Læsetid: 5 min.

Drømmen om samfundet

Forandring. Der er snart gået 100 dage, siden Barack Obama blev indsat som præsident....
Kan han? Når Obamas slogan -Yes, we can- kunne begejstre græsrødder, aktivister og ganske almindeligt engagerede borgere over hele USA, skyldes det naturligvis en mistanke om, at -nej, vi kan ikke-.

Kan han? Når Obamas slogan -Yes, we can- kunne begejstre græsrødder, aktivister og ganske almindeligt engagerede borgere over hele USA, skyldes det naturligvis en mistanke om, at -nej, vi kan ikke-.

Saul Loeb

25. april 2009

Det er et sociologisk faktum, at samfundet ikke findes. Men det er omvendt et demokratisk faktum, at samfundet findes i hovedet på borgerne. Sociologisk siger man, at der ikke findes noget sted, hvorfra samfundet kan overskues i sin helhed. Demokratisk taler man konstant om samfundet, og hvert eneste problem i den sociale virkelighed indbringes af borgere, journalister og politikere for regeringen med krav om løsninger.

Dem, der studerer samfundet, erklærer, at det er delt op i en række selvstændige systemer, som regeres efter selvstændige koder baseret på specifik viden. Men dem, der som borgere er engageret i samfundet, forventer, at det politiske sprog fungerer som en slags overoverordnet sprog, der kan styre alle de underordnede sprog.

Som borger antager man noget, der afkræftes af forskningen. Man tror på, at der er et samlet samfund, som vi sammen kan tale om i offentligheden, og som politikerne kan overskue og regere. Der er vel ingen mennesker, som har indblik i det hele, og der findes efter alt at dømme ikke nogen enkelte personer, som har svarene på klimaudfordringen, finanskrisen, krigene i Irak og Afghanistan og alle de andre enorme opgaver, som skal løses. Men stadig forventes det, at den politiske leder kan levere svar på offentlige forespørgsler og komme med konkrete initiativer på disse delikate og vidt forskellige felter.

Selvom ingen kan samle de forskellige områder og systemer under en politisk fællesnævner, tror vi med andre på, at samfundet findes, og at vi selv bestemmer over det. Det var akkurat denne tro på, at selv avancerede demokrater kan regeres, som Barack Obama adresserede med sit berømte slogan 'Yes, we can'. Og når dette slogan, som er en oversættelse af den mexicanske arbejderleder Cesar Chavez' kampråb Si, se puede kunne begejstre græsrødder, aktivister og ganske almindeligt engagerede borgere over hele USA, skyldes det naturligvis en mistanke om, at 'nej, vi kan ikke'. Den gennemgående kritik af Obama handlede om, hvorvidt han kunne realisere sine løfter. Den gik med andre ord på, om han var i stand til at forandre det politiske system og regere det demokratiske fællesskab. Denne kritik trækker på en kynisk modstilling mellem uvirkelig 'snak' og virkelige 'resultater'. Den underforstår, at 'tale' er tomme ord, og at handling er noget anderledes konkret. Som en storartet taler blev Obama i denne optik nærmest mindre troværdig, fordi store ord og politiske resultater ses som modsætninger. Denne kritik overser det helt banale, at handling i et demokrati er tale, og at tale er handling. Man taler sig frem til resultater, man overtaler modstandere til at indgå kompromisser, eller man overbevises af andre argumenter.

Kunne han så

Men den udbredte skepsis ved de store ord kan ikke reduceres til kynisk retorik. Selv havde Obama travlt med at nedtone sine løfter: Det handlede ikke om ham, sagde han. Det handlede om borgerne. Og han sagde, at han ikke kunne love andet, end at de amerikanske borgere fik en præsident, som ville gøre sit bedste og arbejde ærligt. Og han citerede Abraham Lincolns berømte ord om en regering 'af folket, ved folket og for folket'. Selv ville Obama helst vente med at blive evalueret til om to år, men allerede nu, hvor han snart har siddet som præsident i 100 dage, finder de første evalueringer sted. Alle er sådan set enige om, at Obama har handlet. Han har lavet en bankpakke som ikke har fungeret, men bekræftet fjendebilledet af det, som Robert Reich kalder 'citronkapitalisme': Finansdrengene scorer profitten, når det går godt, og skatteyderne dækker underskuddet, når det går dårligt. Bankpakken kan ses som et eksempel på, hvor svært det kan være at regere den finansielle sektor politisk, og den har belastet borgernes tillid til politisk handling. Men det gælder samtidig, at hvis politikerne ikke regerer markedet, vil markedet regere sig selv, og det ender gerne i citronkapitalisme. På den anden side har Obama også præsteret en stimulanspakke, som satser på offentligt anlægsarbejde investeringer, infrastruktur bredt forstået og investeringer i grøn energi. Han har fremlagt en budgetplan for de næste ti år, som omfordeler lidt fra de rigeste til resten og skitserer finansieringen af et universelt sundhedssystem.

Allerede dagen efter han blev præsident, annoncerede Obama lukningen af Guantánamo. Her levede han op til sit løfte om at USA skal lede som forbillede. Man skal demonstrere sine principper gennem handling og ikke bruge dem til at retfærdiggøre korstog mod verdens ondskab. Man skal vise, hvad man stå for. Man skal ikke prale med det. Men samtidig omtales fangelejren Camp Bagram i Afghanistan som 'Obamas Guantánamo'. Og den har Obama ikke lovet at lukke. Han har fremlagt planer for tilbagetrækning fra Irak og udsendelse af flere tropper til Afghanistan. Og kort efter indtrædelsen indledte regeringen Obama efter sigende forhandlinger med Rusland om gensidig reduktion af atomvåben. Dermed vil USA selv leve op til den ikke-spredningsaftale, som man ellers kun har brugt til at slå Iran og Nordkorea i hovedet med. Under sin Europaturné i april udfoldede Obama i Prag en drøm om en verden helt uden atomvåben. Men hans forsvarsminister Gates har fremlagt et budget, som er endnu større end i den foregående regering. Som om disse initiativer ikke var nok, har Obama proklameret møder med både den palæstinensiske, den israelske og den ægyptiske leder for at nå frem til en tostatsløsning.

Håbløs eller håbefuld

Den kapitalismekritiske bestsellerforfatter Naomi Klein har netop offentliggjort et leksikon over Obama-skuffelser. Håbet fungerede ifølge Klein som slogan under en valgkamp, men nu må alverdens Obamafans erkende, at han ikke har forandret USA. Klein hævder, at det er på tide at opgive illusionen om 'håbet' som noget, der kommer oppefra. Håbet kommer ifølge Klein altid fra græsrødderne.

En anden prominent venstrefløjskribent Katha Pollitt har reageret på Kleins leksikon med en konstatering af, at selvfølgelig har Obama ikke gjort USA til Sverige på 100 dage. For det er amerikanere og ikke svenskere, som bor i USA. Men amerikanerne har en drøm om samfundet. Den er blandt andet formuleret af filosoffen John Dewey, der beskrev demokrati som den offentlige samtale, hvor det store fællesskab bliver til det store samfund. Skuffelserne og resultaterne: De første 100 dage viser lige præcis, hvor svært det er a forstå og regere samfundet. Det er bare heller ikke til at lade være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu