Læsetid: 3 min.

Tenniskultur

Tennis er ikke længere en dannelseskultur som i 60'erne, men et spil man går til
28. marts 2009

Vi har altid spillet tennis i min mors familie. Det har vore børn derfor også gjort. Vores søn Kaare (f. 1992) holdt imidlertid hurtigt op. Han blev i 2004 jysk mester i A-rækken, hvorefter han stoppede. Han ville hellere hygge sig med fodbold, badminton og volleybold på højskolen. Han havde fået nok af råbende forældre, konkurrencesport og de mange weekendture til Århus, Odense, Esbjerg, København og Sjælland for at spille tennis.

Vores datter Anne-Bjørg (f. 1990) spillede divisionstennis for Sønderborg Tennisklub frem til i sommer, og hun kan slet ikke forestille sig et liv uden tennis. Nu må hun imidlertid erkende, at en alvorlig skade har ændret mulighederne for at spille tennis. Bjørg savnede i al den tid, hun spillede tennis, fællesskabskulturen. Tennis er ikke længere en dannelseskultur som i 60'erne, men et spil man går til. Kulturen i klubberne er blevet fragmenteret, og ingen medlemmer eller forældre blander sig i de andre børns trivsel eller adfærd. Derfor ser man også en helt ekstrem adfærd på banerne i ungdomsrækkerne - en kultur uden Nomos (lov, skik, sædvane, red.).

Tennisæstetik

Jeg tilbragte sammen med min barndomsven Bjarne Juul en stor del af mine teenage- og barndomsår på tennisbanerne. I tennisklubben opholdt vi os hele dagen og debatterede politik med de ældre medlemmer om aftenen. Her blev vi opdraget og korrekset af klubmedlemmerne, hvis vi skabte os på banerne, når vi spillede. Her blev der læst bøger og aviser. Jeg elskede som min datter tennisspillet, og en af de største oplevelser var, da jeg i 1970 havde Kurt Nielsen (to gange Wimbledon-finalist i 50'erne) som træner på en træningslejr i OB.

Kurt Nielsen formidlede til alle os unge, at tennis var langt mere alvorligt, end tennisresultater. Der var ganske enkelt ting, der var vigtigere end resultaterne, nemlig tennisæstetik. Intet er nemlig mere fantastisk end at fornemme lyden fra en klassisk Dunlop Maxply-træketsjer. Ketsjeren som alle turneringsspillere fra 1940'erne og langt op i 70'erne spillede med. De klassiske turneringsketsjere af træ afslørede altid med ubønhørlig brutalitet, om man ramte bolden på den rette måde. Her kunne ikke kompenseres for dårlig teknik ved hjælp af fleksible moderne ketsjere skabt i nye materialer.

Brutalt og effektivt

Det fodarbejde og den ko-reografi, som tennis udtrykte i min barndom i 60'erne, kan på mange måder sammenlignes med Muhammed Alis elegante benarbejde i bokseringen. Moderne tennis er i dag blevet lig Joe Fraziers brutale og effektive benstilling, som vi foragtede i de herostratiske opgør med Muhammed Ali i begyndelsen af 70'erne. Tennis er blevet voluminøst og resultat-orienteret og uden elegance - med Roger Federer som en unik undtagelse. Hold da op hvor er hans tennis smuk. Men tennisudviklingen fra 60'erne og frem til i dag afslører også samfundsudviklingen. Björn Borg, hvis kendetegn var roen og den stærke jeg-styrke, hører som karaktertype ubetinget til det Sverige, vi kendte fra 60'erne og 70'erne. Borg spillede ikke decideret smukt tennis som Ken Rosewall og Arthur Ashe, men han kunne vinde kampene ved at fokusere. Hvor tit har vi ikke set Borg håbløst bagefter og alligevel vinde kampene. Hans evige rival John McEnroe kunne ikke fokusere som Borg. Han havde ikke Borgs jeg-styrke. McEnroes tennis var heller ikke klassisk, men snarere overraskende, uforudsigelig og subtil.

Postmodernisme

Han protesterede som Nastase mod alle kendelser og blev kendt for at nedbryde modstanderne og dommerne mentalt. McEnroe indvarslede postmodernismen i tennis.

De store fortællinger om æstetik, skønhed og fairness, som tegnede Torben Ulrichs, Ken Rosewaalls og Pancho Gonzales' tennisepoke, var forbi med McEnroes entre i tennissporten. Alt var nu tilladt, teknisk såvel som moralsk. Og siden er udviklingen i tennissporten blevet endnu mere kulturløs og udvendig.

I dag skal man ikke mobilisere selvkontrollen og den indre jeg-styrke, som tilfældet var i Borg-perioden, for at vinde kampene. Selv McEnroes likvidering af al tennisetik er ikke længere tilstrækkelig til at vinde kampene. Nej, i dag mobiliserer de internationale konkurrencespillere hverken det indre jeg, som kan kontrollere nerverne, eller McEnroes narcissistiske jeg.

Nu mobiliserer man ved selvstraf: Man slår, som de russiske tennispiger, sig selv med ketsjeren for at vinde. Den Borg'ske selvbeherskelse er erstattet af et sadomasochistisk overjeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Thue

Prøv at tage til Hørsholm og se DM for ungdom i næste uge. Jeg kan anbefale dig at se Mads Engsted spille - han er et af vores største talenter for tiden, og han svæver over banen med en balance, der garanteret vil tale til din æstetiske sans.

Prøv også at kigge dig omkring blandt forældrene og i navnene i turneringsplanerne. Her vil du se, at tennis nu ikke længere er forbeholdt børn fra Frederiksberg eller afkom af advokater eller akademikere. Dansk tennis er blevet beriget med masser af nydansk talent og energi. Et klart fremskridt i forhold den tid i predominantly white - som du er så ked af at have tabt.

Med hensyn til spillernes og forældrenes adfærd kan jeg efter 26 år som divisionsspiller rapportere, at spillerne kaster mindre med udstyret - til gengæld dømmer de koldere og hårdere på linjerne. Måske en naturlig følge af den tid, de er vokset op i? Til gengæld spiller de også bedre, end du og jeg gjorde i vores ungdom.

Som du måske har registreret, synes jeg, det er fint at Information interesserer sig for tennis. Men kunne du prøve at komme lidt ind i kampen og se dig om i sporten i dag? Der er mindst ligeså meget drama og ligeså mange personligheder og ligesåmeget æstetisk nydelse på banerne i dag, som der var for 20 år siden. Det virker bare som om, du har tabt interessen - og det er synd for dig.

Næste gang I skriver om tennis i Refleks, kunne I så ikke reflektere lyset fra en galakse, der er lidt tættere på? Stilen her minder på en dårlig måde om Chrisitan Weides og Lars Elvstrøms fight nights fra 1980'erne.