Han kan barbere sit overskæg i mørke. Han er en legende et sted mellem Walt Disney og William Burroughs. John Waters er i forbindelse med filmfestivalen CPH: PIX på vej til København med sit stand-up show This Filthy World - Dirtier & Filthier, og i telefonen fra Baltimore beskriver han showets hovedperson - sig selv - som:
"En neurotisk amerikaner, som er ganske tilfreds med at være mentalt forstyrret, og som giver hjælp til selvhjælp ved at fortælle, hvordan du kan være lykkelig selvom du er fucked up."
John Waters' rygte løber altid i forvejen. Det var ganske vist førnævnte beatdigter, der døbte ham the 'the pope of trash', men ellers stammer mange af rygterne fra Waters selv. For den unge Waters i 1950'ernes USA var b-filmkongen William Castle et forbillede. Castle promoverede sin film Macabre med en pressemeddelelse om, at folk døde af skræk over filmen. Det var en selvbevidst omgang med medierne, som først skulle blive almindelig lang tid efter Waters tog den til sig. Ifølge den danske bog Kitsch, Camp og John Waters blev han i 1965 smidt ud af filmskolen for at ryge pot, hvilket han så som en chance for at lave skandale. Han ringede straks til lokalpressen og sørgede for at blive afhentet af sine 'square' (konservative, red.) forældre under fotografernes blitzlys.
Ligeledes er der mange flere, der har hørt om den herostratisk berømte scene i hans Pink Flamingos, end der har set den. Filmen var et af de originale midnight movie-hits sammen med klenodier som David Lynchs debut Eraserhead og queer-musicalen The Rocky Horror Picture Show. Scenen, hvor den 150 kilo tunge monstertransvestit og Elizabeth Taylor-fan Divine æder en hundelort i ét klip var i årevis en manddomsprøve for pothoveder på jagt efter et alternativt grin til en alternativ livsstil ved midnat i Waverly Theater i 70'ernes New York. Pink Flamingos er i dag en del af Museum of Modern Arts samling, og Waters understreger, at han aldrig siden har forsøgte at overgå, hvad han lavede i starten af sin karriere.
Men samtidig er hans tabusøgende humor og dyrkelsen af det hvide forstadsamerikas naivt prætentiøse affaldskultur blevet til en del af USA's selvforståelse:
"Hvad der plejede at være dårlig smag er nu simpelthen amerikansk humor. Alle amerikanske film har en lille smule af det, og de er universelt populære. Det, jeg lavede i begyndelsen, er nu bredt accepteret. Selv jeg er nu ret accepteret," siger han til Information.
Waters' senere barokke musicalkomedier, Hairspray og Cry Baby, er blevet til succesfulde musicals på Broadway. Til hans store tilfredshed, da han er begejstret for tanken om, at busfulde af republikanere sidder og griner af hvide piger, der vil i seng med sorte mænd. Men selvom hans humor er blevet mainstream, og film som American Pie har jokes, der kunne være løftet fra hans film, så er dét ikke en type film, han er begejstret for.
"Jeg er selvfølgelig jaloux på, hvor mange penge de laver, men de taler til et meget bredere publikum, end jeg gør. Det er ret pinligt - men selv de af mine film, der gik dårligst, gik bedst i de bedst uddannede og de rigeste kvarterer, og de gik værst i dårlige kvarterer."
Det er aldrig til at vide med mordere
John Waters taler hurtigt. Om det ironiske i at lave dårlig smag til rige mennesker erkender han:
"Det er ironi, og ironi er snobberi. Jeg er en ironi-pusher, og ironi er klasseorienteret. Lever du i Albanien, er der ikke noget, der er så dårligt, at det er godt. Hvis du er sulten, er der ikke noget, der hedder camp."
- Din figur og dit overskæg er blevet ikonisk. Var det en plan fra starten?
"Jeg fik overskægget, fordi jeg gerne ville være Little Richard. Meget få hvide mænd havde den slags overskæg, og nu ved jeg hvorfor: Det er umuligt. Som hvid bliver du nødt til at tegne det lidt op. Men jeg har haft det, siden jeg var 19, og nu er jeg 63 - Hvis jeg ville begå en forbrydelse, skulle jeg bare barbere det af og tage en kasket på. Så ville jeg kunne krydse enhver grænse."
- Har dine fans ændret sig gennem årene?
"Min fans har altid været minoriteter, der ikke passer ind i deres egen minoritet. Og folk, der har været i fængsel mindst én gang..."
I essaysamlingen Crackpot beskriver Waters, hvordan han arbejdede som frivillig lærer i et rehabiliteringsprogram under Marylands fængselsvæsen. Her oplevede han, at hans elever ikke kunne forstå, at han fik lov til at gå frit rundt, når han lavede dén slags film. Han fortæller, at rehabilitering er et emne, som han vender tilbage til i sin næste bog Rolemodels.
- Du er meget optaget af kriminelle. Hvorfor?
"Jeg har selv været i fængsel, og jeg er interesseret i, om mennesker, som gør noget virkelig forfærdeligt én gang, kan forbedre sig. Desuden kan jeg virkelig godt lide at undervise i fængsler. For hvad er et fængsel egentlig? Det er en god bar uden sprut!"
- Tror du så, at folk kan forbedre sig?
"Nogle kan. En af mine elever sad inde i 28 år for dobbeltmord, og han klarer sig fint i dag. En anden, som var med i en af mine film, dræbte to nye, da han kom ud. Så det er aldrig til at vide - Det var nu ikke mig, der fik ham ud, så jeg føler mig ikke skyldig."
- Tidligere på året var København ramt af en bølge af bandevold. Har du nogen gode råd?
"Få dem til at gå op i mode! Bandevold er unge mennesker, som har behov for at høre til et sted. De har åbenlyst ikke en stærk familie eller nogen oplevelse af at høre til i en gruppe. Hvis du har en identitet, bliver du ikke medlem af en bande. Du er en punk, en nørd osv. Folk bliver bandemedlemmer, fordi de føler sig alt for gennemsnitlige. Er jeres vold racebetinget? "
- Ja, ifølge medierne.
"Det er dødsygt. Hvis det er racistisk, ender alle med at tabe - det er lige meget, hvis side du er på. Jeg mener, man skulle dømme racister til at rejse over hele verden. Men det er nok ikke så populært hos skatteyderne."
- Vi betaler meget skat her i Skandinavien. Kunne du forestille dig at leve her?
"Well, Bergman blev nødt til at flygte fra Sverige på grund af skattegæld, og jeg har altid haft lidt ondt af ham på grund af det. Kan man blive rig i dit land?"
- Ikke rigtigt.
"Det er både godt og dårligt. Det er sikkert retfærdigt, men så er der jo ikke nogen grund til at være sindssyg. Som regel bliver folk vanvittige, fordi de bliver bombarderet med reklamer for ting, de aldrig får råd til. Jeg besøgte en af mine elever, som var kommet ud fra fængslet, og han sagde, at det gik ham virkelig godt. Han var blevet en succesfuld kokainpusher, og hvad kan jeg sige til det? Han var ikke på bistand, og han kunne klare sig selv."
Normale, der tror de er sindssyge
Waters har aldrig været i København før, men han har undervist på en filmskole i Schweiz. Han oplever Europa som ekstremt civiliseret på en måde, som minder ham om New York.
"Jeg laver film om folk, der lever i Amerika, og som tror, at de er normale, selvom de er totalt sindssyge. Helt modsat mine venner i New York, som tror de er sindssyge, selvom de er komplet normale."
- Du lader til at være kritisk over for civilisationen. Har dine film en politisk pointe?
"Humor er altid politisk. Det eneste måde du kan få en pointe igennem på, er ved at få folk til at grine først, så lytter de. Jeg prøver på at få dig til at lade være med dømme nogen, før du har hørt hele historien. Jeg er ligeglad med hvilken religion, du dyrker, og hvis den kan trøste dig, så fint! Hvis du ikke tvinger mig, så tvinger jeg ikke dig til at se mine film. Jeg er for frihed og for, at man ikke hele tiden skal blande sig. Det er min politik."
- Findes der dårlig smag?
"Dårlig smag er at lave sjov med nogen, som har færre penge eller er mindre intelligente end dig selv. Jeg ser op til alt, hvad jeg laver sjov med. Jeg hylder en klasse af mennesker, som ingen ellers nævner. Der er den nedre middelklasse, der er den nedre overklasse, men man hører aldrig nogen sige 'hun er typisk øvre underklasse'. Dét er mine personer."
Der er altid mange personer i en John Waters film, og de organiserer sig i grupper. Familier mod familier, kliker mod kliker, klasse mod klasse. Skurkene er religiøse og forskruede moralister, som starter kampagner mod dem, der har valgt at være anderledes.
- Alle dine mange karakterer er som regel elskelige, selvom om de gør noget ulækkert. Er der nogen form for grimhed, som du finder uelskelig?
"Bestemt! Racister. Men det er interessant at spørge sig selv: Kunne du have sex med en racist? Hvis det var én, der var rigtig nuttet? Svaret er JA - selv om du ville blive nødt putte fingrene i ørene og sige LA LA LA imens. Pædofili er ret slemt. Det er jeg bestemt imod. Men jeg har mere ondt af dem."
- Så du ville ikke lave sjov med pædofili?
"Jo, det ville jeg lave sjov med. Jeg ville nok ikke lave en holocaust-komedie, fordi jeg ikke er jødisk. Jeg ville nok heller ikke lave en film kun med afrikansk-amerikanske skuespillere. Du bliver nødt til at være en del af noget for at kunne lave satire over det."
- Har du hørt om Muhammed-tegningerne?
"Jeg tænkte: 'Kan en karikaturtegner have den slags magt?' Men jeg ved ikke rigtig... Hvad syntes du selv?"
- At de måske var et udtryk for at grine nedad i stedet for opad, som du siger?
"Racistiske vittighedstegninger var en af de første ting, de lavede i Tyskland. Men jeg tror, vi må leve med bagsiden af ytringsfriheden. Måske bør det virkelig være tilladt at råbe 'ildebrand' i en fyldt biograf? Hvis man kan risikere en nedtrampning, for at jeg kan lave mine film, og for at vi kan få stor litteratur, så er det er dét værd. Det er den dårlige side af ytringsfriheden, folkens-"
Outsiderne vinder
Waters giver sine film et skær af skandale ved at have berygtede personligheder på rollelisten. Som for eksempel kidnapningsofret Patty Hearst, der har været med i fem af hans film. Eller pornofreaken Caprice Stickles med de gigantiske bryster i Waters seneste film, A Dirty Shame.
- Hvilken kendis ville du helst have med i en film, hvis du selv kunne vælge?
"Det skulle være Blanket! Michael Jacksons søn. Jeg elsker hans navn. Nogle gange kan jeg finde på at sige det til mig selv uden grund bare for at komme i godt humør."
Blanket er kendt fra de billeder, hvor Michael Jackson holder sin søn ud over en altan, og Waters ville gerne have mig med i en parodi på en børnejulefilm, som skal hedde Fruitcake, og som han er sikker på, visse børn vil sætte pris på.
- Har 'Fruitcake' en god morale for børn?
"Jeg synes, alle mine film har gode moraler. I mine film vinder outsiderne, og der er en lykkelig slutning for mennesker, som ofte har haft et ulykkeligt liv."
- Du har genopfundet dig selv i tre årtier. Hvad bliver det næste?
"Nej vent nu lige et øjeblik. Tresserne, halvfjerdserne, firserne, halvfemserne, nullerne - fem årtier! Først ville jeg være beatnik, så hippie, derefter punker - og så var jeg for gammel til at blive andet. Men siden var der jo grunge og det her fænomen, som kaldes wiggers, som er hvide niggers, der klæder som Eminem. Du ved, homeboys. Men de er racistiske over for sorte! Det er totalt forvirrende -"
- Oplever du, at vi lever i mere eller mindre frie tider?
"Hvis det handler om sex, så synes jeg det er sjovt, at det, der var pervers sex, da jeg var ung, nu bliver anset for sikker sex. Du ville blive glad, hvis dine datter kom hjem med en skofetich. Så får hun i det mindste ikke aids."
Det kan virke lidt pudsigt at sætte The Sultan of Sleaze, The Prince of Puke og The Duke of Dirt op på en piedestal på Glyptoteket, hvor Waters optræder på fredag. Men selv synes han, at det er perfekt. Han fungerer bedst et fancy sted, fordi det kræver god smag at værdsætte dårlig smag, siger han. Hvis han skulle optræde i et besat hus, ville det kun fungere, hvis kun rige mennesker måtte komme ind. Om showet forsikrer han desuden, at han vil tale om mange forskellige emner. Blandt andet hvordan du laver din egen film, og hvordan du starter din egen religion.
- Har du startet nogen nye religioner for nylig?
"Nej, men jeg ville gerne. Jeg er træt af at være kultfilmmager. Nu vil jeg være kultleder."
Kitsch, Camp og John Waters af Jens Kofoed-Pihl og Valentin Andersen (Frydenlund, 1998)
