Baggrund
Læsetid: 4 min.

Når det rigtige bliver helt forkert

Er det et tilfælde, at det ofte er de svageste borgere, de senildemente ældre og de svært handicappede, som udsættes for natlige afvaskninger og overmedicinering i velfærdsstatens institutioner?
Omsorg. At man vækker de gamle om natten for at vaske dem, så der bliver bedre tid omsorgen i dagtimerne, står som et foreløbigt monument over det, man burde, men ikke kunne gennemføre i praksis.

Omsorg. At man vækker de gamle om natten for at vaske dem, så der bliver bedre tid omsorgen i dagtimerne, står som et foreløbigt monument over det, man burde, men ikke kunne gennemføre i praksis.

Kristine Killerich

Moderne Tider
28. marts 2009

Det er sådan set korrekt. Dagpersonalet har travlt med at pleje og drage omsorg, de arbejder på plejehjemmet i de perioder, hvor de ældre, demente beboere er vågne og kræver opmærksomhed. Natpersonalet har derimod ikke så travlt, fordi de ældre sædvanligvis sover om natten. Så hvis man vil effektivisere driften, kan man vække nogle af de ældre om natten og vaske dem. Hvis man anskuer institutionen som en fabrik, der skal have ekspederet så mange omsorgsopgaver så hurtigt som muligt, er det rationelt og rigtigt at vække dem, der sover, vaske dem, og bagefter lægge dem tilbage i seng. Man kan i den logik ikke fortænke ledelsen på plejehjemmet Bjørnshøj nord for Århus i, at man har optimeret driften og gennemført nattevaskninger af ældre beboere.

Men det, der i en administrativ logik forekommer rigtigt og rationelt, er for en plejelogik aldeles forkert og vanvittigt. Da den nye nattevask-metode i denne uge blev afsløret, vakte det offentlig alarm. Alle ansvarlige instanser fra plejepersonale til lokalpolitikere tog afstand fra metoden. Det mindede jo om tortur at vække sovende borgere midt om natten med afvaskninger. Det blev sagt, at episoden afdækkede et 'menneskesyn', som slet ikke harmonerede med vores forestillinger om omsorg i velfærdsstaten. Det er skandaløst, og det blev en skandale. Og det blev ikke mindre af, at det går ud over en gruppe, som ikke selv kan svare for sig. Det var de senildemente, som man ikke tror på, hvis de klager. Akkurat ligesom det var de svært handicappede på institutioner i København, der blev så overmedicinerede, at de nærmest var bedøvede. Det er dem, som er sværest at pleje, og som produktive og perfekte familier ikke selv kan rumme. Det er dem, der har størst behov for omsorgen, og det er dem, man i andre samfund end den humanistiske velfærdsstat aldrig ville overlade til professionel personale i døgndrift. Spædbørn plejes og passes, beundres og forgudes. De ældre og dem, der slet ikke kan klare sig, anbringes på institutioner, hvor pårørende aflægger rutinebesøg i afmålte tidsrum.

Opsigelser

"Der er ingen af os, der ønsker at komme på plejehjem, når vi bliver gamle," udtalte en plejer på Bjørnshøj til Ekstra Bladet. De ville ikke selv behandles sådan, som deres daglige arbejdsbetingelser dikterer, at de behandler de gamle. Og de vil ikke længere være med til at behandle de ældre på institutionen sådan, som de har gjort indtil for nylig. Ledelsen hævder nu, at man kun ville vaske de ældre om natten, som allerede var vågne. Hvis det skulle være korrekt, er det bare svært at forklare, hvorfor flere ansatte har valgt at sige op i protest. Regeringen Fogh har haft travlt med at appellere til omsorgspersonalets såkaldte kalds-etik. De offentligt ansatte skal ikke tænke som lønmodtagere på en fabrik, de skal føle et særligt ansvar for de mennesker, som de betales for at drage omsorg. Her følger personalet deres kaldsetik, og den tilsiger dem at sige op.

Kvalitetsreform

Produktivitetstænkningen underminerer deres professionelle selvforståelse. Denne tænkning måler succes på sygehusene efter, hvor mange operationer, der produceres om året, og den måler succes på universiteterne efter hvor mange kandidater, der produceres. Det skandaløse bliver i den optik afstanden mellem den administrative målestok og den professionelle kvalitet. Offentlige institutioner kan således 'performe' evalueringsskemaer i centraladministration, samtidig med at professionerne i den offentlige sektor oplaver, at de ikke kan leve op til deres egen faglige kriterier. De embedsmænd i Finansministeriet, der for år 10 år siden systematiserede produktivitetstænkningen efter det, der er kendt som New Public Management, trådte for et par år siden frem i en sensationel kronik, hvor de slog fast, at deres projekt havde slået fejl. Det var gået for langt og for vidt, og det var gået ud over kvaliteten af kerneydelserne i den offentlige sektor. Historien fra Århus er jo ikke ny. Det er ikke en afsløring af noget, som man ikke anede,fandt sted. Det påfaldende er tværtimod, at man har hørt den type historier så mange gange før. Det valg i 2001, som siden er blevet kaldt et 'systemskifte', var i hvert fald i det perspektiv systembevarende. Dengang lovede landets kommende statsminister, at det skulle være slut med stopurstyranniet. Det sagde han efter en serie af tilsvarende historier om kollisioner mellem det, der var administrativt korrekt og pleje-mæssigt vanvittigt. Problemet er politisk kendt, det er genkendt og adresseret, men det er stadig ikke løst. Kvalitetsreformen står tilbage som monument over det, man vidste, at man burde gøre, men ikke kunne gennemføre i praksis. Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen bider tænderne sammen og erkender den offentlige sektor som en betingelse for Danmarks konkurrenceevne, men hans hustru Anne-Mette Rasmussen kender institutionerne indefra. Hun har arbejdet som pædagog i en årrække og i sin brevkasse i Familie-Journalen anbefaler hun, at man søger privatskoler til sine børn, hvis man vil have engagement og inspiration. Hun tror tilsyneladende ikke på kaldsetikken i den offentlige sektor. Det kan være, at hun har indset, at målestoksstyringen gør det fuldstændigt uacceptable til noget rigtig og rationelt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her