Læsetid: 4 min.

Påskefreden

Så kedsommeligt det statsministerskifte gik for sig. Men var det bedre i gamle dage?
11. april 2009

Det er nu lidt skuffende. Der lugter jo ikke engang svedent efter ham, han er bare væk. En anelse svovldamp i luften ville ellers have været passende. Et lille strejf af bibelsk exit. Men nej, sådan skulle det ikke være. Vi har bare fået en ny statsminister. Den fred, der er brudt ud, påskefreden, minder mest om gamle dage, da påsken var en rigtig højtid. Forlystelser var lukket, fjernsynet sendte kun noget, der absolut ikke var sjovt. Man skulle ikke more sig, mens Jesus blev pint og plaget af Pontius Pilatus. Der var fred og ingen fare, ganske vist. Rædslerne lå langt tilbage i tiden. Men man kedede sig. Man fik et påskeæg og en gul kylling. Hvis man var en rask dreng, kunne man cykle sig en tur til Dronninglund, hvor ens far blev født i revolutionsåret 1917. Der var bare så helvedes langt til Dronninglund. I skærende, vendsysselsk forårssol. Noget i stil med personligt at bestige Golgatha - og hvem gider det?

Der er temmelig langt fra en Rasmussen med lidt rod i bilagene for sprut og smøger og så til en Rasmussen, der engang som skatteminister gav sig af med kreativ bogføring. I denne alvorlige stund tænker vi naturligvis også, med deltagelse, på en vis anden klummeskriver ved denne avis. Ingen jammer og tænders gnidsel, men kun skærende kedsommelighed. Så dansk, så dansk: sprut og smøger, fadbamser og barpiger med bare bryster. Hyggeligt, hvis man er i det humør, men for fanden da: formatet!

I stedet for at stå med bæven foran helvedes porte, er der nu kun en sølle svingdør mellem os og den nærmeste lallebodega. Heraf ses det, at i politik tænkes der ikke på skønånder og satiriske forfattere, men kun på den laveste fællesnævner.

Efter hvad der fortælles, blev min far født i det fri, midt i en bølgende kornmark, simpelthen, i juli måned. Hans mor, min bedstemor, kunne ikke holde ham tilbage længere. Jeg selv blev født med benene først, dvs. at jeg blev født med sejrsskjorte, som man kaldte det dengang, der var påske til. Med moderkagen om halsen. Det foregik på en søndag, dvs. at jeg også er søndagsbarn. Desværre fandt disse vidunderlige begivenheder sted på en af årets officielle tychobrahesdage, så det hjalp ikke noget.

Jeg ved snart ikke

Jeg endte alligevel ikke som min families første akademiker, ligesom Rasmussen, Rasmussen og Rasmussen, og slet ikke som statsminister ligesom Rasmussen, Rasmussen og Rasmussen. Ikke at det ville have været bedre for landet, det siger jeg ikke. Men måske ville det have været bedre for mig. I øvrigt kan man godt få den kætterske tanke, at det vi trænger til, måske er en helt anden slags statsminister end en Rasmussen. Hvad med en overklassebøsse fra Klampenborg, med sølvske i munden og en gylden barndom bag sig? En fyr med smag for poesi, bløde tekstiler og søde likører, én der ikke kunne drømme om at udpege en minister, der ikke ved hvem Baudelaire er. Ja, jeg skal ikke gøre mig klog på det. Jeg tror egentlig slet ikke, jeg ved, hvad kongeriget Danmark har brug for.

Vælgerne har jo bestemt at vi indtil i søndags blev regeret efter en drejebog, hvis forfatter nu, ligesom Elvis, har left the building. Jeg har ikke stemt på ham, aldrig nogen sinde. Dem, der har, må kraftedeme selv ligge og rode med hans efterladenskaber. Som altså ikke er en bibelsk svovlpøl, men et bodega-lystigt søle af fadøl og en tåge af cigaretrøg.

Min far var rødhåret, det syntes man var ildevarslende i revolutionsåret 1917. Men hvad værre var, så havde han ikke nogen far. Dvs.: naturligvis havde han en far, vi kan godt se bort fra Helligånden her (selvom tanken da er interessant), men hans mor, min bedstemor, havde ikke nogen ægtemand. Det var slemt dengang.

En enkelt gang tog jeg mig faktisk sammen, i påskedagenes skærende forårssol, og cyklede til Dronninglund sammen med min fætter. Vi kunne selvfølgelig ikke vide præcis på hvilken mark, min far blev født, og vi ledte heller ikke efter den. Men vi så det fine gods, eller slot ligefrem, i Dronninglund. Med voldgrav og vindebro. Hvornår dør han? spurgte min fætter. Det var Jesus, han tænkte på. De siger, at han lever endnu, svarede jeg. Jeg var den ældste og hørte faktisk efter, når vi havde kristendomskundskab i skolen. Jeg kunne op til flere salmevers udenad, det lærte vi dengang, børn. Jesus hang stadig på korset, da vi cyklede hjemad. Der var ligeså langt fra Dronninglund til Sulsted, som der havde været fra Sulsted til Dronninglund, nemlig helvedes langt. Det var ikke svært at forestille sig, at Golgatha lå inde omkring Hammer Kirke, lige efter Grindsted. Da vi kom hjem, havde vores uakademiske familie på ingen måde drukket sig fulde. Påskefrokosten var knap nok opfundet dengang, det var første senere man fandt den ultimative kur mod påskens kedsommelighed, nemlig sanseløs beruselse og et livstruende fødeindtag.

Når I spørger, kære børn, om alting, som så ofte hævdet, virkelig var bedre i gamle dage - før Rasmussen, Rasmussen og Rasmussen - kan jeg kun svare: det ved jeg snart ikke. Men vi var mere beskedne dengang. Vi forlangte ikke det store drama, bare fordi landet fik ny statsminister.

Vi blev ikke skuffet og kede af det, hvis det udeblev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu