Læsetid: 3 min.

Motto: Fader Vor, du som er ...

Jeg ved, at jeg måske har skrevet en af mine bedste bøger, uanset hvad anmelderne siger. Jeg har sat punktum fra 'FARS' for 20 år siden og til i dag. Men bange, det er jeg, skriver Synnøve Søe, der netop har udgivet romanen 'Skrifte'
Jeg ved, at jeg måske har skrevet en af mine bedste bøger, uanset hvad anmelderne siger. Jeg har sat punktum fra 'FARS' for 20 år siden og til i dag. Men bange, det er jeg, skriver Synnøve Søe, der netop har udgivet romanen 'Skrifte'
27. marts 2009

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Jeg er kærlig og alt for hidsig.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At skrive. Jeg skriver så meget lort og skrotter det. Ud! I 12 år kunne jeg intet få udgivet, alle forlag afslog mine bøger, pludselig med redaktøren Hans Henrik Schwab var der en solstråle. Den bog vil vi have. Men der lå jo stakke af skrevne bøger her hos mig i lille Snogebæk på Bornholm, så det, der kan virke som hurtigt skrevet, er år gennem min vridemaskine. Jeg er 12 år bagud.

- Hvad er din seneste anskaffelse?

To pakker hamburgerryg i skiver, jeg er så sulten.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Mine elskede venner og veninder er mine helte og heltinder - min familie, jeg elsker dem med alle deres forskelligheder! Åh, hvor jeg elsker dem!

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Jeg valgte ikke Romeo, min dreng på ti år, han kom bare efter heftig rullen med en meget ung dreng, der ikke var parat til at være far. Det er han nu. En super far. Glem bøger, aviser, fjernsyn og fede checks - jeg blev mor til Romeo, det er det største der er sket i mit liv!!!

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg hele tiden skal forsvare, at jeg skriver, som jeg gør. Er det din dagbog, spørger journalister. Gu' er det ej. Det er litteratur og ja, med afsæt i mit eget liv. Jeg er ikke nogen bestseller, men jeg har verdens mest trofaste og kærlige læsere, de læser med deres eget liv som indsats - derfor er de mine. Ingen misforståelser der. Mine læsere tør, kan og vil - komme videre, og det er det, jeg skriver om. Om lidt er vi døde, så lev, læs og dans!

- Hvad er din største bedrift?

Min dreng, og så at jeg meget overraskende fik alle mine læseres skattepenge, Kunstfondens 3-årige legat sidste år. 'Hvor er du berømt, mor,' sagde Romeo. Nej, min dreng, jeg skriver hver dag og er så ensom, jeg giver, river, skriver og fik legatet. Tusind, tusind tak til jer alle!

- Dine største fejl?

Jeg er for hidsig og jeg blander mig for meget. Rædsom kælling er jeg. Gid jeg var sådan en type med lyserøde roser...

- Din drøm om lykken?

Lykken er Romeo og derefter mine læsere. Ja, det lyder dumt, men det er det eneste, jeg foretager mig i mit liv, leger, spiller, slås med Romeo eller skriver. Mit liv er lille. Mit arbejde er meget vigtigt. Jeg har altid kun haft mandlige redaktører og været meget glad for dem. Med Skrifte har jeg fået en kvindelig redaktør. Det er noget helt andet. Jeg er fuld af beundring for hendes viden og kunnen!

- Din sindsstemning lige nu?

Nervøs, bange, lille, men ved at jeg måske har skrevet en af mine bedste bøger, uanset hvad anmelderne siger. Jeg har sat punktum fra FARS for 20 år siden og til i dag. Men bange, det er jeg.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Vær et ordentligt menneske. Lyt til dine medmennesker, favn dem og se dem!

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Guernica af Pablo Picasso. Jeg så det i Madrid og måtte tage solbriller på, så meget græd jeg. Jeg har set så mange reproduktioner af det maleri, og de var grimme, da jeg så det i virkeligheden måtte jeg bare overgive mig og hviske: Jeg elsker dig, Pablo!

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Mit sorte sind - jeg vil så gerne grine og have det sjovt. Jeg lever kun - kun - når Romeo er hjemme, eller når jeg skriver. Mit dumme sorte og bange sind, det er det værste ved mig!

- Dit motto?

Fader Vor, du som er i himlen ...

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu