Læsetid: 4 min.

Rock 'n' roll i randområderne

'Der findes mennesker, som al omsorg og al opdragelse, selv den mest menneskevenlige, bider tænderne sløve på. Jeg ved ikke hvorfor, men det er en vished, som giver mig ro i sindet.' Citat Hans Magnus Enzensberger
Provinslir. Danske film, senest med Ole Bornedals -Fri os fra det Onde-, er rykket markant til udkantsdanmark. Det er langt væk fra urbane sikkerhedsforanstaltninger og sundhedspædagogik, at dansk film finder vildt liv og drama.

Provinslir. Danske film, senest med Ole Bornedals -Fri os fra det Onde-, er rykket markant til udkantsdanmark. Det er langt væk fra urbane sikkerhedsforanstaltninger og sundhedspædagogik, at dansk film finder vildt liv og drama.

SF Film

11. april 2009

De er bange for at dø i København. De spiser ikke altid sundt i de store byer, men de ved godt, at de burde. Og de prøver, og der er salatbarer over det hele, og nye restauranter i hovedstaden viser på menukortet nøjagtig, hvor meget fedt og hvor mange kulhydrater og hvilke tilsætningsstoffer, der er i hver eneste ret. Så ved gæsterne det, når de skal finde ud af, hvad de har lyst til. Disse eksistentielle nøgletal er svære at ignorere, hvis man både vil have det godt og leve længe. På en ny rigtig mondæn restaurant på Vesterbro i København annonceres endda, at visse retter oppebærer et ekstraordinært stort antal antioxidanter. Det er et kulinarisk raffinement, som vil frem i verden i det 21. århundrede: Det fine køkken præsenteret som en vitaminpille.

Der er steder i de store byer, hvor det er opsigtsvækkende at drikke en cola, som hverken er diet eller zero. 'Sukkerchok' er navnet på et nyt og angiveligt frækt pigeband, fordi sukkerchokket er utilstedeligt, men sangerinderne er slanke og smilende. Det er ikke ualmindeligt, at urbane professionelle kræver fedtfattig mælk i deres kaffe, og det er slet ikke ualmindeligt, at man selv i de bedre selskaber serverer saltstænger igen. Ikke fordi saltstænger er noget særligt, men netop fordi der ikke er noget særligt i saltstænger: Det er en snack uden fedt og sukker, og så er det stadig lidt sjovt.

Det er ikke alle i byerne, der er holdt med at ryge, men mange af dem, som ikke er, ryger i smug. De oplever det historisk unikke, at de har røget i smug for deres forældre, og nu ryger i smug for deres børn. Mange ryger endog i smug for både deres ægtefæller og deres arbejdsgivere - i byerne. Rygning er en last, de er vokset op med i deres barndomssamfund, og nu ikke kan slippe af med i det nye samfund. Cigaretten var et symbol på frihed, men nu er rygning ikon for det modsatte: afhængighed.

Der er mange flere cykelhjelme, kunststof-underlag på legepladserne og helsebutikker i København, end der er i randområderne. Børn i børnehaven bruger ikke kun cykelhjelm, når de cykler. De anbefales også at iføre sig denne sikkerhedsforanstaltning, når de kører på løbehjul, men de skal til gengæld for alt i verden huske at tage den af, når de begiver sig op på de store klatrestativer. Man kan nemlig blive kvalt, hvis stroppen fra cykelhjelmen vikles omkring en stiver i stativet, og man så falder ned. Hvis man kigger efter, er der farligt over det hele, og der er ikke noget at sige til, at man er bange for at dø det meste af tiden.

Det vilde liv på landet

Vi er vant til forestillinger om forbud og begrænsninger i randområderne og frihed til det farlige liv i de store byer. Turen fra det undertrykkende provinsmiljø til det frigørende storbyterræn er en typisk moderne dannelsesrejse.

Store fortællinger begynder ofte først rigtigt, når den unge heltinde eller helt kommer til hovedstaden for at gøre lykken og møder fristelserne. Men nu møder man cykelhjelme, blomsterkasser og kostanvisninger i København, mens danskere i randområderne tilsyneladende ikke helt er hoppet på den der med, at man skal leve så sundt og sjovt og rigtigt på samme tid, at man hverken skal spise bacon eller leve en dag uden at drikke to liter rent vand. Der bliver altid skrevet litteratur fra både randområderne og hovedstaden, men nu er også danske film, senest med Ole Bornedals Fri os fra det Onde, rykket markant til udkantsdanmark. Det er langt væk fra urbane sikkerhedsforanstaltninger og sundhedspædagogik, at dansk film finder vildt liv og drama. Det er, som sociologen Henrik Dahl sagde til Information fredag:

"Alt det forbudte og det, vi ikke har lyst til at tale om, kan man parkere der. Civilisationen og selvkontrollen har man inde i den store by, mens det ude på landet er skrællet af."

Det er ikke gamle traditionelle eller religiøse regler, som begrænser og kontrollerer menneskene i storbyer. Det er moderne pædagogik og vidtrækkende livsanvisninger, som indgyder skam omkring det usunde og det destruktive, mens det samme pædagogiske blik honorerer det sunde og det konstruktive liv.

Det er naturligvis ikke sådan, at nu findes friheden i randområderne og undertrykkelsen i byerne. Eksempelvis vil en homoseksuel eller en flygtning i provinsområder ofte opleve langt større frihed til at blive set som andet end homoseksuel og flygtning i den store by. Men de urbanes drøm om det vilde liv i randområderne er måske en refleksion af et underskud i hovedstaden. I den kaotiske og turbulente storbys epoke, hvor der stadig var biler på Nørrebrogade, romantiserede man fællesskabet og den dybe ro i provinsområderne.

Liv uden omkostninger

Men nu er det noget andet, man savner i byerne, hvor man ofte bliver ganske misundelig på tidligere tiders uskyldige rygning og romantiserer bagerierne i provinsen, hvor fedtprocenten ikke er angivet på rugbrødet. Digteren Ursula Andkjær Olsen har præcist afdækket en overgang i det urbanes liv utopi: 70'ernes utopi var det magtfri liv. Det var troen på, at man med sang og leg og humor kunne frigøre sig fra alle autoriteter og træde ind i et socialt rum uden konflikter. 2000'ernes utopi er livet uden omkostninger: Det er, at man både kan have det sjovt og leve længere. Det er sundhed og kreativitet forenet. Det er i det omkostningsfri liv, at man bliver så bange for at dø i storbyen, at man beundrer dem, der i randområderne stadig har modet til at drikke rigtig cola og ryge cigaretter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu