Ondskab med klovnenæse

Denne tv-klummes hovedperson er en mand, hvis humanitet er blevet knust under vægten af dagligdagen. Pulveriseret. Malet til støv. Og så sniffet op i næsen på nogle begavede manuskriptforfattere. Det må i hvert fald have hensat britiske Ricky Gervais og Stephen Merchant i en opløftet sindstilstand, da de opfandt figuren David Brent til tv-serien The Office. Serien om bossen Brent og hans stakkels medarbejdere på et gennemtraurigt kontor i England. I mine øjne en af de største samtidstragedier, der er blevet sendt på tv. I andres øjne ubetalelig komik. Og i hvert fald en brillant mockumentary, altså en fingeret dokumentar, om livets opretholdelse og den åndelige død i den britiske servicesektor.

Den amerikanske udgave af The Office, som jeg fandt via sendemaster i Norge er langt mere direkte komisk, hjertevarmt forsonlig. Hovedpersonen hedder trods grundlæggende samme karaktertræk ikke længere David Brent, men Michael Scott. Han er leder af en en lokalafdeling af papirfirmaet Dunder Mifflin, og her er han foran dokumentaristernes kamera, hvor de lige har spurgt ham, hvad der sker med et firma, når man fjerner dets leder:

"Jeg vil besvare dit spørgsmål med et spørgsmål: Hvad sker der med en kylling, når man fjerner dens hoved? Den dør. Medmindre man finder et nyt hoved."

Efterskole på amfetamin

Steve Carell spiller David Brent, og hans blanke hundeøjne er den tand mere forsonende og hans behov for kærlighed og anerkendelse den tand mere balstyrisk end det britiske forbillede. Her er en mand, som det er svært ikke at føle med, fordi hans gerninger er så åbenbart dikteret af mindreværd og selvhad. Han kan ikke finde ud af at fyre folk. Han vil være en af drengene, men er så åbenlyst en mandsling i dén optik. Og han forsøger at sprede hygge - og vinde points - ved at fyre usigeligt dårlige vitser af. Og han organiserer flere debile udflugter, drukgilder og temaaftener, end en efterskoles festudvalg på amfetamin.

Men lad dig ikke narre, ærede læser. Under den amerikaniserede, mere joviale version af The Office, gemmer sig lige så meget gru som i den britiske udgave, lige så afgrundsdybe betydningstab. Michael Scott er en mand, der vil gøre alt for at udføre sin opgave, som ikke så meget handler om at få firmaet til at løbe rundt, men om at han kan slippe gennem livet så komfortabelt som muligt. Under komfort hører så sjovt nok også kærlighed.

Eichmann

Det er endnu et eksempel på ondskabens banalitet, som den tyske teoretiker Hannah Arendt fandt og definerede i sin undersøgelse af retssagen mod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961. Eichmann organiserede deportationen af jøder til ghettoer og kz-lejre under Anden Verdenskrig, og han var utrolig effektiv. Under hele retssagen gjorde han opmærksom på at han bare gjorde sin pligt, og at hvis ikke han havde gjort det, så ville en anden være trådt til.

Arendt gjorde mange interessante observationer, som kan læses i hendes klassiker Eichmann i Jerusalem: En rapport om ondskabens banalitet. Flere af observationerne passer på Scott.

Eichmann overførte det moralske overherredømme fra sig selv til Hitler. Scott overfører det til ledelsen. De udfører begge bare ordrer. Eichmanns sprog under retssagen var kendetegnet ved forslidte fraser og klicheer, der ifølge Arendt var udtryk for et urealistisk verdensbillede og helt håbløse kommunikationsevner.

"En leder er nødt til at være sulten. Sulten efter succes," siger Scott til dokumentaristerne i én af en endeløs række af scener, hvor han fyrer selvindlysende ligegyldigheder af sig - ofte til gru for sine medarbejdere, der simulerer hjernedødsstadiet med himmelvendte øjne. Eichmann var trods sin påstand om det modsatte ret så ubegavet, og formåede ikke engang at færdiggøre skolen. Scott har ikke gået på erhvervsskole, og han er tydeligvis en ubegavet selvovervurderende klovn - dog med et sublimt instinkt for navigation på ledelsesniveau, en ægte tilpasser med darwinistisk star quality.

The Joker i Heath Ledgers skikkelse spytter på ondskabens banalitet i Christopher Nolans The Dark Knight. Spytter på den ondskab, der gemmer sig bag civilisationens systematik og orden: Så længe alt foregår efter vores vedtagne verdensbillede og -orden er vi - ifølge Eichmans og nazi-Tysklands eksempel og Arendts og The Jokers observationer - i stand til at udføre de mest grufulde gerninger.

Det er en gru, som The Joker forsøger at udstille i slutningen af filmen, hvor to stopfyldte færger udstyres med detonatoren til hver andres sprængladninger i lasten. Hvis ingen af dem detonerer sprængladningen springer begge færger i luften. I den ene færge er der kun kriminelle, i den anden lovlydige borgere. Det burde være et nemt valg, især i dødsstraffens land. Men ingen detonerer sprængladningerne, og The Joker må se sig alene med sin - langt mere flamboyante og ikke det mindste banale - ondskab.

Det er selvfølgelig et utroværdigt udkomme, og hvis scenen havde fundet sted i The Office så havde op til flere af de ansatte samt deres chef detoneret en sprængladning.

Kryber for de stærke

Michael Scott er til gengæld ikke normal, som Adolf Eichmann blev bedømt til at være af flere psykologer. Scott er abnormt klovnet og desperat i sin jagt på kærlighed. Og så er der hans hundeøjne... Alt sammen humane træk, der gør ham elskelig og helt anderledes ynkværdig. Men det er blot sminke over en medløber, mandchauvinist, racist, sexist og magtliderlig manipulator, der ikke vil betale prisen for at have magt. Han vil stadig være en af vore egne. Og han skader hele sin virksomhed ved sin angst for konflikter og ved sin dovenskab. Han spiller gerne folk ud mod hinanden, og han udnytter groft de svageste medarbejdere, mens han kryber for de stærkeste.

"Jeg vil bare ligge på stranden og spise hotdogs. Det er det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til," lyder det med nærmest diabolsk tomhed fra den tyndhårede og fedladne medarbejder Kevin i The Office. Hele banden (på nær human ressource-medarbejderen som Michael Scott ikke kan lide) skal på strandtur, hvor chefen udsætter sine medarbejdere for Robinson-lignende konkurrencer, for at kunne udpege sin efterfølger. Dvs. at hotdog-spisning, simuleret sumobrydning og gang på glødende kul er lederkvalifikationer i Scotts øjne.

Flere af medarbejderne lugter blod, og da en af favoritterne falder i vandet i sit sumokostume, der lader ham flyde med strømmen, lader en konkurrent ham gøre akkurat dét.

Så jeg fandt, hvad jeg søgte. Jeg vidste bare ikke, hvad det var: Ondskabens banalitet med klovnenæse på.

The Office, Norsk TV2, mandag