Læsetid: 5 min.

Alting flyder

I sin karrieres efterår har Manchester Uniteds manager Ferguson tilsyneladende forliget sig med fodboldens magiske og hårde odds. Da han blev spurgt, hvad masterplanen var i de sidste sekunder af matchen mod Aston Villa, svarede han skælmsk og uoversætteligt: 'Gamble'
I sin karrieres efterår har Manchester Uniteds manager Ferguson tilsyneladende forliget sig med fodboldens magiske og hårde odds. Da han blev spurgt, hvad masterplanen var i de sidste sekunder af matchen mod Aston Villa, svarede han skælmsk og uoversætteligt: 'Gamble'
11. april 2009

Man skulle tro, at resultatet 2-2 i en fodboldkamp på et tætpakket Old Trafford betød uafgjort. Men efter endt tjeneste tirsdag aften kunne Manchester United og FC Porto, kvartfinalister i årets Champions League, forlade arenaen med en stemning af sejr. Porto sled og slæbte og beordrede konstant alle mand frem i kontraer, der mørnede værternes backkæder. United tilkæmpede sig overmagten på midtbanen og stormløb det sydeuropæiske mål. Alt bølgede frem og tilbage, inklusiv supporternes skønsang på lægterne. Defensiverne havde ikke kronede dage, og målt i forhold til muskelhold som Liverpool og Chelsea, der spiller returkamp om tre dage, besad hverken englænderne eller portugiserne den kynisme, der skal til for at stryge helt til tops i sporten.

Fuck kynismen. Wayne Rooney strålede, og hans akrobatiske hælaflevering til Carlos Tévez i det 85. minut, som bragte United på 2-1 efter en lang og underholdende stillingskrig, var kampens mikrokosmos. I den berøring lå fighterviljen og den utæmmelige individualitet, som kun kan knopskyde ud af den samlede spillermaterie. Tévez' pletskud forløste de 76.000 tilskuere i Manchester-forstaden nok til, at Mariano Nicolas Gonzalez' udligning til 2-2 endte med at blive et fair mantra for fodboldelskere uanset farven på tørklædet: to be continued. Nemlig nu på onsdag på Estádio do Dagrao i Porto.

Imens undertrykker United-fans minderne fra 2004, hvor Porto under José Mourinhos ledelse med en sen scoring klarede 1-1 i den første knockoutkamp på Old Trafford og med en samlet 3-2 i bagagen gik hele vejen til Champions League-pokalen. Dén historie dyrker de uhæmmet lige nu i Portugal.

Panikken og den velsmurte fodboldkunst er Uniteds signatur, og man kan undres over, at det kan lade sig gøre i en verden af multifunktionelle formationer og taktiske perfektioner. Manchester er åbenbart skabt til at vinde i sidste moment. Tænk bare på Champions League-finalen i 1999, hvor de rød-hvide scorede to mål i overtiden og sendte Bayern München ud i kulden. Det var året, hvor de vandt The Treble. Peter Schmeichel kaprede umulige bolde helt ude ved stængerne og prikkede med det yderste af de store hænder kuglen op over nettaget.

Moden arrogance

Bedriften resonerede i Uniteds umulige projekt i Premier League sidste weekend, da de britiske darlings, Aston Villa, blev slået 3-2 i 90. minut med en fuldtræffer af den tidligere Lazio-spiller Federico Macheda. Han er kun 17 år, og mytologiske sammenligninger står allerede i kø. Machedas mentor er Ole Gunnar Solskjaer, der havde for vane at piske på banen frisk fra bænken og score forløsende mål, når det virkelig gjaldt. Macheda er sågar, hævder nogle britiske kommentatorer, en ny generations George Best, der med drengede nerver og moden arrogance føder dybfølte pasninger og stadig er manden med knopperne forrest, når der skal fiskes kasser.

Ferguson ved godt, at driften mod sejr, selv i kampenes døende minutter, er som en Janus-statue med to hoveder og to blikretninger. Nogle vil afskrive den som romantisk mangel på realisme. Det er som at synge hjemlandets vemodige sange, igen og igen, og de holder ikke længere. Fodbold skal vindes med stil og ukueligt håb, siger de stolt på de kanter. For dem er Fergies arkaiske tro på, at det bedste hold altid bør vinde, et patetisk ekko fra en aldrende mand, som snart går på pension og vil nyde resten af metieren. Andre ser forelsket på fodboldens hjerteblod og nægter at sælge ud af varen. Heller ikke, når Fergies afløser bliver en realitet.

Sarte penselstrøg

Men troen på, at truende ulykker kan vendes til hjertestoppende mirakelsejre, kommer med en pris. Forsvaret vakler, og der er ubalance i skudforsøg og reelle scoringer. Der kapitaliseres for lidt og danses for meget i Uniteds rækker. Gary Neville er ikke en vårhare, og Rio Ferdinand har ondt i lysken, og alligevel virker Uniteds omskiftelige 4-6-0-midtbane som DNA, der nægter at opgive momentum. Her skal kæmpes. Her skal bolde ud på fløjen. Her skal udfordres. Her skal demonstreres overskud til hæl, tå og trekanter. Her flyder spillet - i dobbelt forstand: Pasningerne, som balancerer mellem forprogrammering og impulsivitet, ligner et skønmaleri med sarte penselstrøg. Imens sidder fjenden bare og venter på, at United tværer dét maleri ud. De hugger bolden, fanger United på bagbenene og vender flow til erosion.

Hvis fodbold var tennis, ville Uniteds bedårende state of flow være en trodsig respons på serveessets tiltagende brutalitet.

I sin karrieres efterår har Fergie tilsyneladende forliget sig med fodboldens magiske og hårde odds. Da han blev spurgt, hvad masterplanen var i de sidste sekunder af matchen mod Aston Villa, svarede han skælmsk og uoversætteligt: "Gamble".

"At vinde er overskriften på denne klub. Vi spiller på den sande måde, og vi fortjener resultatet, fordi vi altid prøver at vinde. Risiko er en del af fodbold, og United har været sådan i lang, lang tid. Selv elsker jeg spændingen ved det. Jeg elsker at overvære den slags eventyr. Ja, vi tager alvorlige chancer, og vi forsvarer os ikke ordentligt. Men der er altid en scoringstrussel i os og muligheden for at vinde kampen," udtalte Fergie.

Selv 1-4-slaget mod Liverpool i sidste måned, som var det værste hjemmebanenederlag siden 1992, hvor Queens Park Rangers ydmygede Old Trafford med selvsamme cifre, vendte Ferguson til paradoksalt hovmod. Liverpools scoringer var alle resultater af United-fejl og kom ikke fra åbent spil, og hvis dysten udelukkende handlede om formfuldendthed - som langtfra kan spottes på måltavlen - var de røde djævle i en klasse for sig. Også selv om Michael Carrick var en zombie på midten og blev løbet indenom af Gerrard og Torres. Og også selv om elastikken mellem centerforsvar og defensiv midtbane bristede. Det er mediernes skyld, reflekterede Fergie:

"I ugevis måtte vi lægge øren til komplimenter, der priste vores suverænitet. Jeg blev ved med at undertrykke dem og sagde hele tiden, at ligaen er overordentlig skrap, og sidste lørdag mindede os om det."

Dér står fremtiden og tipper inden returen mod azuis e branco - de blå-hvide - i Porto på onsdag. Det er ikke bare fodboldens aktuelle dyst mellem æstetisk sensibilitet og rå determinisme. Det er også sindbilledet på Fergies pensionsmodne både-og-filosofi.

Fodbold handler om heroisk action i sidste sekund og et flow, der kan holde dansen svævende. Men fodbold handler også om skotter, der kan tage pynten af mediernes tribut og anerkende, at en sejr nogen gange er lig med det største tal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu