I den endeløst kværnende nyhedsstrøm kan det være let at overse de små tegn på, hvordan en kultur - og en hel nation - er ved at forandre sig. Over biograflærredet flimrer i disse dage en sådan markør, der for mig er næsten lige så velsignet som at se en sort mand i Det Hvide Hus.
Clint Eastwood er indbegrebet af det gamle Amerika: I talrige roller indlagde han sig berømmelse som iskold selvtægtsmand, der rakkede ned på pladderhumanister og bøsser og pløkkede mistænkte. Før da var han en westernhelt, som nedslagtede blodtørstige rødhuder. Men nu, i en alder af 79 år har Eastwood udrettet noget bemærkelsesværdigt. Han har lavet en smuk, underspillet film, der skal undskylde alt det fascistoide bras, han tidligere pumpede ud i sin karriere. Og propagandere for et helt anderledes Amerika. Ja, tro det eller lad være: Dirty Harry er blevet venstresnoet fredselsker.
Eastwood brød igennem som ikon i den amerikanske bevidsthed i 1950'erne i tv-serien Rawhide og en perlerække af westernfilm for det store lærred. Han nåede lige at komme med, da epoken med ukomplicerede Os mod Dem-cowboyfilm var ved at rinde ud. Dengang var indianerne endnu onde, skalperende vilde, som nødvendigvis måtte tilintetgøres af hvide helte. Disse film var i realiteten romantiske omskrivninger af fortællingen om et folkedrab, henrivende fortalt fra folkemordernes eget perspektiv. Genrens holdning blev prægnant bragt på formel i denne spotske udtalelse fra John Wayne: "Jeg kan ikke se, at vi har gjort noget forkert i at tage dette store land fra indianerne. De prøvede egoistisk at holde det for sig selv."
Et kontraikon
Sin mest ikoniske rolle fandt Clint Eastwood dog som en helt ny type storbycowboy. I 1971-filmen Dirty Harry spiller han kriminalinspektør Harry Callahan. Det var den første af en bølge af kontrarevoltefilm, som eksplicit konfronterede 1960'ernes modkultur og beskyldte den for at ødelægge Amerika. Handlingen er bygget op om jagten på en seriemorder ved navn Scorpio, der fremtræder som en sand parodi på en hippiefredsaktivist: Han er langhåret, kvindagtig og smykker sig med fredstegnet. Men han skyder tilfældige civile og siger, at han først vil stoppe, hvis får udbetalt en løsesum på 100.000 dollar.
Dirty Harry er en gammeldags strømer, der kun er glad for at få lejlighed til at bruge prygl og tortur for at presse tilståelser ud af mistænkte. Han sammenfatter sin holdning ved at sige: "Jeg skyder det røvhul, det er min politik." Hans kolleger ynder at prale af, at Harry "er aktiv hader af ligestillingspolitik over for spicks (latinamerikanere, red.), niggers (sorte), kikes (jøder), dagoes (italienere) - især spicks." Han begiver sig ud for at fange morderen, men hver gang bliver han stækket af nye vanvittige, venstreorienterede regler. De nye love forhindrer ham i at bryde ind i private hjem uden kendelse og i at tortere eller intimidere mistænkte. Forfærdet hvæser Harry: "Har sådan en mand rettigheder? Loven må være sindssyg!"
Det første skift
Som resultat af de onde venstreorienteredes bestræbelser på at lægge bånd på Harry har Scorpio fået frit spillerum til at kvæle en 14-årig pige og kapre en skolebus fuld af børn. Det hele ender med, at Harry skyder Scorpio med koldt blod og kaster sit politiskilt fra sig i afsky. Pauline Kael, en af alle tiders største filmkritikere, kaldte rent ud filmen for "fascistisk". Dirty Harrys motto - Go ahead, punk... Make my Day! - blev en klassiker.
Men så skete der noget mærkeligt. Dirty Harrys gamle sort-hvide univers visnede pludselig væk, og i dets sted trådte en tænksom og nuanceret filminstruktør. Det første varsel om de forandringer, som var undervejs, kom med Unforgiven, Eastwoods western fra 1992, hvor hovedpersonen - en gammel revolvermand, der spilles af Clint'en selv - fremstår nedbrudt og traumatiseret af den sadisme, han har udøvet i sit tidligere liv. Der er ikke længere noget forløsende ved det, når han skyder for at dræbe: Vi føler kun ubehag og tvivl.
Lige siden har Eastwoods film været befolket med mennesker, som er psykisk lemlæstede af den form for tilfældig vold, som Dirty Harry-figuren så åbenlyst følte vellyst ved at dyrke. The Changeling er en sand historie om, hvad der kan ske, når politiet overtræder regler og slår ind på tortur og vold for at nå deres mål - fortalt fra offerets perspektiv. Flags of Our Fathers er den ligeledes sande historie om de soldater, der rejste det amerikanske flag på Iwo Jima under Anden Verdenskrig. Og om, hvordan den indfødte amerikaner iblandt dem, Ira Hayes, vender tilbage til et USA, hvor normen er apartheid og racistisk chikane. Eastwoods ledsagende film, Letters From Iwo Jima, er endnu mere dristig, idet den fortæller historien om krigen set fra den anden side - de japanske soldaters. Med sådanne film begyndte Eastwood at udsætte sig for beskyldninger for at være blevet venstreorienteret fra folk som den ultrareaktionære kommentator Rush Limbaugh.
Med Eastwoods nye film, Gran Torino, er angeren blevet helt eksplicit. I denne spiller han Walt Kowalski, en bandende og svovlende Korea-krigsveteran, som lever alene i et kvarter, som i stigende grad befolkes af indvandrere. Walt kunne være Harry Callahan som pensionist: Han forbander "de plaprende skævøjer", som flytter ind ved siden af, og han klynger sig til sine sværtkalibrede skydevåben.
En ny tids 'Go ahead'
Men så en dag bliver Walt vidne til, hvordan en bande angriber hans indvandrernaboer på hans egen græsplæne, og det vil han ikke finde sig i. Han skræmmer bandemedlemmerne væk med sin M1-riffel, og den asiatiske indvandrerfamilie begynder at overøse ham med gaver og hengivenhed, alt imens banden planlægger sin hævn. Det står nu klart, at Walt er psykisk nedbrudt af den vold, han begik for mere end 50 år siden i Korea. "Så du vil gerne vide, hvordan det føles at dræbe et andet menneske?", spørger han. "Det er fandens modbydeligt. Det eneste, der er værre, er at få en medalje for at have dræbt en fyr, som bare ønskede at leve."
Alligevel vælger Walt at tage kampen op for at forsvare sine naboer imod banden. Nok er dette et fremskridt fra Dirty Harry, men næppe et stort fremskridt. Liberal selvtægt er måske bedre end illiberal selvtægt, men i så fald kun marginalt bedre.
Men så er det, at filmen overrasker. Og viser, hvor langt Eastwood i villigheden har bevæget sig. (Hvis De ikke ønsker at vide, hvordan filmen slutter, så spring venligst dette afsnit over.) Han bereder sig på at konfrontere banden, og vi forventer et dramatisk klimaks af et skudopgør. Banden venter på ham, så svært bevæbnet som en milits. Walt stirrer på dem med forknyt mine, går dem langsomt i møde og gør så mine til at trække noget frem fra sin jakke. Derved ansporer han bevidst banden til at skyde først, og endda siger han Go ahead - og lyder derved som et ganske tilsigtet ekko af Dirty Harry. Og dér, midt på gaden, fylder banden ham med bly. Det viser sig imidlertid, at Walt var ubevæbnet, og nu står bandemedlemmerne til livstid. Hans naboer er omsider fri. Allusionen til gamle Dirty Harry er ironisk. Det er Eastwoods smilende form for undskyldning. Den første, gang skuespilleren sagde Go ahead på biograflærredet, ofrede han loven for med vold at angribe den venstreorienterede modkultur. Denne gang bruger han loven og ikkevoldens princip i sit forsvar for indvandrere.
Det store undskyld
I en epoke med forcerede undskyldninger for fortidens synder, tror jeg, at vi her står over for en helt oprigtig en af slagsen. Denne forandring hos et af USA's største ikoner er - tror jeg - et håbefuldt og værdifuldt tegn på et større skred i amerikansk kultur. Selv om denne udvikling blev overskygget af 11. septembers og Bush-årenes piskesnert, har USA i det lange løb været på vej til at udvikle sig til et mere frisindet og åbent samfund. Illustrativ i så henseende er forskellen mellem reaktionen på My Lai- massakren i Vietnam og på rædslerne fra Abu Graib i Irak. Da My Lai-massemordet - hvor en hel landsbys indbyggere, herunder også børn, blev mejet ned af en deling amerikanske soldater - forsvarede 40 procent af amerikanerne tragedien, ja hyldestsange om den nåede sågar på hitlisten. Da Abu Ghraib-skandalen brød løs, var det kun de allermest sindssyge talkshowradioværter, der lovpriste overgrebene - 90 procent af amerikanerne følte sig frastødt.
Den gamle Dirty Harry-racisme og -brutalitet viger i takt med, at Amerikas store borgerretsbevægelser langsomt vinder frem. Selvfølgelig betyder det ikke, at den amerikanske regering i sin politik nu fremover nødvendigvis altid vil følge Walts eksempel og indordne sig under skiftet i den offentlige mening. Den ligger ofte under for kræfter, der ikke kan drages til ansvar af et demokratisk pres såsom de store koncerner og de superrige. Men med tiden vil også deres indflydelse kunne eroderes væk. For hvis Inspector Harry Callahan kan sige undskyld og forandre sig, så kan alle.
Go ahead, America - make our day.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
man kan godt undres over hvor mange eastwood-film denne skribent faktisk har SET?
dirty harry, ja, der har han såmænd ret, men "westernhelt, som nedslagtede blodtørstige rødhuder" ? hvilken film var det? Lyder som om det var dem allesammen. Det kan godt være det skete i en, jeg ikke fik set, selv om jeg ikke umiddelbart kan tænke på hvilken, men ellers går der da en rød tråd gennem det hele med kamp imod umoral, gemene forbrydere, hitmen (bortset fra ham selv, naturligvis) skruppelløse rigmænd med bodyguards, brovten og praleri, selv i de tidlige film. Jeg kan sgu ikke huske nogen indianere.
Man kan godt forundres over dirty harry, men alligevel gik der også en rød tråd af søgen efter retfærdighed, omend mere hårdhændet, helt afgjort mindre politisk korrekt end på det seneste. Helt afgjort en dyrkelse af den enlige helt, der klarer ærterne, og på den facon ultraamerikansk, og sådan lyder det for så vidt som om det stadig er med den seneste film, men man må nu alligevel være lidt mere nuanceret med hvad man skyder manden i skoene.
Og cirklen sluttes?
Nu når friværdierne og pensionerne forsvinder, vil muligheden for at hippie-generationen igen rykker sammen i fællesskaber være nærliggende - og hvert anden parcelhus bygget om til hønse- og grisesti - og de mere end 200.000 elopvarmede sommerhuse bliver brændt af i brændeovnene...
Det er en god artikel om den gamle helt og fantastike instruktør.
Lige bortset fra at Johann Hari forvirrer Eastwoods TV-Cowboy fra GunSmoke og Dirty Harry med den "Angel of Death" agtige skikkelse, som i mange spaghetti-westerns bekæmpede grådige ejendomsspekulanter, uetiske bankfolk og kvægfamere, der ville have monopol på Det Vilde Vesten. Indianerne besklæftigede de film sig ikke med, og det er nok godt for John Wayne havde jo sat sig på den "rolle", og der var masser af uretfærdighed at tage fat på udover udryddelsen af Native Americans.
Lidt ærgeligt at artiklens første femtedel fremstår som dårligt researchet, da Hari ellers har fat i en fin pointe.
@ Bob Jensen
Lige præcis. Det er en reaktion på kriminaliteten i 1970'ernes USA. F.eks. San Francisco, hvor filmene er optaget, plagedes af en bestemt massemorder, nemlig Zodiac.
Filmene handler også om, til trods for hans brutale men effektive metoder, at den amerikanske befolkning skal genfinde sin tiltro til politiet.
Jvf. venligst brevet fra Scorpio som er en meget stærk henvisning til brevene fra The Zodiac Killer
Hvis man f.eks. kigger på filmen 'a fistful of dollars' eller den film hvor Eastwood spiller en mand (hvis det ikke er den samme?) der kommer hen til en mexicansk? by og hjælper de lokale mod kvægbaronerne, ejendoms-spekulanterne mm.
Et tema, der også går igen i den fremragende moderne western 3:10 to Yoma.
Karsten Aaen,
du har ret, det er A Fistful of Dollars du tænker på. Temaet fra filmen er dog tyvstjålet fra Akira Kurosawas samuraifilm Yojimbo, der er tre år ældre (1961).
Det endte i øvrigt med, at Kurosawa (og den japanske tekstforfatter vistnok) via retten indgik forlig om italienerne om roaylties for westernfilmen, og Kurosawa endte med at tjene flere penge på western udgaven end hans egen samurai udgave.
Det er en ualmindelig åndssvag filmanmeldelse. Anmeldelsen sigte, efter min ydmyge mening, er at massere nogle stereotyper holdninger om Amerika, Hollywood og Clint Eastwood. De kan ikke tilskrives en bestemt politisk fløj, men nok et parnas af ”veluddannede” middelklasse mennesker udover planeten, især i nordvest europa. Afsløringen af slutningen er nødvendig for at komme frem til anmeldelsens konklusioner. Ligeså unødvendigt er det i forhold til at anmelde filmen og beskrive de underliggende problemstillinger den tager op.
Det er imbecilt, at se det moralske spørgsmål som ”Dirty Harry” konfrontere, som værende et opgør med særlige venstreorienterede holdninger. Det der konfronteres er det samme spørgsmål som en ramme- og målstyrings ramt dansk hjemmesygeplejeske konfronteres med dagligt. Nemlig: Skal jeg opfylde de krav som ”systemet” har stillet til mig og hæve min løn med god samvittighed; eller skal jeg opfylde det krav jeg selv og manden ved siden af mig stiller, nemlig at få jobbet gjort og helst på en måde så jeg kan li det jeg ser i spejlet. Dilemmaet er så, at alle tre ting ikke kan lade sig gøre på tilfredsstillende vis, i hvert fald ikke samtidigt.
En hæderlig anmeldelse findes her:
http://www.bangkokpost.com/news/investigation/9559/clint-eastwood-and-tr...
Jeg er enig med dig, Asger!
Jeg synes personligt, at det er en interesssant artikel, Johann Hari har skrevet, og det er grunden til, at jeg har valgt at bringe den på filmsiderne i Information.
Jeg er dog enig i, at han i sit portræt af den tidlige Eastwood maler lidt med den brede pensel. Jeg er stor fan af Dirty Harry og er slet ikke enig i, at den er så fascistoid, som den fik skyld for ved premieren.
Tværtimod er den ikke mindst en reaktion på en forvirret tid, hvor mange amerikanere havde brug for noget at tro på og holde fast i.
Og så skal man heller ikke tage filmen alt for alvorligt. Den er jo faktisk ret sjov og har et solidt glimt i øjet.
Men det var jo en tid, hvor det var svært at lave sjov med den slags ting uden at få ørene i maskinen.
Desuden har Clint Eastwood altid været en af de bløde republikanere, der godt nok var hårdkogt, men trods alt mere humanist end hævngerrig, hvilket man faktisk også kan se af nogle af hans første film som instruktør.
Jeg har set Gran Torino, og den er ganske rigtigt en slags korrektiv til Dirty Harry – Walt Kowalski, som Eastwood spiller, kunne sagtens være Harry Callahan 30-40 år senere.
Det er ikke nogen mesterlig film – den er bl.a. drivende sentimental – men den er rigtig god, og hold op, hvor er Clint fantastisk. Måske hans svanesang som skuespiller. Og så er filmen ret morsom, af og til rørende og ganske tankevækkend med en overraskende slutning.