Læsetid: 2 min.

Stik dem hellere en pose slik!

Søren Espersen får kvalme over EU-Kommisionens opdragende børnetegneserier, som han mener er mere skadende for børn end en pose slik med tilsætningsstoffer. Når han selv skal læse, står den på nordiske klassikere som Knut Hamsun og Johs. V. Jensen
Et luksusliv. Jeg har værvet pendler i ni år, så jeg har fået læst mindst en bog om ugen, siger Søren Espersen.

Et luksusliv. Jeg har værvet pendler i ni år, så jeg har fået læst mindst en bog om ugen, siger Søren Espersen.

Claus Fisker

28. marts 2009

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

"Stygge Krumpen af Thit Jensen. Et mesterværk, vist det største i dansk litteratur, om den sidste katolske biskop i landet - med et fortræffeligt mylder af farver og dufte, rædsel, elskov, munke og nonner og den glemte kristenhed og danskhed fra før reformationen. Thit gav Stygge æresoprejsning og gjorde ham til en hædersmand. Da hun blev angrebet af sure historikere, der spurgte hvorfra hun havde sine mærkelige kilder, svarede Thit, som jo var spiritist, at hun havde interviewet biskop Stygge, som by the way var død 400 år tidligere. Dén var jo svær at svare på for historikerne..."

Hjemme i Himmerland

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Himmerlandshistorier af Johannes V. Jensen - som jo i øvrigt var Thits bror. Det er en herlig samling noveller, jeg sådan med års mellemrum vender tilbage til igen og igen. Nu er det nogle år siden, jeg sidst har læst dem, så nu rykker den nok snart i mig. Jeg føler mig så hjemme i Himmerland med den bog om alle de skæbner - mærkelige og ordinære - som befolker novellerne. Og selv om jeg er himmerlænding tre-fire generationer efter Johannes, kender jeg de folk, der beskrives."

Ulækker, manipulerende

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"Krigen om Jordbærisen - en af EU-Kommissionens børnetegneserier med undertitlen: En tegneserie for unge om et fredeligt Europa uden grænser - om de tre sagesløse børn, som via en tidsmaskine dumper ned i et europæisk land fra før, Unionen skabte dialog, fred, tolerance og grænseløs kærlighed... En i særklasse ulækker, manipulerende og befamlende bog, som jeg vil advare alle raske og glade forældre mod at lade deres børn få fingre i. Så stik dem hellere en pose slik med tilsætningsstoffer; dét ved man da hvad er, og det vil være langt sundere for dem!"

- Hvilken type læser er du?

"Jeg grovæder alle slags bøger - fagbøger, mest historie, selvbiografier, biografier og skønlitteratur i en pærevælling. Poesi, noveller og romaner bruger jeg til at hvile med, når jeg er træt af al den faglighed. Moderne kriminallekture gider jeg ikke. Jeg stod af, efter jeg var blevet færdig med Conan Doyle og Agatha Christie. Skønlitterært har jeg mit hjerte hos de nordiske klassikere - Karen Blixen, St. Steensen Blicher, Johs. V. Jensen, Thit Jensen, Selma Lagerlöf og Knut Hamsun."

- Hvornår læser du?

"I toget. Altid kun i toget. Jeg har boet i Sydsjælland i de seneste ni år og har pendlet frem og tilbage mellem Lundby og København. Det har medført, at jeg har fået læst mindst én bog om ugen i ni år. Sikke et luksusliv! Før jeg blev pendler, syntes jeg aldrig, jeg havde tid til at læse bøger - og det blev så mest kun i ferierne, så jeg takker varmt forsynet for, at jeg blev pendler. Alle de bøger, jeg ellers var gået glip af!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu