De moderne helte. Sådan kalder direktøren for det multinationale pengetransaktionsfirma Western Union - med henvisning til den filippinske præsident aka diktator Gloria Arroyo - de kvinder, der rejser fra øst til vest for at arbejde, så de kan forsørge deres familier i Filippinerne. Western Union har fået midteropslaget i programmet til Camp X-forestillingen Hush Little Baby om hr. og fru middelklasse i Vesten, der mangler hænder til at få familielivet til at gå op - og de filippinske au pairs og deres familier, der mangler penge, så de kan få adgang til sundhed og uddannelse. Så lad dog behovene mødes! lyder den engagerede opfordring fra instruktør Ditte Marie Bjerg til det anmelderroste teaterstykke, der spiller for sidste gang i morgen. En bemærkelsesværdig og samtidig ulidelig forudsigelig iscenesættelse af "de menneskelige dramaer omkring en global problemstilling" opført som "socialpoetisk forestilling". I billettjek, i baren, i garderoben, på stolerækkerne serviceres publikum af smilende filippinske kvinder, der også optræder i stykket. Publikum får undervejs tilbudt alt fra små forfriskende ananasstykker til rengøring i hjemmet, og inviteres til at hjælpe en au pair i stykket med at synge godnatsang for den danske værtsfamilies barn. Mellem garderoben og baren er der filippinsk karaoke, også kaldet magic sing stars, for fuld udblæsning. Go West, lalalalala... Med andre ord totalteater.
"Gennem hele forestillingen opfylder fire filippinske kvinder publikums behov - intet ønske er for stort, for nært, for pinligt, for grænseoverskridende eller for småt- eller er det?" spørges der fra Camp X' side. Og bevar mig vel, det er helt klart grænseoverskridende. Pinligt. Men publikums behov... bumbum. At få nogen til at gøre rent i mit hjem til en løn, jeg aldrig selv ville acceptere? Ellers tak. Kald mig bare maoist, men jeg foretrækker både at gøre rent i mit eget hjem, og at rengøringen på mit arbejde gik på skift, frem for en arbejdsdeling hvor en gruppe i samfundet sviner, mens en anden tørrer op. Det står bøjet i neon fra det øjeblik, man træder ind i Rialto, hvor Hush Little Baby opføres, til man lettet indånder byosen på Smallegade to timer senere, at publikum er placeret i toppen af den globale socioøkonomi, mens de filippinske skuespillere tilhører bunden. Og fair nok, hvis nogen blandt publikum var i tvivl om skellet mellem Den Første og Den Tredje Verden i den globale kapitalisme, så er de det næppe efter en rask lille omgang Camp X.
Den pæne imperialisme
Der er utvivlsomt brugt en del energi i arbejdet med teaterstykket på at sætte sig ind i ting og sager. Der bliver både refereret til imperialisme, kolonialisme, multinationale selskaber, og til en vestlig arbejderklasse, der forstår sig selv som middelklasse. Og der er ansatser til flere helt fornuftige pointer. Som f.eks. at imperialisme ikke forsvandt sammen med muren mellem øst og vest. Og at arbejdsdeling mellem kønnene ikke er forsvundet, nu er det bare Den Tredje Verdens kvinder, der spiller damen i parforholdet. Men tingene bliver blandet grundigt meget sammen, og myter genfortælles. Som når man mod slutningen får ind med ske, at selvom imperialismen ser pænere ud i dag, hvor det ikke er Den Tredje Verdens råmaterialer, der bliver hugget med våbenmagt, er det stadig imperialisme. Nu er det bare "kærlighed og omsorg" som Den Tredje Verden har værsgo at levere på usle vilkår.
For det første - tag et smut til f.eks. den filippinske region Mindanao, der er rig på naturressourcer, men hvor næsten halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Den filippinske regering har solgt gigantiske plantager med ananas, bananer og sukkerrør, og en omfattende mineindustri med cement, stål og guld til multinationale selskaber med egne bevæbnede vagtkorps, der - flankeret af den filippinske regeringshær - sørger for, at lokalbefolkningen ikke kræver en del af kagen. Den eneste forskel på dette og 'gammeldags' imperialisme er, at det ikke længere primært er vestlige nationalstater, der faciliterer udbytningen, men multinationale selskaber.
For det andet er det noget af en eufemisme at kalde den vare, de filippinske au pairs leverer, for "kærlighed og omsorg". Ret beset er det billig, meget billig, reproduktion af arbejdskraften i Vesten. Der er i Hush Litte Baby, ord som 'imperialisme' til trods, en påfaldende mangel på fokus på det økonomiske system, der overlever ved at skubbe den ekstreme udbytning rundt mellem køn, mellem verdensdele, mellem 'racer' osv. alt efter politiske styrkeforhold. Det handler snarere om, forstår man, at der en grim kapitalisme - og så er der den flinke. Den flinke version kan vi alle sammen her i Vesten hjælpe til at gøre endnu flinkere. "Så lad dog behovene mødes på den store globale markedsplads," lyder det fra Camp X, der opfordrer til både udstedelse af arbejdstilladelser og ordentlig løn til "disse kvinder som vi har så desperat behov for". Den flinke kapitalisme er multikulturel. Så længe den får opfyldt sine behov.
Hvert eneste skridt
For hvis behov er det egentlig, der skal mødes? Den vestlige families behov for, at mor også kan have en karriere, uden at far behøver at hjælpe alt for meget til, og de filippinske, ofte veluddannede kvinders behov for at vaske gulve i Humlebæk og Herlev? Eller de arbejdskøbere, der ikke behøver at betale for vedligeholdelse og udvidelse af arbejdskraften - altså det som med borgerlig romantisk sniksnak kaldes 'far, mor og børn' - og den filippinske elites behov for ro på bagsmækken, når de deler landets værdier med multinationale selskaber, frem for med befolkningen, der mangler offentligt finansieret sundhed og uddannelse?
De filippinske migrantarbejdere har med de nuværende magtforhold ikke udsigt til sociale reformer 'hjemme' og 'vælger' derfor at gå west. Til gengæld kan de - som man kan læse i Western Union-direktørens festtale i Hush Little Babys program - glæde sig over, at den flinke kapitalisme "er med dem hvert eneste skridt på rejsen".
