"Vores militære dominans er i dag ubestridelig, men den position kan vi kun bevare, såfremt vores økonomi fortsætter med at vokse," indprenter han.
Et tilsølet renommé
Men hvordan kan Burns være så sikker på, at USA vil kunne modstå historiens kræfter? Kinas økonomi tromler frem som en bulldozer, Iran og Nordkorea synes ikke villige til at opgive deres atomare ambitioner, al-Qaeda og Taleban virker mere overbevist end nogensinde om at kunne besejre den 'Store Satan' i Afghanistan og Pakistan.
- Måske det værste eftermæle Bush-regeringen efterlader er USA's tilsølede renommé på den internationale arena. Kan det ikke blive svært at genoprette - selv for Obama?
"Der er ingen tvivl om, at USA's omdømme er blevet umådeligt skadet af Guantánamo og anklagerne om tortur og den måde, hvorpå krigen i Irak blev ført," svarer Nicholas Burns.
"Nu har Obama startet en helingsproces med sin beslutning om at lukke Guantánamo-lejren indenfor et år og forbyde anvendelse af tortur som forhørstaktik mod fanger. Jeg tror også, at han i kraft af sin personlige baggrund og hans erfaringer som dreng i Indonesien har en sofistikeret forståelse af udviklingslandene og især af den arabiske og muslimske verden. Det giver ham en hel enestående mulighed for at bedre USA's internationale anseelse."
- På den anden side kan det blive meget svært at udviske den antiamerikanisme, som voksede frem under Bush-regeringen?
"Jeg ville karakterisere det på en anden måde. Europæere bør forstå, at der ikke er tale om et ocean af universel antiamerikanisme. Det er snarere en broget mosaik. Jo, antiamerikanismen er stærk i Europa og rodfæstet i den arabiske og muslimske verden. Og meget af det hidrører fra følelser forbundet med invasionen af Irak. Men hverken i Afrika eller i Asien finder man en intens antiamerikanisme. Ej heller i størsteparten af Latinamerika."
Svær overgangsperiode
- Tror De ikke, at det kan blive utroligt vanskeligt for USA at vænne sig til at dele magten med andre. Det er lettere at bevæge sig fra en multipolær til en unipolær position end omvendt. Nu vil andre stormagter prøve at udfylde magttomrum. Der vil opstå stridigheder om indflydelse?
"Det er korrekt, at det historisk set har ført til krig, når en anden eller tredjerangsmagt udfordrede nummer ét. Den eneste undtagelse er Storbritanniens fredelige opgivelse af sin imperiale status i 1940'erne til USA. Jeg tror, at globaliseringen har ændret vilkårene for denne type overgang til et system med nye magtrelationer."
"Det er oplagt, at Kina er den nye store spiller på den globale bane og at USA og Riget i Midten er bundet sammen på en symbiotisk facon."
"Økonomisk set er vi dybt afhængige af hinanden. Kina er USA's største kreditor, og vi er Kinas største eksportmarked. Så det er i ingen af de to landes interesse at blive militære rivaler. Ej heller bør det ene lands gevinst anses for at være det andets tab. Tværtimod opfatter jeg forholdet som et nulsumspil. Det er de politiske lederes ansvar i begge lande at undgå den klassiske rivalisering mellem verdensmagter. Vi er skæbnebestemt til at samarbejde om at overvinde de vanskelige udfordringer. Mere konkret kan man sige, at hvis de største udfordringer er klimaforandring, terrorisme, energiknaphed, Iran og fattigdom, så kan hverken USA eller Kina løse dem alene."
- Er det virkeligt et nulsumspil? Det forekommer mig, at Kinas økonomi stadig er langt mere afhængig af eksport til USA og EU, end USA er afhængig af kredit fra Kina. Kinesernes dollarreserver overstiger ikke 800 mia. dollar.
"Det er korrekt. De forandringer i magtbalancen, jeg taler om, er relative. Kina vinder indflydelse, men vil ikke overhale USA. Hertil kommer, at demokratiske lande som Indien, de europæiske lande, USA og andre vestlige nationer efter min mening er bedre udrustede end Kina til at tilpasse sig den kommende turbulens i verdensøkonomien. Det giver sig selv, at demokratiske samfund er mere fleksible og modstandsdygtige end autoritære systemer. Jeg står ikke her og siger, at Kina vil opleve voldelige omvæltninger i forbindelse med tilpasningen. Men det er ikke givet, at overgangen bliver fredelig, fordi der findes så store indkomstforskelle og så mange fattige mennesker i Kina. Spørgsmålet er, om Kina kan bevare sin politiske og sociale sammenhængskraft."
Afghanistan-knuden
- Krigen i Afghanistan bliver utvivlsomt præsident Obamas største udenrigspolitiske udfordring. I Europa er man overbevist om, at USA på NATO-topmødet i april vil opfordre europæerne til at udstationere flere kampsoldater, og at det kan blive politisk risikabelt at sige nej til en amerikansk præsident, der er så populær i Europa. Men vil det være klogt af Obama at presse et sådant krav igennem?
"Efter min mening bør europæerne øge både deres militære og økonomiske bistand til Afghanistan. NATO har ikke en effektiv militær strategi, og de europæiske NATO-lande kan gøre mere for at integrere den militære og civile dimension. Men man kan ikke komme udenom, at europæerne bør sende flere kamptropper til Helmand og Kandahar-provinserne. I bør forstå, at dette her er et eksistentielt spørgsmål for NATO."
- Obamas særlige udsending til Afghanistan og Pakistan, Richard Holbrooke, sagde for nylig i München, at NATO's fremtid står på spil i denne krig. Er det en klog måde at fremlægge problemet på? Det virker næsten hysterisk?
"Jeg stiller mig sympatisk med hans synspunkt. Afghanistan er NATO's første landkrig i 60 års historie, for heldigvis udkæmpede vi ikke en krig med Sovjetunionen, og i Kosovo og Serbien i 1990'erne angreb vi fra luften. Så Afghanistan er en kæmpe prøve for NATO og hvis vi taber, vil det uundgåeligt svække alliancen."
- Jamen, hvis man på forhånd siger, at NATO vil svækkes eller forsvinde, med mindre europæerne gør mere, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti. Chancen for, at europæerne bidrager med væsentligt flere tropper er minimal. Er det ikke bedre at få dem til at tage et større ansvar for civil bistand og træning af den afghanske hær?
"Jeg må respektfuldt sige nej. Vi står i et afgørende øjeblik i alliancens historie, og de europæiske medlemsstater bliver nødt til at leve op til deres ansvar. Mange af dem gør det - Danmark, Holland, Storbritannien, Estland, Letland, Bulgarien, Polen og Rumænien og andre. Men Frankrig kunne gøre mere. Det samme gælder for Tyskland, Italien og Spanien."
Europas tunge ansvar
"NATO's formål er ikke kun at forsvare de 26 medlemsstater. Det er også at stå sammen om de fælles missioner. Jeg var til stede i 2003, da NATO blev enig om at sende tropper til Afghanistan. Det var klart for alle tilstedeværende NATO-lande, at det ikke var en fredsbevarende operation (en indirekte kritik af lande, som har afvist at sende kamptropper til Helmand og Kandahar, red.). Vi ville sende styrker til en krigszone, og deres opgave var at bekæmpe Taleban. Det ansvar skal overholdes af europæerne. Dette er en krig, vi ikke må tabe. Vi blev angrebet i 2001 og vi kan ikke tillade, at Taleban vender tilbage til Kabul."
- De har sagt, at Afghanistan risikerer at blive, hvad Irak var for Bush. Hvad mente De egentligt med det?
"Jeg mente som udfordring. Irak var Bushs største udenrigspolitiske udfordring i form af antal soldater udstationeret og ressourcer anvendt samt de medfølgende vanskeligheder. For mig er det klart, at Afghanistan og Pakistan er en konflikt af samme kritiske betydning for USA's udenrigspolitik som Irak. Et nederlag vil skade USA's og Europas interesser i Sydasien og Mellemøsten."
- Hvordan kan man måle succes i Afghanistan? Min fornemmelse er, at Obama agter at flytte hegnspæle og give køb på Bushs vidtløftige mål om velfungerende demokrati og retsstat. Måske NATO bør gå på kompromis med sine værdier for at vinde ...
"NATO kan ikke løse alle Afghanistans problemer. Vi bliver nødt til at fokusere mest på at hindre Taleban i at destabilisere styret i Kabul ved at øge sikkerheden, således at afghanerne har mulighed for at genopbygge. Vi må også gå efter al-Qaedas og Talebans tilflugtssteder i grænseregionen. Det handler ikke om at gå på kompromis med vores værdier, men om at være realistiske. Vi må erkende, at vi ikke kan gøre alt for alle i et så stort, uregerligt og fjerntbeliggende land."
