Læsetid: 7 min.

Eskimoer på randen af et klimatisk sammenbrud

I det vestlige Alaska lever et isoleret eskimosamfund af jagt og fangst, som de har gjort i årtusinder. Nu trækker havets stigen, tiltagende storme og smeltende permafrost deres samfund i havet. De første klimaflygtninge i Arktis er i kamp mod tiden for at finde et nyt hjem
Hus i havet. 26 arktiske bysamfund i Alaska har brug for -øjeblikkelig handling-, hvis de skal reddes fra den erosion, som drivhuseffekten accelererer via smeltende permafrost, stærkere storme og mindre havis som bolværk mod havets bølger. Billedet er fra Shishmaref i det nordvestligste Alaska.

Hus i havet. 26 arktiske bysamfund i Alaska har brug for -øjeblikkelig handling-, hvis de skal reddes fra den erosion, som drivhuseffekten accelererer via smeltende permafrost, stærkere storme og mindre havis som bolværk mod havets bølger. Billedet er fra Shishmaref i det nordvestligste Alaska.

Shishmaref Erosion and Relocation Coalition

25. april 2009

Man kunne være fløjet dertil for at se det med egne øjne. Fra Kastrup via Amsterdam over Atlanten til Minneapolis i USA. Fra Minneapolis nordpå til Anchorage i det sydlige Alaska. Derfra med et nyt fly til den lille by Bethel 700 km længere mod vest. Og fra Bethel med et Cessna propelfly et par hundrede kilometer mod nordvest til kanten af Beringhavet og det arktiske udsted Newtok.

Men tænk hvilket CO2-orgie. Nærmest en hån mod dem, teksten skal handle om. Så denne artikel om CO2-udledningernes konsekvenser for de 320 eskimoiske sjæle i Newtok er baseret på telefonsamtaler, officielle redegørelser og sekundære kilder.

Newtok er et samfund med fremtiden bag sig. Så hurtigt det kan lade sig gøre, og så hurtigt de amerikanske myndigheder vil bevilge de nødvendige midler, skal Newtoks befolkning evakueres. Beboerne på udstedet i Yukon-flodens delta, på kanten af det kolde hav, er de første klimaflygtninge i Arktis. Beboerne i Shismaref, Kivalina, Unalakleet og andre udsteder i det vestlige Alaska ved, at de ikke bliver de sidste.

Newtoks eskimoer har levet her i området i mindst 2.000 år som medlemmer af Qaluyaarmiut, 'folket med fangstnet'. Indtil for hundrede år siden uden nævneværdig kontakt med omverdenen og indtil for 50 år siden med halvt nedgravede jordhytter som den dominerende boligtype, hvor sælolie blev brugt til både madlavning og opvarmning.

Endnu i dag er der omkring 600 km deltalandskab og tundra mellem Newtok og nærmeste vej, og det forklarer, at den traditionelle levevis i det lille samfund er opretholdt i højere grad end de fleste andre steder i Arktis. Man fanger sæl og laks, jager elg, rensdyr og gæs, og man samler bær i sæsonen. Men man har også fået motorbåde og snescootere.

Indtil 2005 blev brændstof til transportmidlerne leveret med lastepram, der i de isfri sommermåneder kunne ankre op ud for udstedet på Ninglick-floden, der som en del af Yukon-deltaet munder ud i Beringhavet. Men i 2005 skyllede den simple opankringshavn bort under en septemberstorm, og siden da har brændstof og andre vigtige fornødenheder måttet flyves ind eller forsøgsvis sejles med pram op ad den smallere, ofte mudderfyldte Newtok-flod.

I konstant fare

Da stormen tog havneanlægget, blev det åbenlyst for enhver, at Newtoks skæbne er beseglet.

"Undersøgelser foretaget siden 1983 har ledt til den konklusion, at forbliven på stedet ikke foreligger som en permanent og omkostningseffektiv mulighed. Flytning af bebyggelsen er samfundets eneste valgmulighed," lød for et par år siden den nøgterne formulering fra de ansvarlige myndigheder i Alaska. De cirka 50 familier i Newtok har længe været af samme opfattelse.

"Min landsby er i konstant fare på grund af oversvømmelsesrisiko og erosion. Vi er meget bekymrede, for tiden bliver mere og mere knap," fortæller Stanley Tom, far til ni og leder af Newtoks traditionelle stammeråd. Stanley Tom er den, der i årevis på det lille samfunds vegne har forsøgt at råbe Alaskas myndigheder op for at få hjælp, inden det er for sent:

"En meget bemærkelsesværdig person. For tiden er Stanley Tom sjældent i Newtok, fordi han rejser fra det ene møde til det andet og holder det ene oplæg efter det andet for at skabe støtte til den lille befolknings kamp," fortæller Sally Russel Cox, ministeriel planlægningschef for det projekt, der i løbet af de næste par år skal sikre en permanent flytning af Newtoks 320 indbyggere.

I årtier har beboerne kunne se, hvordan erosionen æder af kystlinjen. I gennemsnit 20 meter om året er forsvundet. Tidligere har den permafrosne jord og det langvarige isdække virket som et skjold, der beskyttede kysten mod tidevand og stormvejr, men i takt med opvarmningen er den årlige periode med isdække blevet kortere, og permafrosten i jordbunden er begyndt at tø. Newtoks ældre fortæller, at stormene med voldsomme bølger fra Beringhavet samtidig er blevet kraftigere - alt sammen i overensstemmelse med, hvad modellerne varsler som konsekvenser af den menneskeskabte drivhuseffekt.

"Kysterosionen er en naturlig proces, men der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne har forstærket erosionsprocessen i kraft af smeltende permafrost, stigende vandstand og kraftigere storme," siger Sally Russel Cox.

"Den permafrosne jord smelter som chokoladeis i solskin," supplerer Deborah Williams, leder af miljøorganisationen Alaska Conservation Solutions.

I Alaska er opvarmningen foregået med den dobbelte hast af den gennemsnitlige globale temperaturstigning. Når varmen får permafrosten til at tø, synker jorden langs kysten sammen, brækker af i store stykker og føres væk med strømmen. I selve bebyggelsen indebærer tøende permafrost, at undergrunden bliver blød, så huse, olietanke m.m. begynder at synke og hælde.

Et nyt hjem

Der er nu omkring 60 meter mellem kystlinjen og bebyggelsen, og ved at fremskrive de senere års erosionshastighed kan Sally Russel Cox og hendes kolleger forudse, at de første familiers huse i Newtok vil blive opslugt af bølgerne om ca. tre år fra nu. Den simple havn, der lå et stykke fra beboelsen, forsvandt som omtalt allerede i 2005, og byens losseplads skyllede i havet helt tilbage i 1996.

"Tidsfristen frem til omkring 2012 giver os tid nok til at forberede flytningen. Den egentlige trussel her og nu er risikoen for voldsomme storme med store oversvømmelser. Det kan nødvendiggøre umiddelbar evakuering af landsbyen, og det er der ikke i dag kapacitet til," fortæller Sally Russel Cox.

2005-oversvømmelsen isolerede for en tid de godt 60 huse i Newtok på en lille ø med vand til alle sider. Passage mellem husene kunne kun ske ad simple, gyngende bræddebroer. Siden da har udstedet haft stigende problemer med at kontrollere spildevand, og byens forsyning med rent drikkevand er også truet.

"Samfundet oplever næsten årlige oversvømmelser," skriver den amerikanske hærs ingeniørkorps i en netop offentliggjort statusrapport. Tiden er åbenlyst ved at rinde ud for Newtok.

Ikke mindst takket være Stanley Toms stædige indsats og renden myndighederne på dørene i en årrække har Newtoks indbyggere nu fået retten til et nyt landområde cirka 15 kilometer væk. Stedet kalder eskimoerne Mertarvik, 'Kilden, der giver vand', men før det kan blive deres nye hjem, skal alt bygges op fra grunden. Med et nøgent tundralandskab midt i ingenmandsland - ingen adgangsveje, havn eller flylandingsplads - er det mildest talt en krævende opgave. Dertil har det vist sig overordentlig svært at få økonomisk hjælp fra Alaskas myndigheder og USA's regering til projektet.

"Nu er vi omsider begyndt at få støtte. Alaska har bevilget tre milloner dollar og for dem kan vi her i sommer anlægge en anløbsplads for lastepramme ved Mertarvik, så vi kan begynde at få fragtet materialer til det ny sted. Vi har selv opført de første tre huse, men der mangler stadig mange penge, før vi kan skabe et helt nyt samfund til vores folk," fortæller Stanley Toms i telefonen fra Alaska.

Frygter præcedens

Højt på prioriteringslisten for Mertarvik står opførelsen af et evakueringscenter - dvs. et hus med plads til godt 300 mennesker - hvis en stormflod pludselig rammer Newtok, og før tid tvinger beboerne til at tage flugten.

I følge hærens ingeniørkorps er prisen for at flytte Newtoks beboere til en ny lokalitet angivet til helt op til 130 millioner dollar. Et stort beløb, når man ved, at tre andre eskimoiske samfund langs kysten - Shismaref, Kivalina, Unalakleet - er i en næsten lige så alvorlig situation. For Shismaref angives evakuerings- og genetableringsomkostninger at kunne løbe op i 200 millioner dollar, for Kivalina 120 millioner dollar. Dertil vides ifølge ingeniørkorpsets ny statusrapport, at 1.178 lokalsamfund i Alaska har rapporteret om erosionsproblemer, og at 26 udsteder har brug for "øjblikkelig handling" for at afværge alvorlige konsekvenser.

"Når det er så svært at få penge til at hjælpe Newtoks indbyggere til en ny tilværelse, kan det skyldes frygt for, at det vil danne præcedens," siger Sally Russel Cox: "Hjælper man Newtok ved at etablere et nyt bysamfund, kan man måske blive presset til at skulle gøre det samme for alle."

Hun siger, at omkostningerne ved det planlagte anlæg af en simpel anløbshavn tegner mærkbart lavere end skønnet af hærens eksperter, og det giver håb om, at det hele kan gøres billigere, og at føderale og statslige myndigheder derfor vil åbne kasserne og begynde at yde mere regulær bistand. Et vigtigt skridt fremad er ifølge Cox, at det amerikanske militær nu har sagt ja til sende soldater på træning i ødemarken i form af samfundsnyttigt arbejde med at etablere den første infrastruktur til Newtok-eskimoernes nye bebyggelse.

For Stanley Tom er det en årelang overlevelseskamp for hans lille folk, der nu langsomt er på vej til at give resultat.

"Men jeg er trist over, at vi er bragt i denne situation, hvor vi ikke har noget valg og er tvunget til at flytte. Indtil for få år siden har vi jo slet ikke vidst, at USA og andre lande udledte ting i atmosfæren, som ændrer klimaet og vores muligheder for at bestemme over vor egen tilværelse," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Man må da håbe, at planlægningen af erstatningsbosættelser i Alaska tager højde for den fremtidige klimaudvikling. Det giver jo et betragteligt tilskud til CO2-udslippet sådan at flytte rundt på alting, lave nye veje og bygge havne.
NASA ( http://www.huffingtonpost.com/2009/04/06/arctic-sea-ice-thinnest-e_n_183...) har lige publiceret data, som viser at havisen omkring Nordpolen i år, på trods af en relativ hård vinter på den nordlige halvkugle, er tyndere end nogensinde og derfor i større fare for at forsvinde i løbet af sommeren. Bliver der sat ny rekord i år? Vi befinder os altså næppe i en begyndende periode med global afkøling, som skeptikere og benægtere igen og igen forsøger at forvirre debatten med. Nøglen er havet, varmen (energien) er ikke jævnt fordelt. Den bevæger sig rundt i ekstremt komplekse havstrømme og udlignes kun hen ad vejen, og altså især omkring polerne. Det er her af allerstørste værdi, at klimavidenskaben fortsætter med at udvikle computerbaserede klimamodeller, ellers kan vi jo ikke sige andet, end at det nu bliver køligere, nej..nej nu bliver det varmere, øh koldere, nej nu bliver det for alvor varmere. Tænk sig hvor meget kostbar tid vi spilder på disse blindgyder.
Hvornår ophører kortsigtede løsninger at være løsninger i det hele taget? Det samme kunne siges inden for emnet "planlægning" af vedvarende energi. Pisser vi i bukserne for at få varmen?

Som der står i artiklen: For første gang er 90% procent af vinterisen under to år gammel. Og det skyldes ikke, at procentdelen selvfølgelig vokser når der lægges ny is til, som i sagens natur er under to år gammel. Sådan som skeptikere og benægtere kunne finde på at hævde. Nej, der er tale om at den absolutte masse af is, som er under to år gammel formindskes. Den tykkere is er på et år formindsket med et areal større end Texas. Texas er mere end femten gange større end Danmark, næsten dobbelt så stort som Sverige.

Den langsigtede trend er i øvrigt, at den årligt største udbredelse af havisen (vinterisen) på nordkalotten krymper med 3% pr årti.

Læg hertil, at Antarktis opvarmes og i følge NASA har været under opvarmning i de sidste halvtreds år. http://www.giss.nasa.gov/research/news/20090121/ . Det er svært ikke at få den tanke at Vestantarktis (med en ismasse svarende til en havstigning på fem meter) står over for disintegration. Disintegration er en dynamisk selvforstærkende proces, som er delvist kaotisk og meget svær at forudsige nøjagtigt. Her behøver man bare at tænke på, hvor meget de senere års klimaforandringer har slået den videnskabelige verden med forbavselse. IPPCs fjerde vurderingsrapport, som blev udgivet for ca. 1½ år siden er allerede ved at være gårsdagens undervurderede fremskrivninger, som det også blev slået fast på KUs klimakonference for nyligt af hundredvis af frontforskere.

Hvordan kan det mon være, at man bliver betragtet som en sortseer eller en landsbytosse hvis man aner katastrofale havstigninger inden dette århundredes udløb, mens det er almindelig anerkendt politisk fornuft at geare sin klimapolitik efter IPCCs 4AR. Før det globale samfund blev en supertanker var mennesket utroligt tilpasningsdygtigt. Hvordan står det til under dagens monokulturelle verdenssamfund, hvor vi alle er afhængig af de sammme ressourcer og de samme løsninger. En fordel eller en bagdel? En bagdel, der kan vendes til en fordel?

Man skal huske på, at disse ting er så komplicerede og videnskaben stadig så ung, at enhver forudsigelse rummer adskillige usikkerheder, som af og til skal multipliceres som i ungdommens fysikprøver. Og at der er et konstant politisk (og økonomisk) pres på at tolke fremskrivningerne så konservativt som muligt, med det resultat, at de politiske målsætninger opererer med ganske hasarderede risici. For et par år siden var det moderne at tale om risikosamfundet i almindelighed (Ulrich Bech, Anthony Giddens mfl.). Nu er det blevet moderne, at lukke øjnene for de dårlige odds, eller i det mindste tale om en acceptabel risiko. Ingen ville sætte sig op i et fly, som har samme risiko for at falde ned, som dagens klimapolitik har for at overskride målsætningerne. Det er som om, at det at stå med begge ben på jorden i fysisk forstand er ganske foreneligt med at stå med dem solidt plantet i den blå luft i ideologisk forstand. Er dagens politik ikke udtryk for en sygelig hang til benægtelse, så er det i hvert fald en mulig fremtidig kilde til en global psykisk epidemi i klinisk forstand. Et af dens forstadier skulle efter sigende være klimakvalme, som igen skulle være en følge af desinformation og handlingslammelse. http://www.information.dk/188480#comment-126163

Vil havet i dette århundrede stige tre meter, eller fem meter?