Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hårdt magtspil om amerikansk kapitalismes fremtid

Wall Street har ikke bare mistet milliarder af dollar, men også ødelagt befolkningens tillid til finansverdenens version af kapitalismen. I kampen for at reparere systemet kæmper præsident Obama og Wall Street for hver sin løsning
En æra er slut. Det fundamentale problem er en akut mangel på vareefterspørgsel. Keynes burde tjene som vores vejleder. Han ville have anbefalet anvendelse af finanspolitiske instrumenter til at øge efterspørgslen. Pengepolitikkens æra er forbi, siger Harvard-økonomen Richard Parker.

En æra er slut. Det fundamentale problem er en akut mangel på vareefterspørgsel. Keynes burde tjene som vores vejleder. Han ville have anbefalet anvendelse af finanspolitiske instrumenter til at øge efterspørgslen. Pengepolitikkens æra er forbi, siger Harvard-økonomen Richard Parker.

Martin Burcharth

Moderne Tider
28. marts 2009

Set fra vinduet ser verden ikke ud, som om den er ved at undergå epokegørende ændringer. Træer, buske og plankeværker ligner sig selv. Fuglene er begyndt at synge. Foråret er på vej. Det bryder snart ud i fuld flor. Men det er også den eneste sikre konstatering, man kan gøre. Alt andet synes at svæve i uvished.

Beholder du dit job? Har du sparet penge nok op til at gå på pension? Tør du tage på sommerferie i år? Vil morgendagen byde på gadeoptøjer? Falder regeringen i overmorgen? Vil terrorister udnytte Vestens svaghed? Overlever din bank?

Disse spørgsmål går gennem hovederne på hundreder af millioner af mennesker hver dag. Ængstelsen breder sig. Vi er grebet af modsætningerne til det, den britiske superøkonom John Maynard Keynes benævnte "de dyriske ånder", herunder 'tillid', og uden hvilke kapitalismen ikke kan fungere optimalt som økonomisk system.

Folk har simpelthen mistet tilliden og er blevet så forsigtige, at hjulene, der driver den økonomiske vækst, er gået ned i tempo. Og når forbrugerne trækker sig tilbage, gør producenter det samme, og så følger bankerne med. Det skaber den nedadgående spiral, som verdensøkonomien på dramatisk vis oplever lige nu med betydelige fald i produktion og samhandel.

Manglende efterspørgsel

Politikerne - især de amerikanske - vil have os til at tro, at den økonomiske nedtur skyldes kreditknaphed. Bankerne er insolvente eller har for lidt kapital til at låne ud. Men den amerikanske centralbank har siden 1. januar pumpet 700 milliarder dollar ind i USA's finanssektor. Kreditmarkederne bugner med penge. Trods det falder produktion, beskæftigelse og forbrug.

"Det fundamentale problem er en akut mangel på vareefterspørgsel," siger lektor i politisk økonomi ved Harvard University Richard Parker. "Keynes burde tjene som vores vejleder. Han ville have anbefalet anvendelse af finanspolitiske instrumenter til at øge efterspørgslen. Pengepolitikkens æra er forbi."

Men ingen kan med sikkerhed vide, om flere penge i borgernes lommer vil blive omsat til varekøb og højere produktion. I en usikker tid kan folk vælge at lægge øget indtægt fra skattelettelser i sparebøssen, eller de kan bruge pengene til at købe forbrugsvarer fremstillet i f.eks. Kina, hvilket hverken hjælper den amerikanske eller den europæiske økonomi.

Så fortællingen handler om manglende tillid. Hvordan genskabe forbrugeres og husstandes tillid til systemet? Det naturlige svar lyder: Ved at reparere systemfejlen.

"I USA har den almindelige befolkning tabt tilliden til Wall Street - til, at de ved at lægge deres sparepenge i aktiefonde kunne spæde deres faste indkomst op med ekstra indtægt til ferien og college til deres børn. Pensionsfonde skulle sikre dem økonomisk på de ældre dage. Denne antagelse er nu blevet totalt undergravet," siger Parker, som har skrevet en nøglebiografi om Keynes' kendteste discipel, John Kenneth Galbraith.

Politisk kamp

Som under tidligere akutte kriser i den vestlige økonomi udspiller slaget om kontrol med kapitalismens fremtidige form sig primært i den politiske arena. Det gælder især i USA - finanskapitalismens hjemland og den dominerende økonomiske magt i verden - hvor kapitalens vogtere traditionelt nyder mere politisk indflydelse end i europæiske lande.

Og lige nu udkæmpes der en synlig kamp mellem på den ene side en hårdt svækket finanssektor - de primært ansvarlige for systemfejlen - og på den anden side diverse reformkræfter, som nyder opbakning fra store dele af befolkningen og en lille del af amerikanske medier, og hvis leder hedder Barack Obama.

Amerikansk industri- og finanslivs største frygt er øget regulering af og tilsyn med finanshuse, især kapitalfonde og børsinvesteringsfirmaer. Mere indflydelse til den amerikanske fagbevægelse står også på Obamas dagsorden.

"For Wall Street og industrien er mareridtsscenariet indførelsen af en samfundsmodel bygget på den europæiske velfærdsstat, Barack Obama på mange punkter synes at sigte imod," siger Richard Parker og fortsætter:

"I sin essens ønsker Wall Street at vende tilbage til den gamle model med spekulationer i fiktive værdier, som kastede så mange penge af sig og berigede de få. De vil gå langt - meget langt - for at forsvare deres territorium mod indgreb fra Obama. Og som vi har set i de sidste uger, kan kapitalen for sin sag mobilisere næsten alle medier og store dele af Kongressen med et fingerknips. Det er derfor, præsidentens dagsorden har tabt slagkraft, og han nu kæmper for at komme på benene igen."

Fondene fortsætter

Men kan Wall Street-baronerne virkeligt lade som ingenting og fortsætte som hidtil? Tja, i denne uge noterede The New York Times på forsiden af sin erhvervssektion, at 25 topchefer for USA's største kapitalfonde tilsammen tjente 11,6 milliarder dollar i 2008 - annus horribilis for Wall Street. De gættede simpelthen rigtigt med deres dispositioner og skrabede så mange penge ind til sig selv. Samme dag fik en chef i det skandaleramte forsikringsselskab AIG plads til at bedyre sin og andre manageres uskyld på avisens opinionsside - uden at fremlægge dokumentation.

Naturligvis vil de 25 topchefer i kapitalfondene forsvare deres løn med, at de udfører en vigtig funktion i markedsøkonomien ved at opnå optimale gevinster gennem placering af deres klienters kapital. Men hvordan kan den påstand kontrolleres, så længe samfundet ikke har mulighed for at opnå indsigt i fondenes transaktioner?

Kapitalfonde og børsinvesteringsfirmaer er i modsætning til amerikanske banker ikke underlagt statsligt tilsyn og regulering. De kan gøre, hvad de vil - hvilket er årsagen til, at investeringsrådgiveren Bernard Madoff kunne komme afsted med at bedrage sine klienter for 65 milliarder dollar.

Præsident Obama gentager igen og igen, at regulering og tilsyn med kapitalfonde og børsfirmaer vil være fundamentet i en nødvendig reform af reguleringsinstanserne, så "vi undgår fortsat at skabe nye spekulationsbobler," som han sagde på sin pressekonference i mandags.

Obama har travlt

Problemet for USA's nye præsident er ikke alene voldsom modstand fra Wall Street. Det er også, at han hurtigst muligt skal have løst finanskrisen og få elimineret alle de 'giftige' hypotekpapirer og 'afledte' finansielle instrumenter, som belaster bankers og finanshuses regnskaber. Og her har hans nyliberale rådgivere - finansminister Timothy Geithner og toprådgiver Larry Summers - insisteret, at forbundsregeringen går i partnerskab med de selvsamme kapitalfonde og børsfirmaer, som er roden til spekulationsboblen, der udløste den internationale finanskrise. Geithners og Summers' idé er kort beskrevet: Forbundsstaten lægger lånekapital på bordet til en auktion for de uregulerede kapitalfonde og børsfirmaer om opkøb af de 'giftige' papirer, hvorved der bliver fastsat en pris.

Den politiske fordel ved denne model er, at en relativ høj pris på værdipapirerne vil spare skatteborgerne penge, idet man så undgår en nationalisering. Men der er ingen garanti for et positivt udfald. Der kan også ske det modsatte - altså en lav pris og et tab, som vil kræve nye bevillinger fra Kongressen.

For den venstreorienterede økonom Richard Parker er det frustrerende at se de nyliberale Geithner og Summers sidde i førersædet.

"Deres livsprojekt har været en ideologi, som hævdede, at de frie markedskræfter er al regulering overlegen, og nu da denne nyliberale ideologi har lidt nederlag, bliver de paradoksalt nok sat til at håndtere krisen. Det skyldes ganske enkelt, at de er de klogeste økonomiske hoveder, som Det Demokratiske Parti kunne tilbyde Obama. Konsekvensen er desværre, at USA og verdensøkonomien sidder i en klemme. Vi bliver nødt til at vente på, at de to herrer arbejder sig gennem denne intellektuelle øvelse."

Den sociale kontrakt

Samtidig udsættes Geithner og Summers for et voldsomt pres fra Wall Street, som frygter et sammenbrud i den skrøbelige sociale kontrakt mellem USA's store og dominerende middelklasse og den økonomiske elite.

Sådan som Parker ser det, har amerikansk erhvervs- og finansliv god grund til bittert at fortryde, at de ikke i de gode tider fik udrettet nær så meget som kapitalen i Europa for at gøre middelklassen til en aktiv medspiller i systemet.

"Faktum er, at kun en meget lille del af amerikanske husstande er afhængige af aktiemarkedet. 40 procent af amerikanske familier har kun småbeløb investeret i en pensionsfond - højst 10.00 dollar. De penge er nu forsvundet. Folk er derfor bitre på Wall Street, og samtidig står der ikke noget økonomisk på spil for dem længere. Derfor er dette historiske øjeblik så kritisk. Kapitalen fornemmer, at der er fare på færde og reagerer resolut," mener Harvard-lektoren.

For præsident Obama er øjeblikket mindst lige så farligt. Han har accepteret sine rådgiveres forslag om at gå i partnerskab med Wall Street, men samtidig bliver han nødt til at opfylde sit løfte om at få en tilbundsgående reform af USA's reguleringsintanser gennem Kongressen.

Det er et løfte, som præsidenten samtidig har afgivet til udenlandske ledere som Gordon Brown, Angela Merkel og Nicholas Sarkozy, og uden enighed om finansregulering vil de førende medlemmer af G20-gruppen næppe kunne finde fælles fodslag om andre vigtige emner på topmødet i London i næste uge.

Endvidere skal han opfylde sine valgløfter til en rastløs amerikansk befolkning - bevare og skabe tre millioner job, indføre sygesikring for alle, påbegynde overgangen til alternative energiformer og afslutte krigene i Irak og Afghanistan. Og ifølge republikanere og moderate demokrater i Kongressen må USA's statsgæld ikke blive forøget mere end højst nødvendigt. Ellers får Obama ikke sit ambitiøse budget gennem Kongressen.

Yderligere pres kommer fra den politiske elite i Washington, som frygter, at den kolossale gældsættelse og en voksende afhængighed af oversøiske statslige kapitalfondes medfinansiering af Obamas vækstpakke, af centralbankens pengeoverførsler til den private sektor og af det kommende årsbudget vil svække dollaren og måske eliminere den som international reservevaluta.

Ny Bretton Woods

I den forløbne uge foreslog direktøren for Kinas centralbank, Zhou Xiaochuan, skabelsen af en international møntenhed gennem Den Internationale Valutafonds eksisterende ordning - Special Drawing Rights, SDR - til at effektuere fremtidig international handel. Det er ikke en ny ide. Keynes fremlagde den på Bretton Woods-konferencen i New Hampshire i 1944, og alle vestlige lande havde indtil 1970'erne deres valutaer knyttet til guldmøntfoden.

Siden har dollaren tjent som reservevaluta. To tredjedel af centralbankernes reserver verden over består i dag af dollar. Dollarens fremtid er central for USA's position som førende global økonomisk magt.

Spørgsmålet er imidlertid, om den kan bevare sin priviligerede status som international reservevaluta i en situation, hvor den amerikanske finanssektor har mistet sin gennem tre årtier altdominerende position, og akkumuleringen af kapitalreserver er skiftet så radikalt væk fra USA og mod Brasilien, Mellemøsten, Rusland, Indien og Kina. Så da præsident Obama på sin anden pressekonference blev spurgt om sin reaktion på Zhous forslag, lød det korte svar: Nej!

Finansminister Geithner afslørede i et svar på et spørgsmål onsdag, at det ikke ligger Obama-regeringen helt fjernt at acceptere anvendelse af IMF's SDR-mekanisme for lande hvis valuta, der spekuleres imod, eller som har tabt mere værdi end berettiget af nationaløkonomiske omstændigheder. Udtalelsen fik straks dollaren til at tabe værdi. Da Geithner senere gjorde det klart, at han forventer, at dollarens særstatus bevares mange år frem, steg kursen igen.

Richard Parker mener, at Obama-regeringen på G20-mødet bør foreslå en ny Bretton Woods-konference, hvor man skal tage stilling til udvidet brug af SDR-mekanismen, en demokratisering af IMF's ledelse - der er domineret af vestlige industrilande - og et valutasamarbejde mellem dollaren og euroen.

"Det kunne åbne mulighed for, at USA tapper de statslige kapitalfondes reserver til at stimulere amerikansk økonomi. På den måde ville præsidenten ikke være nødsaget til at gå til Wall Street med hatten i hånden og tigge om deres støtte til at løse et problem, de selv har skabt," foreslår Harvard-lektoren.

"Men det vil den politiske og økonomiske elite aldrig gå med til, for det betyder, at vi må opgive det amerikanske hegemoni, som aldrig vil kunne overleve uden dollaren som international reservevaluta."

Modsætning og fremskridt

- Er det muligt, at præsident Obama på et vist tidpunkt skærer igennem og undsiger sine økonomiske rådgivere?

"Hvad der sker lige nu, svarer til Rusland i midten af 1930'erne, da russerne sagde til hinanden: Hvis Stalin blot vidste, hvad der bliver udrettet i hans navn! Vi ved ganske enkelt ikke nok om Obama. Vi forestiller os, at kammerat Obama ville gøre det rigtige, hvis han vidste, hvad det er - altså at smide Geithner og Summers ud af politbureauet."

- Et af hans valgløfter var, at forandring i Washington kun vil ske, såfremt lobbyisme og kampagnebidrags korrumpering af politikere ophører. Indtil nu er meget lidt blevet udrettet; Obama-bevægelsen er gået i hi. Så hvordan får han sat sin vilje igennem?

"Indtil nu har Obama taget syvmileskridt. Siden Anden Verdenskrig har ingen præsident præsenteret så drastisk et reformprogram og så omfattende økonomiske tilskud til industri- og finanslivet. Fra et progressivt synspunkt vil sundhedsreformen og den grønne økonomi udgøre permanente fremskridt. På den anden side har han måttet forære enorme summer til Wall Street og bilindustrien, etc. for at opnå til deres tilsagn."

- Er der ikke en en indbygget modsigelse her? Hvordan kan præsidenten tro, at Wall Street vil hjælpe med at reformere sig selv?

"Alle USA's store præsidenter har forstået, at fremskridt kun sker ved konstant at promovere de fundamentale modsætninger i samfundet, indtil de modnes, og frugten falder fra træet. I september 1940 stod Franklin Roosevelt her i Boston og lovede irsk-amerikanerne, at han ikke ville alliere USA med deres forhadte britiske ærkefjende og gå i krig mod tyskerne. I løbet af de næste to år forberedte han støt og roligt opinionen på det uundgåelige, og så gav Pearl Harbor ham chancen. Abraham Lincoln støttede befrielsen af de sorte slaver i Sydstaterne, men Nordstaterne ville aldrig have vundet, hvis han samtidig havde givet åben støtte til lige borgerrettigheder. Denne klassiske lederrolle spiller Obama også. Han spiller på flere heste. Vi ved bare ikke, hvordan det vil ende," siger Richard Parker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kaarup

Det er givetvis også den britiske superøkonom John Maynard Keynes som foreslår at lade insolvente selskaber gå konkurs uden at modtage en eneste krone fra statskassen.

Ansæt starks Richard Parker i et professoret på CBS, så vi kanfå lidt modtvægt til alle de Cepos drenge de har løbende rundt.