Læsetid: 3 min.

Den trygge død

Premieren på 'Mænd der hader kvinder', en hyggelig og tryg thriller, baseret på en bestsellerkrimi om bestialske mord på unge, uskyldige kvinder, minder os om, hvor utrygge vi bliver, når døden ikke kommer og renser luften for os
6. marts 2009

Der var ingen store armbevægelser eller skrydende fagter, da en af den danske filmhistories ondeste slutninger blev sendt ud i biograferne kort før jul i filmen Den du frygter. Instruktøren Kristian Levring gav nogle velformulerede interview om menneskets uforudsigelige psyke og bomben, der pludselig kan eksplodere i os alle. Men den underspillede slutning fik lov at passere ganske ukommenteret. Forbavsende - i betragtning af hvor grum den var.

Lad os lige grave lidt i den. Slutningen går i al sin enkelhed ud på at en 40-45-årige embedsmand, Mikael (Ulrich Thomsen), står på banegården i Prag. På filmens lydside undrer han sig over, hvad der egentlig gik galt med ham. Han levede et rimeligt velfungerende liv med sin kønne kone, dejlige datter og herlige hus ved en smuk sø.

Vi får lukket huller

Han tog orlov fra sit arbejde for at 'finde sig selv', og da hans svoger en dag fortalte ham om et nyt forsøg med lykkepiller på Rigshospitalet, meldte han sig som forsøgsperson. Pillerne viste sig hurtigt at have bivirkninger. Forsøgspersonerne blev voldelige, således også Mikael, der bankede en knytnæve i næsen på en af de andre forsøgspersoner under et masseslagsmål på Riget.

Efterhånden vendte Mikael sin mere og mere voldelige trang mod andre, primært sin kone, inden han til sidst spærrede konen og datteren inde i husets garage. Mikael fik at vide, at de piller, han havde fået udleveret, var placebo, fuldstændig uden virkning. Aggressionerne kom altså fra ham selv. Men hvorfor?

Lige præcis scener, hvor en mand går bersærk på sin familie, plejer at ende i død. Det ved vi fra andre film, hvor mennesker, især mænd, ser rødt. Men i Den du frygter ender Mikael med bare at gå fra det hele.

Umiddelbart lyder det jo meget fredeligt og befriende. Men det har lige præcis den modsatte effekt. Der er noget utrygt ved det. Døden plejer at have en afklarende effekt i fiktionens verden. Vi får li'som lukket nogle huller og banket nogle søm i den uro, der har været drivkraften i hele historien. Hvis ofrene bliver aflivet og skurken kommer i spjældet - eller selv bliver dræbt - bliver det hele lukket ned. Vi kan trække vejret roligt igen.

Hyggelig underholdning

Men der er ingen, der dør i Den du frygter. Konen og datteren har fået et chok, som de aldrig vil overvinde, og Mikael vil for altid stå på en banegård et sted ude i verden og undre sig over, hvad der skete med ham, og hvornår det vil ske igen. Hvis bare han var blevet slået ihjel eller var havnet i fængsel. Så havde han i det mindste fået sin straf og sin renselsesproces.

Derfor er slutningen på Den du frygter så grum. Filmen slutter i princippet ikke. Mareridtet er lige begyndt. Det gør Kristian Levrings og Anders Thomas Jensens film til et højst anderledes tænkt stykke filmfiktion i de her år, hvor døden er et nemt og bekvemt arbejdsredskab. Den repræsenterer noget trygt.

Den voldelige død er i det hele taget ufattelig populær. Krimier fulde af mord sælges i læssevis i de her år - ikke mindst til det kvindekøn, der ellers altid praler af sin større empati. Intet er en mere sikker bastion på lørdagens tv-sendeflade end de klassiske krimier, hvor en eller anden detektiv skal opklare et eller flere mord. Hvor grotesk det end må lyde, er intet mere forbundet med at slappe af end at læse en bestialsk krimimordgåde på en strand eller at drikke en kop kaffe i sin sofa til synet af kriminalkommissær Barnaby, der opklarer et bestialsk mord.

Og den mest omtalte bog og film i Skandinavien i øjeblikket, Mænd der hader kvinder, fortæller historien om en kvinde, der blandt andet bliver bundet og analvoldtaget af sin tilsynsværge, hvorefter hun hjælper med at opklare de yderst bestialske mord på talrige unge, uskyldige kvinder.

Der er tilsyneladende noget rensende for sjælen ved at opleve andre mennesker blive smadret og gravet ned i en skovbund - og at se morderen lide endnu en grum død eller i det mindste rådne op i et fængsel. Det er dejlig beroligende og hyggelig underholdning. Derfor er det paradoksalt nok så ildevarslende og uhyggeligt, når nogen ikke bliver smadret og støbt ned i et kældergulv.

Vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med det.

Per Juul Carlsen er vært på P1's Filmland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu