Læsetid: 4 min.

Blå mænd

Fodbold. Chelsea er en underlig fisk. Problemet er, at rivalerne hader dem, fordi de så åbenlyst hylder globaliseringens dyder, mens en stor portion af den rungende tomhed, som klubben ellers symboliserer, skyldes en lang årrække med indespærret nationalisme
25. april 2009

I kølvandet på onsdagens uafgjorte resultat mod Everton har Chelsea FC ikke længere en gylden mulighed for at stryge helt til tops i Premier League. Den ellers normalt mådeholdne succestræner, Guus Hiddink, insisterede ellers før kampen på, at de blåblusede fra London kunne gå hele vejen og kapre The Treble i år - Premier Leauge, FA Cup og Champions League. Det krævede selvfølgelig, at Manchester United snublede i titelkampen (og det har de gjort før), samt at Hiddinks tropper kan holde stand mod FC Barcelona på tirsdag. Men hvad er Chelsea? En underlig fisk.

Nogle mener, at tiden før 2003, hvor den russiske oligark Roman Abramovich købte klubben, slet ikke tæller med. The Pensioners, som holdet spøgefuldt kaldes, har kun vundet den engelske liga tre gange. Første gang var i 1955, og de to næste faldt lige efter hinanden - i 2005 og 2006, begge med stormombruste José Mourinho som træner. Før den tid var The Blues et middelmådigt mandskab, som klarede sig udmærket i de hjemlige turneringer - to FA-pokaler mellem 1992 og 2003 - men slet ikke havde Uniteds eller Liverpools profiler ude i Europa. Sludder, siger andre, og fremhæver 90'er-storheden med koryfæer som Gianfranco Zola og Roberto di Matteo. Skæringspunktet var 1996, da den spillende træner Ruud Gullit - tidligere Ballon D'or-vinder - revitaliserede klubben. Og skal man rigtig fornærme die hard-supporterne, er det blot at henvise til de sort-hvide fra nabokluben Tottenham: Før 2003 indkasserede Spurs flere ligatitler end de blå mænd. Selvom Chelsea blev dannet tilbage i 1905 på pubben The Rising Sun og dermed har en lang historie bag sig, lyder en hårdhudet myte, at Chelsea er et besynderligt sammenflikket team uden egentlig tradition. I 2008 talte ultraliberalisten Peter Kenyon indædt imod FIFA's bebudede 'seks-fem-regel', hvor planen er, at klubber højst må indeholde fem udenlandske spillere. Ifølge Kenyon var det eklatant konkurrenceforvridning. Kig bare på de andre europæiske ligaer, påpegede Kenyon. Der er altid to eller tre mandskaber, som stikker ud. For ham gjaldt det om ikke at fornægte globaliseringens nye markedsmekanismer (Chelsea har flere gange stillet med lutter ikke-engelske spillere) og om at gennemhulle den gamle traver om de uretfærdige Big Four. Hvorfor bevidst forsøge at skubbe Chelsea ud af logen med United, Arsenal og Liverpool, når det i virkeligheden var Newcastle, Everton og Aston Villa, der havde brug for at 'rydde op i eget hus'?

Måske har Kenyon ret. Man må, hvis man vil, nøjes med at drømme sig tilbage til dengang, hvor stammeloyalitet var lig med den fedtede fiskeanretning garneret med brun fadøl, heltene på grønsværen skovlede i sig før og efter dysten. Nu om dage er fodbold en magtkamp i kulisserne. Rygterne siger, at Frank Arnesen - Chelseas chief scout - er på vej til Schalke 04 efter sommeren. I så fald er det 1-0 til Kenyon og en filosofi, der strategisk signalerer egen avl og jagt på engelske talenter.

Chelsea er en underlig fisk. Problemet er, at rivalerne hader dem, fordi de så åbenlyst hylder globaliseringens dyder, mens en stor portion af den rungende tomhed, klubben ellers symboliserer, skyldes en lang årrække med indespærret nationalisme. Moderne arvefjender som Arsenal, Liverpool og United var tidligt ude med snøren i det store Europa, mens Chelsea stadig rodede rundt i periferien af London. Altid med gedigne resultater - især i tresserne under Tommy Docherty - men aldrig med de pompøse triumfer eller nederlag, som storebror fra Liverpool fabrikerede. Man skulle helt frem til 1971, før londonerne smagte europæisk sødme: en sejr over Real Madrid i UEFA Cup Winners Cup. Chelsea var den evige toer, hvis de da ikke var på randen af tredje division som i begyndelsen af firserne.

I dag er det lige omvendt. Deco er fra Portugal, Ballack fra Tyskland, Drogba fra Elfenbenskysten og Hiddink fra Holland (og en nebengeschäft som russisk landsholdstræner). John Terry er til gengæld ærkebritisk og måske netop derfor et nødvendigt anker i en troløs sportsverden.

Spørg bare, hvor fansene holder til. Halvfjerdserne og firserne havde en arbejdermentalitet med territoriale afpisninger og fist talking, hvor hooliganbanden Chelsea Headhunters var cremen af den røvsparkende fodboldkultur. Men den tid er for længst afløst af modebevidste flokdyr i ens Fred Perry-jakker og Burberry-tørklæder, der for så vidt kunne have valgt noget andet end weekendslåskampe at gå op i. Kognitiv terapi eller modeljernbane, eksempelvis blev Stamford Bridge med sine 42.500 siddepladser langsomt et mekka for jakkesæt med indvendig syning og posh plasticfans, som der hånligt skules til på de nørdede fodboldfora.

Så hellere holde med Stoke City og være ordblind. Og hvor holder de trofaste til? En neutral observation siger Hammersmith, Battersea, Kensington, Fulham - altså det sydvestlige London, uden for bykernen, men langt fra bøhland. Ikke at forglemme Chelsea selv, klemt inde mellem Themsen, Sloane Street og Fulham Road.

Sandheden er snarere, at Chelsea er ingen steder og alle steder. Sådan er det også med United og Liverpool. De har sgu' da også fanklubber i Rønne og Rio. Jo, men Chelsea har ikke nogen 'identitet'.

Det forhindrer ikke Hiddink i at drømme videre. Og med god ret. Selv Drogba, som tydeligvis dykkede efter soulmaten Mourinhos exit, er blomstret op og udtalte for nylig, at han intet havde imod at "udføre det beskidte arbejde ude ved hjørneflagene", så længe det handlede om teamspirit og Mr. Hiddinks sejrsvilje.

Da Manchester United vandt The Treble i 1999 var en engelsk formiddagsavis lutter patos: "Gud er engelsk!", proklamerede forsiden. Mindre kan vel også gøre det for Chelsea i år, men i det sydvestlige hjørne af London kan Gud meget vel vise sig at blive en hollandsk-ivoriansk krydsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu