Læsetid: 5 min.

Olsen stillede om til sommertid

Landsholdet spiller fodbold igen. Sommeren er på vej, og Danmark kommer med til VM i Sydafrika. Det hele er, som det skal være, fordi Morten Olsen er, som han er
Comeback. Olsen har nytænkt den moderne 10-er, og landsholdet er igen som det skal være.

Comeback. Olsen har nytænkt den moderne 10-er, og landsholdet er igen som det skal være.

Niels Meilvang

4. april 2009

Frem til 2004 var jeg slet ikke i tvivl: Morten Olsens idéer om fodbold og måder at bevæge spillet på, var det bedste, der var sket på trænersiden i dansk fodbold, og i den kamp, Danmark spillede mod Italien ved EM i Portugal, var moderne tanker om nordeuropæiske 4-3-3 omsat til virkelighed på den mest elegante måde. Men så var det, som om Olsens system stivnede og gik i stå i de efterfølgende kvalifikationsrunder. Først fungerede kun få ting på banen, så ingenting, og i takt med det kom skaderne. Uheldet kulminerende med skrivebordsnederlaget til Sverige for to år siden i Parken.

Jeg skrev mindre pænt om Morten Olsen i avisen, og til vennerne sagde jeg ting, man ikke må skrive i avisen. Landsholdets spil og manglende resultater virkede som en lang vinter, der ingen ende ville tage.

Bøgens 50 minutter

Nu kribler det igen i maven. For landsholdet er begyndt at spire, og man kan igen se, at brikkerne passer i Morten Olsens taktiske puslespil. Holdet bruger banen i hele sin bredde, fløjene står forskudt, som de skal, 10-15 meter længere fremme i forhold til de centrale midtbanespillere - og de enkelte spillere har igen fået mod på at eksperimentere med deres egne positioner. Ikke overmodigt med hovedet under armen, men med hovedet oppe og blikket i retning mod Sydafrika.

Det startede med et nederlag. I august sidste år spillede Danmark i en træningskamp mod de spanske europamestre noget af det bedste spil, holdet overhovedet har spillet under Morten Olsen. Så længe det varede, var spillet flydende, omskifteligt og pågående på modstanderens boldholder.

Holdet trådte ganske enkelt i karakter og ud af den misforståede aggressivitet, der prægede de foregående landskampe.

Nok spejler bøgen sig i bølgen blå, men den vokser ikke ind i himlen, og det fornemme spil fik også en brat slutning, da Xavi Alonso i det 50. minut scorede til 1-0.

Fra da af blev Danmark kørt over og til sidst ud af banen af Spanien, der vandt med tre. Men indtil Alonsos mål var det danske spil forjættende.

Spanien - der vel på gode dage er verdens bedste landshold - var på hælene og kom ikke til nogen chancer.

Sex mål

Siden har Danmark i kvalifikationen til VM i Sydafrika i 2010 slået Portugal på udebane 3-2. Om den kamp har der siden mange steder bredt sig en forestilling om, at det danske landshold var heldige som en blind høne, der finder korn, og kun vandt, fordi Portugal ikke formåede at score på deres chancer. Ser man bort fra det indlysende - at vinderhold altid vinder, fordi modstanderen ikke formår at score - og i stedet gør sig selv den tjeneste at se kampen igen, i ro og mag uden livesituationens sitrende 'åhh-nej-det-går-aldrig-godt', usikkerhed, ser man, at forestillingen om Danmarks enestående held er forkert.

Portugal har mest boldbesiddelse og flere åbne chancer. Til gengæld er der langt mere plan med Danmarks spil. Forsvaret omkring Daniel Agger (og en i de første 45 minutter helt utrolig velspillende Michael Silberbauer på venstreback) er bedre organiseret end det portugisiske, og på midtbanen renser Christian Poulsen i perioder fuldstændig det vigtige rum lige foran det danske forsvar for modstandere. Hvilket tvinger portugiserne til at spille hurtigere og med færre stationer, end de tydeligvis havde forestillet sig inden kampen. Onsdag var Olsens landshold tilbage i Parken, og efter en tre-måls-sejr over Malta fordoblede holdet ugens målscore og slog Albanien med 3-0. Ikke seks mål på en uge, men sex mål på en uge. For det mest interessante er ikke sejrene over de to mindre fodboldnationer, men at holdet igen er i stand til at tænde danskerne og deres lyst til landsholdet med et spil, der har antydningen af at være, som fodbold skal være. Nemlig et frikvarter fuld af skønhed og drømme om det øjeblik, hvor kampen løfter sig ud af nu'et og hæver sig op i den blå aftenhimlen for så at forsvinde i historien og blive til søde minder.

Minder om den dag, hvor fadølsplasticbæret for en gangs skyld ikke var halvt tomt men halvt fuldt, og hvor spillerne ikke kunne ønske sig mere af publikum, og publikum ikke kunne ønske sig mere af spillerne.

Morten Olsens landshold er ikke det frikvarter hele tiden, men siden kampen mod Spanien har der været momenter, der peger i den rigtige retning, og onsdag mod Albanien var de der igen.

Dertil kommer at resultaterne i kvalifikationen har været så gode, at Information godt som den første danske avis tør vove pelsen og slå fast, at Danmark kvalificerer sig til VM i Sydafrika.

Lys og undervurderet

Hvorfor så skråsikker? Fordi det var den første rigtige forårsaften i Parken i onsdags. Forglemmigej kommer før margueritten, og efter forår kommer sommer.

Før kampen blev der på tribunen sunget en ny fodboldvise af Bamse: "For ham der Nelson Mandela skal vi ned og hilse på" og herefter "Vi skal vise de store nationer at lilleputlandet skal med". Det kronisk selvhævdende i nationalkarakteren kombineret med det ukuelige mindreværd i samme karakter, indfanget i to linjer. Fantastisk!

På banen var Agger og Leon Andreasen i forsvaret også fantastiske. Leon scorede, og i det 65. minut tog Agger en af de liberoture op gennem banen, der får fodboldkendere - folk der, som Morten Olsen siger, har forstand på materien i spillet - til at sammenligne Agger med Olsen.

På midtbanen bliver Christian Poulsen bedre og bedre og snart nok også bedre end den danske midtbanegeneral over dem alle, Søren Lerby.

Helt fremme er Nicklas Bendtner uden tvivl fremtiden, men indtil den begynder, er Søren Larsen en god erstatning. Denne fodboldens svar på digteren Thøger Larsen. Lys, undervurderet, og leveringsdygtig i det, publikum vil have.

Med udgangspunkt i venstre side af banen udgør Thomas Kahlenberg og Martin Jørgensen en dobbelt 10'er. En rolle, der har afløst spillets oprindelige 10'er - spilleren, der lå som en enlig spilskaber i midten bag ved angrebet.

Tvunget af hastigheden i moderne fodbold rykker flere og flere trænere nu 10'eren ud i en af banens sider, hvorfra spilskaberen har færre af modstanderens forsvarsspillere omkring sig og færre gange modtager bolden med ryggen mod modstanderen og dermed har bedre mulighed for at forme spil og rytme.

Olsen har nytænkt den moderne 10'er og lader i perioder to spillere skiftevis spiller 10'er i venstre side.

Morten Olsens landshold er igen som det skal være. Kald det frikvarter. Eller kald det sommertid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu