Den hvide mands byrde

Hvad stiller en hvid mand egentlig op med al den snak om racisme og sexisme? Er der andet at hente end dårlig samvittighed? Information har sendt en repræsentant fra verdens vel nok mest privilegerede mindretal på udkig efter et holdbart forhold til kritikken
Hvad stiller en hvid mand egentlig op med al den snak om racisme og sexisme? Er der andet at hente end dårlig samvittighed? Information har sendt en repræsentant fra verdens vel nok mest privilegerede mindretal på udkig efter et holdbart forhold til kritikken
11. april 2009

Dette er udgangspunktet: Jeg er hvid, vestlig, veluddannet, heteroseksuel, ikkepraktiserende kristen mand med en velfungerende krop omkring de 30 år. Det gør mig til medlem af en meget eksklusiv klub. Den udgør højst et par procent af verdens samlede befolkning. Med medlemskabet følger det privilegium at være et af de mest anerkendte mennesker på kloden. Samfundets love og institutioner er indrettet af folk som mig, for folk som mig.

Rundt omkring mig snakker folk om postkolonialisme og feminisme. De snakker om diskrimination og racisme, ligeløn og sexisme, om patriarkalske strukturer, maskulin dominans, homofobi og chauvinisme. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken. Det står mere uklart, hvordan jeg kan bidrage til samtalen.

Lad os sige, at der for tiden er tre muligheder. Den første og vel nok mest udbredte er muligheden for ikke at gøre noget som helst. Sådan gør min kammerat f.eks., når han er i et selskab, og emnet ligestilling bliver bragt på banen. Det skal han ikke nyde noget af.

Han beskriver det som en mørk sky, der trækker sig sammen foroven, så han skynder sig ind under halvtaget, hvor han venter stiltiende, indtil uvejret er drevet over. Han har før prøvet at blande sig, men uden større succes, så nu holder han sig væk. Feministisk kritik er alligevel ikke noget han interesserer sig for. Måske er han ligeglad, måske er han usikker, resultatet er det samme: Han har resigneret. Det siger sig selv, at her ikke er nogen særligt interessante svar at hente på spørgsmålet om, hvordan mænd kan forholde sig til feminisme. Der er nærmest givet op på forhånd.

Anden mulighed er den politisk korrekte. Den bliver bedrevet af mænd, der ikke bare bøjer hovedet og tager kritikken til sig, men ligefrem gentager den. Det er svenske statsministre og andre mandlige politikere, der erklærer sig selv for feminister, tager højlydt afstand fra "patriarkalske strukturer" og taler om mandschauvinisme og maskuline værdier på ledelsesgangene. Når kvindeorganisationerne beder dem om at tage afstand fra prostitution, så gør de det - som Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, der efterlyser selvkritik og selvopgør blandt mænd, så vi kan få øjnene op for kvindeundertrykkelsen. Ligestilling opfattes som en kamp, hvor vi mænd må erkende, at feministerne har ret, og at vi er nødt til at "arbejde progressivt for at afgive magten".

Jeg er usikker på, hvorfor denne position ikke appellerer til mig. Måske er det forestillingen om, at ligestilling er kvindernes kamp mod mændene, som vi mænd må hjælpe dem med at kæmpe. Måske har jeg bare svært ved at mobilisere et engagement funderet på dårlig samvittighed. Det virker under alle omstændigheder for letkøbt at stemme i på den måde. Hvis den hvide mand skal bidrage konstruktivt, må det være med noget andet end et ekko af allerede vedtagne dogmer. Hvis den hvide mands bidrag skal være interessant, må det vel tage udgangspunkt i ham selv.

Det kan man sige, at den tredje mulighed gør. Den repræsenterer den vrede mand; ham, der har fået nok. Nok af, at "kvinder har fået ubegrænset frihed til at angribe, latterliggøre og mistænkeliggøre mænd", som skuespilleren og billedkunstneren Søren Fauli for nylig skrev i en kronik i Politiken. Fauli er "godt og grundigt træt af feminisme", fordi den reducerer mænd til "semikvinder", som kvinderne mister respekten for. Diskussionen om ligeløn er forfejlet, mener han, for det er "vigtigt for manden at tjene gode penge", så han kan "skabe rammer", mens kvinden "skaber liv".

Det er mænd, der oplever, at konen bestemmer derhjemme, chefen bestemmer på jobbet, og alligevel står feministerne og tuder dem ørerne fulde om, hvor meget magt, de har. Men nu vil de ikke finde sig i det mere. De føler sig "ydmyget" og "kastreret", som folketingspolitikeren Søren Pind har udtalt det i nærværende dagblad, da han opfordrede mænd til at sige fra over for "kællingesnak" og kvindelig "moraliseren".

Oplevelsen af afmagt og kastration er utvivlsomt reel, men det virker en smule reaktionært sådan at brøle som en løve og insistere på sin natur. Hvis den hvide mand er frustreret over sin nuværende situation, må det være muligt at finde veje frem, der ikke peger tilbage til dengang mor stod i køkkenet, mens far gik på jagt.

Jeg er opsat på at finde andre veje, og første skridt må være at lokalisere problemet. Hvad er der egentlig i vejen med at indtage det, som digteren Søren Ulrik Thomsen kalder "Mesterpositionen" som hvid, vestlig, midaldrende, erhvervsaktiv, heteroseksuel middelklassemand? Hvad er det, der gør dem til "den mest udskældte gruppe i landet", som forfatteren og debattøren Helle Merete Brix formulerede det i Weekendavisen tidligere på året?

Jeg møder Maja Bissenbakker Frederiksen på cafeen Tjili Pop på Nørrebro i København, da hun netop er blevet færdig med sin ph.d.-afhandling, der handler om, hvilken rolle køn og race spiller, når dansklærere landet over sammensætter elevernes pensum. Det har hun været rundt og tale om på gymnasier landet over, og dér sad hun i en pause og snakkede med en lærer. De snakkede om litteratur, som han læste meget af, alt muligt forskelligt, men den nyeste digtsamling af Niels Frank havde han godt nok lagt fra sig undervejs, for der var simpelt hen så meget homoseksualitet i den. "Men han var ikke homofob," siger Maja Bissenbakker Frederiksen.

"Han havde bare en umiddelbar fornemmelse af ikke at kunne identificere sig med bogen, så han gad ikke læse den. Og det er normens privilegium, at han kan tillade sig den luksus at sige, 'de her Niels Frank-digte handler ikke om mig, så jeg har ret til at vælge dem fra,'."

- Men han har da ret til at vælge dem fra.

"Ja, men han er blind over for sit eget privilegium, og det er blindheden, der er det centrale. Blindheden over for sin egen privilegerede position og over for det enorme oversættelsesprojekt, som alle andre gennemfører."

- Oversættelseprojekt?

"Ja, for hvis den ikkehvide, ikkemaskuline, ikkeheteroseksuelle skulle vælge det fra, der ikke lige talte til hende, så ville hun intet kunne læse. Det problem har han ikke, men det er han blind over for. Han anerkender ikke, at han står i en privilegeret position, og det er netop kendetegnende for normativiteten, ikke bare at alting handler om den, men at det er fuldstændig udvisket, at alting handler om den."

Vi snakker videre om, hvad det vil sige at repræsentere normen. At have en hudfarve, der glider glat gennem paskontrollen i lufthavnen, at have et efternavn, der ikke vækker opmærksomhed, når man søger job, at have et køn og et begær som reklamerne i bybilledet taler til, at have en krop, der kan gå op ad trapper og i det hele taget gå gennem hverdagen som det mest naturligt forekommende menneske, det universelle subjekt.

Jeg kommer i tanke om en oplevelse, jeg havde for et par år tilbage, da jeg tilbragte en måneds tid i det hasidisk-jødiske kvarter i Brooklyn, New York. Det var en tirsdag aften ved halv ottetiden, jeg var sulten og kom forbi en lille sandwichbar, Glaubers Café hed den. Der spillede klezmermusik i højttaleren, bag disken stod en tæt lille kalotklædt mand med briller, sort skæg og de obligatoriske slange-krøller hængende fra tindingerne. Han var i færd med at betjene to piger, 12-14 år gamle med pagehår og ens tøj, brun striktrøje, ulden nederdel, lange sorte sokker og mokkasiner.

Alle tre kiggede op, da jeg trådte ind ad døren, og de holdt blikket et sekund længere end den sædvanlige registrering af en nyankommen kræver. Jeg var ikkejødisk, det var usædvanligt. Der bor nemlig kun hasidiske jøder i det ultraortodokse kvarter, 75.000 af slagsen med deres egne skoler, egne læger og helt egen tøjstil, et nærmest selvforsynende samfund i samfundet, og dér stod jeg og passede ikke ind.

De to piger kiggede på mig med jævne mellemrum. Selv om jeg kiggede tilbage, lod de blikket hvile en anelse længere, end god pli foreskriver, som om de havde ret til at stirre på mig. Og det var ikke på den måde som børnene i en indisk landsby kan finde på at glo måbende, når en hvid mand går gennem gaden. Nej, pigerne kiggede ikke op til mig, de kiggede ned på mig. Nysgerrigt, men overlegent. Som om de tænkte:

"Hvordan er det, du ser ud, og hvad laver du her?"

Det var enormt ubehageligt, og jeg forestillede mig, at det var lignende blikke, der mødte en sort mand i Mississippi i 50'erne. Eller en hasidisk jøde uden for sit eget kvarter.

"Eller en kvinde med hijab i Danmark," siger Maja Bissenbakker Frederiksen. "Hver dag."

- Men hvis det er den slags oplevelser, der skal til for at granske sine privilegier, så kan jeg sgu godt forstå, folk forbliver blinde, for det var virkelig ikke nogen rar øvelse.

"Nej, men det var netop kun en øvelse. Årets eksotiske tur ind i andetheden. Det er jo dit privilegium, at du ikke behøver være i den tilstand dag ind og dag ud. Men din erfaring kan give en anden måde at lytte på. For hvis man ved, hvor ekstremt ubehageligt det er, at være den, der bliver set på, og den, der skal forklare sig, så giver det måske en anden forståelse af, hvordan det er at være den Anden og altid have det blik på sig, altid være den mærkelige, hvis livsvalg man har lov til at sætte spørgsmålstegn ved. Det giver et andet udgangspunkt for demokratiske diskussioner om ghettodannelser for eksempel. Hvorfor er det, man har lyst til at være hos sine egne? Det er sgu en meget forståelig lyst. For mange handler den om overlevelse, for det blik kan man ikke leve med døgnet rundt."

Maja Bissenbakker Frederiksen er selv privilegeret, for Maja Bissenbakker Frederiksen er hvid. Det blev hun mindet om i Bilka for nylig, da hun stod og ventede på betjening i elektronikafdelingen. Der stod fem andre, som også skulle have hjælp.

"Det var helt tydeligt, hvem der var ankommet hvornår, for vi var kommet drypvis. Ved siden af mig står en mand, sandsynligvis af mellemøstlig herkomst, og han kom før mig, og jeg ved det, og han ved det, alle ved det, men ekspedienten betjener mig først. Vi ved det alle sammen, og vi bliver alle sammen forvirrede, jeg bliver forvirret, men jeg går med, vi går alle sammen med."

Maja Bissenbakker Frederiksen fortæller om den norske sociolog Anne-Jorunn Berg, der har interviewet folk om deres oplevelser af at være hvide. Hvornår oplever du at være hvid? Hvordan føles det?

"Noget der går igen i folks svar, er en ekstrem følsom pinlighed. Det er simpelthen så pinagtigt og ubehageligt at blive konfronteret med sin hvidhed. Der er noget skam forbundet med det," siger Maja Bissenbakker Frederiksen, der selv oplevede ubehaget i Bilka.

"Jeg gik jo med på den. Jeg lod mig betjene først, selv om jeg burde have sagt fra. Privilegierne er omkranset af en enorm pinlighed og et ubehag, og jeg tror en af udfordringerne er at konfrontere det ubehag og undgå at lade sig diktere af det. Det handler om at være opmærksom på, hvilke strukturer man lukrerer på. Jeg er ikke racismen eller det racistiske system, men jeg har et ansvar for, hvordan jeg administrerer de privilegier, som systemet tildeler mig på grund af min hudfarve."

Det minder mig om noget, digteren Caroline Bergvall sagde, da jeg interviewede hende til denne artikel. Caroline Bergvall gik ikke med på at snakke om mig som den store hvide mand, der frustreret forsøger at finde et ståsted midt i al kritikken. Den store hvide mand findes jo ikke som sådan, sagde hun, han er et symbol på nogle bestemte magtforhold, og ved at assimilere mig selv med ham, forstærker jeg blot forestillingen om mig selv som det universelle subjekt omgivet af Andre.

Hun fortalte, at hendes kunst går ud på at undersøge hendes egne særheder, hendes hudfarve, sprog, køn, seksualitet. Hun foreslog mig at gøre det samme.

"Var det ikke en ide at personliggøre dig selv," spurgte hun.

"Gøre dig konkret i stedet for at holde fast i det dér begreb. Du snakker om at være hvid, heteroseksuel mand, men du undgår at specificere, hvad det vil sige at være hvid, heteroseksuel mand. Hvor hvid er du? Hvor heteroseksuel er du? Hvor meget mand er du? Hvornår er du det? Hvad vil det overhovedet sige? Du er nødt til at pakke dig selv ud."

Jeg fortalte hende om en gang, jeg følte mig meget heteroseksuel. Det var til en privatfest i en lejlighed på Østerbro i København, musik på anlægget, druk og dans, konceptet er velkendt. Jeg faldt i snak med en pige, der plejede at feste i andre miljøer, lad os kalde dem queer-miljøer, hvor det ikke altid er lige nemt at se, hvem der er mænd, og hvem der er kvinder, og hvem der er til det ene eller det andet eller det hele. Vi snakkede om sex og køn og ligestilling, og der blev brugt ord som queerperspektiv og heteronormativitet.

Lidt senere stod jeg og dansede med en anden pige, ganske som jeg har gjort så mange gange før, men da var det, at jeg kom i tanke om queer-pigen, der sad inde ved bordet med fuldt udsyn over dansegulvet. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte, men jeg blev meget bevidst om mig selv og mine dansetrin - lidt ned i knæ, øjenkontakt, hofterne i takt, sådan dér, et ben ind mellem hendes, det kører - som om jeg så dem med queer-øjne, og jeg bildte mig ind, at de øjne så de mest stereotype indledende manøvrer til den heteroseksuelle parringsleg og tænkte: Hvor er det dog forudsigeligt, hvor er det bizart.

"Det er fantastisk," siger Caroline Bergvall. "Det er netop det, der sker: Når andre ser sådan på dig, mister du evnen til at aflæse dig selv, som du plejer at kunne."

- Det er ret ubehageligt.

"Ja, men det er lige præcis ubehaget, du skal tage udgangspunkt i. Det er dér, det batter. Det er dér, du bliver klar over, at du performer. At du ikke er universel, men at du er et specifikt historisk og kulturelt udtryk."

Jeg indvender, at der er meget godt at sige om at være usynlig for sig selv. Der er både trygt og velkendt på neutralitetens holdeplads. Caroline Bergvall siger, at man er nødt til at forlade neutralitetens holdeplads for at skabe forandring.

"Der sker ikke noget, hvis vi holder fast i det velkendte. Det handler ikke kun om at kritisere det eksisterende, men også om at længes efter en bedre verden; et sted, hvor det velkendte er defineret anderledes. Hvis vi har en stilstand baseret på nogle ret problematiske forestillinger om køn, klasse, seksualitet og race, så er jeg nødt til at se på min egen rolle, medmindre jeg vil være del af den stilstand."

Det har hun selvfølgelig ret i, tænker jeg, men jeg er på udkig efter andre incitamenter end social indignation. Personlige incitamenter med positivt fortegn. Hvorfor skal jeg kæmpe for forandring, når nu jeg tilsyneladende er så privilegeret af status quo? Jeg stiller Caroline Bergvall spørgsmålet, men hun svarer, at det er et spørgsmål, jeg må stille mig selv.

"Hvad går dit projekt ud på? Hvad leder du efter? Hvis du er så privilegeret, hvorfor gør du så det her? Hvorfor skriver du denne artikel? På et eller andet tidspunkt bliver du selv nødt til at træde ind i alt det her - så kan det være, der sker noget."

Det er nogle svære spørgsmål. Jeg må stille dem videre til nogle andre; nogle mænd, der går op i det her. Og de skal ikke repræsentere enlige fædre, homoseksuelle eller andre interessegrupper, nej, det skal være straight, white males uden oplagt interesse for feministisk kritik.

Asger Kjærsgaard Larsen er 25 år og psykologistuderende på RUC, Kristoffer Bunch, 26 år, går på fysioterapeutuddannelsen i København, og Asger Martiny-Bruun, ligeledes 26 år, læser antropologi på Københavns Universitet. De tre udgør halvdelen af en lille feministisk mandegruppe ved navn Lakaj. Den har eksisteret siden 2006 og har som erklæret målsætning "at udvide spektret for, hvem der kan arbejde med kønsspørgsmål".

Vi mødes over en kop kaffe i Frederiksberg Svømmehals cafeteria. Jeg vil vide, hvad deres projekt går ud på, hvad de leder efter, og hvorfor de i flere år har holdt faste møder hver 14. dag for at diskutere køn. Kristoffer Bunch giver to grunde:

"På den ene side kan vi diskutere situationer, hvor jeg selv synes, jeg har været et røvhul, uden at nogen dunker mig oven i hovedet for at have været det. Det har været vigtigt ikke at være belærende over for hinanden. På den anden side kan vi diskutere situationer, hvor jeg føler mig enormt begrænset som mand."

Det gør man ofte, forklarer de - og jeg nikker genkendende - både når man er i skole, sammen med venner, eller dyrker sex. Så de snakker om det. Blandt andet om de forventninger, der er til rollefordelingen på lagenet.

"Den seksuelle akt kan meget nemt blive en standarddans," siger Asger Kjærsgaard Larsen. "Mandeseksualitet bliver meget hurtigt en præstationsting: Han har en pik, og han tilfredsstiller kvinden. Der har vi forsøgt at tale om, hvordan det kunne være anderledes, men uden at falde over i sådan en grå feministisk forestilling om 'sex på siden', hvor der ikke må være nogen, der er ovenpå eller dominerende."

De snakker om frygten for at blive stemplet som bøsse, hvor den kommer fra, og hvordan den gør det svært for mænd at skabe intime venskaber med andre mænd. De snakker om frokostpauser, hvor mændene snakker om fodbold, mens kvinderne snakker om design - en fordeling man ikke bryder uden at vække opmærksomhed.

"Det handler om at blive bevidst om, at jeg som mand også har et køn, der påvirker, hvordan jeg kan være," siger Asger Martiny-Bruun.

Hans navnebror stemmer i:

"For at kunne tale om det her, er mænd nødt til at blive et køn. Det handler ikke om at dyrke noget særligt maskulint eller opbygge 'kønnet', men om at finde det, sådan som det bliver fremstillet, så man kan ændre det," siger Asger Kjærsgaard Larsen.

Det er feminisme fra et mandligt perspektiv, og det forsøger ikke at være andet:

"Jeg tror, kvinderne er bedre til at slås for deres egen frigørelse, end jeg er," siger Kristoffer Bunch. "Min opgave kan så være ikke at virke afvisende, men indgå som en konstruktiv medpart ved at frigøre mig fra de ting, der hæmmer mig som mand."

Jeg er skeptisk. Passer det virkelig så behændigt sammen, at mænds opgør med maskuline normer automatisk bidrager til kvinders kamp for ligestilling? Går mænd og kvinders frigørelse hånd i hånd? Kan mænd være feminister uden at acceptere et tab af privilegier?

Lakaj-fyrene smiler og nikker, da jeg stiller dem spørgsmålene, som om de så dem komme. De har, selvfølgelig, snakket om det før. Og de er godt klar over, at øget ligestilling nødvendigvis kommer til at koste mænd nogle privilegier:

"Der kommer nogle sværdslag, det er klart," siger Kristoffer Bunch. "Mange mænd er vant til at sidde til jobsamtale foran en bestyrelse, der består af mænd, og de er vant til at blive ansat, fordi de passer ind med slips på osv. De synes ikke, det er særlig sjovt, når de lige pludselig kommer til jobsamtale på et kontor, hvor der kun sidder kvinder og siger 'næste', fordi kvinder ligesom mænd går efter nogen, de socialt kan identificere sig med."

Men som et gammelt ordsprog siger: Når én dør lukkes, åbnes en ny:

"Jeg tror, det handler om at synliggøre, hvad mænd taber ved den nuværende orden. For hvem er det, der går i alkohol efter skilsmisse, hvem mister kontakten til børnene, hvem går ned, når arbejdslivet slutter? Det gør mændene, og det kunne måske have noget at gøre med, at de har fået alle de her job og siddet på de her kontorer hele dagen og aldrig lært, hvordan de skulle få et ordentligt forhold til deres børn. Hvis det bliver tydeligt, så kan man vinde noget, selv om man taber noget andet."

Kristoffer Bunch har også læst Søren Faulis kronik i Politiken, hvor han argumenterer for, at mænd skal have højere løn end kvinder for ikke at miste status og anseelse.

"Søren Fauli udstiller sig som en kæmpe taber, når han reagerer på forandringer i sociale strukturer på den måde. Han har låst sig fast til en synkende skude. Der er jo ingen, der vil give ham højere løn, bare fordi han er mand."

"Det kan godt være, at en mand mister sin stolthed, hvis han mister sit arbejde eller får mindre i løn, men det er jo ikke kvindernes bekymring. De går op i at få en plads på arbejdsmarkedet og ligeløn, hvilket er meget forståeligt. Jeg har til gengæld en interesse i, at denne mand ikke behøver miste sin stolthed. For hvis hans stolthed var bundet op på noget andet end hans arbejde, behøvede han ikke gå til bunds. Hvis Søren Fauli indså, at der var andre muligheder end at gå på arbejde hver dag og tjene masser af penge, så ville han ikke fremstå som sådan en taber, og så ville hans projekt have en fremtid."

Det begynder at ligne et incitament. Hvis jeg tager fat i mit køn - kigger på det, snakker om det, leger med det - så har jeg mulighed for at ændre på det. Så er jeg ikke underlagt mine kropstegn, som om de indeholdt en endegyldig sandhed. Og så behøver jeg ikke reagere passivt, defensivt eller aggressivt, når omgivelserne ændrer sig i strid med mine egeninteresser. For jeg kan ændre mine egeninteresser, måske endda til det bedre. Hvilket er meget belejligt, når nu jeg må erkende, at mange af forandringerne i samfundet kun er ret og rimelige.

En snert af skepsis hænger alligevel ved. Regnestykket går stadig lidt for let op. Gælder det virkelig bare om at se muligheder i tabet? Sker det ikke, at der lukker en dør, uden der åbner en ny?

Tag f.eks. det at snakke i forsamlinger. Det fortalte Sonja Schwarzenberger mig om, da jeg fik hende i røret fra Stockholm, hvor hun er redaktør for det feministiske kulturtidsskrift Bang. Vi snakkede om mænds privilegier, og hun forsøgte at illustrere sin pointe ved at fortælle om en særlig følelse af ubehag og manglende selvtillid, der opstår, når man overskrider de forventninger, der knytter sig til ens køn:

"Det går helt tilbage til skoletiden," sagde hun. "Hvis man som pige tog ordet i klassen, så var det tit forbundet med en skyldfølelse, en frygt for at tage for meget plads. Det er vigtigt at være opmærksom på den slags og anerkende, at 'nej, jeg snakkede ikke mere end drengene'."

Jeg spørger Lakaj-fyrene, hvordan de forholder sig til, at det ofte føles naturligt for mænd at tale i forsamlinger, fordi det bekræfter deres køn. Om det ikke er et privilegium, der gør ondt at kigge på. Asger Kjærsgaard Larsen vender den om:

"Det er jo ikke altid fedt at være den, der sidder på det hele. Det kan skabe en masse usikkerhed, hvis man hele tiden skal præstere og sige noget klogt. Så jeg forstår ikke, hvad det er for nogle tabte privilegier, vi skal sidde og græde over. Til helvede med dem. Jeg gider da ikke være undertrykkende. Og det er jo ikke sådan, at vi afgiver en masse uden at få noget tilbage. Jeg synes, det kan være meget rart at give plads. Man lærer måske noget af, hvad andre siger."

På det her tidspunkt har interviewet varet en times tid. Jeg har siddet og snakket om køn med tre jævnaldrende mænd i en stiv time. Det går op for mig, hvor usædvanligt det er. Faktisk har jeg aldrig prøvet det før, hvilket er en skam, for det er virkelig inspirerende. Kristoffer Bunch kender følelsen:

"De første to år kom jeg hjem efter hvert møde og tænkte 'wauw'. Jeg følte virkelig, jeg havde rykket nogle grænser på den fede måde og været ude i nogle samtalesituationer, som jeg ikke var vant til."

"Det handler om at kunne dele sine personlige erfaringer i et rum, der er trygt," siger Asger Kjærsgaard Larsen. "Mænd vil jo gerne tale om de her ting, de er bare ikke vant til det. Og kvinder, der er engageret i de her emner, synes jo det er pissefedt, når man blander sig."

Jeg påstår, at de færreste mænd bryder sig om at diskutere kønspolitik med kvinder. Jeg fortæller om min ven, der gemmer sig under halvtaget, indtil stormen er drevet over.

"Ja, der er lidt et tomrum, hvor mændene står på sidelinjen og piller sig i håret uden at vide, hvad de skal gøre, måske med lidt dårlig samvittighed. Jeg tror, det handler om, hvordan mænd føler, de skal opføre sig for at tale om ligestilling med kvinder. De er ofte bange for ikke at være politisk korrekte."

- Det er I ikke?

"Jeg har fået en anden selvsikkerhed," siger Kristoffer Bunch, "for jeg har diskuteret de her emner før. Der er ting, jeg tør stå ved, også selv om der er kvindelige feminister, der er uenige med mig. Og jeg tager ting op, som jeg ikke turde tage op før."

- For eksempel?

"For eksempel porno. Jeg kan godt problematisere det, og jeg er også meget kritisk over for det, men jeg kan også godt erkende, at der er nogle ting, jeg tænder på."

Jeg kan lide, hvad jeg hører. Det illegitime skal frem i lyset. Hvis jeg tænder på dominans af små asiatiske teenagepiger med rottehaler og hvide knæstrømper, så er det sikkert både sexistisk og kolonialistisk inspireret, og det er værd at tænke over, men det er ikke noget at skamme sig over. Jeg er ikke sexismen, selv om mit begær måtte være et produkt af den.

Kristoffer Bunch er tilsyneladende enig:

"Det er ikke konstruktivt at skabe de her ultimative monstre og personificere sexismen. Man skal konfrontere de undertrykkende handlinger, men man kommer ingen vegne, hvis man prøver at proppe det ned i 'de her onde mænd'. Derfor er mange prostitutionskampagner sindssygt ukonstruktive, fordi de skaber et billede af, at alle fornuftige mænd selvfølgelig er imod prostitution, men vi ved jo, at mange mænd har prøvet det. De bliver fremstillet som definitionen på det mørke og det forkerte. De kan aldrig stå frem i lyset og fortælle, hvad det handler om, og det ødelægger enhver form for konstruktiv dialog i forhold til at forstå, hvad det er for et fænomen."

Det kunne lyde som om, der fra cafeteriaet i Frederiksberg Svømmehal bliver udstedt et slags amnesti, et frit lejde for hvide mænd: Træd frem, I er fritaget for skyldfølelse og dårlig samvittighed. I så fald følger der en opfordring med. En opfordring til "at se kritisk på sig selv og sine privilegier", som Kristoffer Bunch siger. Blandt andet ved, som Asger Kjærsgaard Larsen tilføjer, "at turde engagere sig i sine mandlige venskaber og begynde at tale om de her ting, der er lidt mærkelige at tale om".

Den køber jeg sgu. Måske er det ikke den fjerde vej, men det er i hvert fald en start. Så forbered jer; Ronni, Rasmus og Kim: vi har noget at snakke om. Det bliver virkelig ubehageligt. Det bliver godt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Kathrine Lassen

Dejligt at nogen fatter, at der er to køn. Ligestilling handler ikke 'kun' om kvinder men om sammensspillet ml kønnene. Vi vil MEGET gerne ha' mændene på banen!! Feminisme handler selvfølgelig ikke om, at kvinder skal erobre magten. Helt utroligt, at den misforståelse stadig findes. Ganske vist har der i tiden været enkelte ekstremister - sådan er det vel med alle slags bevægelser.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Carstensen

Ligestilling handler vel i lige så høj grad om, at livsvilkårene for både mænd og kvinder er meget forskellige alt efter hvor i samfundet du befinder dig ? Ja,og samtidig med at du tilhører dit segment,din klasse i en eller anden udstræking, så er det efter min opfattelse korrekt, at det er kvaliteten af relationerne mellem kønnene der tæller. Hvem er det lige der skal bedømme hvornår en relation er god eller dårlig? Måske skulle man i virkeligheden tage udgangspunkt i børnenes liv og levned? Får børnene de rette opvækstvilkår og voksnes udelte opmærksomhed, så er meget godt gjort fremadrettet tænker jeg. Så spørg børnene hvad de ønsker sig !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

For nu at bidrage til at bryde normativiteten: Jeg er adopteret; derfor ligner jeg ikke en traditionel hvid mand.

Og jeg har gentagne gange oplevet, i Bilka og i boghandler, at andre hvide mænd og kvinder har kunnet gå rundt og kigge, hvor ekspedienterne fluks har været henne og spørge om der var noget de kunne hjælpe mig med.

De bliver så meget forvirrede og ser fårede ud i ansigtet, når jeg siger 'nej tak, ikke lige nu' eller 'at jeg nok selv skal sige til, når jeg vil have hjælp'.

Som om de ikke forventer at en mørklødet (dansk) mand kan sige en sætning på korrekt og formfuldendt dansk.

Det kan godt blive en smule enerverende med tiden; med tiden har jeg dog lært at tage det fra den mere humoristiske side. Jeg nyder ligefrem at se ekspedienterne krympe sig og blive flove, når de indser deres misforståelse.

Til gengæld kan jeg, gennem min mørke lød, glide ubesværet ind ind alle andre steder f.eks. i Frankrig, Spanien, Italien eller måske også i et hadisk jødisk kvarter i New York. Jeg har nu aldrig haft problemed med paskontrollen i lufthavnen....

Det interessante her er da bestemt at en gymnasie-lærer i dansk ikke vil læse Niels Franks nyeste digt-samling på grund af dens (påståede) homo-seksualitet. Jeg troede da netop at det var det man skulle i gymnasiet, og som dansklærer; indføre eleverne i andre verdener, gennem valg af tekster, end den umiddelbare de selv kender til. Og ikke kun vælge tekster man som dansklærer umiddelbart selv kan identificere sig med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det er dog nogle fantastiske tilbageslag, der er sket i frigørelsesprocesserne! Alle disse ting kom vi ud over i 70erne og 80erne, så det er lidt mærkeligt at se, hvordan de har sneget sig tilbage.
Ja, det er i sandhed et konformt og uinspireret land, der har udviklet sig, hvor vægten lægges på det ligegyldige, som ret beset burde fylde så lidt, mens livsudfoldelsen og kreativiteten gemmes af vejen i en såkaldt 'ansvarlighed'.
50erne er over os, kryb i skjul!

Brugerbillede for Kim Gram

Omvendingen af alle værdier

At blive anset for blot og bart at være: En krop -
burde da vække stolhed - stolhed over: At en krop er noget man ER - og er næppe også bare noget man HAR.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Apropos det med kun at læse noget man kan identificere sig med, så var jeg lige ved at springe artiklen over. Tiderne forandrer sig sandelig. Skal mænd virkelig ’forandre’ sig så meget?

Ikke et hår på brystet, ikke et smil, hverken om munden eller i øjnene. Bortset fra det, så lyder de da meget fornuftige, bortset fra at jeg ganske enkelt ikke kan forstå at det kan være så brydsomt at være så privilegeret. Men tal endelig sammen, måske finder I løsningen en dag.

Med hensyn til at tænde på ”dominans af små asiatiske teenagepiger”, så er der INTET galt i det. Kun hvis det opfattes som om denne lyst er noget nær en menneskeret at få tilfredsstillet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Thorsen

@Anders Haahr

Hold da helt fest!

Sjældent har jeg oplevet en gang feminiseret mande tudesnak.
"Lakaj" må stå for feministernes lakajer. Medlemmerne er så absolut i mangel på nosser til at være maskuline mænd.

Artiklens forfatter og de øvrige bidragesydere, glemmer at fortælle, at man for at acceptere deres sociale kritik, skal acceptere et neomarxistisk verdensbillede.
Postkolonialisme og kritisk teori mener jeg ikke på nogen måde giver et retvisende billede af verdens sande tilstand. Ligeledes søger jeg heller ikke at realisere en multikulturel feministisk/socialistisk utopi.

Det er beskæmmende at konstatere hvor mange antagelser forfatteren gør sig. Han kan åbenbart ikke forestille sig, at nogen er lodret uenige med hans præmisser og hans politiske visioner.

""Noget der går igen i folks svar, er en ekstrem følsom pinlighed. Det er simpelthen så pinagtigt og ubehageligt at blive konfronteret med sin hvidhed. Der er noget skam forbundet med det," siger Maja Bissenbakker Frederiksen, der selv oplevede ubehaget i Bilka. "

Lad mig gøre det fuldstændigt soleklart for Maja Bissenbakker, Anders Haahr og ligesindede; jeg skammer mig ikke over at være hverken hvid eller mand. Tværtimod, jeg har sågar stolthed over min nationale oprindelse og æt.
Jeg mener heller ikke at hvide heteroseksuelle mænd som gruppe har særlige privilegier. Tværtimod forekommer det mig at være et stærkt handicap, ikke at kunne gøre sig i rollen som offer. At blive udstillet som universel undertrykker, gør jo at man ikke kan rage ressourcer og rettigheder til sig på bekostning af andre.

Jeg hopper simpelthen ikke på den skyldbetonede neomarxisme som diverse universitetsfolk og samfundskommentatorer prøver at binde folk på ærmet.
Den forekommer mig stærkt manipulerende og landsforræderisk i sin grundvold. Dens eneste formål er at skabe samfundsmæssig splid og opløsningstendenser.

Så måske opgøret hellere skulle tages med neomarxisternes og feministernes stærkt manipulerende propaganda.
De højere læreranstalter har så sandelig brug for en udskiftning af undervisnings og forskningsaktiviteterne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Uha jeg er vist det der hedder helt almindelig kartoffeldansker. Når jeg køber ind på Nørrebro kommer der sgu ikke nogen tyrkere eller palæstinensere rendende og spørger, hvad det lige skulle være og når jeg går ind i en boghandel er der ingen der henvender sig ,medmindre man selv gør højlydt opmærksom på sig selv. Jeg har endnu ikke set nogen som helst springe køen over i et supermarked, når undtages alkoholiserede og psykisk syge i alle afskygninger.
Der hvor jeg handler i Netto, Aldi, Superbest og Brugsen er over halvdelen af personalet af anden etnisk afstamning og nogle taler såmænd dårligt nok dansk. Kunderne ligner sjovt nok de mennesker, der bor i kvarteret og de er noget så forskellige. Personligt foretrækker en lille kinesisk pige i vores Aldi. Hun er i stand til at gøre kål på en livslang kø på 0, 5. Men på en café kan man jo få ondt af alle de andre og her møder du med garanti ikke min Aldipige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Det mærkeligste er dog at en i egne øjne ’følsom’ mand ligefrem kan sige:

”Jeg nyder ligefrem at se ekspedienterne krympe sig og blive flove, når de indser deres misforståelse.”

Jeg ville tro, at en følsom mand ville forstå den venlighed, som andre åbenbart må kigge langt efter. Men man kan naturligvis ikke se hvad folk indeholder på det ydre indtryk.

Du er ikke nem at blive klog på Karsten Aaen. I alle andre debatter end om køn, ligestilling og ’hudfarve’ er du helt fornuftig. Men her lyder det mere som om du har et mindreværdskompleks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Som bøsse er det utroligt at læse om den fantastiske energi, der investeres i at konstruere sig selv som 'normal' eller mainstream, om man vil.
Det er meget fascinerende at læse om, men et stort mysterium, at folk ikke går mere op i at konstruere sig selv som individer med deraf følgende individuelle præferencer og livsstil. Konformitet er kedelig last.

Brugerbillede for Inger Sundsvald

Ja, det undrer også mig Peter Hansen. Mange mænd er livrædde for at blive betragtet som bøsser eller for at være for feminine. Alligevel gør de alt for at ligne. Ingen af dem forsøger at stille spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvad vil jeg?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Ejsing

Rigtig god artikel. Rart at kønsrolledebatten er ved at blive lidt mere nuanceret, og at der kommer flere synsvinkler på banen. Det er mere konstruktivt end en diskurs, der kun går én vej, hvilket efter min mening lidt har været tilfældet tidligere, når snakken drejer sig om kønsroller. F.eks. klichéen de gode undertrykte overfor de onde undertrykkere. Der er selvfølgelig en del sandhed i den opstilling, men det er langtfra hele sandheden.

Jeg kan dog ikke genkende, at min identitet som selvstændigt individ skunne ske på bekostning af min identitet som mand. De to ting har nødvendigvis indvirkning på hinanden i sammenspil med alle mulige andre parametre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Anders Ejsing, jeg håber, at det var med vilje, du vendte rækkefølgen af dine præmisser om og ikke skrev: "jeg kan dog ikke genkende, at min identitet som mand skulle ske på bekostning af min identitet som selvstændigt individ" - der er en verden til forskel!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Ejsing

Jeg skrev det præcis i samme rækkefølge, som jeg mente det. Men det var nu ikke tænkt som en omvending af præmisserne. Det er skam den rækkefølge, jeg plejer at tænke i.

For mig har individet altid kommet i første række. Dernæst kan jeg ikke løbe fra at være født med nogle bestemte biologiske egenskaber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Jannik Thorsen

På i hvert fald ét område har biologister nu en meget dårlig sag overfor ( Marxister og socialkonstruktivister ).

For:
At blive anset for blot og bart at være: En krop -
burde da vække stolhed - stolhed over: At en krop er noget man ER - og er næppe også bare noget man HAR.

Og mht. biologisterens hævdelse af at: Ens køn bestemmes af arveanlæggene, må man jo lige spørge:

Hvor mange af os går egentligt rundt og anser os selv for at VÆRE arveanlægene ? Går de fleste af os ikke snarre rundt og anser selve os selv for at være de os i hjernen samfundspåførte "memprogrammer" ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Man kan vel have lov til at blive en smule forvirret ang. identitet og hvad vi er et produkt af.
1) Jeg er først og fremmest et menneske, med deraf følgende identitet, til forskel fra et dyr.
2) Jeg er kvinde, med den deraf følgende officielle identitet, hvad enten jeg vil eller ej, men det fremgår af mit personnummerbevis, og jeg kan ikke løbe fra denne kendsgerning.
3) Jeg identificerer mig selv, uanset hvad andre mener eller tænker, og det kan f.eks. være i forhold til erhverv, som mor, hustru eller som tilhørende en bestemt ’klasse’, seksuel orientering eller i forhold til mine fritidsinteresser. Men jeg kan ikke løbe fra at jeg er født i Danmark og opvokset i denne kulturkreds. Heller ikke selv om jeg tilslutter mig en anden kulturkreds.
4) Nogle mennesker identificerer sig i en anden rækkefølge, f.eks. som til et religiøst tilhørsforhold eller måske som vegetar eller hvad ved jeg?

Forskellige er vi under alle omstændigheder, og vi identificerer os ret så forskelligt, alt efter hvad vi lægger mest vægt på. Det interessante er vel i den forbindelse hvordan vi indgår i forhold med alle de andres identiteter og forskelligheder. I krig eller fred.

Brugerbillede for Peter Hansen

Kim Gram, allerede Freud påviste i sine lægelige forsøg, at alle mennesker har en helt individuel kønsidentitet, også på det biologiske plan, idet forekomsten af mands- og kvindespecifikke kendetegn afveg fra individ til individ, således at han f.eks. hos mange mænd faldt forstadier til ovarier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Peter Hansen

Der er jo ( heldigvis ) nok næppe noget endeligt svar på debatten imellem socialkonstruktivisme og biologisme. Men er kommet i tanke om noget der nu undrer mig: Ned på mit stamværsthus var der engang en stripper der optrådte - og hun startede ud med at være iført en engelsk skolepigeuniform - og hvor mange danske mænd kan lige ha' fået forbundet erotiske fantasier med lige den slags uniformer ? - så hvorfor gjorde hun lige det ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Peter hansen

Ved ikke - men hvis det skyldes en angloficerende kulrturimperialistisk subliminel påvirkning - er det dog nok ikke lige pga. Harry Potter - filmene :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Eller måske vidste hun ’noget’, eller havde fået fortalt ’noget’ om en vis procentdel af husarer. Jeg gætter på, at hun havde en bagmand, som vidste ’noget’, som jeg den dag i dag ikke ved ’noget’ om hvorfor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Inger Sundsvald

Tja. mænd og kvinder har jo en del fantasier og KRAV til hinanden -

Følgende er vist hentet fra en af de Islandske sager:

Kravspecifikation ( HELT udenfor nummer )

Helt ærligt talt :

De tre krav til Kraka var sku'
da temmeligt tåbelige !

Næh ! Ser i:

Det som gjorde og gør udslaget -
var og er: Det som man gennem
nettet kunne og kan se.

Og ligeså ærligt talt:

Kraka ku' godt ha' været lidt mindre uartig -

altså: Overfor sine plejeforældre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Kim Gram

Nu må jeg jo tilstå, at jeg ikke kender til Krakas plejeforældre. Men det er jo tydeligt, at selv på den tid blev der stillet krav til kvinder. Ikke nøgen men heller ikke påklædt, ikke fastende men heller ikke uden morgenmad - og så har jeg glemt det sidste i farten ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Da jeg var halvvejs igennem sad jeg og var lidt småræd for at artiklens forfatter ikke ville snakke med andet end kvinder om hvordan mændenes behov i forhold til feminismen er blevet kørt ud på et sidespor, men så snakkede han dog alligevel med et par mænd osse.
Jeg har i lang tid været af den overbevisning at grundlæggende er undertrykkelsesinstitutionen den kapitalistiske samfundsorden, ikke patriarkat eller noget, og at mænd og kvinder blot undertrykkes forskelligt alt efter hvad der tjener maskineriets interesse bedst.
Så hvis det for eksemple tjener maskinerit at have mænd ude af kontakt med deres følelser, ja hvorn fan kan man ellers gå i krig? - ja så skal vi ha mænd uden følelser, og sådan blir det bare, det er da ikke noget mænd som gruppe har besluttet eller blot endda værner om. Nogen gør selvfølgelig, imens resten af os kan arbejde hen imod at have følelser, men de overordnede strukturer reflekterer samfundsmaskineriets behov, ikke vore personlige tendenser og ønsker. Derfor behøver jeg altså ikke at gå rundt med en hel masse skyldfølelse ofer at være personificering af undertrykkelsen, skønt det gjorde jeg en overgang der i halvfjerserne i kollektivet.
Det der da på høje tid at vi skelner imellem hvad vi har fået påduttet og på hvad vi aktivt søger at bevare/ændre, vel vidende at som enkeltpersoner er der grænser for havd vi kan kan ændre, både ved samfundet og vores egen person.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Nørlem Sørensen

Det er godt at se, at Anders Haarh har turdet give sig i kast med de svære spørgsmål om ligestilling, retfærdighed og identitet.

Det undrer mig dog lidt, at det i artiklen fremstår som om det er helt banebrydende emner, der er tale om. Enhver der har været i nærheden af et kollektiv, en venstreorienteret, en forældre der var ung i 70'erne eller et samfundsfagligt studium har nok overstået de erkendelsesmæssige skridt, der tages her.

Men tak for artiklen fra en mandlig feminist.

Brugerbillede for Jannik Thorsen

@Kim Gram

"At blive anset for blot og bart at være: En krop -
burde da vække stolhed - stolhed over: At en krop er noget man ER - og er næppe også bare noget man HAR."

Jeg ved ikke hvad det er du prøver at insinuere, men jeg er ikke ude i et kartesisk forsvar for en komplet adskillelse af sjæl og legeme. Jeg er ikke fortaler for at vi besidder vores krop som en ejendel.
Min kommentar var rettet mod national identitet og stolthed.

Hvad angår din kommentar om arveanlæggene, tror jeg ikke der er nogen rettænkende mennesker som sætter deres personlige identitet lig med deres arveanlæg.
Mere præcist, skelnes der mellem genotype og fænotype, arveanlæggene koder for bevidtshedens arkitektur, og de adfærdstendenser som følger et hvert individ.
Der er udtryk for en stærk reduktionisme at påstå, at summen af et individs genpulje er lig med individets identitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Thorsen

@Søren Nørbak

Tak.
Du lader desværre til at være en af de få der bare delvist har samme opfattelse.
Men nå ja, det er vel ikke så overraskende, vi befinder os jo på informations debatsider. :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det er utroligt at se de skyklapforsynede, velfodrede krikker Thorsen og Nørbak forsøge sig med gårsdagens bortforklaringer og hokus-pokus.
Der er ikke skyggen af 'neomarxisme' eller 'postkolonialisme' i disse teorier, kun et sundt opgør med en usund verdens-, menneske- og ikke mindst: selv-forståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@Jannik Thorsen

"Min kommentar var rettet mod national identitet og stolthed. "

---------

Det er vel dog lissom uden egen medvirken eller
fortjeneste at den og den undfangne og efterfølgende fødte - dukker op i lige den og den nation - så vedkommende har for så vidt ikke gode grunde til at være mere/mindre stolt
af nogen af de positive/negative træk i den og den nationen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Thorsen

@Peter Hansen

Det har ikke noget med bortforklaringer eller hokus pokus at gøre. Snarere accepterer jeg ikke de præmisser som artiklens forfattere fremfører.
Lad mig citere artiklens forfatter;

"Rundt omkring mig snakker folk om postkolonialisme og feminisme. De snakker om diskrimination og racisme, ligeløn og sexisme, om patriarkalske strukturer, maskulin dominans, homofobi og chauvinisme. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken. "

Samtidig påstår du at de fremførte teorier ikke har noget med neomarxisme eller postkolonialisme at gøre.
Er det mig der ikke kan læse, eller har du bare ikke noget bedre at komme med en moraliseren?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Om de revisionistiske fremskridts relative velsignelser
( Og om deres evne til at frembringe rigtige mandfolk )

Slave_1 til slave_2:

Æh bæh buh ! Du får altid pisk
mindst 3 gange dagligt, men min fagforening har
sørget for at jeg kun må piskes - når
arbejdsgiverne skønner det strengt nødvendigt.

Men vi tager det jo begge som rigtige mandfolk,
for vi rigtige mænd bider sku' smerten i os -
også når magthaverne sender os ud for
at slå ihjel og blive slået ihjel - den slags
er vi sku' ikke bange for.

For VI er jo ikke som de røde pylrede tøsedrenge -
for det er jo bare fordi de ikke kan klare mosten -
at de ævler om oprør.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

@ Inger (og andre)

Jeg ved ikke helt om 'nyder' er det korrekte udtryk at bruge. Forundres er måske bedre; måske skal man have oplevet det selv - på sin egen (mørklødede) krop: at der fluks kommer en ekspedient hen til en og spørger om der er noget han kan hjælpe een med, selvom der står 10 eller 20 andre mennesker i butikken, hvadenten det er en radio-butik eller en boghandler-butik.

Og jeg forundres også over det, især fordi kontrakten imellem kunde og butik i dag er sådan, at hvis man vil have hjælp som kunde, ja så spørger man en ekspedient.

Og jeg forundres over det, fordi det KUN er mig, der bliver spurgt om jeg har brug for hjælp, ikke den hvide familie-far, som står ved siden af mig.

De første par gange tænker man altså ikke over det; den 10. gang forundres man, den 20. gang ser man et mønster, og den 50. gang tager man det hele lidt oppefra og ned, og synes det er morsomt, at bryde ekspedienternes fordomme om, hvordan mørklødede mænd (kunder) er.

Og mit selvværd er ganske udmærket; der er bare nogen ting, jeg forundres over i det her samfund. Og det jeg skrev om var bare en af dem.

Og jo, som følsom mand, kan jeg da godt se pointen i at de spørger mig og jeg har brug for hjælp, men hvorfor spørger de så ikke også den hvide mand, der står ved siden af mig om han har brug for hjælp eller teenage-knægten der står bag ved mig, om han har har brug for hjælp...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Thorsen

@Karsten Aaen

Jeg syntes du skal være glad for at du får service. Vi andre blegansigter må nøjes med en mere afvisende attitude.

Eftersom du får særlig opmærksomhed, er der i følge min overbevisning 2 muligheder;
1) Enten ligner du en kriminel indvandrer som man skal holde øje med. Udfra din formodede alder og dannelse, kan jeg næppe forestille mig dette.
2) Eller også er det fordi at ekspedienten tror du er udlænding, og ikke taler dansk, og derfor har brug for særlig vejledning.
Er det tilfældet, er det jo sådan set positivt nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Allen

Hvorfor det reaktionære opstød om neomarxister, feminister og vissevasse, når artiklen konsekvent forsøger at _nuancere_ kønsdebatten, fremfor blot at reservere den til rødstrømper og ensidige kvindfolk alene?
Det er sådan set præmissen for artiklen og de fleste heri indtastede debatindlæg så vidt jeg kan se - at anerkende både mænds og kvinders eksistensberettigelse fremfor en enøjet betonfeminisme der kun ser til fordel for KVINDERS plads i samfundet og bekæmper hele det mandlige køn.

Og hvor er det dog sobert med din uldne snak om 'nosseløshed' hos forfatteren. Skal man være reaktionær, indebrændt og patriarkalsk bare for at have nosser i din optik?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvis man ikke vælger side, så gør andre det for én. Så det er ikke så underligt, at mange melder pas.

At det nu skal hænges op på krogen, med racisme, er da håbløst. Jeg stoppede halvvejs, trods alle alarmer ringede, fik det en chance.

Jeg skammer mig kun over at være dansk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Den der enøjede betonfeminisme er en stråmandsfeminisme. Jeg har virkelig ikke mødt nogen feminister der var ude med riven på den dér måde folk åbenbart altid tror de er.
Men måske lidt trætte af altid at få at vide at de er det, samtidig med at man ikke gider lytte når de siger at det faktisk er forkert. Ved ikke om nogen kan forestille sig det frustrerende og ganske vredefremkaldende i en situation hvor du A) får at vide at det osse er dig der tromler hen over folk samtidig med at du B) ikke kan få et ord indført, og det du rent faktisk siger ikke bliver lyttet til.
Det er en situation jeg ved at rigtig mange feminister m/k kan genkende.

anbefalede denne kommentar