Læsetid: 5 min.

'Journalistiske krimier afslører, hvor meget fiktion og virkelighed er blandet sammen'

I denne weekend er der krimimesse i Horsens, hvor et stort antal forfattere og journalister mødes. Spørgsmålet er blot, hvem der er hvem. For journalister skriver kriminalromaner som aldrig før. Det ligger dem lige for at servere faktamættede plot - også selvom kvaliteten i nogle tilfælde halter, og krimierne afslører, at også journalistikken bygger på et fiktivt univers
I denne weekend er der krimimesse i Horsens, hvor et stort antal forfattere og journalister mødes. Spørgsmålet er blot, hvem der er hvem. For journalister skriver kriminalromaner som aldrig før. Det ligger dem lige for at servere faktamættede plot - også selvom kvaliteten i nogle tilfælde halter, og krimierne afslører, at også journalistikken bygger på et fiktivt univers
28. marts 2009

Kriminalromaner elsker journalister, men journalister elsker også kriminalromaner. Nu mere end nogensinde. Listen over krimiskrivende journalister er lang, og der er salg i det. Herhjemme har forfattere som Jens Henrik Jensen, Elsebeth Egholm og Sara Blædel de senere år toppet bestsellerlisterne og er efterhånden blevet repræsentanter for den samtidige danske kriminallitteratur.

Mange vil sikkert mene, at det er til gavn for historien, at den netop fortælles af en journalist, der jo dagligt er i berøring med den danske virkelighed, og derfor kan gengive den med stor troværdighed. Men den litterære kvalitet er sjældent i top - det gælder også troværdigheden, mener kolleger og anmeldere.

Kassesucceser

Leif Davidsen debuterede som forfatter i 1972 og blev først senere journalist. Han er enig i, at der er tale om en klar tendens, og forstår godt, at mange journalister vælger at skrive fiktion.

"Det er jo først og fremmest ønsket om at udtrykke noget om samtiden, som gør sig gældende hos journalister. Her er kriminalromanen ideel, eftersom den mere end nogen anden litterær genre stiller en aktuel samtidsdiagnose. Ting som kvindehandel og økonomisk svindel hører bedre hjemme i en kriminalroman end i et digt. Genren og indholdet appellerer til hinanden," siger Leif Davidsen, der på den anden side heller ikke er blind for, at den journalistiske tilgang godt kan foregå på bekostning af litterær kvalitet.

"De kriminalromaner, som er skrevet af journalister, er ofte mere et udtryk for fiktionaliseret dokumentar end egentlig litteratur. Derfor går mange af dem også hurtigt i glemmebogen. Journalisterne har en trang til at ville afspejle virkeligheden på en anden måde end f.eks. lyrikere, og det gør, at alt bliver meget faktaorienteret," siger Davidsen og fortsætter:

"Kriminalgenren er også forholdsvis let at gå til for folk, der er vant til at omgås og skrive om faktuelle begivenheder. Hvis en journalist gerne vil skrive en historie om en kvinde, der er offer for trafficking, er det langt lettere at skrive en kriminalroman, end det er at formulere en dyb og eksistentiel fortælling, hvor kvinden - altså personen - er i centrum. Han eller hun har jo træningen fra sit arbejde."

Men Davidsen påpeger, at der på grund af kriminalromanens voldsomme popularitet, sikkert også ligger et pres fra nogle forlag, som ønsker hurtige kroner i kassen.

"Jeg ville ikke blive overrasket, hvis jeg hørte, at forlagene simpelthen ringer rundt til populære journalister og spørger dem, om ikke de kunne have lyst til at skrive en kriminalroman. Jeg er sikker på, det er sket. Og på grund af krimiens nuværende popularitet er filtrene hos forlagene nok ikke så finmaskede," siger han.

Nynne-Noir vs. Kloge-Åge

Bo Tao Michaëlis, krimiekspert og anmelder på Politiken, er enig med Davidsen i, at journalister langt fra altid gør krimigenren en tjeneste.

"Journalister er jo nogle halvstuderede røvere, som er meget optaget af samfundet. De ser verden, som den er, og vil helst videreformidle den så enkelt og klart som muligt. Der passer kriminalromanen som fod i hose. Det er den foretrukne genre, når det gælder en god elementær historie, fortalt i et solidt realistisk sprog. De store analyser og synteser må Kloge-Åge og hans søster tage sig af," siger Michaëlis. Han er også enig med Davidsen, når det gælder det faktaorienterede aspekt ved den journalistiske kriminalroman:

"Midt i det hele kan man f.eks. støde på en alen lang beskrivelse af, hvor kummerligt det står til med vandrørene i Albanien eller noget i den stil. Pludselig skal man afbrydes af detaljeret og tør information, fordi den skrivende journalist ikke lige kan holde sig i skindet."

Forudsigelig krimi

Der er langt fra det klassiske kvalitetsplot til den danske parcelhuskrimi, som for tiden hærger landet. Michaëlis kalder den mest læbestiftsprægede del af genren for 'Nynne-Noir' med henvisning til successerien Nynnes Dagbog: "En eller anden kæk journalistpige lakerer lige neglene, og hov, så bliver hendes bedste veninde lige myrdet, og så går den vilde jagt ellers bare derudad. Det er simpelt, og det sælger," fastslår han.

Man kan også spekulere på, hvorvidt en journalist er i stand til at fralægge sig den kulturopfattelse, han eller hun er vant til at være talerør før. Ifølge Niels Lillelund, som selv er både journalist og forfatter, er den journalistiske kriminalroman i fare for at blive præget af nogle mainstream-værdier, man som journalist sjældent sætter spørgsmålstegn ved.

"Der er ting, som mange journalister simpelthen ikke overvejer eller kritiserer. De kommer ofte fra nogle institionelle rammer, som er præget af et bestemt livssyn, og hvor man har nogle faste overbevisninger om, hvordan samfundet er indrettet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig en person, som i årevis har været ansat i Politikens Hus, skrive en kriminalroman som Henrik Stangerups Manden, som ville være skyldig. Den handler om en mand, der netop vil gøre op med hele det doxa, som påstår, at alle forbrydelser i bund og grund er 'samfundets skyld'. Han vil ikke fravristes ansvaret for sine egne valg og handlinger. Den vinkel finder du sjældent i nutidens kriminalroman, og da slet ikke i den typisk journalistiske. Her er det stadig samfundet og 'systemet', der er den store synder."

Lillelund er også skeptisk over for det, at aktuelle emner som terrorisme, bandekrige, økonomisk kriminalitet osv. osv. konstant bliver omdrejningspunkter for et handlingsmættet, men temmelig trivielt og forudsigeligt plot.

"Kunstnerisk set har de romaner sjældent nogen værdi," siger Lillelund.

Fiktion om fiktion

Men det mest alvorlige er ifølge Lillelund ikke en fiktion, som bygger på journalistik, men omvendt en journalistik, der bygger på fiktion. Mange journalister springer nemlig fra det ene fiktive univers til det andet, og her kan fiktionen være med til at afsløre deres forvrængede verdensbillede. Selvom tv-serien Livvagterne ikke er skrevet af journalister, peger Lillelund alligevel på, at den giver et ganske godt billede af den pyntede virkelighed, nogle journalister tror, de lever i.

"Tag nu det her afsnit, hvor en jysk godsejer har en gruppe tabere boende, som i bedste guerillastil planlægger et attentat på en muslimsk kulturminister, fordi 'nok simpelthen må være nok'. Det er jo helt tåbeligt og spekulativt. Sådan ser virkeligheden ikke ud!" siger Lillelund og fortsætter:

"Desværre tror jeg, at der er mange mennesker, inklusive journalister, som har det billede af verden. Det er jo i sidste ende journalister, som har skabt det billede. Det er fiktion, som bygger på fiktion. På samme måde med journalistiske kriminalromaner. De er ikke mere virkelighedstro, fordi de er skrevet af journalister. De afslører blot, hvor meget virkelighed og fiktion er blandet sammen - om det så er i pressen eller i romanen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Lillelund trænger til at få sine virkeligheds-briller pudset, mener jeg. Hvem er det, der har dødslister? Hvem er det der har våben liggende? Det er nazisterne.... Og Lillelund aner intet om, hvad der foregår herovre på de jyske godser...

Og Nej, Lillelund - virkeligheden ser jo heller ikke sådan ud, at miljøbevægelsen er rundet af gamle terrorister, der kidnapper den engelske miljø-minister....

Der er en grund til, at det kaldes fiktion...

Og den der med at det hele er samfundets skyld; det er altså mindst 40 år siden, den var gangbar, Lillelund...