Kommentar
Læsetid: 5 min.

Er jeg en vinder?

Dokumentar. Kan man overhovedet være en vinder - med et kamerahold i nakken og en mikrofon i røven?
Dokumentar. Kan man overhovedet være en vinder - med et kamerahold i nakken og en mikrofon i røven?
Moderne Tider
13. februar 2009

Jeg har sat et stearinlys i en stage. Og set det brænde ned. Og gentaget episoden. Det har således været min dag. Plus gamle kiks i tvivlsom mælk og det samme tøj og de samme sange. Det er min dag. En ostemad. Makrel i tomat. Müsli. I nævnte rækkefølge. Morgenmad til aftensmad igen, som en gammel HuskMitNavn-plakat lød. Det er min dag. Det er mine slags uger. Mine slags år. Og jeg er afhængig af dem. De holder mig nede. ligesom min vægt.

Nå ja, så har jeg også set samtlige af Morten Vammens program Vinderne - på Dr2. Det passede ligesom ind- at se et program der liner "hajerne i andedammen" og "toppen af fødekæden" op - når nu jeg føler mig småtræt i slåbrok og pletter og er ved at slå min rekord i at opholde mig indendørs. Jeg er så åbenlyst på kanten af deroute - jeg skal da se noget om privatjets og projekter, guldtænder og smil.

Først var det mange år med taber-tv, ikke. Man kunne se hvordan whitetrash-familier 'opdragede' deres børn i diverse nanny-programmer. Man kunne se, hvor galt det gik, når kids fra selv samme familier meldte sig til Robinson og Paradise hotel. Man kunne se de virkelig fucked op blive anholdt på Station 2 eller knalde på Kanal København. Jeg har lommen fuld af eksempler - for jeg har set det meste. Men jeg følte mig aldrig bedre. Det kan godt være, at de programmer er designet til det, men det virkede ikke på mig. Jeg følte mig som en større taber - fordi jeg gennemlevede f.eks. en eller andens drengekrise, tilfældig mand/kvinde dynamik eller dobbeltpenetrering - gennem et billedrør - helt frivilligt. Men det klistrede alligevel til og fyldte op - som en anden af underverdenens fine fristelser - McDonalds.

Netværksfabrikken

Det rørte mig ikke det fjerneste at se Vinderne. Også selvom det var i nattøj og nydt på højlyse dage, hvor der egentlig var deadlines. Eller et svigtet møde hist og her eller måske endda et besøg i mit studie, der står og venter på mig, nede i Kødbyen. Der står skrivebord og udstyr og plader og indrammet grafik. Mine venner har set et billede af mig i et blad, klippet det ud og hængt det op. Så jeg er der i ånden på de døde dage - på døde kvadratmeter. Det er sådan en rigtig sydende netværksfabrik dernede. Kreative mennesker i alle rum og ved alle borde. Ideer bliver konstant ping ponget over bordet. Og hvis man har fået en rigtig god en, kan man altid liiige lukke døren. Det er sikkert sådan et sted, Morten Vammen har siddet, da han fik sin ide til at lave Vinderne. Han har sikkert siddet og kigget rundt og så tænkt - de her mennesker kan man jo ikke lave noget om. De er al for optaget af deres projekter - til at være noget i sig selv. De er for pæne og for harmoniske og brænder hverken op eller ud.

Fjernsyn er jo ekstremernes holdeplads, og Vinderne er jo et freakshow. Fyldt med mennesker der har brugt sig selv på godt og ondt til at nå et eller sted hen - hvor de mere eller mindre kan stå i hjørnet og sige, "se hvor godt det gik". Hvis man medvirker i et tv-program med en præmis som Vinderne - så har man jo lidt for meget at bevise. Og hvis vi lige skal rippe hele referatet op, så handler programmerne jo om to nørder, der har pludselig har fået penge og fisse (i nævnte rækkefølge) (Erik Damgaard og Mickey Beyer-Clausen), en manisk levemand, der bare elsker at være på (Erik Brandt), en grevinde, der gerne - een gang for alle - vil mane i jorden at hun er ikke er en golddigger, men derimod sin egen lykkes smed (Catherine Danneskjold-Samsøe) og så partykongen (Jean Von Baden), der selvfølgelig er udgangspunktet for programrækken, fordi han er så åbenlys omkring det fængsel, han har bygget og holder sig selv indespærret i. Top angstpræget i sin socialitet står han hver weekend og er festens smertefulde midtpunkt.

Lige meget hvor mandagsnederen jeg følte mig, kunne programmet hverken give mig mindreværd eller inspiration. Om dobbeltheden i programmets hovedpersoner er tilsigtet, ved jeg ikke - men det virker ikke sådan - når overskriften og programmets præmis er; "dem der har vundet i livets lotto!"

Det er åbenbart ikke nemt at gå hele vejen. Og det at have penge har jo alle dage haft sin pris. De egentlig vindere er vel dem, der laver programmer som disse. Dem, der suser med rundt som dømmende og dokumenterende fluer på væggen. De får en på opleveren og billeder i kassen. Og de spiser kun müsli til aftensmad de dage, hvor der er så meget run på de sidste dage i klippesuiten, at alt andet end det perfekte cut lukkes ude. De mennesker går gladelig hjem med pokalen fra sidste projekt og sætter den fint på hylden i privatlivets fred. Og tager på afslappende ferier, hvor de udtænker, hvem der skal undersøges næste gang.

Taberne midt imellem

Og taberne er vel dem, der sidder og glor med i andres liv. Labber al reality, vindueskiggeri og sladder til sig. Hvad enten det er fjernsynsnarkomaner, stalkere eller selvbestaltede andelsbolig-viceværter, der går og lurer på, om man nu opfører sig pænt i forhold til husorden og reglement. Og så er dem midtimellem. Dem der udleverer sig selv hver eneste uge. For åben skærm. I klummeform.

Jeg står altså med et ben i hver af de sølle lejre. Halvt fremme i vindueskarmen med stjerne-kikkerten rettet op i mod andre menneskers soveværelser og hemmeligheder. Helt fremme i erkendelseslitteratur-klassen - hvor de sidste beskidte lagner bliver luftet. Jeg lover, at når jeg endelig går ned og frekventerer mit smarte kontor regelmæssigt, bliver det kun for at åbne mit hjerte - mere offentligt.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had, Dunst og pt.: Jolene Bar. Hun skriver derudover kultur-journalistik og er musikkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her