Læsetid: 7 min.

Den realistiske utopi

Den kendte britiske sociolog Anthony Giddens snakker om Marx, om fodbold - og ser klimaforandringer som udgangspunkt for en ny samfundsteori baseret på en utopisk tænkning
28. marts 2009

Anthony Giddens - eller 'Baron Giddens of Southgate' som den verdensberømte sociolog officielt hedder - er afslappet og tilbagelænet, da vi mødes i The House of Lords, det britiske parlaments Overhus.

"Og du har det fortsat godt?" spørger han næsten kammeratligt, da vi bevæger os ud af Black Rod's Garden Entrance, i den østlige ende af The Palace of Westminster, hvor han har sit kontor.

Vi kender ikke hinanden specielt godt, men Giddens - der i fordums tid var min overordnede på London School of Economics - har en evne til få folk til at føle sig godt tilpas.

Han er - som hans dialekt tydeligt viser - en mand af folket. Han forsøger ikke at skjule, at han er en 'cockney' - og vores samtale drejer sig ikke om sociologi, men om fodbold.

Han holder med Tottenham - og jeg er gooner (tilhænger af Arsenal, red.).

"Jeg kan egentlig godt lide Arsenal, selvom jeg holder med Spurs. Vi hjalp jer en del med sejren over Aston Villa," siger Giddens.

Marx

Vel ankommet til hans kontor, begynder han at snakke om sociologi. Men han skal hjælpes på vej.

-Kan vi stadig lære noget af de sociologiske klassikere, altså Max Weber, Karl Marx og Emile Durkheim?

"Marx diagnosticerede da kapitalismen meget godt. Og Emile Durkheims begreb om solidaritet er stadig relevant. Og Max Weber diskuterede politik som praksis og politik som idealisme. Det er stadig relevante diskussioner. Men nu er vi i en ny verden. End ikke Marx kunne forudse den teknologiske udvikling. Vi må udvikle vores egne sociale teorier. Og et af de spørgsmål, vi må tage hensyn til, er klimaforandringer og energiforsyning."

Det er Giddens' store nye ide.

Max Weber skrev i sin berømte bog om Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd fra 1904 om "det tidspunkt, hvor det sidste ton fossile brændstof er blevet brændt", men det var ikke meget andet end en metafor.

Giddens ønsker at tage over, hvor Weber slap.

Det handler Giddens næste - endnu ikke udkomne - bog The Politics of Climate Change om.

"Oliepriserne vil stige igen. Og vi er på vej mod et samfund, der ikke bygger på fossile brændstoffer. Det vil have en række fundamentale konsekvenser," siger han.

Men det er, som om der mangler noget af den storhed der kendetegnede de klassiske teoretikere. Jeg spørger Giddens:

- Men, med al respekt, har du en stor vision? Marx havde andet og mere end en liste af problemer. Han opbyggede en teori - og derefter en løsning. Det savner jeg i din tænkning.

Giddens svarer høfligt:

"Det har jeg mere eller mindre. Altså har jeg en opfattelse af, at markedet kan bruges - men på en anden måde end under dereguleringens epoke, hvor ingen tænkte langsigtet. Vi er på kanten af en ny økonomi. En der ikke er baseret på fossile brændstoffer. Vi vil leve i et egentligt postindustrielt samfund. Klimaforandringer finder sted. Det er udgangspunktet for enhver social teori."

Nogle af sætningerne er løsrevne, men der er sammenhæng.

"Jeg kan se konturerne af en ny teori, men den er stadig i sin vorden. Denne teori tager udgangspunkt i det, jeg kalder 'Giddens' paradoks': Ingen bekymrer sig om klimaforandringer, før de bliver synlige, men når de er synlige, er det for sent. Det er historisk enestående. Der har aldrig før været en usynlig politisk udfordring."

Historiens afslutning

Giddens tørrer sveden af panden:

"Jeg tror, vi er ved afslutningen på historiens afslutning," siger han med henvisning til den amerikanske filosof Francis Fukuyamas bog Historiens afslutning.

Denne bog bebudede i begyndelsen af 1990'erne, at markedskapitalismen var det højeste stadie i civilisationens udvikling, og at der intet alternativ var til den. Men det afviser Giddens - og pludselig taler han med overbevisning, patos og begejstring.

"Det er nødvendigt, at vi vender tilbage til en form for utopisk tænkning. Ikke at vi får et grønt Utopia, hvor vi alle cykler, men vi må tænke spekulativt," siger han. "Problemet er, at vi tænker negativt. Det der er brug for, er plads til begejstring. En opfattelse af, at guldalderen ligger foran os."

Igen vender Giddens tilbage til sin tro på en 'realistisk utopi'.

"Begejstring - ikke frygt!" som han siger.

"Jeg har været meget inspireret af den bog, som Ted Nordhaus og Michael Shellenberger skrev. I Break Through: From the death of environmentalism to the politics of possibility bemærkede de, at Martin Luther King sagde, 'Jeg har en drøm', og at han ikke sagde: 'Jeg har et mareridt'. Det er den samme positive tænkning, jeg efterlyser i debatten om klimaforandringer."

Men er noget sådant muligt? Sker der nogensinde forandringer?

I The Machiavellian Moment, en berømt bog af den New Zealandske historiker J. G.A. Pocock fra 1975, teoretiserede han over de perioder, hvor der skabes nye og blivende sociale strukturer som følge af tilsyneladende uoverstigelige problemer. I Firenze i renæssancen, under den engelske borgerkrig (cirka 1650) og under den amerikanske revolution godt 125 år senere blev der etableret en ny politisk arkitektur.

Giddens tror, at noget tilsvarende kan ske i dag.

Ligesom florentinerne i det 15. århundrede lever vi også i en usikker tid. Den store usikkerhed kan føre til katastrofer (som i 1930'erne), men det er også muligt, at det fører til et nyt 'Machiavellian Moment' - en ny politisk arkitektur.

"Jeg tror, der for første gang er udsigt til en global regulering af markederne. Det kan blive begyndelsen på noget nyt. Det er vigtigt, at vi ikke underkaster os kynismen," siger Giddens.

Hinsides Marx

- Det, du taler om, er en fremtidig utopi. Marx var interessant, fordi paradis lå forude. Sådan havde Marx næppe formuleret det, men er det ikke essensen? Altså lyder det som et ekko af den tanke, som den tyske marxist Ernest Bloch (1885-1977) skrev om i 'Håbets Princip', altså: Positiv utopisk tænkning er en forudsætning.

"Det er der noget om. Jeg kalder det 'utopisk realisme'. Almindelig realisme savner begejstring. Det er vigtigt at finde et alternativ."

- Men hvori består Utopia? Har du tre stikord?

"Nej, det overvejede jeg. Men jeg besluttede mig til ikke at opstille noget sådant. Det gjorde Marx heller ikke. Der er ikke meget om det kommunistiske samfund i Kapitalen - kun nogle enkelte passager i Den Tyske Ideologi. Og Friedrich Engels (Marx' samarbejdspartner, red.) sagde, at socialismen ikke var en Utopi. Jeg er ikke så forskellig fra Marx på den vis."

"Så lad os vende tilbage til det konkrete. Hvis vi ser på USA, ja så er det en helt ny form for tænkning, et opgør med den amerikanske levevis. Tag f.eks. Los Angeles, det er en by, der allerede er ved at blive forandret i en mere økologisk retning," siger han.

Den tredje vej

- Men hvis vi antager, at du som sociolog vil skrive som Marx, men for i dag. Hvad er så din vision? Er dette den Tredje Vej i en ny formulering? Bogen 'Den Tredje Vej' var en bibel for socialdemokrater i 1990'erne. Den viste, at der var en middelvej mellem thatcherismen og den traditionelle socialdemokratiske velfærdsstat.

Giddens er ikke meget for at tale om sin mest berømte bog. Men han afskriver den ikke:

"Den Tredje Vej er stadig et aktuelt begreb. Men det blev en politisk kastebold. Så begrebet forvirrede begreberne. Jeg er holdt op med at bruge det udtryk. Men i essensen er det stadig paradigmet, at der er en vej mellem kapitalisme og socialisme, altså en vej mellem markedet og staten," siger Giddens og fortsætter:

"Men det, jeg glemte, var, at skrive noget om klimaforandringer. Verden har ændret sig meget. Diagnosen er, at vi har en finanskrise, en usynlig fjende, der hedder klimaforandringer, og så lever vi i en global verden. Men jeg synes, at de akademikere, der skriver om internationale forhold, kun i begrænset omfang har taget hensyn til klimapolitik. Der mangler en teori om klimapolitik. Altså, med et tysk ord, 'realpolitik' på klimaområdet. Man må balancere mellem en såkaldt realistisk position - en der tager udgangspunkt i den nationale interesse - og så i en mere kantiansk opfattelse."

Hermed henviser Giddens til den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) der skrev bogen Den Evige Fred, i hvilken han argumenterede for internationalt samarbejde.

Ligesom den store tyske idealistiske filosof mener Giddens, at der er behov for en fælles løsning.

Men det væsentlige er ikke, at der opnås enighed, men at denne bliver konkretiseret i praktisk politik.

"Vi skal have en løsning. Det er bedøvende ligegyldigt, hvad der opnås enighed om i København. Det vigtige er, hvordan aftalerne føres ud i livet. Og det er her, den teoretiske udfordring ligger. Det, jeg gør, er, at rejse disse spørgsmål. Jeg er interesseret i de sociale forandringer, der vil følge i kølvandet på disse globale ændringer."

Han kigger på sit ur.

"Jeg bliver nødt til at løbe nu".

Igen bliver han distraheret - af fodbold, da han ser avisen på bordet.

"Jeg var overrasket over, at Fulham i den grad havde styr på Manchester United. Rio Ferdinand er faldet af på den."

Det er tydeligt, at den store sociolog er en optimistisk mand - der også har et liv uden for politik.

Anthony Giddens, 'The Politics of Climate Change' udkommer på forlaget Wiley i maj. Læs hans 'working paper' om samme tema her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu