Tirsdag aften på Anfield Road blev Real Madrid ydmygende besejret 4-0 af Liverpool FC. The Reds var heldige med et straffespark, som Steven Gerrard omsatte til 2-0, men forinden havde englænderne med hurtige pasninger, pågående tacklinger og bolderobringer højt oppe på banen spillet madrilenerne i smadder. Juando Ramos' hold var bange for publikums massive skønsang. Raúl havde med ærefrygt fortalt om de passionerede fans, som ikke bare vifter med tørklæder og quasi-politiske bannere, men inkarnerer selve fodboldens sjæl. Jovist, under Rafael Benitez er de blevet vant til at tabe eller fedte sig til en spinkel triumf på Anfield, men tribunen i Liverpool med legendariske The Cop er det tætteste, man kommer på en kirke med himlen som loft. Uden alter og en messende præst, men med over 40.000 kordrenge.
Fem minutter efter første dommerfløjt var Real Madrid bange for Gerrard, Fernando Torres og Ryan Babel. De løb hurtigere, tænkte bedre og huskede at råbe, når der kom en hvidbluset modstander i ryggen. På banen var der ingen ørenlyd midt i larmen fra The Cop og de isnende høje toner af You'll never walk alone. Og måske var Raúl & Co. bange for sig selv og de mentale lunter, der blev kortere og kortere. Fodboldskribenten Richard Williams fra The Guardian ramte plet dagen derpå:
"Mens de røde var over det hele og brusede henover modstanderen, kom de hvide dragter - arvinger til nidobbelte Europa Cup-vindere - mere og mere til at ligne overgivelsesflag."
Lad os se det i øjnene
Egentlig burde de have vænnet sig til det, og selv Real Madrids danske fanside virker som et rungende ekko af knastørre statistikker. I UEFA's aktuelle hitliste ligger kongeklubben nr. 12, mens holdet fra Merseyside, som nu er videre til kvartfinalerne i årets Champions League, indtager førstepladsen. I 50'erne, da Europa Cup'en for Mesterhold blev skabt, blev Madrid kaldt "den hvide ballet", og Alfredo di Stefano og Ferenc Puskas var tidens stjerner. I 80'erne sørgede Emilio Butragueno for den særlige skønhed, som hævede fodbolden op over spark i græstæppet og endeløs måljagt, og omkring årtusindskiftet var det moderne ikoner som Roberto Carlos, Fernando Morientes og Zinedine Zidane, som fæstnede myten om de uknækkelige mænd klædt helt i hvidt. De seneste fem år - og under skiftende trænere - har Real ikke magtet at spille sig i kvartfinalen i Europas vigtigste turnering, mens Premier League har kravlet støt opad i hierarkiet. "Lad os se det i øjnene," konkluderede fansiden sørgmodigt i halen på 0-1-cifrene i den første ottendedelsfinale på Bernabéu for to uger siden: "Vi er et middelmådigt hold. Det er ikke de elleve hvide, der er uovervindelige. Det er myten om dem."
Hvordan kunne det gå så galt i tirsdags?
Bortset fra Iker Casillas var Lassana Diarra Real Madrids bedste spiller. Lige siden skiftet fra Portsmouth i december 2008 har 'Lass' været den hårdtarbejdende krumtap i kongeklubbens defensive midtbane, som er hjertet i Juande Ramos' 4-2-2-2-system. Det har sikret ro i det opbyggende spil, som på gode dage er baseret på et højt pres, og samtidig har holdet fået en stabilisator bagtil, når kanterne går med frem. Hans makker på linjen, Fernando Gago, leverede til gengæld en ualmindeligt ringe præstation på Anfield, og kynisk betragtet var Lass den eneste, der mand-til-mand kunne matche Liverpools stærke bolværk med Xabi Alonso og Javier Mascherano.
Arjen Robben kan afgøre kampe på egen hånd. Men på det seneste er selv de argeste supportere begyndt at tvivle på hollænderens mentalitet og evne til at omstille sig i forhold til resten af holdet. Madrilenerne spillede formidable ligakampe uden Robben (0-4 mod Sporting Gijon og 6-1 mod Real Betis), og i den spanske presse fyger ekkoerne fra tiden i José Mourinhos Chelsea, hvor den tyndhårede sprinter blev kendt som "manden, der vil alt selv og er lavet af glas".
Robben har en tendens til at dvæle ved bolden, og det forplanter sig i et kantspil, der alt for ofte trækker ind i banens midterdel. Her mødes myten om Real Madrid med den grumme nutid: De hvide atleter synes instinktivt at opsøge den ekvilibristiske dybdepasning, de snævre et-to-afleveringer og den sublime skudfinte. Det er Guti style, men med halvt så meget pace som de engelske tophold.
Når Real-panikken breder sig
Skrøbeligheden og den manglende fremdrift på flankerne betyder også, at Sergio Ramos - der har hele højresiden som arbejdsområde - igen og igen kommer til at hænge som ekstra midtbane. Det skaber utålmodighed, og atter er konsekvensen en sammenklumpning i centrum. Dérfra er vejene til succes få, især når udspekulerede hold som Liverpool holder de hurtige spillere Gonzalo Higuain og Robben i en skruetvinge.
Et typisk Real-scenarie, som fik fatale konsekvenser i tirsdags, er, når en central midtbanespiller presses og tvinges mod kanten, men forventes at klare løjerne på egen hånd og stikke bolden videre til en højtliggende wing. Det ser forrygende ud, når det lykkes, og lange afleveringer falder ud af intet og slår bro tværs over den brede grønsvær. Men når Real-panikken breder sig, ligner holdet med dets mangel på Plan B en smuldrende organisme og vidner om en taktik, der ikke ved, hvornår man skal stå tæt på hinanden, og hvornår man skal brede spillet ud.
Netop al dén intelligens og stringente organisation, som Real ikke besad, havde Liverpool til gengæld i spandevis. De første 20 minutter af matchen var et studie i pressure football, hvor Benitez bogstaveligt talt vendte sin AC Milan-inspirerede 4-3-2-1-formation på hovedet. Kald det et studie i klasseforskel. Eller kald det et mediestunt.
Alle, inklusiv den madrilenske tænketank, stolede fuldt og fast på avisernes og tv-kanalernes nagelfaste profeti forud for aftenen, hvor Real Madrid døde: Liverpool ville spille kampen som et udebaneopgør. De ville vinde, selvfølgelig ville de gerne det, men de ville gøre det med tålmodighed og lurepasse på ensomme kontrachancer. Virkeligheden blev en anden.
De røde tropper angreb fra alle vinkler og med alle mand i et raid, som man skal lede længe i de europæiske annaler for at finde mage til. Ofrenes sindelag kunne aflæses i detaljerne. Gago sparkede på alt, hvad der var i nærheden, og Gabriel Heinze - den argentinske hidsigprop - virrede med armene som en falleret tangodanser. Selv Raúl rystede på hovedet og kiggede ned i jorden.
Eller som skribenten på madridista.dk slutter sit kampreferat:
"Engang var Real Madrid mægtige og frygtet i hele Europa. I dag er man bare til grin."
God artikel, ligesom "Drømmen om Europa" (http://www.information.dk/183977), men jeg bliver nødt til lige at korrigere en fejl i begge artiklerne. Den famøse endetribune med sæsonkortholderne hedder The Kop og ikke The Cop.
Tak for de indsigtsfulde artikler
Interessant analyse, og tankevækkende, at manden, der kan afgøre og afgør det hele på egen hånd med sit spektakulære, flotte spil og hurtighed - Robben - besidder nogle af de typiske negative træk ved den spillertype, man i før i tiden kendte som tøsedrengen, der trækker sig i tacklinger, dukker sig i hovedstødsdueller, råber op ved mindste uretfærdighed, men kan drible. Han minder om en Grønkjær, dog langt mere effektiv - men er åbenbart for asocial, undskyld udtrykket. Den moderne spiller, jf. Barcelona, vælger robotagtigt den bedste spillemulighed - og det hele tiden!