Baggrund
Læsetid: 4 min.

Selvcensuren er den største hindring

Siden Kina i 1997 overtog kontrollen med Hong Kong, har byens filmindustri stået over for nye udfordringer af både politisk og økonomisk art
Stjerne. Jackie Chan (midten) var en af de Hong Kong-skuespilleren, Vesten fik smag for i 1970-erne. Her er han i -Shinjuku Incident-, som åbner festivalen søndag.

Stjerne. Jackie Chan (midten) var en af de Hong Kong-skuespilleren, Vesten fik smag for i 1970-erne. Her er han i -Shinjuku Incident-, som åbner festivalen søndag.

Moderne Tider
20. marts 2009

Den første film produceret i Hong Kong blev lavet for 100 år siden. Mener man. Som filmhistorikeren Law Kar for nylig fortalte Guardian i en optaktsartikel til Hong Kong International Film Festival, som begynder søndag, findes filmen ikke længere.

Da japanerne besatte Hong Kong under Anden Verdenskrig smeltede de ifølge Kar alle de gamle filmruller for at kunne bruge nitratet til bomber. Derfor er der stort set intet tilbage af Hong Kong-film produceret inden da.

Forskellige kilder har imidlertid fortalt om en lille komedie med titlen Stealing a Roast Duck, som skulle være lavet i 1909. Dermed er der grund til at fejre rund fødselsdag i år, og årets festival har givet anledning til flere artikler om situationen for Hong Kongs filmindustri.

12 år efter Storbritanniens overdragelse af kontrollen med Hong Kong til Kina præger nye realiteter mange films finansiering og udformning.

Det skyldes dels, at det kinesiske marked spiller en stadig større rolle i forhold til finansiering via koproduktion, dels at censur - og selvcensur - har fået betydning for filmenes indhold.

Økonomisk censur

Som instruktøren Vincent Chui fortæller Information, bliver de producerede film stadig mere politisk korrekte. Der er tale om forskellige grader af censur, men selvcensur er efter hans mening næsten et større problem. Mens reglerne er klokkeklare på det kinesiske fastland, er Hong Kong stadigvæk lidt i et limbo. Vincent Chuis indtryk er, at de uklare regler gør, at folk holder sig tilbage i stedet for at gå lige til grænsen.

"Hong Kong er et meget spændende sted, og det er en spændende tid efter overdragelsen til Kina. Desværre reflekterer filmene ikke rigtigt, hvad der sker. Censur spiller en rolle, men i virkeligheden hører man mest kommercielle frem for politiske argumenter fra de forskellige spillere i branchen: En film om det her kan ikke tjene penge i markedet; folk vil ikke se den slags film," siger Chui, som etablerede sig i branchen i 2001 med ensembledramaet Leaving in Sorrow om forskellige menneskers problemer i forbindelse med overdragelsen.

Som Vincent Chui konstaterer, er det sværere at udfordre de økonomiske end de politiske argumenter, og mange filmfolk i Hong Kong slås i øjeblikket med at skabe plads til andet end det, der er mest mainstream. Ikke mindst fordi markedet for Hong Kong-film både lokalt og internationalt har været mere presset de senere år, hvorfor mange instruktører vender sig mod det kinesiske marked.

Succesårene

Hong Kong-film havde mange gode år, efter at vesten i 1970'erne fik smag for de martial arts- og kung fu-film, som gjorde først Bruce Lee og siden Jackie Chan verdenskendte. I 1980'erne og 1990'erne fik energiske actionfilm som John Woos klassiske gangstertrilogi et stort publikum. Samtidig skabte new wave-instruktører som Ann Hui mere personlige og politiske film i udkanten af mainstreamen, og efterfølgende var der en såkaldt Second Wave med instruktører som Stanley Kwan og Wong Kar-Wai.

Da branchen toppede blev der produceret 200 film om året, og for et geografisk lille område med i dag syv millioner mennesker er det et imponerende antal.

Blandt andet filmhistorikeren David Bordwell har i bogen Planet Hong Kong beskrevet, hvordan krisen begyndte at kradse i løbet af 1990'erne. Den asiatiske finanskrise er blevet givet en del af skylden for det markant faldende billetsalg og færre penge til produktion, men udbredt piratkopiering og Hollywoods nye fokus på det asiatiske marked gjorde det også sværere for den lokale branche.

Status på festivalen

En artikel i China Daily beskrev i januar Hong Kongs nuværende filmindustri som en ren independent-industri. Efter at store studier som Shaw Brothers og Golden Harvest er lukket, består branchen af mindre selskaber og løsrevne produktioner. Der laves mange kommercielle film med starletter og boybands på plakaten, og John Woo er vendt tilbage til asiatisk action med den historiske krigsfilm The Battle of Red Cliff.

Der er succeshistorier som Andrew Lau og Alan Maks Infernal Affairs-trilogi, hvoraf den første film var udgangspunktet for Martin Scorseses Oscarvinder The Departed, og Stephen Chow har fundet et stort publikum med de energiske og humoristiske Shaolin Soccer og Kung Fu Hustle.

Men som en række artikler fremhæver op til dette års festival, er det koproduktion med Kina og et større fokus på det kinesiske marked, de fleste betragter som vejen frem. Branchebladet Variety fremhævede i slutningen af februar, hvordan det kinesiske marked boomer, blandt andet som følge af bedre adgang til biografer. I artiklen sammenligner en instruktør problemerne med den kinesiske censur med begrænsningerne forbundet med at arbejde i Hollywoods studiesystem.

Politik og økonomi nævnes hele tiden sammen, når talen falder på situationen for Hong Kongs filmindustri, og Vincent Chui tror ikke, at vi skal regne med at se et hav af hverdagsskildringer eller sociale dramaer fra Hong Kong den kommende tid.

"Den ældre generation drømmer om de gode gamle dage, og der var også en fantastisk energi og kreativitet i flere af filmene, men der blev lavet for mange af dem. Den unge, individorienterede generation er vokset ud af en ny middelklasse og har ingen ideologi om at ville redde branchen. De vil bare gerne lave film. Det er svært at se, hvordan det vil udvikle sig."

Hvad der bliver lavet lige nu, kan publikum i Hong Kong danne sig et indtryk af på festivalen fra på søndag. Vi andre må stole på, at David Bordwell er på plads og blogger derfra.

Hong Kong Film Festival, 22. marts til 13. april

www.hkiff.org.hk

www.davidbordwell.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her