Læsetid: 5 min.

Canadisk filmoffensiv i København

Med Clearly Canadian-serien vil filmfestivalen CPH:PIX nuancere danskernes billede af canadisk film. Det er en sympatisk mission, selvom ikke alle smagsprøverne er lige imponerende
Med Clearly Canadian-serien vil filmfestivalen CPH:PIX nuancere danskernes billede af canadisk film. Det er en sympatisk mission, selvom ikke alle smagsprøverne er lige imponerende
17. april 2009

Med sin dør-om-dør beliggenhed med USA og sin delvist fransktalende befolkning har Canada så at sige det ene ben i Amerika og det andet i Europa. Og i filmens verden er der da heller ingen tvivl om, at det geografisk enorme land med de knap 34 millioner indbyggere favner både det meget kommercielle og det 'finere franske', altså det smalle og vovede.

Canada har sat et kæmpe fingeraftryk på Hollywood ved at levere en stadig strøm af succesfulde komikere som Jim Carrey, Michael J. Fox, Mike Meyers og Seth Rogen. Men på instruktørsiden er det herhjemme en lille håndfuld halv- eller helsvært tilgængelige navne, der tegner canadisk film - hvis altså man fraregner de canadiere, der fra start slog deres teltpæle ned i Hollywood, som nu Ivan Reitman, James Cameron og Norman Jewison.

Vist er der enlige svaler som Jean-Marcs Vallées fine familiedrama C.R.A.Z.Y. fra 2006, men ellers er the usual suspects David Cronenberg, Atom Egoyan og i mindre grad Don McKellar, når det drejer sig om den engelsksprogede del af Canada, og Denys Arcand, når det drejer sig om Canadas fransktalende provins Quebec.

Spændende og talentfulde filmmagere, jovist, men derfor er det ingen skade til at få kastet lidt lys ud i afkrogene, hvilket CPH:PIX så gør med den fem film stærke Clearly Canadian-serie. Vi tog tre stikprøver.

Biltyv med kvindetække

Stéphane Gehamis veldrejede antiheltefortælling En plein coeur (Lige i hjertet) udspiller sig i Quebecs største by Montreal. Filmen følger biltyven Benoit og hans unge lærling, den godhjertede, men ikke alt for opvakte Jimi.

En dag stjæler duoen uforvarende en bil med en smuk, sovende ung kvinde ved navn Sylvie i. Benoit taber sit hjerte til hende og hun sit til ham. Trods hendes ufordømmende holdning til hans levevej vil Benoit gerne ud af kriminaliteten og også gerne styre Jimi i en retning med bedre fremtidsudsigter. Men begge dele viser sig nemmere sagt end gjort.

Filmens hovedrolleindehaver, Pierre Rivard, ligner Quebecs karismatiske svar på Nikolaj Coster-Waldau og har stor intensitet i sit spil. Han overbeviser i rollen som en begavet mand, der har rod i sit følelsesliv og derfor ofte foretager ubegavede handlinger. Gehamis skildring af forholdet de småkriminelle imellem er varmt og empatisk, og der er også flere små humoristiske fuldtræffere undervejs, som når Benoit fortæller Sylvie, at en af de første biler han stjal, tilhørte hans lærer i faget etik!

Endelig tilbyder filmen noget så sjældent som en sexscene, der rent faktisk er sexet - og sjov på samme tid.

Ingen kære mødre

Titlen til trods er Rodrigue Jeans Lost Song også på fransk, og selvom filmen handler om så socialrealistisk et emne som fødselsdepression, har den i sin tyste klaustrofobi et strejf af den stemning, der hvilede over Roman Polanskis tidlige værker.

Suzie LeBlanc, som egentlig er sopransangerinde, gør det rigtig godt i den af flere grunde krævende hovedrolle som den professionelle sangerinde Elisabeth. Dels er Elisabeth i mangt og meget en gåde for sig selv, og dels tilbringer Jeans kamera en ganske stor del af filmen helt tæt på hendes ansigt.

I allerførste scene ser vi Elisabeth og hendes mand Pierre samt den nyfødte søn i deres bil, mens operamusik fylder lydsiden. Uden varsel slår de smukke toner over i lyden af Elisabeth, der brækker sig af køresyge. Et snedigt vink om, at det skal handle om de usminkede realiteter, ikke glansforestillinger.

Køreturens mål er parrets nye hjem, som ligger i guddommelige naturomgivelser. Slangen i paradiset - og nærmeste nabo - er Elisabeths dominerende svigermor. Egnen byder desuden på et lovlig rigt dyreliv i form af vildkatte på loftet, som dog gør den gode gerning af skræmme Elisabeths egen mor, et neurotisk brokkehoved, væk.

Pierre er væk hele dagen på grund af sit arbejde, og måske i et halvhjertet forsøg på at vende tilbage til en tidligere livsfase, udvikler Elisabeth et venskab med en lokal teenagepige.

På grund af sin uerkendte psykiske lidelse har Elisabeth ikke bare svært ved at falde til i moderrollen, men også svært ved at træde i karakter i det hele taget. Man fornemmer, at den er helt gal, da hun efter at have ladet sig presse til at døbe sit barn tager den bemærkelsesværdigt umodne form for hævn at bryde sammen af grin under ritualet.

Overspil og klicheer

En mindre tilsigtet form for umodenhed præger den debuterende spillefilminstruktør Ed Gass-Donnellys multiplotfilm This Beautiful City, som han også har skrevet manuskript til. Det er svært at opnå et subtilt slutresultat, når projektets primære idé er så klichépræget, som det at føle sig i live, når man står på randen af afgrunden.

Ægtefællerne Harry og Carol er et smukt yngre par, der bor i en lækker lejlighed i Toronto. Dog stikker deres succes ikke særlig dybt, og at de begge ryger i smug - han joints, hun almindelige smøger - er kun toppen af krisebjerget.

I åbningsscenen underholder Harry middagsgæsterne med en historie om Carol, mens hun kæmper med at finde en grimasse, der kan passe til hans noget overbærende tonefald. Da gæsterne er gået, fortrækker hun til altanen, hvorfra hun kort efter falder ned. Carol overlever, men Harry tvivler på hendes historie om, at det var et uheld og ikke et selvmordsforsøg.

Via Carols affære med en førtidspensioneret strisser og Harrys utilstrækkeligt motiverede forhold til en narkoluder forsøger Gass-Donnelly at sige noget om klasseforskelle, skønt det er uklart hvad.

Det er den tekniske side af sagen, som fungerer bedst. Filmen begynder lovende med en ganske kort abstrakt sekvens, der så slår over i et fyndigt frontalangreb på nethinden. Også skildringen af en junkies paranoiaanfald har filmisk råstyrke.

Men Gass-Donnelly kunne med stor fordel have skruet ned for sine skuespillere, som af og til synes at stå på tæer for at påkalde sig opmærksomhed.

Clearly Canadian-seriens øvrige film er komedien It's Not Me, I Swear! og Before Tomorrow, der er baseret på danske Jørgen Riels roman om inuitterne, som udgør en del af Canadas oprindelige befolkning og dermed også et vidnesbyrd om landets enorme omfang og mange facetter.

CPH:PIX kører frem til den 26. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu