Læsetid: 7 min.

En oprører uden sag

Gangsterfirgur. Han var showman, opportunist og oprører, siger skuespilleren Vincent Cassel og instruktøren Jean-François Richet om den franske gangster Jacques Mesrine, der blev skudt for 30 år siden og er hovedpersonen i parrets første film sammen, 'Public Enemy No. 1'
Ikke en helt. Selvom Merine gjorde ting, alle drømmer om at gøgre, så foretog han sig også utilgivelige ting. Begge dele skulle med filmen, og den skulle ikke være et helteportræt, siger instruktøren Jean-François Richet .

Ikke en helt. Selvom Merine gjorde ting, alle drømmer om at gøgre, så foretog han sig også utilgivelige ting. Begge dele skulle med filmen, og den skulle ikke være et helteportræt, siger instruktøren Jean-François Richet .

1. maj 2009

I alt 19 skud blev affyret gennem forruden til Jacques Mesrines BMW, da en lastbil fuld af politimænd den 2. november 1979 opsporede og dræbte den franske gangster, der blev anset for at være samfundets fjende nummer et. Mesrine havde gennem 20 år fristet en tilværelse som brutal bankrøver, kidnapper og morder og drev offentligt gæk med politiet i både Canada og hjemlandet Frankrig. De franske myndigheder havde øjensynligt fået nok af at være til grin og besluttede sig for at rydde Mesrine af vejen.

Om aftenen den 2. november viste man Jacques Mesrines sønderskudte og blodige lig på tv og annoncerede, at det var enden på historien om Mesrine. Det var det bare ikke, forklarer den franske skuespiller Vincent Cassel, som spiller Mesrine i to film, Public Enemy No. 1 Part 1 og Part 2, der er blevet store succeser i Frankrig og nu når til Danmark af to omgange.

Uden for samfundet

"Faktisk var det begyndelsen, fordi han blev en mytologisk figur på grund af måden, han døde på," siger Vincent Cassel, da Information møder ham på et hotel i Paris.

"Politiet sørgede for, at hans lig blev vist for at statuere et eksempel. Det var meget tydeligt. 'Denne fyr var for højrøstet. Vi eliminerede ham. Se bare.' Det er ligesom i Middelalderen, hvor man udstillede sine fjenders lig."

Instruktøren bag de to Mesrine-film er franskmanden Jean-François Richet - han stod også bag genindspilningen af John Carpenters Sidste nat på Station 13 - og han har lavet to visuelt meget energiske, karakterdrevne genrefilm. Den første film begynder med enden - Mesrines død - og hopper så tilbage til sidst i 1950'erne, hvor Mesrine (f. 1936) tjente som soldat under krigen i Algeriet, før den og efterfølgeren kronologisk skildrer Mesrines liv frem til hans død i 1979.

Jacques Mesrine så sig selv som en oprører, der bevidst stillede sig selv uden for det etablerede samfund. Op gennem 1960'erne og 70'erne var han en torn i øjet på politiet og den franske regering, og i dag kender alle franskmænd hans navn, ligesom både unge og gamle, fattige og rige har fattet sympati for ham.

En skidt knægt

"Han er et symbol på frihed," siger Vincent Cassel om Jacques Mesrine [udt. 'Merine'].

"Hvad enten vi bryder os om det eller ej. Når vi ser et menneske gøre alt det, vi selv drømmer om at gøre, uden at være bange for noget som helst, er det inspirerende. Også selv om han er imod systemet. Vi har brug for den slags inspiration og mennesker. Han er en skidt knægt, men vi vil gerne være som ham. Og det er ikke kun i Frankrig eller med denne figur. Det er noget, mennesket generelt har behov for, vil jeg mene."

"Tanken var at tage to snapshots af Frankrig med Mesrines liv som prisme. Det første er Frankrig i tiden efter krigen i Algeriet. Unge mennesker befandt sig i en helt bestemt sindstilstand i de år, fordi man ikke kaldte det en krig før 20 år senere. Soldaterne var vidne til nogle forfærdelige begivenheder, og når de kom tilbage, kaldte man ikke det, de kom fra, for en krig. Det var ikke en decideret løgn, man levede på, men det var en meget fremmedgørende tid, og det kan være en af grundene til, at Mesrine udviklede sig, som han gjorde."

Jean-François Richet beskriver filmens Mesrine som en showman: "Han er en overdreven skikkelse, som aldrig gør det, man forventer. Men han er også en mand af ære. Når han giver én sit ord, holder han det."

En James Cagney-type

Men Mesrine er ingen helt, understreger både Vincent Cassel og Jean-François Richet, og ingen af dem var interesseret i at lave en film om en helt.

"Han foretager sig ting, som gør, at man godt kan lide ham, og han gør helt utilgivelige ting, og man oplever ham som et forfærdeligt menneske," siger Cassel, der sprang fra en tidligere version af filmen, fordi han ikke brød sig om den måde, Jacques Mesrine blev portrætteret på.

"For både Jean-François og mig handlede det om ikke at udvande nogen af de to sider af hans personlighed," siger skuespilleren.

"Mennesker bliver født som enten får eller pantere, og Mesrine var mere som en panter. Han havde en utrolig energi. En hel generation af unge mennesker deltog i krigen i Algeriet, men der var kun én Mesrine. Han gik i biografen for at se amerikanske gangsterfilm og tænkte, at 'sådan vil jeg leve.' Han kunne have haft et normalt liv . Men så ville han have været et helt almindeligt menneske, og det var han ikke interesseret i. Han var lidt en James Cagney-type."

Jacques Mesrine var også en opportunist, som vidste, hvem han skulle hænge ud med, mener Cassel.

"Han opbyggede et billede af sig selv som tilhørende den yderste venstrefløj. Men når han talte med journalister, tror jeg, at han blandede alting sammen. Han var en oprører uden sag. Han prøvede at finde en sag, som kunne retfærdiggøre hans opførsel. Men han vidste godt, at det var bluff det hele. På den båndoptagelse, han efterlod sig, siger han, 'jeg har måske været et forbillede, men i sidste ende er der ingen helte i forbryderverdenen.' Hvis der er et budskab i denne historie, er det det: Afklaring i forhold til den store, oppustede kage, han havde skabt."

En skuespilmaraton

Jacques Mesrine var en drømmerolle for Vincent Cassel, der er en af Frankrigs største stjerner. Den 42-årige skuespiller med det markante udseende og den intense, nærmest strømførende spillestil trives lige så godt i små, intense dramaer som i store underholdningsfilm og arbejder både på fransk og på engelsk - i blandt andet Steven Soderberghs Ocean's Thirteen og David Cronenbergs Eastern Promises. Men fordi han efter eget udsagn er kræsen, er der ikke mange interessante roller at få.

"Så hvis man pludselig møder et projekt med så bred en appeal og så kompleks en karakter - en film, som vil tiltale publikum, men i sidste ende også sige noget om det land, man lever i, og politik - griber man fast i det," siger han og fortæller, at arbejdet med Public Enemy No. 1 har været sjovt.

"Jeg hørte første gang om projektet for syv år siden, så da Jean-François og jeg skulle i gang med filmen, var jeg virkelig sikker på, hvad jeg skulle gøre. Desuden vidste jeg, at det ville tage lang tid, ni måneder i alt. Jeg arbejdede ikke i et helt år, før vi skulle i gang med filmen. Og på den første optagedag var jeg virkelig sulten efter at komme i gang: Men jeg vidste, at det ville blive en maraton, så jeg begyndte meget langsomt og jævnt."

Som forberedelse til rollen læste Cassel alle bøger om Jacques Mesrine. Han lyttede til det kassettebånd, Mesrine efterlod sig, og som anses for at være hans testamente. Han så alle billeder af Mesrine igennem.

"Der findes kun ét videoklip med ham, så folk ved ikke, hvordan han bevægede sig," siger skuespilleren.

"Man har en fornemmelse af hans stemme og hans udseende, så jeg var ikke fanget. Jeg behøvede ikke imitere ham. Jeg skulle bare forstå hans energi, motivation og så lege med materialet, som jeg kendte ud og ind. Den fysiske fremtræden hjælper mig meget, når jeg skal spille en rolle, og med håret og overskægget på plads var det ikke så svært for mig at holde en pistol og røve en bank."

Stor i kæften

Hvad der gik forud for nedskydningen af Jacques Mesrine dengang for 30 år siden, er stadig ikke helt sikkert. Men politiet er blevet kritiseret for at have myrdet Mesrine med koldt blod, uden f.eks. at have givet ham en ærlig chance for at overgive sig.

"Det sjove er, at der ikke i dag er nogen, som ønsker at sige, at han blev henrettet - hvilket er det rette udtryk at bruge," siger Vincent Cassel.

"Politiet er stadig nødt til at lyve. I 2005 afholdt man en retssag, hvor politiet blev frikendt. Men en af politimændene fra dengang har sagt: 'I får aldrig sandheden at vide.'"

"Man er nødt til at være klar over, at det selv i dag ikke er bevist, at Mesrine begik ét eneste mord. Han blev skudt af politiet uden forvarsel eller beviser. Sandheden er, at han døde, fordi han var så stor i kæften. Politikerne havde ikke råd til, at denne fyr var i live og på forsiden af aviserne sagde, 'hvis ikke I gør det og det, gør jeg sådan og sådan.' Det havde man ikke råd til længere. Han var for højrøstet en klovn, og på et tidspunkt var de nødt til at eliminere ham. Så på en måde er han en martyr, det kan man vist godt sige."

Jean-François Richet fortæller, at Mesrine på sit båndede testamente forudså sin egen, brutale død: "Han havde en forudanelse om det. Det giver én kuldegysninger, fordi det præcis var, hvad der skete - og det var vel på en måde også det, han søgte."

Public Enemy No. 1 Part 1 vises nu

Public Enemy No. 1 Part 2 har dansk premiere den 29. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu