Den hvide mands byrde

Dette er udgangspunktet: Jeg er hvid, vestlig, veluddannet, heteroseksuel, ikkepraktiserende kristen mand med en velfungerende krop omkring de 30 år. Det gør mig til medlem af en meget eksklusiv klub. Den udgør højst et par procent af verdens samlede befolkning. Med medlemskabet følger det privilegium at være et af de mest anerkendte mennesker på kloden. Samfundets love og institutioner er indrettet af folk som mig, for folk som mig.

Rundt omkring mig snakker folk om postkolonialisme og feminisme. De snakker om diskrimination og racisme, ligeløn og sexisme, om patriarkalske strukturer, maskulin dominans, homofobi og chauvinisme. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken. Det står mere uklart, hvordan jeg kan bidrage til samtalen.

Lad os sige, at der for tiden er tre muligheder. Den første og vel nok mest udbredte er muligheden for ikke at gøre noget som helst. Sådan gør min kammerat f.eks., når han er i et selskab, og emnet ligestilling bliver bragt på banen. Det skal han ikke nyde noget af.

Han beskriver det som en mørk sky, der trækker sig sammen foroven, så han skynder sig ind under halvtaget, hvor han venter stiltiende, indtil uvejret er drevet over. Han har før prøvet at blande sig, men uden større succes, så nu holder han sig væk. Feministisk kritik er alligevel ikke noget han interesserer sig for. Måske er han ligeglad, måske er han usikker, resultatet er det samme: Han har resigneret. Det siger sig selv, at her ikke er nogen særligt interessante svar at hente på spørgsmålet om, hvordan mænd kan forholde sig til feminisme. Der er nærmest givet op på forhånd.

Anden mulighed er den politisk korrekte. Den bliver bedrevet af mænd, der ikke bare bøjer hovedet og tager kritikken til sig, men ligefrem gentager den. Det er svenske statsministre og andre mandlige politikere, der erklærer sig selv for feminister, tager højlydt afstand fra "patriarkalske strukturer" og taler om mandschauvinisme og maskuline værdier på ledelsesgangene. Når kvindeorganisationerne beder dem om at tage afstand fra prostitution, så gør de det - som Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, der efterlyser selvkritik og selvopgør blandt mænd, så vi kan få øjnene op for kvindeundertrykkelsen. Ligestilling opfattes som en kamp, hvor vi mænd må erkende, at feministerne har ret, og at vi er nødt til at "arbejde progressivt for at afgive magten".

Jeg er usikker på, hvorfor denne position ikke appellerer til mig. Måske er det forestillingen om, at ligestilling er kvindernes kamp mod mændene, som vi mænd må hjælpe dem med at kæmpe. Måske har jeg bare svært ved at mobilisere et engagement funderet på dårlig samvittighed. Det virker under alle omstændigheder for letkøbt at stemme i på den måde. Hvis den hvide mand skal bidrage konstruktivt, må det være med noget andet end et ekko af allerede vedtagne dogmer. Hvis den hvide mands bidrag skal være interessant, må det vel tage udgangspunkt i ham selv.

Det kan man sige, at den tredje mulighed gør. Den repræsenterer den vrede mand; ham, der har fået nok. Nok af, at "kvinder har fået ubegrænset frihed til at angribe, latterliggøre og mistænkeliggøre mænd", som skuespilleren og billedkunstneren Søren Fauli for nylig skrev i en kronik i Politiken. Fauli er "godt og grundigt træt af feminisme", fordi den reducerer mænd til "semikvinder", som kvinderne mister respekten for. Diskussionen om ligeløn er forfejlet, mener han, for det er "vigtigt for manden at tjene gode penge", så han kan "skabe rammer", mens kvinden "skaber liv".

Det er mænd, der oplever, at konen bestemmer derhjemme, chefen bestemmer på jobbet, og alligevel står feministerne og tuder dem ørerne fulde om, hvor meget magt, de har. Men nu vil de ikke finde sig i det mere. De føler sig "ydmyget" og "kastreret", som folketingspolitikeren Søren Pind har udtalt det i nærværende dagblad, da han opfordrede mænd til at sige fra over for "kællingesnak" og kvindelig "moraliseren".

Oplevelsen af afmagt og kastration er utvivlsomt reel, men det virker en smule reaktionært sådan at brøle som en løve og insistere på sin natur. Hvis den hvide mand er frustreret over sin nuværende situation, må det være muligt at finde veje frem, der ikke peger tilbage til dengang mor stod i køkkenet, mens far gik på jagt.

Jeg er opsat på at finde andre veje, og første skridt må være at lokalisere problemet. Hvad er der egentlig i vejen med at indtage det, som digteren Søren Ulrik Thomsen kalder "Mesterpositionen" som hvid, vestlig, midaldrende, erhvervsaktiv, heteroseksuel middelklassemand? Hvad er det, der gør dem til "den mest udskældte gruppe i landet", som forfatteren og debattøren Helle Merete Brix formulerede det i Weekendavisen tidligere på året?

Jeg møder Maja Bissenbakker Frederiksen på cafeen Tjili Pop på Nørrebro i København, da hun netop er blevet færdig med sin ph.d.-afhandling, der handler om, hvilken rolle køn og race spiller, når dansklærere landet over sammensætter elevernes pensum. Det har hun været rundt og tale om på gymnasier landet over, og dér sad hun i en pause og snakkede med en lærer. De snakkede om litteratur, som han læste meget af, alt muligt forskelligt, men den nyeste digtsamling af Niels Frank havde han godt nok lagt fra sig undervejs, for der var simpelt hen så meget homoseksualitet i den. "Men han var ikke homofob," siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

"Han havde bare en umiddelbar fornemmelse af ikke at kunne identificere sig med bogen, så han gad ikke læse den. Og det er normens privilegium, at han kan tillade sig den luksus at sige, 'de her Niels Frank-digte handler ikke om mig, så jeg har ret til at vælge dem fra,'."

- Men han har da ret til at vælge dem fra.

"Ja, men han er blind over for sit eget privilegium, og det er blindheden, der er det centrale. Blindheden over for sin egen privilegerede position og over for det enorme oversættelsesprojekt, som alle andre gennemfører."

- Oversættelseprojekt?

"Ja, for hvis den ikkehvide, ikkemaskuline, ikkeheteroseksuelle skulle vælge det fra, der ikke lige talte til hende, så ville hun intet kunne læse. Det problem har han ikke, men det er han blind over for. Han anerkender ikke, at han står i en privilegeret position, og det er netop kendetegnende for normativiteten, ikke bare at alting handler om den, men at det er fuldstændig udvisket, at alting handler om den."

Vi snakker videre om, hvad det vil sige at repræsentere normen. At have en hudfarve, der glider glat gennem paskontrollen i lufthavnen, at have et efternavn, der ikke vækker opmærksomhed, når man søger job, at have et køn og et begær som reklamerne i bybilledet taler til, at have en krop, der kan gå op ad trapper og i det hele taget gå gennem hverdagen som det mest naturligt forekommende menneske, det universelle subjekt.

Jeg kommer i tanke om en oplevelse, jeg havde for et par år tilbage, da jeg tilbragte en måneds tid i det hasidisk-jødiske kvarter i Brooklyn, New York. Det var en tirsdag aften ved halv ottetiden, jeg var sulten og kom forbi en lille sandwichbar, Glaubers Café hed den. Der spillede klezmermusik i højttaleren, bag disken stod en tæt lille kalotklædt mand med briller, sort skæg og de obligatoriske slange-krøller hængende fra tindingerne. Han var i færd med at betjene to piger, 12-14 år gamle med pagehår og ens tøj, brun striktrøje, ulden nederdel, lange sorte sokker og mokkasiner.

Alle tre kiggede op, da jeg trådte ind ad døren, og de holdt blikket et sekund længere end den sædvanlige registrering af en nyankommen kræver. Jeg var ikkejødisk, det var usædvanligt. Der bor nemlig kun hasidiske jøder i det ultraortodokse kvarter, 75.000 af slagsen med deres egne skoler, egne læger og helt egen tøjstil, et nærmest selvforsynende samfund i samfundet, og dér stod jeg og passede ikke ind.

De to piger kiggede på mig med jævne mellemrum. Selv om jeg kiggede tilbage, lod de blikket hvile en anelse længere, end god pli foreskriver, som om de havde ret til at stirre på mig. Og det var ikke på den måde som børnene i en indisk landsby kan finde på at glo måbende, når en hvid mand går gennem gaden. Nej, pigerne kiggede ikke op til mig, de kiggede ned på mig. Nysgerrigt, men overlegent. Som om de tænkte:

"Hvordan er det, du ser ud, og hvad laver du her?"

Det var enormt ubehageligt, og jeg forestillede mig, at det var lignende blikke, der mødte en sort mand i Mississippi i 50'erne. Eller en hasidisk jøde uden for sit eget kvarter.

"Eller en kvinde med hijab i Danmark," siger Maja Bissenbakker Frederiksen. "Hver dag."

- Men hvis det er den slags oplevelser, der skal til for at granske sine privilegier, så kan jeg sgu godt forstå, folk forbliver blinde, for det var virkelig ikke nogen rar øvelse.

"Nej, men det var netop kun en øvelse. Årets eksotiske tur ind i andetheden. Det er jo dit privilegium, at du ikke behøver være i den tilstand dag ind og dag ud. Men din erfaring kan give en anden måde at lytte på. For hvis man ved, hvor ekstremt ubehageligt det er, at være den, der bliver set på, og den, der skal forklare sig, så giver det måske en anden forståelse af, hvordan det er at være den Anden og altid have det blik på sig, altid være den mærkelige, hvis livsvalg man har lov til at sætte spørgsmålstegn ved. Det giver et andet udgangspunkt for demokratiske diskussioner om ghettodannelser for eksempel. Hvorfor er det, man har lyst til at være hos sine egne? Det er sgu en meget forståelig lyst. For mange handler den om overlevelse, for det blik kan man ikke leve med døgnet rundt."

Maja Bissenbakker Frederiksen er selv privilegeret, for Maja Bissenbakker Frederiksen er hvid. Det blev hun mindet om i Bilka for nylig, da hun stod og ventede på betjening i elektronikafdelingen. Der stod fem andre, som også skulle have hjælp.

"Det var helt tydeligt, hvem der var ankommet hvornår, for vi var kommet drypvis. Ved siden af mig står en mand, sandsynligvis af mellemøstlig herkomst, og han kom før mig, og jeg ved det, og han ved det, alle ved det, men ekspedienten betjener mig først. Vi ved det alle sammen, og vi bliver alle sammen forvirrede, jeg bliver forvirret, men jeg går med, vi går alle sammen med."

Maja Bissenbakker Frederiksen fortæller om den norske sociolog Anne-Jorunn Berg, der har interviewet folk om deres oplevelser af at være hvide. Hvornår oplever du at være hvid? Hvordan føles det?

"Noget der går igen i folks svar, er en ekstrem følsom pinlighed. Det er simpelthen så pinagtigt og ubehageligt at blive konfronteret med sin hvidhed. Der er noget skam forbundet med det," siger Maja Bissenbakker Frederiksen, der selv oplevede ubehaget i Bilka.

"Jeg gik jo med på den. Jeg lod mig betjene først, selv om jeg burde have sagt fra. Privilegierne er omkranset af en enorm pinlighed og et ubehag, og jeg tror en af udfordringerne er at konfrontere det ubehag og undgå at lade sig diktere af det. Det handler om at være opmærksom på, hvilke strukturer man lukrerer på. Jeg er ikke racismen eller det racistiske system, men jeg har et ansvar for, hvordan jeg administrerer de privilegier, som systemet tildeler mig på grund af min hudfarve."

Det minder mig om noget, digteren Caroline Bergvall sagde, da jeg interviewede hende til denne artikel. Caroline Bergvall gik ikke med på at snakke om mig som den store hvide mand, der frustreret forsøger at finde et ståsted midt i al kritikken. Den store hvide mand findes jo ikke som sådan, sagde hun, han er et symbol på nogle bestemte magtforhold, og ved at assimilere mig selv med ham, forstærker jeg blot forestillingen om mig selv som det universelle subjekt omgivet af Andre.

Hun fortalte, at hendes kunst går ud på at undersøge hendes egne særheder, hendes hudfarve, sprog, køn, seksualitet. Hun foreslog mig at gøre det samme.

"Var det ikke en ide at personliggøre dig selv," spurgte hun.

"Gøre dig konkret i stedet for at holde fast i det dér begreb. Du snakker om at være hvid, heteroseksuel mand, men du undgår at specificere, hvad det vil sige at være hvid, heteroseksuel mand. Hvor hvid er du? Hvor heteroseksuel er du? Hvor meget mand er du? Hvornår er du det? Hvad vil det overhovedet sige? Du er nødt til at pakke dig selv ud."

Jeg fortalte hende om en gang, jeg følte mig meget heteroseksuel. Det var til en privatfest i en lejlighed på Østerbro i København, musik på anlægget, druk og dans, konceptet er velkendt. Jeg faldt i snak med en pige, der plejede at feste i andre miljøer, lad os kalde dem queer-miljøer, hvor det ikke altid er lige nemt at se, hvem der er mænd, og hvem der er kvinder, og hvem der er til det ene eller det andet eller det hele. Vi snakkede om sex og køn og ligestilling, og der blev brugt ord som queerperspektiv og heteronormativitet.

Lidt senere stod jeg og dansede med en anden pige, ganske som jeg har gjort så mange gange før, men da var det, at jeg kom i tanke om queer-pigen, der sad inde ved bordet med fuldt udsyn over dansegulvet. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, men jeg blev meget bevidst om mig selv og mine dansetrin - lidt ned i knæ, øjenkontakt, hofterne i takt, sådan dér, et ben ind mellem hendes, det kører - som om jeg så dem med queer-øjne, og jeg bildte mig ind, at de øjne så de mest stereotype indledende manøvrer til den heteroseksuelle parringsleg og tænkte: Hvor er det dog forudsigeligt, hvor er det bizart.

"Det er fantastisk," siger Caroline Bergvall. "Det er netop det, der sker: Når andre ser sådan på dig, mister du evnen til at aflæse dig selv, som du plejer at kunne."

- Det er ret ubehageligt.

"Ja, men det er lige præcis ubehaget, du skal tage udgangspunkt i. Det er dér, det batter. Det er dér, du bliver klar over, at du performer. At du ikke er universel, men at du er et specifikt historisk og kulturelt udtryk."

Jeg indvender, at der er meget godt at sige om at være usynlig for sig selv. Der er både trygt og velkendt på neutralitetens holdeplads. Caroline Bergvall siger, at man er nødt til at forlade neutralitetens holdeplads for at skabe forandring.

"Der sker ikke noget, hvis vi holder fast i det velkendte. Det handler ikke kun om at kritisere det eksisterende, men også om at længes efter en bedre verden; et sted, hvor det velkendte er defineret anderledes. Hvis vi har en stilstand baseret på nogle ret problematiske forestillinger om køn, klasse, seksualitet og race, så er jeg nødt til at se på min egen rolle, medmindre jeg vil være del af den stilstand."

Det har hun selvfølgelig ret i, tænker jeg, men jeg er på udkig efter andre incitamenter end social indignation. Personlige incitamenter med positivt fortegn. Hvorfor skal jeg kæmpe for forandring, når nu jeg tilsyneladende er så privilegeret af status quo? Jeg stiller Caroline Bergvall spørgsmålet, men hun svarer, at det er et spørgsmål, jeg må stille mig selv.

"Hvad går dit projekt ud på? Hvad leder du efter? Hvis du er så privilegeret, hvorfor gør du så det her? Hvorfor skriver du denne artikel? På et eller andet tidspunkt bliver du selv nødt til at træde ind i alt det her - så kan det være, der sker noget."

Det er nogle svære spørgsmål. Jeg må stille dem videre til nogle andre; nogle mænd, der går op i det her. Og de skal ikke repræsentere enlige fædre, homoseksuelle eller andre interessegrupper, nej, det skal være straight, white males uden oplagt interesse for feministisk kritik.

Asger Kjærsgaard Larsen er 25 år og psykologistuderende på RUC, Kristoffer Bunch, 26 år, går på fysioterapeutuddannelsen i København, og Asger Martiny-Bruun, ligeledes 26 år, læser antropologi på Københavns Universitet. De tre udgør halvdelen af en lille feministisk mandegruppe ved navn Lakaj. Den har eksisteret siden 2006 og har som erklæret målsætning "at udvide spektret for, hvem der kan arbejde med kønsspørgsmål".

Vi mødes over en kop kaffe i Frederiksberg Svømmehals cafeteria. Jeg vil vide, hvad deres projekt går ud på, hvad de leder efter, og hvorfor de i flere år har holdt faste møder hver 14. dag for at diskutere køn. Kristoffer Bunch giver to grunde:

"På den ene side kan vi diskutere situationer, hvor jeg selv synes, jeg har været et røvhul, uden at nogen dunker mig oven i hovedet for at have været det. Det har været vigtigt ikke at være belærende over for hinanden. På den anden side kan vi diskutere situationer, hvor jeg føler mig enormt begrænset som mand."

Det gør man ofte, forklarer de - og jeg nikker genkendende - både når man er i skole, sammen med venner, eller dyrker sex. Så de snakker om det. Blandt andet om de forventninger, der er til rollefordelingen på lagenet.

"Den seksuelle akt kan meget nemt blive en standarddans," siger Asger Kjærsgaard Larsen. "Mandeseksualitet bliver meget hurtigt en præstationsting: Han har en pik, og han tilfredsstiller kvinden. Der har vi forsøgt at tale om, hvordan det kunne være anderledes, men uden at falde over i sådan en grå feministisk forestilling om 'sex på siden', hvor der ikke må være nogen, der er ovenpå eller dominerende."

De snakker om frygten for at blive stemplet som bøsse, hvor den kommer fra, og hvordan den gør det svært for mænd at skabe intime venskaber med andre mænd. De snakker om frokostpauser, hvor mændene snakker om fodbold, mens kvinderne snakker om design - en fordeling man ikke bryder uden at vække opmærksomhed.

"Det handler om at blive bevidst om, at jeg som mand også har et køn, der påvirker, hvordan jeg kan være," siger Asger Martiny-Bruun.

Hans navnebror stemmer i:

"For at kunne tale om det her, er mænd nødt til at blive et køn. Det handler ikke om at dyrke noget særligt maskulint eller opbygge 'kønnet', men om at finde det, sådan som det bliver fremstillet, så man kan ændre det," siger Asger Kjærsgaard Larsen.

Det er feminisme fra et mandligt perspektiv, og det forsøger ikke at være andet:

"Jeg tror, kvinderne er bedre til at slås for deres egen frigørelse, end jeg er," siger Kristoffer Bunch. "Min opgave kan så være ikke at virke afvisende, men indgå som en konstruktiv medpart ved at frigøre mig fra de ting, der hæmmer mig som mand."

Jeg er skeptisk. Passer det virkelig så behændigt sammen, at mænds opgør med maskuline normer automatisk bidrager til kvinders kamp for ligestilling? Går mænd og kvinders frigørelse hånd i hånd? Kan mænd være feminister uden at acceptere et tab af privilegier?

Lakaj-fyrene smiler og nikker, da jeg stiller dem spørgsmålene, som om de så dem komme. De har, selvfølgelig, snakket om det før. Og de er godt klar over, at øget ligestilling nødvendigvis kommer til at koste mænd nogle privilegier:

"Der kommer nogle sværdslag, det er klart," siger Kristoffer Bunch. "Mange mænd er vant til at sidde til jobsamtale foran en bestyrelse, der består af mænd, og de er vant til at blive ansat, fordi de passer ind med slips på osv. De synes ikke, det er særlig sjovt, når de lige pludselig kommer til jobsamtale på et kontor, hvor der kun sidder kvinder og siger 'næste', fordi kvinder ligesom mænd går efter nogen, de socialt kan identificere sig med."

Men som et gammelt ordsprog siger: Når én dør lukkes, åbnes en ny:

"Jeg tror, det handler om at synliggøre, hvad mænd taber ved den nuværende orden. For hvem er det, der går i alkohol efter skilsmisse, hvem mister kontakten til børnene, hvem går ned, når arbejdslivet slutter? Det gør mændene, og det kunne måske have noget at gøre med, at de har fået alle de her job og siddet på de her kontorer hele dagen og aldrig lært, hvordan de skulle få et ordentligt forhold til deres børn. Hvis det bliver tydeligt, så kan man vinde noget, selv om man taber noget andet."

Kristoffer Bunch har også læst Søren Faulis kronik i Politiken, hvor han argumenterer for, at mænd skal have højere løn end kvinder for ikke at miste status og anseelse.

"Søren Fauli udstiller sig som en kæmpe taber, når han reagerer på forandringer i sociale strukturer på den måde. Han har låst sig fast til en synkende skude. Der er jo ingen, der vil give ham højere løn, bare fordi han er mand."

"Det kan godt være, at en mand mister sin stolthed, hvis han mister sit arbejde eller får mindre i løn, men det er jo ikke kvindernes bekymring. De går op i at få en plads på arbejdsmarkedet og ligeløn, hvilket er meget forståeligt. Jeg har til gengæld en interesse i, at denne mand ikke behøver miste sin stolthed. For hvis hans stolthed var bundet op på noget andet end hans arbejde, behøvede han ikke gå til bunds. Hvis Søren Fauli indså, at der var andre muligheder end at gå på arbejde hver dag og tjene masser af penge, så ville han ikke fremstå som sådan en taber, og så ville hans projekt have en fremtid."

Det begynder at ligne et incitament. Hvis jeg tager fat i mit køn - kigger på det, snakker om det, leger med det - så har jeg mulighed for at ændre på det. Så er jeg ikke underlagt mine kropstegn, som om de indeholdt en endegyldig sandhed. Og så behøver jeg ikke reagere passivt, defensivt eller aggressivt, når omgivelserne ændrer sig i strid med mine egeninteresser. For jeg kan ændre mine egeninteresser, måske endda til det bedre. Hvilket er meget belejligt, når nu jeg må erkende, at mange af forandringerne i samfundet kun er ret og rimelige.

En snert af skepsis hænger alligevel ved. Regnestykket går stadig lidt for let op. Gælder det virkelig bare om at se muligheder i tabet? Sker det ikke, at der lukker en dør, uden der åbner en ny?

Tag f.eks. det at snakke i forsamlinger. Det fortalte Sonja Schwarzenberger mig om, da jeg fik hende i røret fra Stockholm, hvor hun er redaktør for det feministiske kulturtidsskrift Bang. Vi snakkede om mænds privilegier, og hun forsøgte at illustrere sin pointe ved at fortælle om en særlig følelse af ubehag og manglende selvtillid, der opstår, når man overskrider de forventninger, der knytter sig til ens køn:

"Det går helt tilbage til skoletiden," sagde hun. "Hvis man som pige tog ordet i klassen, så var det tit forbundet med en skyldfølelse, en frygt for at tage for meget plads. Det er vigtigt at være opmærksom på den slags og anerkende, at 'nej, jeg snakkede ikke mere end drengene'."

Jeg spørger Lakaj-fyrene, hvordan de forholder sig til, at det ofte føles naturligt for mænd at tale i forsamlinger, fordi det bekræfter deres køn. Om det ikke er et privilegium, der gør ondt at kigge på. Asger Kjærsgaard Larsen vender den om:

"Det er jo ikke altid fedt at være den, der sidder på det hele. Det kan skabe en masse usikkerhed, hvis man hele tiden skal præstere og sige noget klogt. Så jeg forstår ikke, hvad det er for nogle tabte privilegier, vi skal sidde og græde over. Til helvede med dem. Jeg gider da ikke være undertrykkende. Og det er jo ikke sådan, at vi afgiver en masse uden at få noget tilbage. Jeg synes, det kan være meget rart at give plads. Man lærer måske noget af, hvad andre siger."

På det her tidspunkt har interviewet varet en times tid. Jeg har siddet og snakket om køn med tre jævnaldrende mænd i en stiv time. Det går op for mig, hvor usædvanligt det er. Faktisk har jeg aldrig prøvet det før, hvilket er en skam, for det er virkelig inspirerende. Kristoffer Bunch kender følelsen:

"De første to år kom jeg hjem efter hvert møde og tænkte 'wauw'. Jeg følte virkelig, jeg havde rykket nogle grænser på den fede måde og været ude i nogle samtalesituationer, som jeg ikke var vant til."

"Det handler om at kunne dele sine personlige erfaringer i et rum, der er trygt," siger Asger Kjærsgaard Larsen. "Mænd vil jo gerne tale om de her ting, de er bare ikke vant til det. Og kvinder, der er engageret i de her emner, synes jo det er pissefedt, når man blander sig."

Jeg påstår, at de færreste mænd bryder sig om at diskutere kønspolitik med kvinder. Jeg fortæller om min ven, der gemmer sig under halvtaget, indtil stormen er drevet over.

"Ja, der er lidt et tomrum, hvor mændene står på sidelinjen og piller sig i håret uden at vide, hvad de skal gøre, måske med lidt dårlig samvittighed. Jeg tror, det handler om, hvordan mænd føler, de skal opføre sig for at tale om ligestilling med kvinder. De er ofte bange for ikke at være politisk korrekte."

- Det er I ikke?

"Jeg har fået en anden selvsikkerhed," siger Kristoffer Bunch, "for jeg har diskuteret de her emner før. Der er ting, jeg tør stå ved, også selv om der er kvindelige feminister, der er uenige med mig. Og jeg tager ting op, som jeg ikke turde tage op før."

- For eksempel?

"For eksempel porno. Jeg kan godt problematisere det, og jeg er også meget kritisk over for det, men jeg kan også godt erkende, at der er nogle ting, jeg tænder på."

Jeg kan lide, hvad jeg hører. Det illegitime skal frem i lyset. Hvis jeg tænder på dominans af små asiatiske teenagepiger med rottehaler og hvide knæstrømper, så er det sikkert både sexistisk og kolonialistisk inspireret, og det er værd at tænke over, men det er ikke noget at skamme sig over. Jeg er ikke sexismen, selv om mit begær måtte være et produkt af den.

Kristoffer Bunch er tilsyneladende enig:

"Det er ikke konstruktivt at skabe de her ultimative monstre og personificere sexismen. Man skal konfrontere de undertrykkende handlinger, men man kommer ingen vegne, hvis man prøver at proppe det ned i 'de her onde mænd'. Derfor er mange prostitutionskampagner sindssygt ukonstruktive, fordi de skaber et billede af, at alle fornuftige mænd selvfølgelig er imod prostitution, men vi ved jo, at mange mænd har prøvet det. De bliver fremstillet som definitionen på det mørke og det forkerte. De kan aldrig stå frem i lyset og fortælle, hvad det handler om, og det ødelægger enhver form for konstruktiv dialog i forhold til at forstå, hvad det er for et fænomen."

Det kunne lyde som om, der fra cafeteriaet i Frederiksberg Svømmehal bliver udstedt et slags amnesti, et frit lejde for hvide mænd: Træd frem, I er fritaget for skyldfølelse og dårlig samvittighed. I så fald følger der en opfordring med. En opfordring til "at se kritisk på sig selv og sine privilegier", som Kristoffer Bunch siger. Blandt andet ved, som Asger Kjærsgaard Larsen tilføjer, "at turde engagere sig i sine mandlige venskaber og begynde at tale om de her ting, der er lidt mærkelige at tale om".

Den køber jeg sgu. Måske er det ikke den fjerde vej, men det er i hvert fald en start. Så forbered jer; Ronni, Rasmus og Kim: vi har noget at snakke om. Det bliver virkelig ubehageligt. Det bliver godt.