Baggrund
Læsetid: 10 min.

Kapitalisme ved Jøkelen

Essay. Ville det have været muligt at tæmme de mænd, som af pengene lod sig forvandle til aber? Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson skriver, at det var politikernes opgave, men at de snarere lod aberne tæmme dem. Han spørger, hvad det dog er for et tag, rigmændene har på politikerne?
Bonus? Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson skriver, at der faktisk var dem, der påstod, at supermarkedskæden Bonus, der er en islandsk pendant til Netto og ejet af investeringsselskabet Baugur Group, var den bedste forbedring af den brede befolknings levevilkår. De betragtede direktøren, Jóhannes Jonsson, som en slags almuens Robin Hood. -Der var da nogle stykker, der hviskede om visse tvivlsomme forretningsmetoder, men andre sagde, at man roligt kunne nedlægge fagforeningerne, for Bonus ville ordne det hele-.

Bonus? Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson skriver, at der faktisk var dem, der påstod, at supermarkedskæden Bonus, der er en islandsk pendant til Netto og ejet af investeringsselskabet Baugur Group, var den bedste forbedring af den brede befolknings levevilkår. De betragtede direktøren, Jóhannes Jonsson, som en slags almuens Robin Hood. -Der var da nogle stykker, der hviskede om visse tvivlsomme forretningsmetoder, men andre sagde, at man roligt kunne nedlægge fagforeningerne, for Bonus ville ordne det hele-.

Moderne Tider
14. marts 2009

Vi reagerede positivt og fremviste vores hjem. Gæsten sagde: Hvor bor I pænt.

Fattigkvartererne har vi inden i os selv.

Sådan skriver den svenske digter Tomas Tranströmer, og man må sige, at heri viser sig digtets sandhed, den livskerne, det rummer, og som ingen anden scene formår at spænde over. Ingen ved, hvad der gør digtet til besidderen af den sandhed, som ikke lader sig formulere ad anden vej. Ikke filosofien, ikke teologien, ikke logikken, slet ikke politikken, kan udtrykke den sandhed, som digtet synes i stand til at gribe fat i. Hertil kræves trylleri, sprogets trylleri. Dets magi bygger på tanken, og et digt bliver til, når tanke og følelse glider sammen.

"Der er ikke særlig meget opsigtsvækkende ved digte. Ikke desto mindre dør mange på ynkelig vis som følge af mangel på det, man kan finde i dem," digtede en anden poet, William Carlos Williams, der også var læge og vidste nøjagtig, hvad han talte om. Det siger derfor mere om nutiden end om digtet, at der er så få, der opsøger det. Det opnår ikke nævneværdig tilslutning i opinionsundersøgelser, og det har i lang tid måttet gå arbejdsløst i et samfund, der dyrker overfladiskheden. Men hermed er ikke alting sagt, for digtet vågner til live under de besynderligste omstændigheder og får stemme. Ikke uligt folkets protester. Digtet er en kamp imod tomheden og en søgen efter et indhold i tilværelsen. Den nylig overståede velstandstid, nyliberalismens år, var et liv uden poesi, en indholdsløs jagen efter tomheden. Sådan lyder gravskriften over dén periode.

Sådan kunne jeg nok blive ved at strikke, men hvad med fattigkvartererne? Findes de inden i os selv? Hvordan måler vi denne form for handelsbalance? Er inflationen høj hos smerten? Hvad er glædens børsindeks? Eller skulle vi snarere spørge: Hvad blev der af omsorgen midt i al rigdommen? Førte liberalismens økonomiske system, som nu er ved at gå til grunde, os væk fra samfølelse og sammenhold? Hvordan kom den store kage, som nyliberalismens øverste apostel, Hannes Hólmsteinn Gissurarson (islandsk professor i Statskundskab og stærk fortaler for markedskræfterne, red.), talte så meget om, i maven, og hvem har man udset til at gøre rent oven på alt det fordøjelsesbesvær, som den har forvoldt? Andre mennesker, af anden etnisk herkomst, kom ind og gjorde det grove arbejde. Hvordan betragter vi de mennesker? Hvordan tog vi imod dem? Sagde folk simpelt hen: Det er bare nogle udlændinge, dem skaffer vi os af med, når arbejdet er udført? Hørte man aldrig det synspunkt fremført? Hvordan er asylansøgerne blevet modtaget, vores mindste brødre? Har pastor Pálmi Matthíasson givet politimyndighed og domstole besked på at være rare ved dem? Hvordan ville det være, hvis biskoppen gav Udlændingetilsynet besked på at drage ud på Reykjanes, ud til lufthavnen, og tage nogle flygtninge i sin favn? Har præsidenten tænkt sig at invitere dem hjem til middag på Bessastadir ligesom Martha Stewart og finansfyrsterne?

I ROMANEN Verdens lys af Halldór Laxness (1937-40, da. 1937-41, samlet udg. 1962) hedder det et sted:

"- Min ven, sagde anden herre og omfavnede digteren. Banken er lukket. Englænderne har lukket banken. - Også det, sagde digteren. - Og hvad er grunden til, at englænderne har lukket banken? sagde anden herre. Det er, fordi der ikke mere er nogen penge i banken. Juel har tømt banken. Juel har bortødslet alle de midler, som englænderne af deres hjertensgodhed lånte dette ulykkelige folk. Juel har sænket alle englændernes penge ned på havets bund. Derfor er banken lukket."

Hvis omsorgen før var begrænset midt i rigdommen, hvordan bliver den så under den fattigdom, som tegner sig forude? Nu hvor Juel har lænset bankerne. Velstanden var jo ikke lige stor hos alle. Vi så folkepensionister krybe sammen i usle rønner, løsgængere der ikke havde noget at hælde hovedet til, hjemløse tiggere. Lave lønninger ansås nærmest for utænkelige, og mellemindkomster rakte lige akkurat til at betale afdrag og forsørge en familie, selv hos dem der ikke havde fladskærm eller autocamper eller faste pladser til laksefiskeri. Det står i det mindste klart for enhver, at det ikke var dem med de laveste indkomster, som ødslede alle de penge bort, der strømmede ind i landet via ICESAVE kontoerne (Bankfilialer, som Landsbankinn åbnede i England og Holland, idet de lovede højere renter af indeståender, som var garanteret af den islandske stat, uden at folk havde kendskab hertil, og uden at Finanstilsynet gjorde indsigelse imod arrangementet, red.). Jeg vil ikke erklære mig selv uskyldig, men jeg havde aldrig så meget som hørt om disse ICESAVE-konti, før end jeg blev sat under terrorlovgivning. Og nu når vi taler om sammenhold, så var der faktisk dem, der påstod, at Bonus (Islands svar på Netto og ejet af investeringsselskabet Baugur Group, red.) var den bedste forbedring af den brede befolknings levevilkår, og betragtede direktøren, Jóhannes i Bonus, som en slags almuens Robin Hood. Der var da nogle stykker, der hviskede om visse tvivlsomme forretningsmetoder, men andre sagde, at man roligt kunne nedlægge fagforeningerne, for Bonus ville ordne det hele, og det ser også for mange ud, som om det var det, der kom til at ske. I hvert fald står vi tilbage med en svækket fagbevægelse, som i stedet for at føre faglig kamp har opfattet erhvervslivet som sin arena og spillet hasard med medlemmernes pensioner, tit af fuldstændig ansvarsløshed. Og ikke nok med det: Vi står også tilbage med Bonus-matadorerne og alle de andre Jueler, der har bragt landet til fallit, men bare venter på at slå kløerne i det hele igen. Tænk, hvis der var nogen, der lod indrykke en helsidesannonce, hvor folk blev opfordret til ikke at handle i Bonus, på samme måde som dengang ejeren af Bonus blandede sig i den sidste valgkamp med en helsidesannonce imod en bestemt kandidat?

ERHVERVSLIVET HAR åbenbart tænkt sig at følge sit eget hoved, og folk spørger sig selv, hvordan det dog kan gå til, at hele dette slæng har sådan et tag på de politiske partier. Der tales om tusind milliarder islandske kroner fra Baugur-imperiet, hvortil kommer Landsbankens ICESAVE-konti. De taler om besiddelser til gengæld. Hvilke besiddelser drejer det sig om?

Endnu en gang fristes man til at bringe Halldór Laxness på banen, denne gang med en beskrivelse hentet i Den store væver fra Kashmir (1927, da. 1975): "Ved afslutningen af en dårlig fiskesæson kan man være vis på, at en høj, elegant mand sniger sig ind ad bankernes bagdøre. Det er Ørnolf Ellidason. Med udsøgt høflighed antyder han, at det måske vil være gavnligere. at bankerne tømmer deres reserver til fordel for hans firma, end at staten går bankerot. Med al respekt for folket vil han have lov til at stikke hånden ned i lommen på hvert eneste menneske i landet og hugge en tredjedel af hver krones værdi, så at Ylfing kan fortsætte spekulationerne."

Skal vi sammenligne ICESAVE-kontiene med plagiat? Lad os lige forestille os, at en islandsk forfatter tyvstjal en engelsk eller hollandsk forfatters værk, og at bogen blev så populær, at den islandske forfatter tjente en stor sum penge, ganske vist ikke helt i samme målestok som det islandske jetset, men bare sådan i almindelig målestok. Når det så kom frem, ville der blive ført proces, og så ville forfatteren, men ikke hans folk stå til ansvar. Det samme burde gælde ICESAVE-kontiene. Ansvaret bør her påhvile Landsbanken og dem, der ledede den. Ikke desto mindre står det klart, at matadorerne ikke har tænkt sig at stå til ansvar, for de mener overhovedet ikke, at de bærer noget ansvar. De opfatter udelukkende ordet ansvar i dets juridiske betydning. Det eneste, de siger, er: Jeg foretog mig intet ulovligt. I deres verden har ordet ansvar ikke nogen social eller etisk betydning. Sådan er pengenes verden. Den grådighed, som følger af den, synes at fremelske en sindslidelse, psykopati.

Det siges, at den slags mennesker tror på deres egne løgne. Nu har jeg ikke tænkt mig at psykoanalysere rigmænd, men det rimer smukt med deres undskyldninger for bankernes sammenbrud og med deres fornægtelse af ethvert ansvar. Økonomerne burde nok advare imod en sådan analyse, bestående i at betragte sammenbruddet ud fra menneskelige brøstfældigheder. Hvis de økonomiske lovmæssigheder er kernen, så er grådighedens skyggesider bare den ydre manifestation. Bekymrede liberalismens samfund sig måske om regler? Hvis vi kigger på sagen i lyset af Den Højes Ord, som man kunne kalde kulturarvens etiske budskab, så lyder spørgsmålet: Ville det have været muligt at tæmme de mænd, som af pengene lod sig forvandle til aber? Dette var politikernes opgave, men det synes nærmest, som om aberne tæmmede dem. Hvordan bar de sig ad med det?

I en artikel af Thorvaldur Gylfason i det seneste nummer af tidsskriftet Skirnir under titlen 'Får lemfældigheden da aldrig ende?' hedder det: "Mange advarede imod den risiko, der bestod i at lægge bankerne i hænderne på uerfarne folk, både inden for og uden for bankerne, men der blev ikke lyttet til advarslerne." Ja, hvad er det for et tag, rigmændene har haft på de politiske partier? Og Thorvaldur Gylfason skriver videre i samme artikel: "Begivenhedsforløbet tog sin begyndelse for et kvart århundrede siden med indførelsen af kvotesystemet, da de politiske magthavere blev enige om at tildele skibsrederne gratis adgang til nationens fælles naturresurser. Denne dybt uretfærdige beslutning, som alle Altingets partier havde ansvaret for i samdrægtig apati, nedsatte de politiske magthaveres moral i en sådan grad, at man ikke behøvede at vente længe på, at andre og måske endnu mere skæbnesvangre beslutninger af samme skuffe ville se dagens lys. Hvorfor skulle mænd, der ikke betænkte sig på at skabe en ny klasse af rigmænd ved gratis udlevering af fangstkvoter til nogle få udvalgte, tøve med at te sig på samme måde, når det gjaldt privatiseringen af banker og andre statsvirksomheder? Det måtte nødvendigvis gå, som det gik."

Igen og igen bliver vi nødt til at spørge: Kan vi have tillid til, at disse politikere og det politiske system som sådan kan føre os ud af de vanskeligheder, som de og det selv har ført os ud i? Nej, det kan vi ikke. Nu for tiden tyder alle reaktioner fra de ledende politikere på, at de har tænkt sig at forære hele samfundet til alle dets gamle magthavere endnu en gang. Men hvordan kan dybt forgældede personer købe det ene firma efter det andet af hinanden? Rigmændenes opførsel kan sammenlignes med en mand, som skylder en anden mand en stor sum penge. Han siger til manden: Jeg kan ikke betale dig. Min tegnebog er tom. Ikke desto mindre er tegnebøgerne spækket med penge. Høje, elegante mænd med gummerne fulde af guld strømmer ind i bankerne, og den almindelige befolkning bliver faktisk holdt for nar. Her kunne den førnævnte diagnose komme på tale. For disse mennesker lever helt enkelt i et andet system, på et andet plan, end andre mennesker i samfundet.

JA, DER DUMPER mange guldkorn ud af munden på økonomerne for tiden. Liberalismen består fortsat. For kort tid siden ytrede en økonom i et radioprogram, at han kunne se et spinkelt håb i udsigten til, at de pengestærke rigmænd snart ville flytte deres penge hjem til Island og købe den almindelige befolknings ejendomme for en slik. Når først folk er gået fallit. Det er, hvad rigmændene venter på, og det skal bringes til udførelse under regeringens beskyttende vinger. Det er sket før, under andre finanskriser. Sådan er de betingelser, man er i færd med at skabe. Dette er liberalismens fremgangsmåde til at styrke de riges herredømme. Krisen er deres værk. Dette er den rædselsgerning, som rigmændene vil udføre, trygt beskyttet af de ledende politikere. En amerikansk finansmagnat formulerede det sådan, at det var bedst at købe ejendomme, når alting var kaos og blodet flød i gaderne. Er det, hvad regeringen venter på? Det er allerede begyndt. De gældstyngede virksomheder går gældfrie tilbage til deres tidligere ejere. De bliver smurt i hoved og røv. Mennesker, der skylder tusind milliarder, får det hele forærende, så nemt som at drikke vand. Det er det system, de vil indføre, sådan at tingene kan fortsætte i den gamle gænge. Derfor sidder de samme personer i de samme stillinger. Alt imens vi andre sidder tilbage med en gæld på, nogle siger ti, andre siger tyve millioner islandske kroner pr. person, børn såvel som voksne. Kilderne stemmer ikke helt overens på dette punkt, lige så lidt som på andre punkter. Men med i denne gæld er ikke regnet almindelige boliglån eller det økonomiske tab, der er sket med kronekursens fald, konkurserne og de mistede job. Ingenting skal forandres, lige med undtagelse af, at vi nu bliver nødt til at trælle for den gæld, som er blevet væltet over på os. Og endnu en gang spørger jeg, og efterlyser jeg, et svar: Hvad er det dog for et tag, rigmændene har på politikerne?

Det vil være passende at slutte af med for tredje gang at citere Halldór Laxness, denne gang fra Kristenliv ved Jøkelen (1968, da. 1969): Der bliver spurgt: "Hvad er et lynfryseri?" Og svaret er: "Det er islandske foretagender. Galgenfugle bygger dem for understøttelse fra staten, derefter får de understøttelse af staten til at drive dem, så lader de staten betale al gælden, men går endelig fallit og lader staten udrede fallitboet. Hvis der sker den ulykke, at der engang kommer penge i kassen, tager de spøgefugle ud for at more sig."

Oversat af Erik Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her