Læsetid: 4 min.

Fremtidens velfærdsløft

For nylig indløb ansøgningerne til kvote 2-optaget på de videregående uddannelser
11. april 2009

For nylig indløb ansøgningerne til kvote 2-optaget på de videregående uddannelser. For professionshøjskolerne, der uddanner de centrale velfærdsprofessioner (sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere) var der på landsplan grund til en behersket optimisme, for så vidt de dramatiske fald de senere år synes stoppet. Der er måske tale om et vendepunkt. Men et vendepunkt, som kun kan udvikles til en holdbar vækst i søgning, hvis man griber det politiske momentum og undgår at gøre det til en konkurrence om at tale positivt og fyre gysser af på sexet markedsføring. Sker det sidste vil vi stå tilbage som jubelidioter, når konjunkturerne vender, og de unge træfsikkert har gennemskuet salgstrickene.

Når vi - hvilket ikke sker ofte i herværende dagblad, hvor man hellere bruger et dobbeltopslag på trakasserier på universitetsinstitutter - kaster blikket på velfærdsuddannelserne, har vi et spejl af Velfærdsdanmark og de aktører, som før eller siden drager pædagogisk omsorg for dit barn, sikrer pleje og behandling af dig under sygdom og tager vare på dine forældre, når de bliver gamle og bistår udsatte med en vej tilbage til fællesskabet. Når vi derfor taler om søgningen til velfærdsuddannelserne, åbner vi således problemkomplekset om fremtidens kvalitetsløft i den såkaldte offentlige velfærdsservice for at sige det på new public management dansk.

Dette er en række sammenhængende problemstillinger, og ikke alene et problem, der bare kan løses med flere bevillinger, reklamekampagner, lidt best practise osv. Moderniseringen af den offentlige sektor de sidste mange år har været brolagt med nye styringsformer, strukturændringer, opgavefordeling, brugerorientering. I tilgift er kravene til dokumentation, evaluering, kvalitetssikring og sammenlignelighed taget stærkt til i offentlige institutioner af større og større volumen på såvel statsligt som kommunalt niveau. Det har trukket plovfurer i professionernes selvforståelse og autonomi.

En jammerdal ...

Ikke alene har velfærdsprofessionerne tabt magt opad til stadig mere utålmodige politikere og medier og nedad til ambitiøse, krævende brugere. Fordums fagbureaukratier, selvtilstrækkelige institutioner og angst for hvide kitler og autoritære lærere er forduftet. De offentlige frontmedarbejdere erfarer tillige et stigende skel mellem varme og kolde opgaver, mellem administrative opgaver og arbejdet med patienter, elever, ældre osv. Der er en kløft mellem på den ene side mere og mere formaliserede styringsformer og de fagprofessionelles orientering mod mening og identifikation med kerneydelsen - og navnlig ønsket om råderum i løsningen af opgaven. Skønt de fleste borgere er tilfredse med den offentlige velfærd og medarbejderne glade for jobbet, er kommunikationen via medierne præget af dårlige sager: fra strejker og nedslidte toiletter over svigt til dårlige normeringer og utilfredshed med løn og arbejdsvilkår.

Sideløbende har en række af velfærdsprofessionernes foreninger helt legitimt forfulgt lønmodtagerorienterede strategier og nu og da været meget tydeligt skeptiske i forhold til andre professionelles indtog på eget institutions- og arbejdsfelt. Hertil kommer, at velfærdsprofessionernes uddannelsesinstitutioner, når der ses bort fra mellemspillet med CVU-konstruktionen, har været adskilt fra hinanden og præget af indadvendthed i forhold til arbejdsmarkedet, og der har mange steder ikke været et fremadrettet fokus på forskning i uddannelsesudviklingen. Det lyder umiddelbart som den rene jammer. Lægges hertil et relativt højt frafald på uddannelserne, en kolossal mangel på arbejdskraft (særligt lærere og sygeplejersker), stadigt stigende forventninger fra borgerne, samt pensioneringen af halvdelen af alle offentlige ledere inden for de næste 10 år, er der tale om et umiddelbart alarmerende scenarium.

En historisk chance

Men der er også tale om en historisk chance. Dels fordi der er en efterhånden udbredt erkendelse af det (for)tegnede billede ovenfor, dels fordi de unge igen forsigtigt snuser til velfærdsuddannelserne. Det er en historisk chance for at gøre fremtidens kvalitets- og velfærdsløft til et professionsløft, der udvider professionernes råderum og dermed gør dem mere meningsfulde at investere et arbejds- og studieliv i. Men det kræver for det første, at de omfattende regimer af central styring og kontrol ikke alene defensivt afbureaukratiseres, men også offensivt forenkles.

For det andet kræver det, at vi i institutionsledelse og uddannelse formår at bygge bro mellem politiske krav om resultater og gennemsigtighed og fagprofessionelt ønske om råderum. Formår vi ikke det, vil kløften mellem ledere i stadig større forvaltninger og institutioner og de mennesker, som realiserer kvalitet i mødet med barnet, den unge, den udsatte osv., vokse. For det tredje at der gennemføres et uddannelsesløft på professionshøjskolerne med styrkede bånd til praksis samtidig med en øget involvering i praksisrettede forskningssamarbejder. Det har været en særskilt - og langt hen ad vejen særlig dansk - tragedie, at professionernes uddannelser har været skilt fra forskningen. For det fjerde, at fagforeningerne orienterer sig stærkere mod professions- og videnstrategier frem for lønstrategier. For det femte er der brug for en repolitisering af uddannelses- og velfærdspolitikken, der hverken reducerer den til indviklet regeladministration eller optimering af en maskine, men i stedet gør uddannelse til en central variabel i velfærdspolitikken.

Kontrol er godt, tillid bedre, men viden er endnu bedre, kunne mottoet være. Hverken KL, regionerne eller staten kan løse problemerne eller løfte mulighederne alene. Ligesom professionshøjskolerne ikke ud af det blå og retorisk skønsang kan skabe uddannelser i verdensklasse. Alt bureaukrati skyldes ikke regeringen, noget er hjemmegroet. Al uddannelseskvalitet er heller ikke ligefrem proportionalt med bevillingernes størrelse. Al mangel på kvalitet skyldes ikke snærende arbejdstidsregler osv. Et stærkt partnerskab handler måske derfor om i første hug at gøre op med myterne om quick fixes og i stedet insistere på, at der er en besværlig sammenhæng i tingene.

Stefan Hermann er rektor på Professionshøjskolen Metropol i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu