Nikolaj Zeuthen: Jeg ville hellere være som Dan Turèll, men det kan jeg ikke finde ud af

Man kan ikke lade være med at grine genkendende, når man læser Nikolaj Zeuthens debut, digtsamlingen Oliebål, men man fryser også lidt, for skildringerne af mænd som brovter over brunchen, har en undertone af tristhed. Uværgeligt kommer man til at tænke på det bedste fra 70'ernes knækprosa, men hvor Vita Andersens store hit Tryghedsnarkomaner handlede om underlegne, overspisende kvinder, skildrer Nikolaj Zeuthen en flok mandlige succesjunkier, som hele tiden gør opmærksom på deres egen fremgang af rædsel for, at den forsvinder lige om lidt.

"Vi får jo hele tiden at vide fra højeste sted, at vi skal yde og præstere, fordi Danmark er i konkurrence med andre nationer, og alle skal hjælpe med at få hjulene til at køre rundt. Jeg hørte lige i Radioavisen, at antallet af førtidspensionister med psykiske lidelser er eksploderet, og det tror jeg skyldes, at folk har så mange ambitioner og stiller så store krav til sig selv," siger Nikolaj Zeuthen, som selv kæmper med trangen til at gå på jagt efter den ultimative succes.

Den konstante ambition

"Når jeg dyrker sport, er jeg en dårlig taber, og jeg kommer nemt til at gå alt for meget op i at vinde. Det var lidt det samme, da jeg begyndte at skrive. Jeg ville jo gøre det så godt som muligt, og jeg ville gerne have tingene ud og leve i offentligheden, men jeg kunne bare ikke finde ud af at få bogen skrevet. Jeg tog fire måneder fri fra min ph.d. for at være digter, men der kom ikke noget ud af det. Tværtimod begyndte jeg at skrive sådan nogle digte, som jeg forestillede mig en digter ville skrive, og de var dårlige," siger Nikolaj Zeuthen.

Nikolaj Zeuthen tager imod iført dagens digteruniform. En grødplettet sweatshirt og et par cowboybukser, som er så tyndslidte, at man kan se de turkisgrønne underbukser gennem gylpen. Legetøj og digtsamlinger ligger og flyder og afslører, at Nikolaj Zeuthen sætter pris på letforståelige danske digtere som Frank Jæger og Dan Turèll. Hans lejlighed er stor og lys, for han har lige fået udvidet familiens andelslejlighed med lejligheden nedenunder og har måttet skaffe sig et fast job på universitet for at betale afdragene på lånene. Det både glæder og generer ham, for egentlig ville han gerne være en fuldgyldig boheme, men samtidig er kombinationen af akademisk stringens og lyrisk inspiration også en måde at få begge discipliner ned på jorden.

– Hvor kommer din ambition fra?

"Ambition er faktisk et ord, som jeg har det ret svært med. Når jeg oplever kunst, er jeg meget overfølsom overfor, om kunstneren prøver at imponere mig eller at leve op til dit og dat. Det synes jeg ødelægger oplevelsen. Men hvis du spørger om, hvor min egen personlige ambition kommer fra..."

- Ja tak?

"Ja, så kan jeg sige noget kedeligt psykoanalytisk, men hvis jeg skal sige det på en måde, som ikke fremstiller det alt for grimt..."

– Du kan bare sige det ...

"Jamen ... Jeg var nok sådan én, som kunne det hele ret nemt. Jeg kunne ret hurtigt regne ud, hvordan man fik høje karakterer, og jeg kunne hurtigt regne ud, hvordan man blev populær. Jeg havde det ikke særligt godt i skolen, men jeg klarede mig altid vildt godt, og det fortsatte så på universitetet, hvor det var nemt for mig at få 13. Det har måske betydet, at jeg fik lyst til at give mig i kast med noget som at skrive digte, hvor man ikke kunne regne den ud. Hvor man netop tabte, hver gang man forsøgte at regne den ud, fordi man skal lave noget, som er originalt."

– At være original er vel også det ultimative krav, man kan stille til sig selv?

"Jo, det kan man måske godt sige. Men det sjove er, at nogle gange, når jeg sidder og skriver, så kan jeg pludselig skrive meget frit, fordi jeg har lagt alle ambitioner på hylden. Jeg skrev de her digte, lige efter at jeg var blevet færdig med min ph.d., og pludselig kom de bare på 14 dage, og så synes jeg, at de udsagde noget interessant. Og så var det, som var det vigtige. At få dem udgivet var i virkeligheden det mindst spændende i processen."

På omslaget til Oliebål poserer Nikolaj Zeuthen med sin kone og to små børn på en travl hverdagsmorgen. De ligner nærmest en mismodig parodi på overskudsmenneskene fra forsiden af megasællerten Kernesund familie. I baggrunden af billedet står rødvin, dåseøl og indkøbsnet og peger på et andet af digtsamlingens temaer: Det konstante forbrug, som det er umuligt at undslippe.

Spaghetti bolognese med skyld på

"Vi får hele tiden at vide, hvor vigtigt det er med vækst, men vækst er jo bare, at alle skal have flere penge mellem hænderne. Her under finanskrisen får vi igen at vide, at det er meget vigtigt, at man bliver ved med at være tillidsfuld forbruger. Og samtidig er der så en miljødagsorden, som siger lige præcis det modsatte. Det fucker mit eget hoved op: At man skal gå og holde begge bolde i luften og høre helt modsatrettede ting fra de mennesker, som styrer Danmark."

– Hvilken en af boldene ender du så med at tabe?

"Jamen jeg kan jo ikke sige mig fri for at være formet af, hvor jeg lever. Jeg føler også, at der skal tjenes penge, og jeg har haft det dårligt, hver gang jeg var på dagpenge, men samtidig så skammer jeg mig over, hvor mange ting, som vi har anskaffet os. Jeg bor på Frederiksberg og her er en Irma, en Føtex, en Superbrugsen, en Aldi og en Irma til, og hvis man stiller sig op og ser på alle de mennesker, som kommer ud med alle de poser ... Man ser jo aldrig de maskiner, der laver alle de ting, som de har købt."

– Men du køber vel selv ind?

"Det er mig, som køber ind her i huset."

– Er det så med sådan en konstant dårlig smag i munden?

"Nej, ikke konstant, men vores samfund er bygget op på olie, og alle kan regne ud, at den olie slipper op, og alle er enige om, at det kommer til at ske snart. Så du ved, at hver gang du putter noget ned i kurven i supermarkedet, så fremrykker du det tidspunkt, hvor bålet går ud, og hvor vi fuldstændig må gentænke vores levevis. Hakket kød kan give mig sindssyg dårlig samvittighed ... Men ... vi får da stadig en god spaghetti bolognese herhjemme. Med dårlig samvittighed oven på."

– Lov mig at du ikke begynder at tænke over dine børns bleer. Det er helt sindssygt, hvor meget affald, der kommer ud af et blebarn?

"Ja, men jeg ved det godt! Og du har jo også de samme tanker. Det er der mange mennesker, som har, men problemet er, at man ikke kan træde ud af de livsmønstre og forbrugsmønstre, med mindre, man vil være en rigtig asocial mærkelig type, som sidder i sit hørtøj ude i skoven. Og det vil jeg jo ikke."

Nikolaj Zeuthens børn er opkaldt efter den klassiske læsebogs hovedpersoner: Lise og Ole. "Jeg kan godt lide den der lidt postulerede lykke, som ligger i de navne," siger han med et grin.

At være digter på dagpenge og ph.d.-studerende med lange deadlines har givet ham tid til at være sammen med sine børn, og netop derfor ville han gerne have sin familie med på omslaget til debuten. Han er træt af de mandlige digtere, som fremstiller sig selv ubundne og uden forpligtigelser.

– Er du også ambitiøs i forhold til at være en lykkelig familie og en god far?

"Det lyder meget helligt, men jeg prøver at implementere et princip i mit liv, ja du må undskylde, det var så en businessterm ... men altså, jeg tror, at man er mest ambitiøs på sin families vegne ved ikke at være det. Hvis jeg skal gøre mine børn til søde dejlige mennesker, så skal jeg netop være nærværende med dem. Jeg skal ikke være i gang med en deadline på computeren, når jeg leger med dem. Det er det samme som med digtene. Jeg har prøvet at være ambitiøs med mine digte i mange år, og det er altid gået galt. Så nu ved jeg det: Man må ikke være ambitiøs i processen, og det gælder både, når jeg skriver, og når jeg er sammen med mine børn."

– Dan Turèll er dit idol, og dine digte minder lidt om hans rent stilmæssigt, men samtidig er mange af Dan Turèlls digte jo beskrivelser af en varm tid med dejlige relationer, og det er dine digte mildest tal ikke?

"Ja! Og jeg har tænkt så meget over det. Jeg ser meget op til Dan Turèll, fordi han er så nærværende. Hans digte er så enkle og dybe på samme tid, og han prøver aldrig at puste sig op – og tillader sine digte ikke at være målrettede. Og når jeg så læser mine egne ting, så tænker jeg, at jeg er så vred og vil kritisere en hel masse. Jeg vil egentlig hellere være som Dan Turèll, men det kan jeg ikke finde ud af."