Læsetid: 10 min.

En udearbejdende husmor siger op

Fædre henter børn, laver mad og vasker tøj som aldrig før. Men hvem er det, der husker at give børn deres gymnastikpose med; at de skal til tandlæge på fredag; at købe gaver og invitere vennerne? 42-årige Gunilla Bergensten, mor til to, gift med Magnus og bosat i Gøteborg, sagde sin stilling som familiens projektleder op. Vi bringer et redigeret uddrag af hendes dagbog efter opsigelsen
Dovne piger. Løsningen er ikke kun at opdrage vores sønner til ligestilling. Det vigtigste er at opdrage vores tøser til dovne piger. Piger, der optager plads, tager for sig og ikke servicerer nogen, skriver Gunilla Bergensten i sin dagbog.

Dovne piger. Løsningen er ikke kun at opdrage vores sønner til ligestilling. Det vigtigste er at opdrage vores tøser til dovne piger. Piger, der optager plads, tager for sig og ikke servicerer nogen, skriver Gunilla Bergensten i sin dagbog.

Jennifer Martiné

27. marts 2009

Nu husker jeg, hvad der skete den dér dag. Dér den 9. januar, hvor det hele begyndte. Nu ved jeg det.

Jeg spurgte Magnus:

"Har du set, at John har fodvorter?"

"Nej, men han har fortalt det."

"Han har otte vorter."

" Ja, det sagde han."

"Har du købt noget mod fodvorter?"

"Nej, skulle jeg da det?"

(...)

Det er den 9. januar, og jeg sætter ord på det eneste, vi egentlig skændes om. Det er ikke penge, for vi er begge i reklamebranchen og har rimeligt velbetalte job. Jeg tjener nogle tusind mere end Magnus, men der er ikke den store forskel. Vi har nogenlunde samme ansvar og nogenlunde samme arbejdsbyrde, som kan variere fra stor til mindre. Vi er glade for vores arbejde. Har det godt. Supergodt. Hvad dette angår, tror jeg, at vi er temmelig unikke i denne rækkehusidyl, hvor den højere middelklasse har måttet betale dyrt for deres bolig. Alligevel skændes vi indimellem seriøst. Om træthed. I hovedet. I hjernen. Min hjerne.

Vi skændes, og det er altid mig, der begynder. (...)

Den 9. januar skete der noget, der gjorde, at jeg pludselig så og kunne formulere det, jeg i virkeligheden allerede vidste. Noget skubbede til en slags dominobrik, der faldt og skubbede til en anden, som ... Ja, da brikkerne lå ned, viste de et nyt mønster.

"Du behøver ikke tænke på noget, for du ved, at jeg har styr på det. Du ved det. Jeg kan ikke tillade mig at glemme. Du kan læne dig tilbage, men jeg får ikke hjælp! Jeg har sgu ikke noget naturligt talent for det her job!," hvæser jeg til min mand."

"Hvad mener du? Hvad for et job?"

"Jobbet som familiens fucking projektleder. Du er fandeme nødt til at forstå, at bare fordi jeg er kvinde, har jeg ingen specielle evner for at huske papirer og datoer og gymnastikposer og madpakker og så videre og så videre i én uendelighed, men jeg er nødt til det." (...)

Kajsa ringede. Hos familien Svensson havde man netop afsluttet en vældig animeret diskussion. Kajsa, denne families projektleder, havde nemlig forsøgt at sige op. Hun fik en chefstilling for et par måneder siden og kan ikke længere disponere over sin tid på samme måde som tidligere. Nu var der minusgrader, og børnene var vokset ud af deres vinterstøvler.

Men hun kunne ikke nå at tage sig af det.

Nu måtte en anden træde til og overtage projektlederstafetten, for loven om medarbejderindflydelse, udviklingssamtaler og lønforhandlinger spændte ben for hende. Ifølge Kajsa lød skænderiet nogenlunde sådan her:

"Det er din egen skyld, at det ikke fungerer herhjemme," påstod hendes mand Peter.

"Hvad? Hvad i alverden snakker du om?"

"Du overtog magten for længe siden. Du har styret vores hjem og vores liv, fordi det var sådan, du ville have det. Du ville bestemme. Og jeg trådte tilbage, jeg lod dig tage dig af alting, FOR DET VAR SÅDAN, DU VILLE HAVE DET. DU VILLE BESTEMME. Hvis jeg husker rigtigt, og det gør jeg, så gav du dig ikke, før det blev sådan."

"Okay, det her gider jeg ikke engang at diskutere. Du opfattede det sådan. Men nu går den ikke længere. Nu må vi hjælpes ad. Nej, nu må du overtage, for jeg kan ikke nå det mere. Jeg orker ikke dobbeltarbejde. Det er din tur nu."

"Næ, du. Så enkelt er det ikke. Du tog magten, og den må du beholde. Jeg kan ikke bare sådan hoppe ind, jeg har ikke den evne. Jeg er simpelthen ude af træning."

"Hvad mener du? Er du blevet totalt passiviseret? Er din hjerne skrumpet? Eller hvad? "

"Ja, jeg er ikke i træning. Det ville aldrig blive godt nok, hvis jeg gjorde det. Du ville ikke blive tilfreds."

Tavshed.

Hahahaha. Det er bare for meget. Ikke nok med, at vi er dødtrætte, nu skal vi også høre, at vi kun har os selv at takke.

Der er dem, som mener, det er kvindernes egen skyld, at vi må bære ansvaret for det organisatoriske i familien. Der var sågar nogen, som påstod - jeg tror, jeg læste det i Dagens Nyheter - at fordi vi ikke har nogen magt på arbejdsmarkedet, så kompenserer vi ved at tage magten i hjemmet. Bare så vi kan føle os betydningsfulde et eller andet sted.

Ved at have så høje (og urimelige) krav til farvesammensætningen af børnenes tøj, huer til, når frosten kommer, et hjem, der lugter godt, senge med rene lagner og gaver til dem, der er så venlige at invitere os til middag, har vi lukket mændene ude.

Man påstår, at vi udelukkende accepterer, at tingene bliver gjort på vores måde, kun for at sikre os, at mændene er forsvarligt holdt udenfor.

Det passer ikke. Det er noget fis.

Mænd kan gøre tingene på den måde, de vil, bare resultatet bliver godt.

Det tror jeg, de fleste af os er enige om.

19. marts Jeg ringer hjem til min bror Mikael og hans kone, og det er min svigerinde, der tager telefonen.

"Har I lyst til at komme til middag hos os på fredag?"

"Lige et øjeblik, så får du Mikael," svarer hun.

Interessant. Min bror forklarer, at i deres familie har han ansvaret for information, der vedrører hans familie, og Carolina for det, som vedrører hendes familie. Jeg spekulerer tavst på, om det vil ændre sig. Det håber jeg ikke. Endnu en interessant ting er min reaktion, da jeg skal tale med Mikael om middagen. Det føles ikke helt rigtigt. På en måde lidt usikkert. Og da jeg tænker efter, går det op for mig, at jeg ikke tror, han kan klare at modtage den information og håndtere den. At han ikke vil vide, hvad han skal stille op med den - at jeg ikke vil få ordentlig besked.

Informationer af denne type skal videregives fra kvinde til kvinde. Af nedarvet vane (...)

Sommetider undrer jeg mig over, hvordan mænd kan finde sig i det. Hvordan de kan synes, det er okay at blive reduceret og udelukket på denne måde.

Men hvorfor ikke? Det er superbekvemt.

9. april Min søster har lagt en æske farvekridt på trappen til første sal.

Nu har æsken med farvekridt ligget på trappen i to uger. Den er blevet en lidt mere støvet. Nogen har sparket til den. Men ingen har samlet den op og taget den med ovenpå. (...)

Min søster lader æsken ligge. Hun rører den ikke. Hun vil tjekke noget, som hun længe har haft på fornemmelsen. Hun vil have vished. Hun vil vide, om det virkelig kun er hende, der bærer ting og sager op og ned ad trappen.

Æsken bliver liggende. Min søster siger ingenting. Æsken samler mere og mere støv.

Hvor mange gange om dagen går hun, min svoger og deres børn forbi den? Op og ned ad trappen. En dag regnede min søster ud, at de gik forbi den 14 gange hver. Et simpelt regnestykke fortæller følgende: efter en uge havde de gået fordi den i alt 392 gange.

12. april I dag lagde jeg mærke til noget. At Magnus trods alt forsøger at spørge på forskellige måder.

For jeg ikke skal opdage, at det i bund og grund handler om det samme om og om igen: 'Hvor er ...?' Jeg har gennem længere tid endda noteret mig, at han får noget blødt i stemmen. Og at jeg altid hedder skat, når han spørger efter noget. (...)

Hvert eneste 'hvor har vi?' er et bevis på det jeg, og han, ved er sandt. At det kun er mig, der rydder op her i huset.

14. maj "Skat, hvor for gider du overhovedet være sammen med mig?" spørger Magnus sommetider.

"Det ved jeg ikke, det ved jeg ikke lige nu," siger jeg.

23. maj Jeg surfede lidt på nettet - findes der kurser, hvor mænd kan øve sig? Nej. Det gør der ikke.

Altså, hvis det er et spørgsmål om viden, det faktum at mænd ikke kan tage hånd om familielogistikken, så burde der selvfølgelig være en uddannelse i dette. Da alle, jeg kender, har samme issues med deres respektive, og alle respektive ville ønske, de var bedre til det (i det mindste de fornuftige mænd).

Vi kunne have kurser på universitetsniveau som for eksempel: Et halvt årsværk i Familielogistik, et kvart årsværk i Vejrligets betydning for tøjvalg, et kvart årsværk i Børn vokser, et kvart årsværk i Et skridt foran.

10. juni "Nej, jeg er sgu ikke meget bevendt," sagde en mand under en middag hos vores venner for noget tid siden. Jeg kender ham kun af navn og titel.

Der var lækker mad på bordet. De levende lys blafrede svagt i brisen fra den åbne altandør. Rødvinen kastede lange, røde skygger på den nystrøgne, hvide dug. Værtinden havde inviteret os, hun havde købt ind og lavet mad. Hun havde strøget dugen, ryddet op, dækket bord, købt blomster, tændt stearinlys, fundet tøj frem til børnene, ristet pølser til dem og hurtigt gjort rent på toiletterne, før vi kom.

"Det er noget andet med Johanna," fortsatte manden og nikkede i retning af sin kone på den anden side af bordet.

"Hvis jeg for eksempel går ind i en forretning for at købe mælk, så har jeg ikke andet i tankerne. Jeg går hen til køledisken, tager mælken, går hen til kassen, betaler og går igen. Johanna derimod, hun går for eksempel forbi hylden med vaskemidler, og så kommer hun i tanker om, at vi mangler skyllemiddel, og så køber hun det. Hun er fantastisk. Helt fantastisk. Er det ikke rigtigt, Johanna? At jeg ikke duer til noget?"

Alle lo. Kunne Johanna gøre andet end at bekræfte det, nikkende og smilende, og sole sig i glansen fra ægtefællens rosende ord? Selvfølgelig følte hun sig lidt stolt?

Over at hun var så kompetent? Der sad garanteret adskillige kvinder ved bordet og ønskede, at deres mænd ville vise samme påskønnelse. Men hvis vi ikke får den af vores partner, er det næsten lige så godt med andre kvinders lovprisning:

"Hvor er det dog utroligt, at du orker at trække hele læsset."

Så bliver vi kvinder så glade og stolte. Det giver os fornyede kræfter, så vi kan tørne ind i muren med endnu større fart. Klask!

For ja, gu styrker det da selvværdsfølelsen at være ungernes yndlingsforælder i alle situationer. At have styr på situationen. At have hjemmet i sin hule hånd. Vide alt. Kunne mere.

Det er en bekræftelse på, at man er en rigtig kvinde. En flink pige. Selvom det betyder, at du får al gråd. Formentlig også alle skænderierne. Du kan ikke være væk om aftenen, for det er kun dig, der kan putte børnene. Du får mindre og mindre tid til dig selv. Du er konstant bekymret for, at I måske skal udgå for toiletpapir, at du glemmer en fødselsdag og sidste tilmeldingsfrist til et eller andet. Det er bekræftelse, men det giver ikke magt at være den, der ved, hvor vanterne ligger. Det er ikke nogen uvæsentlig opgave at tage sig af sine børn, sørge for, at de ikke fryser om hænderne, men det giver ingen magt at være familiens projektleder.

Lad være med at narre dig selv. Og husk, hver gang nogen roser dig - det er en dyrekøbt bekræftelse. Den koster mængder af din tid. Er den det værd? (...)

Vi er en fortabt generation. Jeg beklager at måtte sige det. For os er der kun tilbage at brokke os, skælde ud og få raserianfald. For jeg tror godt, de kan, altså mændene. De er bare 1: Forkælede. 2: Dovne. De kan, men de har 1: Ingen øvelse. 2: Ikke lyst.

Det får mig til at tænke på min far. Sammenlignet med ham er Magnus langt mere nærværende i børnenes hverdag. Magnus påtager sig et betydeligt større ansvar for hjemmet, for børnenes opdragelse, for vores familieliv.

Der er stor forskel.

Hvis der kan ske så meget på én generation, skal der vel i det mindste ske lige så meget frem til næste. For selvom vi er nødt til at skælde ud og herse og brokke os, håber jeg, at næste generations kvinder ikke behøver det. Men det er op til os.

Vi må lade være med at opfostre dygtige piger.

Løsningen er ikke kun at opdrage vores sønner til ligestilling. Det vigtigste er at opdrage vores tøser til dovne piger. Piger, der optager plads, tager for sig og ikke servicerer nogen. (...)

Vær doven. Virkelig doven. For hvilket signal sender du dine børn, hvis du bliver ved med at varte alle op? Som jeg tidligere har konstateret, indebærer det kort fortalt, at børnene kommer til at gå i besynderligt tøj, ikke have hue på om vinteren, at I i varierende grad vil komme i tanke om fødselsdage, forældremøder, skoleudflugter og lignende, at I aldrig nogensinde vil kunne finde noget derhjemme, og at der vil ligne en rodebutik samt lugte lidt fælt.

Det bliver ikke specielt hyggeligt, sandt nok. Lidt af et helvede. Men kun sådan kan du redde næste generations kvinder.

Gunilla Bergensten: Familiens projektleder siger op. 168 s., 179 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sara Arklint
  • Grethe Preisler
  • Inger Sundsvald
  • Lone Christensen
Sara Arklint, Grethe Preisler, Inger Sundsvald og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

Tak for det sidste indlæg Cecilie.

Ikke mindst den med stereotyperne.

Jeg er derfor også meget enig i kommentarerne til visse andre indlæg.

Dog må jeg tilføje at det forekommer mig at det er forfatteren til artiklen her der forsøger at løfte sin egen private hjemlige kamp - om netop det Inger Sundsvald omtaler et sted - og som jeg vil betegne som en gang tandbørstetubetrykkeri som eksisterer i alle forhold hvor der er mere end to mennesker der bor under samme tag - op til det niveau hvor det skal handle om netop stereotype forestillinger om - mænd versus kvinder.

Hendes parforhold er øjensynlig ved at smuldre. Jeg ville i alle tilfælde ikke – hvis hun var min samlever - have fundet mig i at skulle modtage sådan udstilling og opsang i pressen.

Alligevel ville jeg ubesværet kunne skrive noget lignende om min samlever og hun om mig. For vi er alle mennesker med begrænsninger i vores sensitivitet og opmærksomhed på forskellige planer og områder. Mere end det – ingen af os er ens eller skal være det – tværtimod er det forskellene som gør livet værd at leve - de er fundamentalt årsagen til at vi finder hinanden tiltrækkende.

Der er også en arbejdsdeling i ethvert forhold - en som man bør kunne tage op med hinanden på sengekanten og - ikke i en offentlig debat.

Det her handler om at forfatteren mener at 'sådan er mænd!'

Fundamentalt beskriver artiklen - os mænd – netop ud fra en ide som stereotyper.

Jens Sørensen

Sjovt som vi mænd endnu engang får skyld for at klynke.

Uden at gå ind i debattens indhold, er sandheden jo at debatten som sædvanlig startede med en artiklen, hvor forfatteren generelt klager over mænd manglende deltagelse i hjemmets pligter.

Er det ikke at klynke ?

Når så vi andre tillader os at bemærke, efter at være blevet "angrebet", at påpege elementer som forfatteren helt bevidst udelukker, ja så er det os der klynker !!!!

Hvis vi alle lovede hinanden ikke at klynke, ville der jo ikke blive skrevet flere "klage-over-mænd" artikler mere.

Hvorfor er der aldrig nogen artikler, der klager over at der ikke er nok kvinder, der tager del i de traditionelle mande-pligter ?
Forstil jer en artikel som denne, bare med traditionelt mandeopgaver i stedet for traditionelt kvindeopgaver !!

Når forfatteren selv indrømmer at hun vil bestemme, hvad er der så galt i at påpege det ?
Især når det lige præcist er et problem stort set alle mænd kan genkende.

Vedr. mænd der går ned after skilsmisser, kunne det også her være sjovt at bytte roller :

Mænd får pengene, børnene og alle rettigheder.
Myndighederne står klar med hjælp.

Kvinderne risikerer at miste kontakten til børnene, hvis de ikke makker ret. Nogle bliver uretmæssigt beskyldt og fængslet for vold og incest. ( her taler jeg selvfølgelig ikke om dem der reelt har begået disse forbrydelser), Nogle mister at samme grund job osv.
Ja, så kunne det være interessant at se hvor mange kvinder, der ville gå i hundene.
Husk bl.a. på den kvinde, der myrdede sine 2 børn, fordi manden fik almindeligt samvær !!!
Den uhyrlige diskrimination af mænd i forbindelse med skilsmisse, er med garanti også en af årsagerne til at kvinderne fylder alr for meget på hjemmefronten.
ALLE mænd ved hvad konsekvensen ved en skilsmisse vil være mht. til f.eks. børn.

Enten burde vi tage alle elementer ind i debatten, eller også burde sådanne klynke-artikler bandlyses.
Kun at se tingene så entydigt fra den ene side er jo ikke seriøst og egentlig heller ikke særlig demokratisk.
En artikel, der seriøst listede alle de fordele, og ulemper op, som begge køn påstås at have, kunne være mere interessant. Især hvis man bagefter vægtede de enkelte punkter på listen.
Hvor meget skulle f.eks. den relle magt/fordel vedr. børn vægte i forhold til at huske barnet fodvorte ??
Mænd og kvinder er i gennemsnit forskellige. At tro at vi kan dele alt fifty/fifty er direkte idiotisk. Det vigtigste er vel at når vi lægger alt sammen, ganger og dividerer, ja så er det ikke helt urimeligt.

Inger Sundsvald

Det er altså mærkeligt, at en forfatter som skriver en bog, og påpeger nogle ting hun og hendes omgangskreds er møgtrætte af – noget som måske en del kvinder kan nikke genkendende til, og evt. lære noget af – så køres kanonerne i stilling.

Hun generaliserer, hun klynker, hun er for privat, hun ser det ikke fra mandens side. Og så det sædvanlige om den uhyrlige diskriminering af mænd og problemerne i den anledning ved skilsmisse. Bogen burde bandlyses for den er ikke demokratisk. Og så det endelige stød under bæltestedet om hvordan kvinder ér: Husk lige ”den kvinde, der myrdede sine 2 børn, fordi manden fik almindeligt samvær !!!”

Gaia-bevar-mig-vel! Hvad har det med sagen at gøre?

Hvorfor i alverden skulle hun se det fra mandens side? Er hun forpligtet til at dele sol og vind lige og udbrede sig om skilsmisse og samvær i hendes helt egen bog? Skriver en mandlig forfatter ikke også hvad der passer ham, uden at være ’demokratisk’? Ser en Søren Fauli det fra kvindernes side?

Det er en bog om hende selv og hendes oplevelse af situationen, hvor hensigten lige så godt kunne være at få kvinder til at afgive ’magten’ som projektleder. Eller en advarsel om at begynde på den slags for de yngre kvinder.

Eller måske få nogle mænd til at indse, at de måske kunne begynde at lægge mærke til at ungerne er vokset ud af vinterstøvlerne og om hvornår det er tandlægetid. Det er ikke traditionelle kvindeopgaver, og som det skrives allerførst i artiklen: ”Fædre henter børn, laver mad og vasker tøj som aldrig før”, men det er ikke dét som er temaet.

Problemer med manden om bogen må hun selv tage. Ligesom manden må overveje om han skal opfatte et vink med en vognstang. Dét er i hvert fald ikke vores problem.

Henning Ristinge

Det sidste er jeg enig i Inger, Men er det ikke som om hun her forsøger at gøre det til vores problem - ved at generalisere det?

Jeg kunne da snilt smøre noget tilsvarende sammen om ting der er ude af balance i mit parforhold, kan vi ikke alle det?

Inger Sundsvald

Ristinge

Jo, det tror jeg vi alle kan. Det ville da være mærkeligt andet.

Jeg har jo ikke læst bogen, og ved ikke i hvor høj grad hun er ude i et personligt ærende eller er ’utilstedelig’ generaliserende. Men selv om hun er, så har hun lov til det.

Det kedelige er, at her på netavisen er der generaliseringer nok fra de sædvanlige mænd, som påstår at de selv holder sig til sagen (du er ikke specielt anklaget her ;-).

Jeg opfatter artiklen om bogen som et, måske nok provokerende, indslag, som jeg vil tro at en del mænd godt kan se det sande i, hvis de er ærlige overfor sig selv. Der er ting man ikke kan betale sig fra at andre husker for én. Bl.a. hvor tingene ligger.

Jeg er ked af at det kun er det sidste du er enig i :).

Jeg tror simpelthen vi bliver nødt til at skelne mellem det man kunne kalde for almindelige mennesker og så mennesker med en højere uddannelse.

Hvis I nogensind har læst min Mosters Migræne, vil I vide, at i Nordjylland (og andre steder), ja, der findes der almindelige mennesker, som aldeles ikke opfører sig som vi der har en akademisk uddannelse.

Og det er de 80% af befolkningen, jeg taler om, når jeg taler om mine erfaringer. Og her er det altså sådan rent deskriptivt, at det er kvinden, der bestemmer, det er hende, der lægger mærke til, hvornår børnene er er vokset ud af vinterstøvlerne. Og ve den arme mand, der i dette store segment af befolkningen kommer hjem med de forkerte vinter-støvler til børnene.

Og selv i Blockbuster kan man se det. Manden tør ikke leje en film uden at få den godkendt, over telefonen, af lillemor derhjemme. Luk dog øjnene op, og kom ud af jeres akademiske elfenbenstårn.

Og som før sagt er jeg enig i, at det ikke er givtigt, at det er sådan. Men sådan ser en del af virkelig-heden ud - altså. Og jeg har også haft kærester, som bestemt mente, at den måde, de gjorde det på, var den bedste - og hvis jeg ikke gjorde det på deres måde, så blev de sure.

Hvis mænd begynder at lægge mærke til at børnene skal have nyt tøj, og måske tager med ud og køber det, ja så vil det sikkert lyde fra konen. *årh, alle ved jo at mænd ikke har nogen fashion sense, eller kan sætte tøj sammen.* Og hvis han alligevel overhører dette, og går ud og køber noget tøj til sine børn, (uden konens godkendelse), ja så kan I være sikre på at hun står derhjemme og kritiserer hans valg - fordi netop det og det ville hun da bestemt ikke have valgt....

Og igen, jeg siger ikke, at det er givtigt; erfaringen siger mig bare at ca. 80% af alle kvinder vil opføre sig sådan. Og det er der sikkert en historisk grund til...

Inger Sundsvald

Karsten Aaen

Jeg er dybt chokeret. Opfatter du virkelig dig selv som en med akademisk uddannelse, som er helt væsensforskellig fra ’almindelige mennesker’? Din henvisning til ”Blockbuster” (hvad det så end er) tyder ellers ikke i den retning. Ikke engang fra Jens Sørensen har jeg hørt så fordomsfulde og nedladende udsagn.

Med mindre du er blevet hacket af en troll, må jeg bede dig om at skamme dig. Jeg giver ikke en ski’ for din erfaring med kærester, dine procenter og dine historiske og evt. biologiske forklaringer.

Men jeg skal da gerne trække mig, hvis du mener jeg er uværdig til en ’intellektuel og akademisk’ debat.

Men inden jeg trækker følehornene til mig, så vil jeg komme med en tilståelse, som er lige så privat som Karsten Aaen ynder at komme med:

Her i huset har det altid været mig der ryddede op. Når det blev helt kriminelt i bogtrykkeriet, med affald fra skæremaskinen og værktøj til maskinerne som flød alle vegne, så det var umuligt at finde så meget som en skævbider for mig, fattede jeg kosten og ryddede op.

Efterhånden lærte min mand, at hvis der var noget han ikke kunne finde af værktøj, så lå det på en dertil inddraget hylde. Manden havde altid vigtigere ting at tage sig af end oprydning, hvorimod jeg jo havde tid nok :(. Men jeg ville dælme ikke finde mig i, at når der vár ryddet op, så kunne han ikke engang finde hylden.

Det kunne der godt komme et godt skænderi ud af ;-).

Jeg kunne nok ikke finde på at skrive en bog om det, men der var vist ingen i familien eller omgangskredsen der var i tvivl om min harme, men heller ikke om min beundring og tilfredshed over hans muskler, og i den grad over hans evner med ungerne, lige fra bleskift til de trælse nætter med tandskift, og i ekstrem grad over hans solidaritet og venskab.

I virkeligheden kan det være så nemt, hvis begge parter ’arter’ sig. Og måske er det ligefrem en fordel ikke at være hverken akademiker eller særlig intellektuel.

Mona Blenstrup

Jeg er lige så rystet som Inger.

At inddele befolkningen mellem den der ikke er akademiske og dem der ikke er det. Gisp.

Hvad F...... har det med magten i hjemmet at gøre?
Elelr husarbejdet?
Elelr noget af det andet at gøre, som omhandler familien?

Jeg siger som Inger Skam dig .

Lennart Kampmann

"Mænd kan gøre tingene på den måde, de vil, bare resultatet bliver godt."

Hvis man nyttebetragter sin ægtefælle får man sikkert svært ved at blive lykkelig. Og hvis man samtidig mener at man er projektleder for en familie og dermed vil anvende virksomhedsjargon i det private, bliver det rigtigt svært at være glad.

Hvis forfatteren virkelig mente at hendes mand skal overtage, så må det ske efter devisen at den der udfører arbejdet selv vurderer om det er udført godt nok. Hvis kvinden er træt af at tage ansvaret så giv det videre. Men forvent ikke at have moralsk ret til at kritisere bagefter.

En familie med små børn er en urimelig arbejdsbyrde for mange. Sørg for at anvende indkomsterne fornuftigt: Få rengøringshjælp, få passet børnene en gang i mellem så forældrene får tid alene sammen. Og glem alt om at realisere sig selv mens ungerne er helt små. Og vigtigst: Giv aldrig op.

med venlig hilsen
Lennart

Jens Sørensen

Jeg er enig med Inger og Mona vedr. den akademiske synsvinkel.
Sikke noger bavl.

Når det være sagt, så er det sjovt at selv Karsten Aaen, som den rigtige mand, den bløde mand, den feministiske mand, indrømmer, at det for det mester er kvinden, der bestemmer i hjemmet.
Det burde vel give selv Inger og andre lidt stof til eftertanke. Når nu selv karsten-typen siger det, er der måske noget om det. Forfatteren indrømmer det jo også.
Men nåh nej, i ved jo bedre.
Og med hensyn til fordomme og nedladenhed, Inger, så er du mesteren vi alle ser op til.

Christian Olesen

Gunilla Bergenstens beretning er velskrevet og bestemt interessant og læseværdig. Jeg er dog ikke sikker på at den fortjener at blive opfatettet som et indlæg i debatten om kønsroller. Det er mere et surt opstød på baggrund af nogle dårlige personlige oplevelser.

I de kredse jeg kender til, er der bestemt ikke tendens til at kvinderne er mere projektledere end mændene. Faktisk vil jeg godt stille spørgsmål ved om man i en moderne familie typisk er organiseret på en måde, der tilsvarer en projektorganisation. Jeg ser typisk en fast fordeling af arbejdsopgaverne så som plæneklipning, maling af træværk, daglige indkøb, børnehentning og gaveindkøb. Næsten alle opgaver opfattes som og løses som driftsopgaver. Der er yderste sjældent brug for at "oprette et projekt" i en almindelig børnefamilie.Eksempler kunne dog være "projekt ny vil" eller projekt "konfirmation". Diskussionen i Gunilla Bergensten's tekst er således ikke så interessant, som den giver sig ud for. Det er bare gammel vin på nye flasker. Temaet er: Hvem tager opvasken!

Jeg er skam ikke blevet hacket af en troll; og jeg nægter ganske enkelt at skamme mig - fordi jeg baserer det på min erfaring. Og mine erfaringer er mine erfaringer. Og nej, jeg opfatter mig ikke som væsensforskellig fra almindelige mennesker - og det var heller ikke det der var pointen. Pointen er at mennesker med en akademisk uddannelse opfører sig anderledes, har en anderledes adfærd end f.eks. mennesker der er ufaglærte eller faglærte. F.eks. spiser mennesker med højere uddannelse sundere end mennesker med en lavere uddannelse - simpelthen fordi mennesker med f.eks. en akademisk uddannelse bedre er i stand til at forstå kampagnerne...

Og hvis vi endelig skal derhen, ja så viser alle undersøgelser, at det et de højt-uddannede kvinder, der sørger for at deres mænd tager barsels-orlov.... i hvert fald er det typisk kvinder med en videregående uddannelse, som mener at det er godt, at mændene tager barsels-orlov. Ufaglærte og faglærte kvinder mener typisk, at de skal tage hele barsels-orloven, da det jo er bedst for barnet.
Jo højere uddannelse, jo mere mener kvinden ganske enkelt, at manden også skal tage sin del af slæbet i hjemmet (og her taler vi altså sociologi, dvs. statistik og grupper og flertal af grupper...)

Og jeg har ikke delt befolkningen op i dem med en akademisk uddannelse eller ej. Det er der skam andre der gør. Forhold jer dog til det jeg skriver i stedet for at fare i flint over at jeg, ligesom reklame-branchen, opdeler folk i segmenter.

Blockbuster er sted hvor man kan leje film. Og ca. hver anden gange eller 3 ud af fire gange, hvor jeg er i Blockbuster, ser jeg en mand ringe hjem til konen eller kæresten og spørge hvilken filom, de skal leje.

Og I forholder jeg jo heller ikke til, at jeg skriver, at det netop er en beskrivende tendens jeg kommer med, ikke en normativ måde at opføre sig på. Eller at det et er en givtic måde at opføre sig på - for både mænd og kvinder. Eller at det sikkert har historiske årsager; lad mig udvide dette så.

Kvinden har siden 1800-tallet stået for hjemmet, tillagt som hun blev af borgerskabet i 1800-tallet, bestemte egenskaber som passede til hendes rolle som husmor og mor. Manden blev så tillagt andre egenskaber som passede til hans køns-rolle som familie-forsørger. Manden i dag skal stadig være familie-forsørger (sådan da), men nu forventer kvinderne også (sådan da) at han indoptager de såkaldte kvindelige egenskaber (blidhed, omsorg, ansvar for familien). Men da kvinden i ca. 200 år haft ansvaret, ja man kan måske ligefrem sige magten i hjemmet, er der nogen kvinder, som slet slet ikke kan håndtere, at manden ligefrem har lyst til eller vil tage ansvaret for familien helt ned i detaljen.

Og de 80% er for min egen regning - ....

Inger Sundsvald

Karsten Aaen skriver:
”Hvis mænd begynder at lægge mærke til at børnene skal have nyt tøj, og måske tager med ud og køber det, ja så vil det sikkert lyde fra konen. *årh, alle ved jo at mænd ikke har nogen fashion sense, eller kan sætte tøj sammen.* Og hvis han alligevel overhører dette, og går ud og køber noget tøj til sine børn, (uden konens godkendelse), ja så kan I være sikre på at hun står derhjemme og kritiserer hans valg - fordi netop det og det ville hun da bestemt ikke have valgt....”

Og så er der nogle henvisninger til ”Min mosters migræne”.

Se det er jo fordomme så det basker om hvordan kvinder er.

Du kan ikke snakke dig fra et bemærkelsesværdigt indskrænket og snæversyn. Og så fra en folkeskolelærer! Hverken historisk eller på anden måde er dine vurderinger valide.

Nu har jeg i flere tråde læst indlæg efter indlæg, hvor du berømmer dig selv som en følsom og forstående mand, og hvor du er tæt på det forurettede og på klynkegrænsen. Jeg var tæt på at have sympati, men nu gider jeg ikke mere tage dig alvorligt. Behold du din opfattelse om de 80%.

Inger Sundsvald

Jens Sørensen

Du har jo ret til at mene at jeg er nedladende. Hvis du ikke selv var så krigerisk, er jeg sikker på at der var mange ting vi kunne blive enige om. Men jeg synes at du er 'gammeldags'.

Jeg kunne efterhånden fristes til at tilslutte mig Cecilie V’s forskellige opsange og Kathrine Lassens enkelte ’pip’. Især om det velvalgte udtryk ”stenalder-scratch”. Hvor er det fortvivlende, at man skal blive ved med at høre om ’historiske sandheder’, og om hvorfor der aldrig er artikler og undersøgelser om at kvinder ikke tager del i de ”traditionelle mande-pligter”.

Tænk engang, dette i et land hvor kvinder griber malerpenslen og boremaskinen på lige fod med manden. Jamen jeg ville da have elsket at køre rundt med havefræseren og at hugge brænde, hvis der havde været brug for den slags. Men jeg er ikke sikker på at jeg havde fået lov. Men jeg har da været værdsat som murerarbejdsmand.

Hvornår går det op for jer gamle og unge hanelefanter at mennesker er forskellige, og at det er op til hver især at fordele arbejdet efter hvad hver især kan påtage sig – både det fysiske og det mere hukommelsesmæssige, så der er lige meget fritid til begge parter.

Jeg kan gå helhjertet ind for følgende:
”Og forstå, at verden ville være et langt mindre besværligt og konfliktfyldt sted at leve i, hvis man droppede sine stereotype forestillinger om kønnene. Og også fatte, at det der skaber modsætninger og barrierer er samme stereotype forestillinger. "Skaber" er nøgleordet her.”

Jens Sørensen

Inger,

Jeg tror også vi er enige i mange ting.
Selv vedr. debatter vedr. kønsroller.

Forskellen ligger i vores opfattelse af hvordan verdenen rent faktisk ser ud.
Her er vi meget uenige. Men "drømmen" om hvordan det burde være tror jeg vi har fælles.

Jeg og mange andre mænd, bliver provokeret med de konstante ensidige artikler, der altid kun ser tingene fra kvindens side.
Som oftest er der klager og klynk over hvor dumme, dovne mænd er. Og om hvor fantastiske, undertrykte kvinder er.

Aldrig ser man tingene fra begge sider.

Som f.eks, denne artikel.
Hvis forfatteren havde skrevet artiklen med udgangspunkt i ALLE hjemmet opgaver, ja så kunne man få en konstruktiv debat ud af det.
Men nej. Endnu engang: mænd er dovne og dumme. De undertrukker kvinder, voldtager dem og bedriver incest.
Det er faktisk den måde mange mænd efterhånden beskrives på i medierene.
I et tidligere indlæg skrev jeg at fordelingen af de totale opgaver for en familie burde være således at alle opgaver blev værdisat med et fælles ambitionsniveau. Dette således ar begge parter havde ca. lige meget fritid.
Heri var du jo enig.
Derfor synes jeg, at du også burde klnabdre artilken at den KUN omhandlede de traditionelt kvindelige opgaver og dermed IKKE de traditiionelt mandelige opgaver. Kan du forklare mig hvorfor disse debatter altid starter med et angreb på mænd og uden de ting mænd rent faktisk (traditionelt) laver bringes ind i debatten,

Som Christian Olesen skriver :
"Temaet er: Hvem tager opvasken"
Det er jo det artiklen handler om.

Det er altså en privat debat, hvori ALLE hjemmets pligter skal indgå. Gør man ikke det, er det jo direkte useriøst.

Inger Sundsvald

Jens Sørensen:
”Endnu engang: mænd er dovne og dumme. De undertrykker kvinder, voldtager dem og bedriver incest.”

Det står der ikke et ord om i artiklen om bogen.

”Som Christian Olesen skriver :
"Temaet er: Hvem tager opvasken"
Det er jo det artiklen handler om.”

Nej, det er, heller ikke, temaet.

”Derfor synes jeg, at du også burde klnabdre artilken at den KUN omhandlede de traditionelt kvindelige opgaver og dermed IKKE de traditiionelt mandelige opgaver.”

Fri mig fra de traditionelle kvindelige og mandlige opgaver. Det er SÅ langt ude i dagens Danmark.

Og igen: Det er en forfatter som i en bog giver SIN frustration frit løb. Det har jeg ikke tænkt mig at klandre hende (hvis jeg forstår dig ret). Det er ikke et spørgsmål om demokrati. Er det useriøst at en kvinde skriver en bog om hvad det passer hende?

Men du kan jo selv skrive en artikel eller en bog om emnet set fra din synsvinkel.

Lennart Kampmann

Inger Sundsvald

Den sidste post slipper du lige lovligt let om, hvis du spørger mig.

"Er det useriøst at en kvinde skriver en bog om hvad det passer hende?"

Det korte svar er - ja.

Jeg er årgang 1970, lever i et ligestillet forhold (børnene kan ikke altid skelne mellem mor og far ;) ) Når en kvinde betegner sig som projektleder for en familie har hun da ikke forstået opgaven særligt godt. Hun giver da ikke plads til andre, og monopoliserer offeret.
Men "vi mænd" er kloge. Vi tænker rend og hop, den hopper vi ikke på. Hvis opgaven er så sur, så slip den. Det er sådan "vi" tænker. Måske er det der "vi mænd" kan hjælpe kvinder: Hvis I er frustrerede så slip det. Giv det til andre.

Vi har lige muligheder for det meste. Indrømmet kan vi altid findet et eksempel på at der er forskel. Men når det er sagt, så kommer vi ikke udenom at vi som samfund er kommet længere end de fleste.

Jeg synes bare at forfatteren bitcher og det klæder hende ikke.

med venlig hilsen
Lennart

Inger Sundsvald

Lennart Kampmann:
”Jeg synes bare at forfatteren bitcher og det klæder hende ikke.”

Jeg tror hun er temmelig ligeglad med hvad der klæder hende. Hun er tydeligvis frustreret. Derfor er det korte svar fra mig: NEJ, det er ikke useriøst, hverken fra hendes eller fra forlagets side at udgive den bog.

Desuden finder jeg det useriøst at hænge sig i et ord som projektleder. Det er i øvrigt en udmærket dækkende betegnelse for det hun beskriver, og sådan som jeg opfatter den.

Lennart Kampmann

Inger Sundsvald

Hun er frustreret men derfor er det ikke nødvendigt at gribe til martyriet. Projektleder er en positiv mellemlederbetegnelse i erhvervslivet. Når hun kalder sig selv det distancerer hun sig fra forældrerollen.

At være forælder er et til tider anstrengende arbejde, som kræver at man kan klare længere perioder med modgang. Begge parter i et ægteskab med børn må indstille sig på at yde i en lang periode, og begge lider afsavn. Forfatteren lærer her at man ikke kan kontrollere alt, og at når man samarbejder om at opdrage børn, må man gå på kompromis med ting, så som hvor rodet der kan være, eller om børnene har blå eller røde trøjer på. Sådan som jeg oplever min egen familie og mine venner og deres familier har begge køn udfordringer og noget at lære, men fælles er at det ikke er god stil at beklage sig. Det er en opgave, der skal løses og man må bide tænderne sammen en stund.

Og skulle det endelig være at hun har en mand der ikke hjælper hende, så hænger hun på sin egen manglende evne til at vælge den rette partner (Hårdt sagt - jeg ved det.)

Hun angriber moderrollen som var det business, men er det virkeligt klogt?

Med venlig hilsen
Lennart

Mona Blenstrup

Jeg kender en del folkeskolelærere i den tunge del af alderfordelingen, der ikke er akademikere.

Man kunne godt blive optaget på lærersemenariet med en almindelig folkeskolebaggrund plus noget
erhvervserfaring og rejser til eksotiske lande.

Men derfor er de vel lige gode alligevel elelr hvad synes Karsten?

Jeg ved godt, at den med klasseinddelingen og især uddannelsesniveauet spiller meget ind, men jeg er så blåøjet, at jeg finder disse inddleinger dumme.

En ufaglært er ikke pr. automatik mindre begavet eller usund, og en akademiker ikke mere sund eller mere begavet.

Begavelse er ikke lig med uddannelse og slet ikke med dannelse.
Mange ting kan læres udenad blot ikke pli og indlevelse i andres forhold.

Lene Bergqvist

Jeg glæder mig til at læse bogen, jeg tror den sætter ord på lige præcis hvordan jeg - og størstedelen af mine søstre (2),døtre (2), mødre (1), nære veninder (3) og kvindelige venner (n) føler hverdagen.

Jeg er (lige som alle andre kvinder jeg kender) en af dem, der ikke er interesseret i at styre familien, men som modvilligt har påtaget sig det fordi tingene ellers sejlede......
Måske er det fordi vi er bange for prisen, at vi viger tilbage for at gennemføre boycotten af kvindens totale familieansvar. For prisen er jo i yderste konsekvens skilsmisse.

Herhjemme nægter min mand at deltage i diskussionen, idet han henviser til at han skraber sne og slår græs. Men jeg har nok grebet opgaven med at involvere ham forkert an, og nu vil jeg købe Gunilla Bergenstens bog og se om jeg kan lære bedre argumenter. Og når jeg har læst den, så vil jeg låne den til alle voksne kvinder jeg kender.......

Jeg har ikke sagt noget om at folkeskolelærere eller dem, der ikke er akademikere er mere dumme end andre. (og hvis det fremstod sådan, så undskylder jeg meget...)

Og jeg har heller ikke talt om begavelse; jeg har derimod talt om adfærd. Og der er forskel på hvilken adfærd folk med en længere-varende uddannelse har og folk med en faglært uddannelse har, når det kommer til f.eks. sundhed, rygning mv.

Og jeg bliver altså nødt til at sige at stort set alle undersøgelser i det her land påviser, at folk der f.eks. ryger og spiser usundt (her defineret som det som systemet mener er usundt for tiden) har en lavere uddannelse, dvs. er faglærte og ufaglærte.

Og at alle undersøgelser også viser at folk med en længere-varende uddannelse f.eks. en akademisk eller en folkeskolelærer-uddannelse spiser sundere, stort set ikke ryger, men måske drikker de lidt mere god rødvin end de faglærte. (som drikker øl).

Og for et par år siden var der også en under-søgelse som påviste, at kvinder der f.eks. var ufaglærte ikke mente, at mænd skulle tage barsels-orlov, mens kvinder med højere uddannelser, f.eks. folkeskolelærere, akademikere, journalister mv. mente, at det var godt for barnet, hvis deres mænd tog barselsorlov. Og disse undersøgelser kan findes gennem brug af google...

Og når jeg taler om dette, taler jeg altså ud fra grupper af personer, ikke enkelt-individer. Jeg har nemlig mødt både ekstremt begavede hånd-værkere og dybt dumme og ekstremt u-intelligente akademikere. Og faktisk er jeg som mand med 10 tommelfingre meget taknemmelig for, at der findes kvinder og mænd som vil gå håndværker-vejen og sørge for, at sådanne nogle som jeg kan få sat klinker op i badeværelser, få hængt lamper op i stuen, malet og tapetseret mv.

Personligt er jeg ligeglad med, hvordan de enkelte familier fordeler arbejdet i hjemmet, sålænge det passer til den enkelte familie. Mere interessant for mig at se er det at diskutere hvorfor og hvordan det kan være, at kvinderne synes, de skal påtage sig rollen som familiens projektleder, dvs. hvordan det kan være, at de mener, at der netop er dem, der skal huske på, hvornår børnene skal til tandlæge eller have nye vinterstøvler.

Denne artikel er noget af det bedste og mest øjenåbnende, jeg har læst længe, idet den har sat ord og fingeren på det misforhold, der eksisterer i mange parforhold og familier på trods af en tilsyneladende ligestilling: den psykiske belastning, det er at skulle være parforholdets eller familiens hukommelse og igangsætter, og hvordan denne opgave oftest tilfalder kvinden.

Jeg fandt netudgaven her og ville sende et link til en interesseret veninde, faldt over det vældige kommentarfelt - og hvor er det dog deprimerende og nedslående at læse "debatten" her.

Jeg har haft samme oplevelse før: en progressiv artikel, der åbner nye synsvinkler og giver ny bevidsthed bliver efterfulgt af træg debat med gammeldags synspunkter, uddaterede fronter og skyttegravskrige, antikverede kønsopfattelser. Hvor er det ærgeligt. (Jeg hentyder ikke til alle kommentarerne, men en del af dem).

Jeg vil meget gerne læse artikler skrevet af mænd, der på et vist analytisk, refleksivt niveau beskriver de problemer, strukturer, magtforhold o.lign., som mænd oplever i privatsfæren.
(Der er en rimelig artikel om mænd som køn i Euroman denne måned. Ellers ses disse nærmest aldrig). Generelt er den form for artikler skrevet af kvinder, og en bestemt gruppe mænd brokker sig så over at deres side af sagen ikke er tilstrækkeligt repræsenteret. Det er den naturligvis ikke. Særligt ikke i denne essayistiske genre. Hvem skal skrive mandens oplevelse frem? Analysen af hans erfaring i privatsfæren? Er det kvinden? Det ville jo netop være et symptom på en skæv ansvarsfordeling, hvor kvinden er projektleder og talerør for det hjemlige område. Kom på banen, mænd. Brug refleksionen og analyseevnen omkring privatsfæren også, kønsroller, etc. Det ville være så dejligt at få lov til at læse analytiske, begavede artikler om forskellige mænds oplevelse af hjem og parforhold. Konstruktive artikler, der genererede forståelse og indsigt, et fælles sprog, bevidsthed. Istedet for at læse bistre, dekonstruerende kommentarer fra en gruppe mænd i kommentarfeltet til denne type artikler med et bestemt kvindeligt synspunkt.
Hvor er de artikler? Hvem går i gang med at skrive dem? Send gerne links.

Inger Sundsvald

Rachel L.

Tak for din udlægning og forståelse af essensen. Jeg fik et helt tiltrængt pusterum fra andre deprimerende debatter ;-).

Majbritt Nielsen

Jeg kan ikke lade være med at tænke på to af mine veninder. Efter at ahve læst denne artikel.
Den ene boede sammen med sin kærste. Var igang med en uddannelse, hvor hun læste fransk og lærte meget om vin ved siden af sin læreplads som tjener.
Så blev hendes kærste(de begge føst i tyverne) færdig med sin uddannelse. Han gad ikke lige melde sig arbejdsløs, da i så fals ville blive aktiveret.
Hun arbejder som en hest og gør rent mv derhjemme.
Hun blvier mere og mere træt. Og han er knotten over hun ikke ville have sex. Plus der i øvrigt ikke var mere mælk i køleskabet.
Behøver jeg sige at det tog mindre end 2 minuter før jeg havde en sydende, arig veninde inde hos mig. Fuldstændig opløst i tåre af raseri og træthed.
Han sad derhjemme, spillede computer og kunne ikke engang lette sin røv og hente mælk.
Nå men jeg fik sagt til hende at hun måtte fortælle ham hvad hun så der var forkert.
I dag har de en datter og jeg ville dælme ønske at det var mig der var deres datter. De har fået ændret det der var galt dengang og nu gift.
Dena nden veninde måtte slå i bordet for at hendes mand ikke tog bilen og fes afsted hver aften. Da de boede på landet og havde en en og en datter(spæd dengang).
Og hvor fedt er det lige at sidde alene mens farmand fiser rundt?
Ps jeg er for doven til familie og alt det der. Heldigvis er jeg så ikke endt med det. For det var ikke optimalt for nogen.

Oven i det hele bliver ha

Har lige oprettet en profil herinde blot for at skrive en enkel ting eller to.

For det første er det GENERELT sådan, at kvinder har en tendens til at tro, at de ved hvordan verden er skruet sammen. Med andre ord, hvilke faktorer der styrer hvad og hvordan man justerer for at opnå det ønskede resultat - som kort og godt er LYKKE.

Kvinden forsøger konstant at opstille en verden, regler mm. Hvis dette følges af manden opnås (evig)lykke og forholdet blomstrer. Alternativet er, at lovene ikke bliver overholdt, hvilket så blot betyder, at forholdet går i stykker.

Der er så mange hipster kvinder derude (og denne forfatter er ingen undtagelse) som lider af storhedsvanvid, egoisme og ekstrem indbildskhed.

Der er en verden uden for jeres egen lille verden. Kom lidt ud - gerne uden for jeres overklasse miljø og åndelige ekstase. Beskæftig jer evt. med fysik, matematik etc. Med andre ord videnskab, hvor i kan MÅLE jeres intelligens. Ligesom i dernæst kan MÅLE succesraten af jeres valg (eller mangel på samme). Besøg evt. lidt fattigere lande (hvor folket ikke er så forkælet, og rent faktisk har andre værdier).

I kvinder konkurrerer konstant indbyrdes. Konstant er i utilfredse. Konstant skal i være bedre. I ønsker magten. Hvis ikke i får den styrter hele jeres verden sammen fordi i dermed ikke kan lege Skaber og realisere jer selv - for det er hvad det dybest set hander om...

Alt det jeg har skrevet ovenover går til "all ya hipster girls out there!"

"The trouble with the world is that the stupid are cocksure and the intelligent are full of doubt."
-Bertrand Russell

randi christiansen

Det rene familiepolitiske uforberedte kulturskred og heraf følgende ragnarok - kvinden - hjemmets projektleder - ud på arbejdsmarkedet, børnene ekstreminstitutionaliseres, mange mænd har ikke læst skriften på væggen, og deres kvinder enten været for dumme eller for skruk til at sætte dem ind i tingenes nye tilstand : ´din mor arbejder her ikke´ - og som med så mange andre store forandringer, er det et spørgsmål om tid, før parterne viser sig situationen voksen.

Jeg må dog sige, at jeg kun har kendt mænd, min far inkl. - der som den naturligste ting i verden kunne finde ud af at tage deres del af ansvaret for hjemmebasen.

For de intelligente mænd var der i hvert fald efter feminismens indtog ingen tvivl om arbejdsdelingen - de modtog denne nye frigørelse fra fortidens snærende sociokulturelle bånd som en gave til sig selv, deres partner, familien og hele samfundet. At det for nogen skulle vise sig så vanskeligt at implementere denne nye sunde fornufrt er overraskende.

Der er vel forskel på at være aktiv hver eneste dag i hjemmet, og så at køre græsslåmaskinen nogle gange i sommerperioden og hugge brænde et par gange om året. Mon ikke det er mere trættende og tager mere tid at passe hus og hjem hver eneste dag fremfor at have nogle få særopgaver, hvor man i øvrigt kan få lov at hygge sig med det i fred uden at skulle træde henover børnenes sure sokker indendøre.

Jesper Lindebjerg

Det er meget enkelt: Bliv skilt! Fremtiden er ikke at skændes om niveauet for oprydning og rengøring og andre praktiske foranstaltninger. Min ekskone skreg at nu var det fandme min tur til at gøre rent.

Jeg foreslog at vi skiftedes til at gøre rent. Hun var enig. Hun mente at vi skulle gøre rent to gange om ugen, én gang hver. Jeg mente at vi blot skulle skiftes til at gøre rent. Så kunne hun gøre rent når hun syntes der trængte til det og jeg kunne gøre rent når jeg syntes der trængte til det.

Jamen, så kommer det jo til at ligne en svinesti det meste af tiden, svarede hun forvirret. Jeg svarede at i demokratiets og ligestillingens navn måtte hun acceptere mine grænser for hvornår der trænger til at blive gjort rent, præcis lige som jeg måtte acceptere hendes.

Den løsning kunne hun ikke acceptere og det endte med at vi blev skilt. Nu har vi et fint samarbejde, der er mere beskidt hos mig end hos hende og alle er glade. Drengene er hos mig halvdelen af tiden. Når de er hos mig, kommer de oftere i skole uden hue eller med forkerte bøger. Eller med tøj der ikke passer i farven.

Når de er hos mig, er der cykelture, fodbold, træklatring, vennebesøg. Når de er hos hende, er der indbundne bøger, varm mad kl. 18, kage til aften-teen, fjernsyn, I-pad og hjemlig hygge.

Problemet er løst.

Minna Conradsen

For mig at se, handler det slet ikke om køn, men en noget trist afbildning af mennesker, der lever i en selvskabt pseudo verden af værdier skabt i overflod, Jeg læser mere en kvinde, der lever/har levet noget af sit liv i en rolle, uden kontakt til sig selv, og stadigvæk med det distancerede intellekt prøver, at finde noget at hænge utilfredsheden op på...av.

Min mand vasker tøj og passer bil - står op om morgenen brygger kaffe - havregrød og ordner opvaskemaskinen ' -han gør det på sin egen mandemåde - og tager sig betalt i dyre hobbyer - mens han skifter karburator eller drejer en ny gearknop til veteranen - er jeg til tai chi eller tibetansk- han har både kælder og garage - jeg har atelier - Jeg planlægger ferien - bestiller hotellet - han kører bilen - jeg køber gaver - planter roser graver have - han slår græsset og nogen gange ryger der et par stauder - han vil sove med åbent vindue og lader skuffer og døre stå åbne ' jeg sover med uldsokker - og nathue - når jeg ser på vores voksne børn sætter de både en ære i at betjene deres familie - lave en god kop kaffe - noget god mad - sørge for at deres børn er rene pæne og vel opdraget og underholdt - det går vel ud på at finde balancen for sig selv -og den simple glæde ved at give og tilfredsstillelsen ved at yde sit bedste '

Torben Knudsen

Fællesnævnere:
Undfangelsen har vi ikke indflydelse på
Opvæksten har vi ingen indflydelse på
Uddannelse har vi næsten ingen indflydelse på, sådan frem de 18
Hvordan mor? er lidt teori og lidt selvstudier, hvad det lidt breder kan indebære står uklart.
At besluttet at få børn er mest forbundet med sex og midlertidig kærlighed.
Det at stå med den nyfødte i armene er for det meste en overraskelse.
Timeplanen i at være forældre er så godt som ikke tilstede i skolen.
Lige pludselig står vi der og er en familie og forældre, der skal prøve at finde ud af hvad det indebærer og som ballast på godt og ondt har vi vore egne oplevelser af opvæksten/vores opdragelse, der er så forskellig så den dårligt kan bruges til noget i det fælles projekt.
Problemerne kan I læse ovenfor.
Der trænes/forberedes mere i at få kørekort end at blive forældre.
Det skal gå galt.
At det også går godt er et under.

Toke Andersen

Jeg har ikke læst debatten. Følgende er måske allerede skrevet.

Et væsentligt problem i den praktiske ligestilling, specifikt på familieområdet, er forskellige forventninger til arbejdets udførsel.

Disse "forskellige forventninger" kan næppe tilskrives et mandligt eller kvindeligt temperament alene. Men det synes alligevel et dækkende mønster for majoriteten, i min erfaring.

Der er dog næppe grund til at fortvivle. Tilpasning og homogenisering foregår konstant, om end langsommere end mange kunne ønske.

Mikal Holt Jense

Magen til ævl skal man lede længe efter. Mænd er 1: Forkælede. 2.: Dovne. Jeg kan fortsætte: kvinder kan ikke køre bil, tyskere er nazister og alle indvandre er kriminelle. Jeg ved godt, at forfatteren prøver at sætte tingene lidt på spidsen. Problemet med denne form for generalisering er, at det skader mere end det gavner og at ønsket med bog og artikel får stik modsat virkning. Debatten i dette forum viser tydeligt dette. I stedet for at ramme de mænd, som måske trænger til en opsang, rammes i stedet de mænd, som måske er enige i meget af indholdet – ved at gøre det til en kamp mellem mænd og kvinder. Jeg blev harm, da jeg læste artiklen. Så meget at jeg bliver nød til at reagere – og jeg føler egentlig, at vi var på samme hold inden jeg læste artiklen.
Selvfølgelig skal vi i et parforhold deles om pligterne – især hvis begge er udearbejdende. Det gælder både det man i gamle dage kaldte mandlige og kvindelig pligter fra støvsugning af bil til at lægge tøj sammen. Det handler om samarbejde, kommunikation, afstemme forventninger og i nogle tilfælde gøre, hvad man hver især bedst kan lide og er bedst til.
Vi skal hjælpe hinanden ved spidsbelastninger fx på arbejdet. I perioder vil jeg kunne have skrevet meget af det samme som er nævnt i artiklen. Det skulle så gerne afløses af at min kone tager over i andre perioder – ellers må vi snakke om det.
Jeg medgiver, at der er nogle familier hvor det af forskellige årsager fungere som beskrevet i artiklen. Jeg er også enige i, at nogle mænd bør hanke op i sig selv, tage et større ansvar og komme ind i kampen. Ligeledes bør en del kvinder slippe kontrollen. Forfatteren har selv svært ved det fx ved ikke at stole på sin egen bror.
Jeg hæftede mig også ved at ”Mænd kan gøre tingene på den måde, de vil, bare resultatet bliver godt.” Det siger alt. Underforstået: ”Mænd kan gøre det på deres måde, så længe jeg (kvinden) får det som jeg vil have det”.
Vi må acceptere forskelligheden blandt mænd og kvinder. Eksemplet med kvinden der står for middagen, kan ses i et andet lys. Min kone elsker at lave god mad. Jeg kan og vil også gerne lave mad, men mens hun laver mad slår jeg fx græs, sætter en hylde op eller tømmer kloak og afløb for hår og hudrester – ofte sammen med mine drenge. Så har mor ro til at lave mad.
Min kone sørger for at der er blomster, dug på bordet og at tingene er i de rette le creuset fade. Jeg sætter pris på dette. Det skaber hygge, som jeg nok ikke selv havde tænkt på. Men jeg tror alligevel godt at vi kan have en hyggelig – og i nogle tilfælde mere afslappet – aften, hvis fadene ikke matchede og dugen var af voks i stedet for stof.
Et andet eksempel på at vi er forskellige er værtindegaver. Min kone har spurgt, hvorfor det altid er hende, som skal stå for værtindegaverne. Mine kammerater og jeg har næsten aldrig haft gaver med til hinanden. Jo, måske en flaske god vin – også naturligvis gaver ved særlige lejligheder. Min kone har altid givet gaver til sine veninder, og det er fint. Men hun behøver ikke at blande mig og mine kammerater ind i det. Hvis hun føler det som et pres eller mere arbejde, kan hun aftale med sine veninder, at de stopper med at give hinanden værtindegaver.
Når jeg ser på vores venskabskreds er der mange forskellige måder at gøre tingene på, og mange steder er man lige gode til at deles om pligterne. I vores familie har både mor og far en karriere – og jeg to timers daglig transport. Jeg prøver at tage min del af arbejdet og ansvaret. I nogle perioder har jeg måtte trække læsset ved at istandsætte et nykøbt hus eller når min kone har gymnasieelever op til eksamen - ligesom det er mig, der står for morgenritualerne, når min kone skal undervise kl. 8.00. Til gengæld henter mine kone børnene tidligere og tager over når jeg skal se Champions Leauge med venner. Jeg har også måtte kæmpe for at få min del af barselsperioden og insisterer på at mine børn ikke kun kan trøstes er mor.
Det skal jeg ikke have en medalje for, da det er helt naturligt, men jeg skal ikke have at vide at jeg er forkælet og doven.
Ofte hjælper det at løse problemer på lavest mulig niveau. Måske skulle forfatteren tage en lang snak med Magnus eller sammen snakke med en parvejleder frem for at blande os andre ind i jeres problemer med arbejdsdelingen.

Sider