Læsetid: 3 min.

Sådan samler du familien - imod dig

Udfordringer. Der er mange delikate måder at få middagsbordet i en normalfamilie helt for sig selv. Her er en af dem
Udfordringer. Der er mange delikate måder at få middagsbordet i en normalfamilie helt for sig selv. Her er en af dem
6. marts 2009

Det er muligt, at den svenske valuta ikke er noget at prale af i øjeblikket, og at Saab og Volvo måske ikke har de mest formidable fremtidsudsigter, men der er visse ting i vort broderland, som holder sig stabile. En af dem er, at Sverige kan noget med laks og kartofler og dild, og det faktum, at de kan finde på at servere sådanne retter med varm, sød hvidvin og snaps til (en hotelrestaurant i Motala i de tidlige 80'ere!), er en pudsighed snarere end en egentlig grund til at pege fingre ad dem.

Det er derfor med ægte reverens, at vi i denne uge serverer den smukke ret: Rimmad laks med dildstuvede kartofler.

Køb en lakseside hos din fiskehandler og få ham til at fjerne nervebenene, hvis du ikke selv har den lille, fikse tang, der gør dette arbejde let. Bland salt og sukker i forholdet 2:1 og drys det over kødsiden. Læg laksen i et fad, film den og stil fadet i køleskabet. Her skal det stå 1-2 dage, og laksen skal vendes, når halvdelen af tiden er gået. Evt. væde, der danner sig, hældes bort, og laksen skæres i brede, tynde skiver. Serveres med dildstuvede kartofler - de fineste små, du kan finde, som er kogt næsten møre og slutteligen vendt i indkogt fløde, der er smagt til med salt, peber og muskat. Væk fra varmen vendes dild i. Skal det være rigtig smukt, kommer du en skefuld stenbiderrogn på toppen af hver tallerken.

Her går det galt

Mens det formentligt vil være svært at finde en eneste mors sjæl, der ikke med største fornøjelse vil spise rimmad laks, kan det straks udgøre lidt mere af en udfordring at få samling omkring middagsbordet, når hovedretten bæres frem. Bevares, de små fine grønsager, den letfrosne flødepeberrod og smørsaucen har ikke mange fjender. Men hvad i alverden er den tingest, der ligger inde midt på fadet?, spørger husets unge datter, mens hendes ansigt fortrækkes i pine og væmmelse.

Det er såmænd en kalvetunge, svarer du uforstyrret, og mens Hendes Herlighed forsvinder ind på værelset med en ikke videre afdæmpet beskrivelse af, hvad du efter hendes opfattelse kan gøre med din kalvetunge, rækker du fadet til din kone, som tager det og tappert forsøger at afsætte en skive til lillebror. Aaaaaddddd!!!!!!!!!, skriger knægten, der ikke vil stå tilbage for sin søster. "En ko har haft dén der inde i munden og slikket sig i røven med den!!"

"En ko kan slet ikke slikke sig selv bagi," indvender du med skarpsindig zoologisk indsigt, men på dette tidspunkt har din kone nok også tabt appetitten, og du spørger, ikke for første gang, dig selv, hvad der er blevet af bordskik og reglen om, at man spiste, hvad der blev sat på tallerkenen.

Hvorom alting er, du sidder nu tilbage med en nykogt, sprængt kalvetunge og hele bordet for dig selv. Velbekomme - her er, hvad der er gået forud:

Redningen

Kalvetungen har du sikkert fået din slagter til at sprænge. Men hvis han ikke har tid, så gør det selv. Brug 75 gram salt og 25 gram sukker pr. liter vand, kog det op, så begge dele er opløst, køl det af og hæld lagen over tungen, der ligger i et fad, der ikke er af metal. Brug evt. noget tungt til at sikre dig, at hele tungen er dækket af lagen. Lad den trække 24-36 timer.

Sæt tungen over i koldt vand og bring det i kog, mens du skummer omhyggeligt. Tilsæt diverse urter - løg, porre, gulerod, selleri, laurbær, peber og måske en pastinak er ikke helt åndssvagt. Kog en halvanden times tid, eller indtil et stik med en gaffel indikerer, at tungen er mør. Tag den op, flå den og fjern tungebenet. Alt, hvad der ikke ser fast og delikat ud, kan bortskæres ved samme lejlighed.

Tungen lægges tilbage i den varme suppe, mens ærter, karotter, tynde porrer, små majroer og andet godt dampes møre, men sprøde. Smør skørnes med masser af citronsaft, og tungen skæres i skiver. Den behøver ikke at være brandhed. Til allersidst tages den letfrosne flødeskum, der er pisket med citronsaft og sukker og proppet med peberrod (som du selv har revet) ud af fryseren, og du bærer stolt fadet ind på bordet.

Hvor din teenagedatter som sagt -

Kald dem alle sammen tilbage, når du er færdig med at spise og fortæl dem, at du nu vil gå i køkkenet og lave pandekager med is og hjemmelavet syltetøj fra efterårets bærhøst. Det er jo din egen skyld, hvem har ellers opdraget dem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu