Baggrund
Læsetid: 5 min.

Slumperspektiver

Mens årets film 'Slumdog Millionaire' viser et slum fuld af fornedrelse og mafiavælde, kæmper slumbeboere verden rundt for retten til at blive boende. Og der er god grund til at lytte til dem
Blik. Først registrerer man den kun som et massivt, brunt tæppe, der bølger sig langt ud mod horisonten. Så træder konturerne af slummen frem, og med dem menneskene, butikkerne, dagliglivet.

Blik. Først registrerer man den kun som et massivt, brunt tæppe, der bølger sig langt ud mod horisonten. Så træder konturerne af slummen frem, og med dem menneskene, butikkerne, dagliglivet.

Moderne Tider
6. marts 2009

På særlig måde indstilles øjnene i Mumbais gigantiske slum: Først registrerer man den kun som et massivt, brunt tæppe, der bølger sig langt ud mod horisonten. Så træder konturerne frem. Man kan så småt skelne det ene hus fra det andet: Ét hus næsten skraber sig hen af jorden gemt under sit bliktag. Et andet tårner sig højt og blæreagtigt over naboerne med nypudset facade. Til sidst popper detaljerne frem. Og så kommer menneskene ind i billedet. Små butikker, der sælger alt fra kyllinger ophængt på hovedet til de cykelricshaws, der er så genialt designet til migrantens første skridt ind i megabyens økonomi. På et gadehjørne sidder en pige i skoleuniform og skærer grimasser, fordi hendes mor fastholder:

"Meget kan man sige, men der er ingen der skal påstå, at min datters fletning ikke er stram."

Når man møder slummen, har man et valg: Man kan stoppe allerede ved øjebæen. Blive hængende i det perspektiv, fordi indtrykket af selve massen og kontrasten til de omkringliggende højhuse og det genkendelige middelklasseliv, der leves der, er så overvældende. Man har endda al mulig moralsk rygdækning til at stoppe yderligere diskussion, fordi 'sådan skal mennesker ikke leve'. Ville du leve sådan? Nej vel? Godt så!

Men der er al mulig grund til at forsøge at zoome ind.

Da de to barneskuespillere i den otte gange Oscar-belønnede film Slum Dog millionaire vendte tilbage fra den røde løber, flød de indiske medier over med historier om, at myndighederne i taknemmelighed ville hjælpe dem med at komme ud af slummen. Det var pænt af dem, men den rørende historie afspejler en særlig opfattelse af slummen, som har voldsomme konsekvenser. Lad os først slå fast: 'Slum' betyder ikke nødvendigvis 'et lortested at bo uden toilet'. Definitionen på slum er et uplanlagt boligområde på statsejet jord. Kigger man på den boligpolitik, der praktiseres Den Tredje Verden rundt med opbakning fra de store bistandsdonorer, kunne det tyde på, at myndighederne stopper ved det brune tæppe.

Da præsident George Bush for nogle år siden besøgte Delhi, fixede man problemet ved at sætte et højt stakit op, så han kunne komme til og fra lufthavnen uden ubehagelige møder med virkeligheden. Men for tusinder og atter tusinder familier har mødet med slumpolitikken langt større konsekvenser. Med en håndbevægelse (med en bulldozer) fjernes slummen fra Capetown til Bangalore for at forskønne byerne og redde de fattige fra at leve som ingen ønsker. 'Elimination and Prevention of Re-emergence of Slums Act' hedder den sydafrikanske lov, der skal gøre det til virkelighed. Men der er bare et stort problem: Fattige mennesker lever i den slum, som skal elimineres. Og det vil de blive ved med. Hver gang en flytter ud, står ti parat til at flytte ind. Det er en bevægelse, der næsten kan ses fra rummet: Landet flytter til byen. Og de bor i slum - 55 procent af Mumbais befolkning, ifølge lokale beregninger.

Entreprenører

Vil man fjerne de fattige, er det naturligvis en udmærket kortsigtet strategi. De har det bare en irriterende vane med at med at poppe op igen. Den verdensomspændende paraplyorganisation Slum Dwellers International har et andet forslag. De arbejder på at ændre synet på slumbeboerne: Fra nogen, der er overladt til en fornedrende skæbne af myndigheder, der ikke er deres opgave voksen, til Den Tredje Verdens største entreprenører. Fra dem, der må nøjes med et skur, til dem, der står for produktionen af ni ud af 10 nye boligmuligheder. Fra dem, der bare er passive subjekter til dem, der sørger for, at de ubebyggede statslige grunde bliver brugt til boliger for mennesker, og som mennesker kan betale, og ikke sælges til private, der vil bygge et storcenter eller et højhus til skyhøj leje.

Organisation skriver i sin formålsparagraf:

"Slummen er en legitimering af den fattiges ret til byen. Den viser i sin blotte tilstedeværelse, hvordan de fattige ikke blot overlever byen, men også hvordan de - mere end nogen anden klasse - giver byen dens form og dens definition."

Av, for en byplanlæggers største mareridt.

Organisk bydel

I Mumbai har man søsat et storstilet projekt, der går ud på at bygge højhuse, som man så gradvist kan flytte slumbeboerne ind i og nedlægge slummen. Udvikling handler om at fjerne det, der er, og erstatte det med noget bedre. Et alternativ kunne være at se på det, der er, som en solid basis for udvikling. Slummen som en organisk bydel, der har alle muligheder for at udvikles, fordi den er skabt af de mennesker, som skal leve der. Den ligger der, hvor den skal - når man er daglejer med en timeløn på tre kroner, kan det mærkes på husholdningsbudgettet, hvis man skal bruge to timer hver vej for at komme på arbejde. Slummen er også et økosystem. Det skrald, der produceres, genbruges på stedet. Slummen er en økonomisk mikroorganisme i den store økonomi, der jo ikke slår dørene op for enhver Kumar fra landet. Fem huse betyder en dagligvarehandel. Ti betyder et værksted. 50 en sundhedsklinik. Og så er slummen lokalt organiseret med repræsentanter, der kan tale beboernes sag - Indien er verdens største demokrati, og det er som at se en humlebi i fri dressur, når der gang på gang bliver gennemført frie og relativt fair valg. Men det ændrer ikke ved, at der er uendelig langt fra en landarbejder i en by, til de folkevalgte. Spørger man Slumdwellers International, er det her, udviklingsindsatsen skal tage sit udgangspunkt.

Størstedelen af kritikken forstummede efterhånden som Oscar-nomineringerne rullede ind, men Slum Dog millionaire har været under stærk beskydning i Indien. Nogle af dem, der lever i den portrætterede bydel, følte sig trådt på ved at blive kaldt hunde, mens aviserne skældte filmen ud for henholdsvis at romantisere og dæmonisere slummen. Den er et stykke fiktion, en fabel og et fint eventyr, som sådan. Forfatteren til bogen bag filmen, Vikas Swaroops, har ved flere lejligheder understreget, at den ikke er et stykke socialkritik. Det skal ikke pålægges Den Tredje Verdens kunstnere evig og altid at forholde sig til fattigdommen, men filmen kunne være er godt udgangspunkt for en debat om en af verdens helt store udfordringer.

En eller anden klog mand har engang i 1800-tallet kaldt slummen for et terapeutisk rum for borgerskabet. Det var i den dampende slum i Europas storbyer, at den urbane middelklasse og dens digtere kunne identificere det autentiske, der blev tabt, da man flyttede fra landet. Det tætte sammenhold og den frie seksualitet langt væk fra præsten. Kampen for overlevelse, der gav følelsen af at være ih-så-åh-så i live. Når jeg, som nu, slår et slag for slummen, flirter jeg også groft med slumromantikken. Så lad det være klart: Slummen lugter, slummen gør børn syge, slummen er styret af de stærke, der tager røven på de svage.

Men når man ser på, hvordan det hidtil er gået med at finde boligløsninger for alverdens indvandrere i byerne, er der ingen vej uden om de mennesker, der bor der. Imens kan vi andre fundere over alle de gange, de danske byplanlæggere har planlagt dejlige steder for mennesker at leve, men som er blevet til ... tja, slum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her